søndag den 18. december 2011

Indlæg nr. 100

Dette er indlæg nummer 100. Hvad er der så sket siden at denne blog tog sin start primo 2011.

Ja, næsten ingen ting!!

Men også kun næsten. Der er kommet mere omtale i medierne af de fordækte forhold der eksisterer mellem kommunerne og deres underleverandører, når det handler om anbringelser af børn og unge.

Men vi er kun lige begyndt. Vi vil vende stærkt tilbage i 2012.

I mellemtiden vil vi ønske Jer alle en god jul og et godt nytår.

onsdag den 14. december 2011

Ansatte skræmmes til tavshed

En nylig afsagt dom ved retten i Odense tegner til at virke afskrækkende for ansatte på landets døgninstitutioner der måtte opleve hvad de tolker som svigt eller sløset omgang med offentlige midler.

To kvindelige pædagoger blev dømt for æreskrænkelse. Deres bekymrede udmeldinger på vegne af de sårbare børn blev tilskrevet at være en del af en personalekonflikt.

Men vil en medarbejder der bliver bekymret for et barns velbefindende der ligger ud over hvad ledelsen finder er behovet med samme barn være en udtryk for en konflikt?

Derved vil alle klager kunne afskrives som partsindlæg i personalesager. Resultatet er at anbragte børn med denne dom har fået færre der har interesse i at tale deres sag, idet ingen vil sætte indkomsten til deres egen familie over styr i en så voldsom grad som denne sag viser.

Det er en rigtig ærgelig dom og må egentlig ses som et forsøg på at dæmpe den stigende kritik der har været af de vilkår som anbragte børn i Danmark må tåle.

Kilde:
Pædagoger dømt for æreskrænkelse (af Pia Duus Jensen, Danmarks Radio, 7. december 2011)

fredag den 9. december 2011

Min sag (Ekstra bladet): Gratis behandling af psykiske sygdomme ønskes

Vi fandt dette indlæg på Ekstra-bladets "Min Sag". Vi finder indlægget sympatisk og vil bede Jer om at støtte det:


Forestil dig hvis du har et barn med depression. To har 2 valgmuligheder:

  1. Lad sygdommen udvikle sig og når barnet er selvmordstruet, så bringer du barnet op til nærmeste psykiatriske hospital, hvor at barnet får gratis behandling, men sendes tilbage, når tilstanden er stabil uden at være helbredt fordi at køen er virkelig lang. Ved hver dyk er det ny indlæggelse. Den løsning er gratis.
  2. Du går til din sagsbehandler. I samarbejde med din sagsbehandler finder I et behandlingshjem hvor at dit barn bor 6-18 måneder indtil at depression er behandlet færdig. Den løsning koster jvf. bekendtgørelse nr. 498 af 2011 flere tusinde kroner ud over indeholdt børnecheck. Du må sælge dit hus og meddele eventuelle søskende at barnets helbred kommer foran tab af social omgangskreds og skoleskift.

Man kan ikke forsikre sig imod konsekvenserne af valg 2 og for mange kommer det som et chok idet at de naivt tror at indlæggelser er gratis i Danmark.

Er det retfærdig at behandling af den samme sygdom i offentlig regi kan koste så mange penge at de flestes økonomi ville kollapse alt efter hvem som står for behandlingen?

Er det ikke på tidspunkt at gøre noget ved dette så vi kan bevare illusionen om at vi er et velfærdssamfund?

Det synes jeg. Derfor har jeg oprettet denne sag.

Kilde:
Det originale indlæg på Ekstra-Bladets hjemmeside

mandag den 5. december 2011

Behandling eller pleje. Det er en smagssag

Når et barn bliver så behandlingskrævende at kommunen vurderer at der skal døgnanbringelse til eller kommunen simpelthen har et princip om at man ikke vil bruge specialskoler, men hellere anvende inklusion eller gå skridtet fuldt ud når inklusionen ikke slår til, så kommer spørgsmålet om pleje kontra behandling op.

Ikke overraskende har det givet anledning en række retssager og der vil komme mange flere. Bloggeren AB1959 har på TV2's blog skrevet nedenstående indlæg om dette emne:

Behandling eller pleje. Det er en smagssag

En kollega har en teenager der er ramt af svær depression. Vi kender alle belægningsgraden på de psykiatriske afdelinger, så efter 14 dage der blev teenageren hjemsendt.

Men selv om at teenageren nu blev udskrevet, så turde forældrene ikke lade deres barn være hjemme og i skole kom teenageren slet ikke.

Så var det at den rare sagsbehandler sagde at der var et behandlingshjem, hvor at teenageren kunne bo et års tid og blive så meget bedre at teenageren kunne komme tilbage til sin gamle skole og gøre den færdig.

Som en lille erkendtlighed ville de have børnechecken, når nu teenageren ikke bor hjemme. Det kunne familien godt forstå.

Alt fra fryd og gammen indtil at kommunen vendte tilbage med en ekstraregning på 4.100 kr. pr. måned for pleje af teenageren. Og denne regning var ud over børnechecken.

Kommunen mener nu at depressionen ikke er rigtig behandlingskrævende men kun plejekrævende. Derfor betragter man forældrene som nogle dovne hunde, der har dumpet deres teenager som en ekstra byrde til det offentlige.

Man kan få gratis behandling for mange ting, men ikke psykiske sygdomme. Disse sygdomme er stadig forbundet med skam og kan man skræmme familierne væk med massive regninger, så er det fint.

Jeg har fundet et link som fortæller om de regler som ligger til grund for hvad jeg regner som dybt uretfærdig og direkte diskriminerende for familier med handicappede eller syge børn.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=137218

Hvad mener I?


Kilde:
Behandling eller pleje. Det er en smagssag blog.tv2.dk

fredag den 2. december 2011

Operation X - Man tør næsten kun håbe på inkompetance

De 2 udsendelser om det sociale område åbner for en række spørgsmål.

Resultatet har indtil videre været at kommuner har udsendt pressemeddelelser om at de bestemt mener at de betaler et beløb som er berettiget selvom Tv-udsendelserne ret tydeligt rejser begrundet mistanke om at der er en række kontraktforhold, som trænger til revision.

Når en kommune betaler en kvadratmeterpris som lyder på det dobbelte af hvad markedsprisen lyder på, så får man en mistanke om at der ligger mere end inkompetence bag. Vi taler om en arbejdsplads der fylder godt i lokalsamfundet. Odsherred tiltrækker ikke just industri og handel i disse år. Når et opholdssted kan beskæftige ca. 100 mennesker i de forskellige afdelinger falder der selvfølgelig noget af til lokale underleverandører.

Men at skulle forestille sig at kommunen vælger at lukke øjnene for børnenes skæbner og økonomien i dette foretagende for at vægte arbejdspladser og eventuelle gevinster af personlige relationer er med et enkelt år udansk.

Det er forhold vi ikke forbinder med vores samfund. Det er forhold som vi forventer at finde i Afrika eller Sydeuropa - ikke i Danmark.

Tilbage står så inkompetence fordi at det er den eneste årsagsforklaring vi kan acceptere.

Vil afsløringerne i Operation X få en blivende effekt?

Dette er tvivlsomt.

Tilbage i 2002 bragte Ekstrabladet en artikel, som peger på en række af de uretfærdigheder, som udsendelsen påviste.

Det er ikke mindre end 9 skamfulde år at de samme mønstre har fået lov til at eksistere.

Uacceptabelt ? Ja! Men vi må lade det passere med en forklaring gående på inkompetence som det sker med en række uregelmæssigheder på landets opholdssteder og behandlingshjem, samt i plejefamilier.

For vi kan ikke tåle at tænke på alternativet.

Kilde:
Vi arbejder som slaver (Ekstra-Bladet, 28. november 2002)

torsdag den 1. december 2011

Åhuset - ord mod ord - men ingen kontrol

Alt imens at injuriesagen stadig kører ved retten så må man stille spørgsmålet om hele affæren ikke kunne have været undgået hvis der havde været tilsyn med Åhusets metoder og forhold.

Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk spørger i en artikel på Danmarks Radios hjemmeside hvor at børnene er henne i hele denne affære.

Det var et postulat om at børnenes behov ikke blev taget alvorligt og at stedet blev kørt som en forretning med fokus på profit, der udløste en undersøgelse som blev mødt af en mur af tavshed og som derfor måtte konkludere at det ikke var muligt at påvise kritiske punkter, der udløste den nuværende injuriesag.

En af de ansatte der stod frem med kritik havde ikke økonomi til en sag og måtte indgå forlig, men der er stadig to medarbejdere i skudlinien.

Kunne uanmeldte tilsyn være svaret eller kan et opholdssted udarbejde procedurer imod dette?

Faktum er at sagen skriger på ændringer i tilsynet - eksisterende som ikke-eksisterende, anmeldt eller ikke-anmeldt.

Kilde:
Hvor er børnene henne? Danmarks Radio

lørdag den 26. november 2011

Socialforvaltningen - varetægtsfængsling for mindreårige

I en aktuel sag fra Esbjerg har socialforvaltningen valgt at fungere som varetægtsfængsel for en dreng på 7 år på trods af at retten ikke har valgt at varetægtsfængsle unge der er sigtet i samme sag.

En af de debatører vi citerer ofte rejser i et blogindlæg på Urban spørgsmålet om hvorvidt at den kriminelle lavalder er en beskyttelse for børnene eller om de i lignede sager fungerer som en slags arrest for at ligge pres på de andre sigtede.

Den kriminelle lavalder - beskyttelse for børn?

I forbindelse med afhøringen af drengen på 7 år tænker jeg at det er svært at se hvor den beskyttelse den kriminelle lavalder skulle give børn som ham en beskyttelse.

Selvfølgelig skal politiet have lov til at afhøre ham. Brandstiftelse er en alvorlig forbrydelse. Man kan debattere tidspunktet, men brandene skal stoppes.

Hvad jeg finder principielt kritisabelt, er at barnet er blevet afhørt uden at en professionel advokat er til stede. Det faktum at der sidder en fra socialforvaltningen er ingen garanti. Der er ingen der på nogen måde kan hævde at de sociale myndigheder på nogen som helst måde har ydet barnet en beskyttelse i dette tilfælde.

Status pr. dags dato er at det er de sociale myndigheder som har opretholdt en surrogatfængsling af barnet indtil at børnene og ungdomsudvalget kan træde sammen i dag fredag hvor at en dommer kan tage stilling til om barnet fortsat skal være surrogatfængslet på den institution hvor at de har anbragt ham ikke mindre end 50 kilometer fra hans hjem langt fra hans trygge familie og sociale netværk.

Hvis man er rigtigt spids på kommentarerne i denne sag, så er de sociale myndigheder i gang med at skaffe arbejde for sig selv, for bliver denne dreng traumatiseret af hele denne sag uanset om han er skyldig eller ej, så er det de sociale myndigheder der skal skaffe behandling til ham og det bliver alt for nemt en plejefamilie uden den lovpligtige uddannelse på 2 dage eller blot afdankede tidligere kommunalarbejdere der har fået tilbudt jobbet som plejefamilie som en aftrædelsesgodtgørelse - en situation som er meget udbredt i disse år.

Faktum er at drengen ikke på nogen måde kan se at de sociale myndigheder har hjulpet ham. Han sad helt alene overfor 2 voksne modstandere i en sen time lørdag aften uden støtte.

Efterfølgende oplevede han at blive revet ud af sin families trygge favn til en tilværelse hvor at socialministeriet skriver i deres rapporter at der er en forøget chance for seksuelt overgreb fra ældre børn og en forringet chance for at han får en uddannelse.

Burde den kriminelle lavalder ikke være en beskyttelse?

For en dreng på 7 år har der ikke været en beskyttelse og vi taler om Danmark anno 2011.


Er der grund til at være betænkelig i denne sag? Vi må stille spørgsmålet om hvorvidt at udsagn fra den unge mand tages til troende selvom de måske er ytret under forhold som sikrer den anbragte dreng langt færre rettigheder end hvis der var tale om en afhøring af en voksen sigtet.

I denne sag fungerer de sociale myndigheder ikke en beskyttelse af drengen. De fungerer som drengens fangevogter og det er ikke en god start for kunne yde drengen den optimale hjælp.

torsdag den 24. november 2011

Fejl i sagsbehandlingen - politisk ansvar?

På netavisen Avisen.dk finder man en artikel hvor at Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo kritiserer det faktum at der er fejl i otte ud af ti sager.

Vesselbo begår den fejlagtigt konklusion der går ud på at det skulle være de lokale politikere der skulle være hovedårsagen til at der er fejl i så mange sager som igen har den konsekvens at Danmark indtager en uhyggelig nordisk rekord i antallet af anbragte børn.

Der er ingen tvivl om at Danske forældre på ingen måde kan være så meget ringere at det retfærdiggøre et så massivt udsving i antallet af anbragte børn til at det kan forklares i vores kulturelle baggrund.

Årsagen til både antallet af fejl og det høje antal af anbragte børn er helt klart lovsjusk begået af Folketinget og en øget tendens til at anlægge landsdækkende lovgivning baseret på enkeltsager.

I 2010 og 2011 fylder sager som Tønder-sagen, Brønderslev-sagen og Esbjerg sagen meget. Det er klart at folk bliver forarget og forlanger en stramning som har medført en eksplosion i antallet af indberetninger, ændring af love og et større antal anbragte børn.

I dag er der ikke længere en ret til at passe ens egne børn. Den hysteriske stemning har medført en panisk angst hos pressede familier til at fortælle om egne sygdomme der kunne få den konsekvens hvis de kom til det offentliges kendskab at børnene blev taget, samtidig med at forældrene ville blive pålagt en økonomisk byrde for pasning og pleje så stor at de aldrig ville være i stand til at komme på fode igen.

Det er ikke lokalpolitikernes skyld.

Det er heller ikke lokalpolitikernes skyld at fagforeninger og interesseorganisationer udfører et massivt lobbyarbejde i medierne med at pege på hinandens mangler i håbet om at udløse kurser og eventuelt flere ansatte til at kontrollere at manglerne bliver udbedret.

Faktum er at der burde sættes ind til revision og kontrol af hele socialsektorens arbejdsmetoder.

Indlysende spørgsmål som går ud på at afklare om der fås reelle ydelser for pengene bliver ikke besvaret.

Det er ikke lokalpolitikernes opgave at løse et landsdækkende strukturelt problem. Det er Folketingets og ministrene.

Men de tier idet at de ved at det kan koste penge. Det er bare en stor pris for de anbragte og velfærdstruende børn at betale at tavsheden og inaktiviteten er så massiv.

Hvad skal der til for at landspolitikerne kommer i arbejdstøjet?

Kilde:
V: Lokalpolitikere ansvarlige for sagssjusk (Avisen.dk)

søndag den 20. november 2011

Brugerbetaling - hvad er rimeligt?

På hjemmesiden avisen.dk skrev en debattør med navn Anne Olsen følgende indlæg som nævner brugerbetaling på behandling af psykisk syge børn, hvilket vi finder er et onde:

Vi bør diskutere den snigende indførsel af brugerbetaling på behandling i Danmark.´

Der er brugerbetaling på helbredsydelser i Danmark. Alle ved at Tandlægeydelser koster for voksne. I min tid var det med glæde at vi gik fra kommunens klinik med inkompetente tandlæger der skadede tænderne mere end de gavnede uanset at det først vi som 16 årig hørte var et ”Åh. Nej – igen en patient ude fra X-skolen. Du skal have skiftet alle dine plomber”.

Men nu her flere årtier senere, så står mange af os i kø på Tandlægehøjskolen inde i København fra klokken halv otte for at få behandlet akutte smerter da vi ikke længere har råd til at få skiftet skoleplomberne og deres afløsere. Hver gang af en sølvplombe skal udskiftes bliver der boret dybere i tanden og nogle af dem flækker.

Men det er ikke det eneste sted at der er brugerbetaling. Forestil Jer at Jeres barn får en depression. I gamle dage betød psykiske sygdomme hos børn at de blev anbragt på store afdelinger hvor at behandlingen fyldte meget og plejen meget lidt. Der var aldrig nogle som tænkte på at kræve betaling, da det ville have betydet en debat om forholdene.

I 80’erne kom denne debat alligevel og i dag behandles børnene akut på små hospitalsafdelinger hvor at kapaciteten desværre er alt for lille, hvilket så giver rum for en række private aktører, der finansieres af kommunerne på linje med lokalpsykiatrien. Forholdene er langt bedre, men plejen af det enkelte barn er også meget dyrere og det har medført en lovgivning som pålægger forældrene regning for opholdet. Typisk taler vi mellem 1000 og 3000 kr. pr. måned udover at børnechecken bliver indeholdt.

Sådanne udgifter kan man ikke tegne en sundhedsforsikring imod. Det bliver typisk en bombe under familiernes økonomi og mange må gå fra hus og hjem. Jeg ville have svært ved at være forælder i den situation. Hvordan fortæller man barnets eventuelle søskende at man må flytte fordi at deres bror eller søster skal behandles? Hvordan undgår man at det syge barn får dårlig samvittighed over at de skal flytte på grund af den sygdom som barnet måtte have?

Får nogle år siden var politikere med ansvar for hospitalsdriften ude og melde ud at behandling for selvforskyldte sygdomme baseret på valg i livsstil skulle betale eller sættes bag i køen til behandling. Måske sker det allerede nu. Jeg arbejder ikke i hospitalsvæsenet så jeg ved det ikke, men da dette kom i medierne rejste der sig en folkestorm i mod disse argumenter.

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for at samfundet f.eks. ikke skal behandle mennesker gratis for følgerne af alkoholvaner eller narkotikamisbrug. Også selvom vi ved at megen af denne behandling ikke har effekt og at det om noget er et tag-selv bord for religiøse organisationer (Jf. Danmarks Radio er 60 procent af al alkohol og narkotikabehandling i Danmark styret af religiøse organisationer). Men jeg synes at vi skal tage debatten om brugerbetaling i stedet for som nu hvor at den reelt bliver indført af bagvejen på en række områder.

  • Er det rimeligt at tandlægebesøg skal koste selvom vi ved at det vil give social slagside?
  • Er det rimeligt at psykiatrisk behandling af børn skal koste forældrene?
  • Er det rimeligt at alkohol/narkotikabehandling er gratis?
Sådan kan vi blive ved. Hvad mener I?


Kilder:

torsdag den 17. november 2011

Er der overhovedet en godkendelse af plejefamilier?

I Tønder har man set eksempler på den udbredte praksis som tages i brug når plejefamilierne fra tid til anden har brug for et pusterum.

Det vil være ødelæggende for de anbragte børn at blive sendt på institution når plejefamilierne lader op. Derfor har det været anvendt praksis at lade familiemedlemmer til plejeforældrene træde ind i rollen som plejeforældrene imens at situationen står på.

Men selvom dette virker mest skånsomt på de anbragte børn, da det er almindeligt anerkendt at børn på institutioner har en større sandsynlighed for at blive udsat for overgreb af personale og ikke mindst de andre anbragte børn, så rejser denne praksis et principielt problem.

Hvad med familiemedlemmerne - har de den uddannelse og de menneskelige kvaliteter er grundlaget for at der kan udstedes en godkendelse som plejefamilie?

Det ville være et stort problem, såfremt at reglerne for plejefamilier med hensyn til uddannelse blev overholdt. Faktum er at reglerne ikke bliver overholdt. Kun cirka 26 procent har fået den lovpligtige efteruddannelse på fulde 2 dage pr. år.

Med andre ord: De insisterende plejefamilier - dem som gør det for de anbragte børns skyld - får deres uddannelse. De plejefamilier som ser det som en økonomisk kompensation for en fyring fra et kommunalt job eller blot en ekstra indtægt hvor at de anbragte børn er et nødvendigt onde, får ingen uddannelse fordi at der ikke er et ministerielt pres på kommunerne for at holde orden på området.

Vi må stille spørgsmålet om hvorfor at der er en lovgivning som omhandler godkendelse af plejefamilier. Rekrutteringen ligger i dag i form af Facebook venner til personalet i familieafdelingen eller som et fast punkt ved afskedigelsessamtaler i de kommunale forvaltninger når kommunerne på grund af presset fra regeringen bliver nød til at afskedige trofaste medarbejdere.

Det kunne være ønskeligt om vi fik en social minister der kunne træde i karakter omkring dette spørgsmål.

Kilder:

torsdag den 10. november 2011

Overgreb under anbringelsen

Netværksgruppen som står bag ved hjemesiden Anbragte Børns Vel skriver på deres hjemmeside:

----

Den seneste sag i en lang række hvor at unge, der enten selv har valgt at leve udenfor hjemmet eller er blevet anbragt udenfor hjemmet, er blevet udsat for seksuel krænkelse viser at der er behov for indgreb fra socialminister Karen Hækkerup.

Nordjyske Tidende skriver at en ung pige er blevet krænket på et sommerhus på Læsø hvor at hun var sent til for at kunne indordne sig på en institution. Det er normal praksis i Danmark at isolere unge der ikke kan indordne sig i øde sommerhuse eller på vandreture i Sverige, hvor at underleverandører så presser de unge indtil at de unge kapitulerer eller med andre ord er brudt ned.

Vi har tidligere hørt om unge der i Sverige blev manipuleret til at tro at de stod på en landmine eller overværede fingerede eksempler på mishandling, så de brød sammen.

Men hvad sker der når der vælges en løsning med et sommerhus? Den seneste sag fra Nordjylland viser hvor meget magt at pædagogerne har over de anbragte børn i den situation.

Forskning har efterhånden påvist ofre for seksuelle overgreb føler skam over disse. Det er selvfølgelig forkert at de føler sådan, men det er normal psykisk reaktion. Deres kropsreaktioner viser overfor en trænet psykolog at der er noget galt. Når fag-personer observerer dette skal der gribes ind. Det tragiske i disse sager er desværre at den første reaktion fra systemet er at underkaste den biologiske familie en tilbundsgående undersøgelse. Når disse er blevet renset efter måneders undersøgelse kommer så turen til barnets omgangskreds før anbringelsen. Først efter hvad der nemt kan komme til at gå over et år med, bliver det interessant at se på hvad der kunne have været sket under selve anbringelsen.

I en meget omtalt sag fra Sønderborg skrev plejemoderen til en pige at hun med sin træning kunne se at pigen var blevet misbrugt. Nu efter nogle år viser det sig så at den person som er under anklage for at have misbrugt pigen var plejemoderens biologiske barn. Fordi at systemet anser sig selv for at være ufejlbarlig, så leder man ikke hos systemet selv. Konsekvensen er at pigen må leve i årevis med den tunge byrde af skam og fornedrelse.

Det er ret sjældent at unge kan sige fra. To sager fra henholdsvis efterskolerne Baunehøj og Staby viser at ressourcestærke piger kan sige fra selv om det kunne få den konsekvens at de bliver sendt hjem på grund af manglende samarbejdsvilje, hvilket er den gængse grund til at det på nogle efterskoler er 20 procent af en årgang som må afslutte året før tid. Det kan kun tilskrives til at det skete på et tidspunkt af året hvor at kommunikationen med hjemmet og pigernes sociale omgangskreds ikke var udsat for restriktioner. Havde disse episoder fundet sted i starten af skoleåret, hvor at mange efterskoler prøver at skære børnenes tætte bånd med deres familie, var ikke sikkert at sagen var faldet så lykkeligt ud.

Anderledes forholder det sig på landets opholdssteder og behandlingshjem. Her har de unge ofte ikke så vide muligheder for at holde kontakten med hjemmet og deres gamle venner. Hvem skal de unge gå til? Det kan ikke gå til nogen! De er helt i pædagogernes vold. Det er i dette moment at den overhængende risiko for overgreb der altid eksisterer, er størst for de anbragte unge.

Sagen fra Nordjylland er ikke enestående. En lignende sag fra Marita centeret ved Næstved har mange lighedspunkter med sagen fra Nordjylland.

Socialministeren må gribe ind. De unge skal altid sikres adgang til deres netværk hjemme – også når man vælger at isolere dem fra de andre anbragte på samme institution. Man kan ikke forlade på eventuelle hotlines til politi eller en eller tilsynsmyndighed. Offentligt tilsyn som koncept har spillet fallit. Enhver troværdighed er væk. Det lyder barsk, men de anbragte børns vel påhviler alene det netværk de kan nå at bygge op inden anbringelsen.

Socialminister Karen Hækkerup – kom nu ind i spillet.

Kilder:

onsdag den 9. november 2011

Debat indlæg om brug af isolation på opholdssteder / behandlingshjem

Bloggeren AB1959 skriver på TV2's blogside om den meget anvendte praksis der går ud på at fjerne besværlige børn fra fællesskabet og isolere dem på overlevelsesture og i sommerhuse:

Bør vi sikre anbragte børn bedre

Jeg konstaterer at der er en række opholdssteder og behandlingshjem, der anvender et niveau system hvor at den anbragte nærmest er isoleret fra omverdenen i et sommerhus eller på en Svensk ødegård indtil at den unge bryder sammen og bliver parat til at indgå i behandlingsprogrammets miljø.

Vi taler om en form for isolation som går længere end den som fængslerne anvender idet at der ikke er ret til advokatbesøg eller besøg fra familie.

Vi ved hvad det betød for de børn som var anbragt på Herkules.

Vi ved hvad det betød for de anbragte på det nedlagte Limfjorden i Mou at de kom i "Klamme Carlo"'s hænder i den fase.

Den aktuelle sag vedr. Gøgereden i Nykøbing Mors der lukkede i foråret med en undskyldning der handlede om at der var en sag på vej opstod i samme situation. En pige på 15 år blev isoleret på Læsø og så var der muligheder for en voksen til at udøve vedkommende særlige form for omsorg.

På sin vis så bryder jeg mig heller ikke om hvad jeg så om Schuberts Minde. At sidde og vente i 5 timer overfor voksne, der kun venter på at fiksere uden mad nærmer sig definitionen på tortur.
Bør enkeltpersonsprojekter forbydes?

Hvis ikke, hvordan sikrer vi de unge en klagemulighed, hvis isolationer åbner for misbrug af dem?


Kilde:
Det originale blogindlæg: Bør vi sikre anbragte børn bedre blog.tv2.dk

fredag den 4. november 2011

Jeg anklager

En af de bloggere vi citerer meget har lavet et indlæg relateret til kæntringsulykken på Præstø Fjord. Vi bringer det i sin fulde længde:

Jeg anklager ...

.... tidens trend som går ud på at man skal udleve sit potentiale for enhver pris.

Alt for mange mennesker kæmper i dag med psykiske problemer fordi at de har valgt at bestride job eller uddannelse som de nok kompetencemæssigt er i stand til at klare men hvor psyken ikke slår til.

Det er som at folk mener at man svigter sig selv, hvis man ikke absolut kører sit liv til grænsen og helst lidt over. Folk må ikke styre deres liv på sikre præmisser for så har folk næsten ondt af dem.

Men hvad hvis man i virkeligheden har det bedst med ikke at udfordre sig selv? Skal man så ikke lade et menneske være og lade dem leve et gennemsnitligt gråt kedeligt liv hvor at de så bruger deres eventuelle overskudsenergi på at hækle eller ligge kabale?

Selvfølgelig skal de det!

Når jeg læser ulykkesrapporten om ulykken i Præstø Fjord, som eleverne fra Lundby Efterskole kom ud for, så er det væsentligste ikke hvorvidt at skolen var optimeret med regler. Fritidslæreren havde delvis officersuddannelse og nok så mange år som ansat i et coaching firma, hvor at man er vant til at tage kalkulerede chancer. Chancer som potentielt rummer risikoen for død, ligesom når forsvaret sender soldater til udlandet med det næstbedste eller tredjebedste udstyr som måske går i stykker i stedet for at købe det bedste.

Det jeg finder slemt er at der var en kultur på stedet hvor at man ikke måtte sige fra, da en kritisk holdning ville blive mødt med bemærkninger om hjemsendelser osv. Det er bare ikke OK at påtvinge en gruppe unge mennesker krav som tvinger dem til at bryde deres grænser. Ungdomspsykiatrisk afdeling har venteliste på flere kilometre. Det er måske Pandoras æske som der åbnes for, hvis en elev presses til at yde mere end hvad eleven selv mener at vedkommende er i stand til.

Det er jo før sket at selvmordstruede unge har ligget på værelserne på en efterskole syg, alene og under mistanke for at pjække. En hurtig søgning på Internettet afslører således at en elev fik således lov til at ligge på Jyderup Efterskole efter et selvmordsforsøg. En fatal fejlvurdering.

Jeg må slå fast at den eneste om ved om en given person kan præstere mere end personen tror, er personen selv. Hvis forældrene ikke allerede har lyttet til deres barn når de ikke finder livet væk fra hjemmet behagelig, så bør de gøre det næste weekend. Det er på tide at der sker et kulturskifte som folk får lov til at være dem de er uden at blive udfordret og vel at mærke uden at der bliver set skævt til dem, fordi at de vælger et liv uden udfordringer.

Kilde:
Bange elever turde ikke sige fra (BT)

Kilde:
Jeg anklager ... (Trane Jørgensen's Urbanblog)

mandag den 31. oktober 2011

Forældre protest foran Christiansborg d. 3. november

Mange familier føler sig som gidsler i det offentlige system.

De udsættes for magtovergreb enhver som måtte være sigtet i en kriminel sag aldrig vil end opleve, da straffeloven sikrer dem nogle grundlæggende rettigheder.

De bliver udsat for alle mulige og umulige psykologiske fortolkninger af deres børn og dem selv uden at de får tilskud til at hyre egne eksperter ig rådgivere der kan argumentere deres sag.

Med en Nordisk rekord i anbringelser udenfor hjemmet kan det ikke undre at der Danmark nu dannes en protestbevægelse.

D. 3. november 2011 mellem klokken 12 og 15 foran Christiansborg bliver mødestedet for de ramte familier. Der vil de gøre opmærksomhed på den åbentlyse mangel på retfærdighed de har oplevet.

Har Du været anbragt så ved Du formentlig at Godhavnsrapporten ikke skal afskrives som noget der stoppede i 1976. Der er ingen grund til at flere børn skal opleve de overgreb Du måtte have set eller overlevet. Støt derfor disse forældre i deres protest.

torsdag den 27. oktober 2011

Regler og love eksisterer af en grund

Dette indlæg blev bragt på Urban-bloggen d. 30. august 2011. Alle rettigheder tilhører den oprindelige forfatter.

Ofte griner vi når vi hører om arbejdstilsynet og alle deres regler. Hvad ligner at man skal have sikkerheds-line på når man bare går rundt op på et almindelig hustag?

Men der er en årsag til galskaben. For der er arbejdere som har mistet livet ved fald. Man kan ikke altid forlade sig på afskærmninger og hvad når disse skal stilles op eller tages ned?

På samme måde har søfartsstyrelsen en masse regler om hvad der skal være i en bog, når man sender mennesker på arbejdet ude på havet. Disse regler kom til debat i forbindelse med forliset ude på Præstø Fjord, hvor at elever og lærere fra Lundby Efterskole havnede i vandet en kold dag i februar måned.

Der skal placeres et ansvar og selv om skoleledelsen har travlt med at ansvarsfraskrive, så kommer man ikke uden om at søfartsstyrelsen havde lavet regler. Var de så praktiske? Det kan debatteres ligesom arbejderen der står oppe på taget kan finde sikkerhedslinen hæmmende for udførelsen af hans arbejde.

Men reglerne er der. Det kommer man ikke uden om. Hvis de ikke havde været til at efterleve, så havde det eneste rigtige været at opgive sejlads i forbindelse med skoledriften - ikke at bryde dem.

At bryde grænser

Det er som om at skolen i jagten på hvad der er blevet god skik efter årtusindeskiftet var ligeglad med om det nu var sejlads at man brugte som værktøj til at bryde elevernes grænser. Man ville have det macho-miljø hvor at eleverne bliver presset til at yde ud over hvad de troede muligt og når nu fjorden lå lige om hjørnet så blev det sejlads.

Men hvorfor skal unge mennesker i det hele taget presses? Hvorfor må de ikke bare blive hjemme og basere deres livsvirke på deres sociale traditioner og arv? Hvem er det, som i vores samfund mener at unge mennesker ikke må støtte op om lokalområdet og vælge virke i livet efter hvad deres forældre har fundet godt?

Det er som om at der nærmest er en religiøsitet omkring det at bryde grænser. Tænk på hvilken pris der skal betales. Tænk på alle de unge som presses emotionelt når de ikke længere kan sove derhjemme. Tænk på hvordan det må være at man ikke kan få ro i 10 måneder fordi at der altid er mennesker omkring en. Tænk på det psykiske pres, når de kommer hjem til et tomt hus med udearbejdende voksne og skal vende sig til en tilværelser hvor at de skal stå alene udenfor deres gruppe.

Det må være på tide at gøre op med princippet om at unge absolut skal bryde grænser.

Var reglerne præcise?

Det ser ud som om at reglerne var åbne for tolkning idet at Efterskolen ikke mente at der var tale om erhvervssejlads. Imidlertid har der været ført retssager om det og det burde være klart for skolen hvis de havde læst dommen over Osherreds Efterskoles meritter på havet at de burde have strammet op omend det så nok måtte have ført til at sejlads skulle have været opgivet.

Men hvad værre er at det ikke skulle betyde noget om man kunne finde en smutvej i lovgivningen som måtte fritage en for kommunikations- og redningsudstyr. Forældre til landets teenagers kan ikke betro efterskolerne noget mere dyrbart end deres afkom. Faktum er at den løse håndtering af reglerne havde kostet liv. I 2007 døde en efterskole elev under en kajaktur. Det var også et pludselig ændring af vejrliget som medførte at elever kom i havsnød. Der var også i dette tilfælde tale om at man ville presse de unge til at overskride egne grænser og så stod man pludselig med et dødt menneske. Grænserne var blevet overskredet, men man var gået for langt. Efterskolen på Langeland skiftede profil og relancerede deres produkt. Konsekvenserne var til at overse.

Er det derfor at nogle virksomheder, som efterskolerne basalt set er, mener at det værd at tage chancen? Er tiden ikke kommet til at sige stop hvor at flere af eleverne fra Præstø Fjord nu ser ud til at måtte nøjes med et andet liv end det de havde forestillet sig?

Det er svært at sætte ord på hvilken konsekvens det burde få for skolen. Der er set tegn på at ledelsen vil lægge ansvaret på det udførende led og man kunne forvente at såfremt at denne strategi ikke lykkedes, så ville bestyrelsen prøve at tørre ansvaret af på direktionen. Reelt set så er ansvaret bestyrelsens. De skulle have valgt at etablere en skole hvor at eleverne ikke blev udfordret til at prøve egne grænser af hvilket har fået så tragiske følger.

Der er kun at håbe på at domstolene kommer frem til en løsning som sender et stærkt signal om at tiden er kommet til at gøre op med den måde som efterskolerne er drevet på indtil nu, så der bliver mere fokus på at acceptere at man ikke skal forsøge at udvikle mennesker potentiale hvis prisen er for høj, men at acceptere dem som de er.

Kilder:

fredag den 21. oktober 2011

Konsekvensen af dårlig sagsbehandling - traumatiserede børn

I den seneste tid har der varet en række tragiske sager hvor at faresignalerne ikke har været fanget af systemet på trods af advarsler fra skole, institutioner og private. Tragiske sager som ikke bare betød svigt af børn, men i et enkelt tilfælde ligefrem barnets død.

Aldrig har det offentlige system været under større pres. Hver eneste sagsbehandler sidder svedene og løst på stolen i håbet om at de får det opkald som gør at de kan lave et rullefald ud af vinduet for at sætte sig bag rattet med kurs ud til en familie som har svigtet deres børn hvor at disse børn så kan fjernes i samarbejde med andre myndigheder.

Det lyder smukt, men hvad når indberetningerne er baseret på strid om mellemværende mellem debitor og kreditor? Hvad når indberetningerne kommer som hævn for at et forældrepar har klaget over mobning?

Ja, der sker det samme. Som et andet SWAT team brydes døre og mure ned og børnene bliver slæbt ud for at blive placeret i det offentliges varetægt.

Først derefter startes der en undersøgelse så der kan skabes dokumentation for at det overgreb man allerede har påført børnene var berettiget.

Fejl-procenten i det materiale der ligger til grund for mange anbringelser angives af ankestyrelsen til at ligge langt over 50 procent.

Forældre ligger sag an og anbringelserne bliver omstødt, men en anke har ikke opsættende virkning, så børnene må tåle en tid uden adgang uden mor og far.

Når så sandheden kommer for en dag, så er der en fugtig undskyldning som eneste kompensation. Det er ikke værdigt for Danmark anno 2011.

Hvad værre er: Dette sker for en del familier.

Hvor er den frie presse i disse sager?

Kilder:
Ankestyrelsen: Hjemgiv børnene (Nordjyske Tidende, 6. oktober 2011)

søndag den 16. oktober 2011

Nu vil opholdssteder forbedre deres rygte

I avisen 24 timer oprettede debattøren Birthe1951 en debat-tråd som lød:

Efter en sommer hvor at Godhavn og Herkules har fyldt medierne ser det nu ud til at behandlingshjem vil forsøge at forbedre deres rygte og det skal ske med aktiv medvirken af de unge.

Se: Behandlingshjemsbloggen

Men jeg spekulerer på om vi ikke ville kunne gennemskue dette. Alle som har omgang med børn ved hvor tungt det er at få en teenager til at ændre vaner. Der kan blive tale om at der skal virkelig meget overtalelse til.

De fleste professionelle behandlingshjem bruger et point-system eller et niveau system hvor at de unge skal opføre sig på en bestemt måde for at opnå forbedringer i deres dagligdag for når de kommer ind, så oplever de standarder der er værre end at være isolationsfængslet og de skal ofte bruge år for at opnå frihedsgrader som vi andre ude på gade. Hos Schuberts Minde - kendt fra DR - ser niveau-systemet sådan ud:

Alfa mindst 28 dage
Beta mindst 42 dage
Gamma mindst 63 dage
Delta mindst 91 dage
Epsilon mindst 126 dage
Pi mindst 168 dage
Sigma mindst 217 dage

Dvs. to år med begrænsninger og de unge er ofte ikke engang dømt for kriminelle handlinger før at de må leve som fanger. Vi så på DR hvordan at helt almindelig tøj og arvestykker ikke måtte komme ind på institutionen. Den unge mand stak af efter optagelserne og kommunen fandt ud af at de havde begået en fejl.

Men der er så unge, de ikke kan knække ved brug af disse strukture og her kommer de såkaldte muskel pædagoger ind i billedet. Hvad der præcis sker i sommerhuse og skove hvor at de unge bliver isoleret med "pædagoger" ved vi ikke, men faktum er at ganske mange unge tager turen direkte fra opholdssteder og behandlingshjem til fængslerne. Når der så slipper historier ud som vi ser det fra sagen med Herkules, så er vi der med vores forargelse, men burde vi ikke med vores almene kendskab til hvor træge teenagere kan være have forstået at der skulle landminer og afbidte fingrespidser til, hvis fremmede skulle forsøge at ændre på andre folks børn? Vi tænker at vi måske har været for naive og de mange tæv børnene på Godhavn fik, bare er pakket pænere ind ved at kalde det pædagogik?

Faktum er at faget forsvarer muskelpædagogerne, hvilket man kan se i dette link: The winner takes all

Jeg håber ikke at det at vi kan læse succes-historier i bøger udgivet med opholdsstedernes billigelse og diverse succes-historier i Dame-blade kan få os til at lukke øjnene for at der tages nogle virkelige grumme metoder i brug overfor de unge og at nogle af dem kan være så strenge at det ville have medført en retssag på sekunder hvis politiet eller fængselpersonale havde brugt dem over for folk der var dømt ved en domstol imodsætning hvad der er tilfældet for rigtig mange anbragte unge.

Jeg håber, men jeg tvivler.

Hvad mener I?

Kilde:
Nu vil opholdssteder forbedre deres rygte, link til den originale debat-tråd

lørdag den 8. oktober 2011

Ikast-Brande kommune i skammekrogen?

90 % lyder af meget, men er det nok til at stille kommunen i skammekrogen?

Umiddelbart vil man mene at det er for galt, men den store fejlprocent er udtryk for det generelle kaos som mange mindre kommuner har oplevet efter kommunalreformen. I gamle dage var der ingen langsigtet strategi for en anbringelse på en institution. Driften og til dels finansieringen lå i amternes regi.

Efter kommunalreformen blev mange opgaver hjemtaget uden at tænke på at de økonomiske problemstillinger også flød med. Hvad værre er, er at kommunerne får skylden for at anbringelserne i mange tilfælde ikke virker. Amternes tilsyn var ofte ikke-eksisterende og en skandale som den vi så på institutionen Atlantis og i samme periode Aastrup Centret nær Stubbekøbing var uundgåelige konsekvenser af det lave faglige niveau der blev lagt for dagen af tilsynsmyndighederne. Skandaler som kommunerne ikke behøvede at have ansvar for.

Men nu ligger bolden hos kommunerne. Der er ingen svinkeærinder - ingen undskyldninger og det gør nas.

Forslaget om at flytte tilsynet til regionerne kan kun fortolkes som et ønske fra kommunernes side om at kunne ansvarsfraskrive.

Det skal de ikke have lov til. Vi skriver 2011. Vi skal lade folk bevare deres stolthed.

En umiddelbar løsning måtte være at kommunerne koncentrerede sig om de vigtige sager. Der er børn som ikke er sociale, men klarer sig fagligt godt. Børn som ikke har lidt omsorgssvigt, men måske af geografiske eller andre årsager ikke har haft den store snitflade med andre mennesker. De klarer sig knapt så godt i skolen med tanke om den moderne folkeskole undervisning anno 2011 som er baseret på meget gruppe undervisning med selvstyrende arbejdsmetoder. De vil måske klare sig bedre i privatskole regi hvor at der ofte satse på en mere "gammeldags" individuel undervisning.

Tanken om at udvikle folkeskolen så den kunne rumme flere undervisningsstrategier under samme hus ville måske løse 90 procent af behovet for døgninstitutioner og specialskoler, men det ser der ikke ud til at være politisk vilje til at finansiere fordi at det ville kræve investering i IT, så de elever der excellerer i forhold til individuel kunne placeres foran computere med interaktiv IT, der måtte tillade dem at læse en tekst og så lade et program stille dem spørgsmål interaktivt for at kontrollere om de har læst teksten eller blot gætter sig til svaret.

De mange fejl viser at socialforvaltningerne simpelthen ikke kan løfte opgaven når de går ud med en målsætning om at få alle unge ind som klienter. De er nød til at koncentrere sig om de alvorlige sager, så ikke sager som dem vi har set i Tønder og Brønderslev forsvinder i mængden.

Kilde:
90 % fejl i børnesager (TV Midtvest)

søndag den 2. oktober 2011

Barnets eventuelle følelser ved en frivillig anbringelse

En debatør på jubii-debatten skriver i et blog indlæg om det svigt at et barn kan føle hvis det bliver sendt til et behandlingshjem, opholdssted, efterskole eller en overlevelsestur imod barnets vilje.

Er det et svigt som et barn nogensinde ville kunne komme over selvom det viser sig at have en gavnlig virkning? Næppe! Hvis barnet måtte komme tilbage og på hos familien så bliver det ikke på samme præmisser som inden forvisningen. Faktum er at vi som er forældre aldrig med 100 procents sikkerhed kan vide om barnet er sikkert udenfor hjemmet. Det som den engelske dreng kom ud for svarer i store træk til at opholdsstedet Herkules lod en underleverandør til at gøre mod danske børn i Sverige ved blot at lukke øjenene.

Ingen ved hvad der sker når opholdssteder og behandlingshjem lader unge isolere i skove og i sommerhuse "så de kan lære retningslinier". Det kan ingen tilsyn gøre noget ved uanset hvor meget at det intensiveres.

Intet taler derfor for at det at sende sit barn væk nogensinde vil sikre at man vil få et tæt forhold til sit barn igen. Herunder er debatørens indlæg:


--+--+--

Jeg læste denne artikel: How drugs snuffed out Freddy McConnel's brilliant young life - told in his own vividly moving words

Som jeg læser det så blev hans afvænningsophold i USA katalysatoren for det hårde stofmisbrug. Den overlevelsestur som han kom på var arrangeret af det selvsamme firma som blev vist på Kanal 4 og 5 med udsendelserne "Kæft, trit og retning".

Sagewalk behandlede ham ikke pænt (De blev senere lukket fordi at en dreng døde under en tilsvarende tur.)

I arrived at the SageWalk office scared out of my wits. I was stripped of my belongings and clothes and given a bright orange uniform similar to those worn in prison. I was handcuffed, blindfolded and thrust into the back of an SUV for a two-hour drive into the Oregon desert where, with a large, heavy rucksack containing a sleeping bag, rice, lentils and farina (a sort of carbo¬hydrate gloop), a small tarpaulin, orange clothes and hiking boots, I was left in the ‘care’ of two of the hillbillies who accompanied us.

I at once refused to do anything they said and to my horror received a slap to the face. I told them that that was illegal but they ignored me and, as I further protested, one of them pushed me and I fell face- first to the ground, cutting my face and starting to bleed. I recall shrieking amid tears of anguish for my dad to save me but it was to no avail.

About a week into my stay, we were backpacking and there was a small rock face, maybe 10ft high, that we had to climb with our backpacks on. We had already hiked about five miles that day and I was feeling faint.

Halfway up, I lost consciousness for a second, or just lost my footing, and fell 5ft on to a rock. I landed back first and experienced an excruciating pain.

When I put my hand to my back to inspect the damage I felt a hot, thick trickle of blood. I asked for a doctor but received instead a kick to the ribs and an order to keep on hiking. The next break wasn’t for another mile-and-a-half. I have since seen doctors and had X-rays and it seems that it is a permanent injury. This makes me feel extremely bitter and upset.

There were no phones so I couldn’t talk to my parents and the letters were checked before we sent them so I couldn’t tell them what was happening.

I delayed telling my parents even after I was let out because there is a policy that if the child misbehaves within two years, they can be sent back for free.

The brutality continued for two months until I was set free. It was like being born again but I carried a huge amount of resentment.

[A spokesman for Aspen Education, which owns SageWalk Wilderness School declined to comment on Freddy’s claims that he was slapped, shoved and kicked, resulting in bleeding wounds and a permanent back injury during his two-month stay.] I had asked my parents for an escape but they had not listened. They had sat by while I had endured untold physical and emotional pain.

I recall one week there when I was so overrun with emotion that something snapped and I didn’t speak for four or five days. I couldn’t. I felt so completely void. I lived in fear and so was relatively well-behaved as far as my parents could see for a few months after I got back, but then I discovered mephedrone

Når et barn først er blevet sendt til et behandlingshjem, på overlevelsestur, efterskole eller opholdssted med forældrenes accept men mod sin egen vilje, så er der ingen vej tilbage til at få repareret familien, så der kan genskabes et familieliv.

De prøvede at redde deres barn, men i virkeligheden speedede de processen op så stofmisbruget blev meget mere alvorligt.

Nettet er fyldt med tilsvarende historier og nogle gange er jeg i tvivl om hvorvidt at afvænningsprogrammer dræber flere end selve stofmisbruget gør.

kilde:
Jamen, det var jo slet ikke stofferne som slog ham ihjel (Jubii blog)

tirsdag den 27. september 2011

Hørsholm og Høje-Taastrup kommuner i skammekrogen - eller?

Danmarks Radio rapporterer at Ankestyrelsen fandt mange og alvorlige fejl i anbringelsessager. Fejl så alvorlige at man risikerer at der er børn som skulle have været blevet hjemme, som er blevet flået ud af deres netværk til den omtumblede tilværelse et liv som anbragt i Danmark byder på.

Men hvad værre er at 1 ud af 9 kommuner har problemer med at overholde lovens bogstav. Det er helt og afdeles uacceptabelt.

Er det noget som der kan ændres ved?

Ja, men sålænge at konsekvensen er en anmærkning, hvilket svarer til en løftet pegefinger der er hurtigt glemt, så sker der ingenting. Børnene får ikke den seriøse sagsbehandling de burde have krav på og for nogle får det den fatale konsekvens at de bliver fjernet fra deres familie.

Det eneste som gør ondt er økonomiske konsekvenser og staten må, hvis den tager børnenes vel alvorlig, give ankestyrelsen mulighed for at indstille kommunerne en retssag længe før at det sker idag.

Tillid har vist sig at fejle. Tilbage er kun pisk.

Kilde:
Alvorlige fejl i børnesager i Hørsholm (Danmarks Radio)

onsdag den 21. september 2011

Demonstration

D. 3. november samles pårørende og tidligere anbragt i en demonstration, hvor at de vil prøve at noget ved kommunernes voksende overgreb.

På Facebook er der nu en gruppe som organiserer demonstrationen. Støt op omkring initiativet. Det kunne være Jeres børn næste gang.

Kilde:
Opfordring til at deltage fra nettet. Organisationen på hjemmeside)

mandag den 19. september 2011

Efterskolernes brancheglidning - grund til bekymring

Dette indlæg blev bragt på Urban-bloggen d. 28. august 2011. Alle rettigheder tilhører den oprindelige forfatter.

Økonomien er trængt - det er en kendsgerning.

Forældrene har fået beskåret deres tilskud. Efterskolerne påstår at denne ændring er skyld i at søgningen til skolerne er faldet med cirka 1.000 elever.

Kommunerne er trængte når der ses på midlerne til anbringelser. Det var fået nogle kommuner til at se på alternative systemer idet at prisen på en anbringelse er eksploderet over en periode på 10 år. På alle andre områder når der købes ind til kommunerne er der strammet op via komplekse, men rationaliserende udbudsforretninger, men ikke på anbringelsesområdet og det har betydet at anbringelser i Danmark er næsten 25 procent dyrere end i andre Nordiske lande.

I nogle kommuner har de derfor lavet deres eget ”Vi-fixer-alt” behandlingshjem. Et af de mere kendte eksempler er Villa-kulla oppe i Morsø kommune. Det er et billigt alternativ, men der er børn med forskellige diagnoser der bare ikke går godt sammen og som man gør bedst i at holde fra hinanden, men i et ”Vi-fixer-alt” behandlingshjem så er de tvunget til at leve sammen og det kræver konflikter og slider på personalet så der vil være en forholdsvis stor udskiftning af disse.

Men de de hårde tider har også skabt en ny type efterskole, som ikke har noget Dansk navn. Det er efterskoler som på mange områder minder om behandlingshjem, men behandlingshjem der følger skoleåret. På den måde kan kommunerne anbringe børn og undgå at betale den fulde anbringelsespris selv idet at de kan pålægge forældrene at søge efterskoletilskuddet. Umiddelbart skulle man mene at det ikke skulle gøre nogen forskel om tilskuddet kommer fra kasse A eller kasse B hos kommunen, men det er ikke ligegyldigt.

I dag har de fleste kommuner et hul i kassen når det kommer til anbringelser af børn. Budgetmæssigt hænger anbringelser sammen med udgifter til handicappede og derfor ser man i dag at kørestole, støttestrømper m.v. er svære at hive ud af kommunerne. Voksne handicappede må vride sig ned i den børnestol de har haft alle dage, hvis de vil forlade hjemmet. Det er ikke værdigt selvom vi som samfund alle må holde solidarisk for. Men kommunerne har ryggen imod muren da skandaler som bla. Brønderslevsagen har tvunget kommunerne til at satse mindre på det forebyggende arbejde så de ikke bliver hævet gennem pressen.

Her kan den nye efterskoletype hjælpe. Når en elev tager på efterskole, så kommer hjemkommunens skolebudget til at lide, idet at folkeskolen mister elevtilskuddet. Ved populært at udsulte kollegaerne over i skoleforvaltningen så kan familieafdelingen anbringe flere uden at det går ud over de handicappede.

I USA hedder sådanne efterskoler Therapeutic Boarding Schools – i daglig tale TBS. At denne brancheglidning måtte komme er ikke overraskende. De mange forbud i forhold til helt naturlige ting blandt etniske danske børn som alkohol og tobak skaber et miljø der ligger tæt på behandlingshjem, som dog har yderligere regulering af børnenes dagligdag. Efterskoleforeningen bryder sig ikke om dem. De kalder det at snylte på efterskolerne. Det bringer mig til spørgsmålet: Hvad er en efterskole?

Det nuværende udbud af efterskoler giver intet klart svar. Der er efterskoler med en religiøs agenda, der er efterskoler, som satser på idræt og drama. Der er efterskoler uden nogen klar profil som har karakter af at børnene og deres forældre trænger til en timeout fra hinanden uden at der på nogen måde ligger en social situation bag.

Men skal man være bekymret. Lad os tage rækken rundt.

Skal forældrene være bekymret?

Selvom der har været røg i køkkenet og selvom forældrene kan have været nok så trætte af konflikter med deres afkom, så er de stadig forældre. De vil stadig elske deres barn. De vil stadig være bekymret for deres barn. De håber selvfølgelig ikke at deres barn vil ligge livløs i vandet fordi at der på skolen måtte herske en eller anden macho kultur som går ud på at bryde elevernes grænse. De håber selvfølgelig ikke at de får besked om at deres barn er fundet hængende i et reb i fysiklokalet i en eller andet gudsforladt Fynsk landsby. De vil gerne have deres barn tilbage eller rettere sagt de vil gerne have et afrettet ungt menneske tilbage de kan holde ud at bo sammen med.

Men problemet er at behandlingshjem har en anden omgangstone end efterskoler. Koncentrere man børn med specifikke behov i en almindelig efterskole, så vil det gå galt. Sagen fra Fenskær viser at selvom skolen er vidende om en hård omgangstone som måtte være acceptabel ud fra deres værdier, så er de magtesløse hvis situationen pludselig eskalere

Skal de unge være bekymret?

Det er svært at svare på. Der vil altid være unge på efterskolen, som har fået deres ophold betalt af andre end deres forældre. Almindelige efterskoler ser jf. Berlingske Tidende mange elever, hvor at det havde været rart at de havde fået fortalt den fulde sandhed om hvorfor at barnet er blevet sendt til dem. Sårbare børn smugles bogstavelig talt ind på efterskolerne og så står efterskolen med et barn, der skærer i sig selv, er medicineret uden ressourcer til at kunne håndtere situationen. Der har været eksempler på at selvmordstruede børn har ligget på deres værelser uden andet end sporadiske check af om de er i live da efterskolernes politik på området er at syge børn enten sendes hjem eller skal blive i sengen på deres værelse. Det kan ikke være sjovt at komme ind til en værelseskammerat hvor at det er endt galt.

Skal samfundet være bekymret?

Det kan der heller ikke gives noget svar på. Der er jf. ankestyrelsen fejl i 64 procent af sagerne om tvangsfjernelser. I værste fald har Danmark fjernet 64 procent for mange fra deres familie, men i en tid hvor at kommunerne risikerer at blive klasket op på væggen af medierne så er der en panisk stemning i familieafdelingerne. Men skulle man komme i en situation hvor at et barn er i en sådan situation at anbringelse er den eneste valide option, hvad kan der så ikke ske når barnet sendes hjem på sommerferie? Vi ved at mængden af indbrud, tyverier og hærværk stiger blandt unge, når der er sommerferie og de ikke ved hvad de skal lave.

Når et barn så sendes hjem til en familie, der måske ikke er i stand til at tage sig af barnet på grund af de sociale omstændigheder der udløste anbringelsen fordi at barnet var anbragt på en af de nye efterskoler, hvad sker der så? Her er der grund til bekymring.

Hvad kan efterskolerne gøre?

I USA har efterskoler af denne type været mødt med forøget kritik. Myndighederne har lukket en del og der er mange sagsanlæg. I Danmark ser man en tendens til at efterskolerne i lyset af den stramme økonomiske situation bliver nød til at vælge om de vil gå behandlingshjems-vejen eller regulere skolernes stramme struktur så de bliver mere i tråd med samfundets normer. På Rens Ungdomsskole har man efter flere års rygeforbud tilladt rygning på vilkår der til forveksling ligner dem, man finder i virksomhederne og det er med til at gøre børnene mere parate til erhvervslivet. Det kan kun tolkes som en positiv ændring idet at erhvervslivets organisationer har været ude med kritik af efterskolesystemet.

Måske vil man over tid også se en opblødning i forhold til rusmidler. Flere skoler taler om det sociale ansvar og om at være med til at behandle en misbruger frem for at bortvise og blot føje et nyt nederlag til barnets række af nederlag. Men vi taler om en balancegang idet at vi alle i vores lokalområde kender den alkoholiserede pædagog eller lærer der for længe siden burde have opgivet sit hverv, men som alligevel får børn betroet i deres varetægt.

Valget er ikke nemt for efterskolerne og som samfundet er det ikke noget som vi skal lovgive om. Der er tale om private virksomheder og valget må alene være op til dem.

Kilder:

torsdag den 15. september 2011

Kommentar til godkendelse af plejefamilier

Ekstra Bladet bragte d. 6. august 2011 en leder hvor at de kritiserede København Kommune's valg af en plejefamilie. En debattør ved navn Herman J. skrev i denne forbindelse nedenstående kommentar:

Den generelle godkendelsesprocedure for plejeforældre fejler

En en række sager viser at der er noget galt med hele systemet. Jeg nævner i flæng:
  • sager hvor at plejefamilier pludselig ikke er gode nok længere blot fordi at der kommer ny sagsbehandler på
  • sagerne om plejefamilierne i Mern og Skælskør
  • en sag hvor at en plejefamilie fik tvangsfjernet deres eget barn, men stadig måtte være plejeforældre for et andet

Der er meget der tyder på at hele godkendelsesproceduren ikke er god nok.

Biologiske forældre må ofte gennemgå en forældreegnethedsprøve, som er en grundig psykologisk test kombineret med samtaler og observation af leg med børn.

I nogle tilfælde er godkendelseskriterierne for plejeforældrene at de er Facebook venner med personale i socialforvaltningen suppleret med 5 minutters samtale over en løgsuppe. Nogle gange er det set at de får et plejebarn fordi at de er blevet fyret af selvsamme kommune, som så tager et socialt ansvar ved at give dem et lille ekstrajob så de ikke skal leve af arbejdsløshedsunderstøttelse og voksen-SU alene.

Jeg synes at der skal en grundigere test af plejeforældre til end hvad man må kræve af biologiske forældre. Det er trods alt det offentlige som går ind her og hævder at de sender barnet til bedre forhold. Hvordan kan de det uden at teste plejefamilierne grundigt?

Systemet er sygt. Det har det været længe. Det burde laves om, men det sker nok ikke da anbragte børn ofte sidestilles med kommende kriminelle.

Kilde:
Kommunalt svigt (Leder i Ekstra-bladet)

fredag den 9. september 2011

Overmedicinering - ren marketing?

BUPL stiller i en artikel spørgsmålstegn hvorvidt at der er for tætte forbindelser mellem børnelægerne og medicinal-industrien.

Vi vil ikke dømme i denne sag. Vi finder det i forvejen betænkelig at der er megen lidt regulering af anbringelsesindustrien. Ingen ønsker en skandale som det blev set i Pennsylvania hvor at dommere valgte specielle sikrede ungdomsinstitutioner til vanskelige unge mod en smule returkommision.

Vi ønsker øget offentlighed og revisionskontrol af anbringelsesprocessen, så ingen kan sætte en finger på hvorvidt at et bestemt opholdssted erhverver sig unge på bekostning af andre via anvendelse af tvivlsomme pengestrømme.

BUPL kan have en pointe i at der skal øget regulering til at styre forholdet mellem læger og medicinalvirksomheder.

Intet barn skal tvinges til at indtage mere medicin end vedkommendes sygdom kræver.

Kilde:
BØRNELÆGER I LOMMEN PÅ MEDICINALINDUSTRIEN (Artikel i fagbladet "Børn og Unge")

mandag den 5. september 2011

Vil vi i virkeligheden redde socialt udstedte børn?

På TV2 hjemmeside har bloggeren AB1959 skrevet følgende om Brønderslev sagen d. 3. juli 2011:

Jeg har tænkt meget på ikke mindst Brønderslev-sagen, men også nogle af de mange andre sager, der har været fremme i medierne. Jeg har søgt på Internettet. Jeg har observeret folks kommentarer på nettet.

Først og fremmest er spørgsmålet om socialt udstedte børn skal fjernes fra hjemmet. Der har været en massiv kritik af to af kommunerne. Lolland og Brønderslev fik en ordentlig omgang røg i dokumentar-udsendelsen. Lolland behandlede kritikken mest professionelt og slap hurtigt væk fra mediernes søgelys, imens at Brønderslev populært sagt valgte en tilfældig som intern syndebuk og forsømte at give deres medarbejdere medietræning. Det gav dem nogle omkostninger. Lolland går dog ikke ustraffet fra sagen, idet at de kom til at hænge på regningen.

To andre kommuner har brugt sagen til at sende et signal om at familier med sociale problemer ikke skal bosætte sig i deres område, da de ellers vil slå døren ind og rende med børnene. Om det er formålet at redde børn eller sende en advarsel som vejer mest, er det ikke til at vide, men socialt udstedte familier har nu fået et vink med en vognstang om at de skal holde sig væk fra Langeland og Fredericia.

Der er andre kommuner som gør deres yderste for at hjælpe børn. Ringkøbing Kommune tog helt til Sverige for at hente nogle børn hjem. Det fik de ingen tak for. I de lokale aviser kan man se at kommunen modtog en massiv kritik af deres handlemåde. Borgerne støtter ikke så meget op om familien, som de støtter op omkring deres egen pengepung. Jeg forstår ikke denne kritik, når den almindelige stemning er at børnene i Brønderslev havde godt af at blive reddet. Er det fordi at pigen og den ældste dreng virker som sympatiske unge at vi gerne vil redde dem? Kan det faktum at familien i sagen fra Ringkøbing stammer fra Afrika være udslagsgivende for at borgerne i Ringkøbing hellere så dem sendt væk til usle vilkår end at redde dem som børnene fra Brønderslev?

Det er ikke til at vide.

Men når vi så fjerner dem, redder vi så børnene?

I sagen fra Brønderslev havnede flere af børnene forskellige steder, hvor at de har vanskeligt ved at opretholde kontakten med deres søskende. Nogle af børnene blev efter sigende offer for at psykologen der lavede en rapport om sagen havde en bibeskæftigelse som ansat for de selvsamme institutioner, hvor at børnene skal opholde sig. Især pigen på 16 år er utilfreds og der skulle have været flugtforsøg. Er hun blev informeret om at hun faktisk har lovkrav på at hun kan anke kommunes valg til hele 3 instanser?

Jeg kender ikke det opholdssted nær Brovst hvor at hun bor. Brovsts største erhverv er faktisk anbringelsessteder og jeg vil ikke stå i den tilsynsførendes sko og nedlægge arbejdspladser i et område præget af arbejdsløshed. Det vil være et ubehageligt pres at være under.

Det samme pres må tilsynsførende fra Fredericia have følt da de har ude for at se på Herkules. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre har foretaget en anmeldelse, men det ville have klædt kommunen at det var dem der om nogle skulle have styr på forholdene, der havde lavet anmeldelsen.

Men hvad mener repræsentanter så om anbragte unge?

Ja, læser man kommentarerne til udsendelsen om Herkules, så mener folk inden at de har set udsendelsen at de unge selv er ude om det og de skulle holde deres mund. Folk antager at anbragte unge er unge med en kriminel fortid. De anerkender ikke at det kunne være børn ganske som børnene fra Brønderslev-sagen, der kunne ende steder som Herkules eller for den sags skyld Schuberts Minde og Solhaven – kendt for en tilsvarende kompromisløs pædagogik (Hvis behandlingen overhovedet kvalificerer til at kunne betegnes som pædagogik).

Jeg ser det som om at vi har et anbringelsessystem, som er nedbrudt og som kun på få udvalgte punkter er kommet videre siden at den gamle forstander af Godhavn blev sendt på pension i 1976. De unge bliver ikke slået, men de får stadig generelt ingen uddannelse, den fysiske vold er erstattet af psykisk vold, de mister den sidste rest af værdighed når de ikke engang må bære arvesmykker og deres normale tøj og de må leve i stadig angst for seksuelle overgreb – måske ikke fra voksne så meget mere, men fra andre børn. Det er stadig sådan at episoder af den karakter sker cirka 1. gang hver 14. dag året rundt.

Min holdning er at vi som borgere nok ønsker at redde unge i nød, men når vi skal tage muldvarpeskindet frem for at betale, så fejer vi anbragte børns lidelse af bordet med den tanke at det nok er dybt kriminelle unge, der har fortjent så meget værre. Men der skal efter de sidste 5 års sager slet ikke så meget mere til før at børn bliver fjernet.

I ugens Ude & Hjemme kan man læse om en pige der er fjernet fordi at hun har overlevet Leukæmi som forårsagede at hendes forældre efter kommunen blev pylret. Anbringelserne koster i dag landet 13. milliarder og fordi at vi er så fordømmende, så er de penge for størstedelens vedkommende penge ud af vinduet, når det de unge får for de mange penge, ikke formidles med en menneskelighed vi måtte forvente anno 2011.

Er jeg for kynisk på dette punkt?

Kilder:
Brønderslev: Tjente på at adskille børnene mod deres vilje (BT)
Kommunen henter syv børn i Sverige og tvangsfjerner dem (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)
Opdrager unge med torturlignende metoder (Ekstra-bladet)
Hvor meget omsorg for et kræftramt barn er for meget? (Bloggen "embedsværket")

torsdag den 1. september 2011

Hjemmeside: Anbragte Børns Vel

Vi er blevet opmærksom på at der findes en organisation, som hedder "Anbragte Børns Vel" og som arbejder for at forbedre forholdende for anbragte børn via krav om strammere lovgivning.

De skriver i deres blog:


Anbragte børns vel er en lille organisation som arbejder for at forbedre forholdene for anbragte børn gennem en strammere lovgivning.

Et er når de tragiske svigt af børn hos deres biologiske familiier får lov til at udvikle sig så det ender med overgreb eller barnets død. Noget andet er når det offentlige så overtager forældremyndigheden over barnet og der sker nye overgreb eller barnet på anden måde tilføjes skader.

Vi skriver året 2011. Sekuelle overgreb udført af andre anbragte børn eller de plejeansvarlige må høre fortiden til.

Anbragte børn skal have ret til en uddannelse. Alt for ofte bliver børn der er anbragt på institutioner efterladt i uddannelsesræset.

Anbragte børn har ret til kontakt med deres biologiske familie. Den kan i nogle tilfælde ikke være en god familie for barnet, men at helt fjerne kontakten er ikke i barnets interesse. Så må staten sørge for at kontakten må ske under ordnede forhold.

Børn skal ikke anbringes alt efter hvem der er Facebook venner med ledende personale i familiecentrene. Loven skal sikre imod en Kids-for-cash skandale, som det er set i andre lande. Personlige relationer mellem en given sagsbehandler og en bestemt institution eller plejefamilie må ikke blive udslagsgivende for om et barn skal anbringes eller ej.

De sidste års mange skandaler vidner om et område som råber på regulering.

Nu er tiden kommet til at kræve det.

Kilde:

mandag den 29. august 2011

Hvornår skal en behandling opgives

Mange familier der kastes rundt i systemet kender det godt.

Børnene udredes og der fremkommer en konklusion. Forældrenes evne til at være forældre testes. Der kommer en konklusion.

Hvad skal der så ske frem over?
Hvad hvis de forskellige fagspersoner kommer til forskellige slutninger?
Hvad hvis de er uenige med den konklusion, som andre fagpersoner kommer frem til?

Der er mange eksempler på at resultatet af børnenes udredning ikke bliver hvad kommunens ansatte eller andre rådgivere mener at de burde have været kommet frem til. De mener at den pågældende konklusion måske ikke er nøjagtig nok eller også er de fagligt uenige nærmest på et religiøst plan om hvad der skal ske ved givne omstændigheder.

Faktum er at resultatet af disse mange undersøgelser kan føre til at et barn placeres på et behandlingshjem, der så behandler barnet baseret på hvad de får overdraget af konklusion fra udredninger og undersøgelser.

Men hvis konklusionen er forkert, så er forudsætningen for behandlingen forkert. Kan man så ikke risikere at et barn tilbringer hele sin opvækst i behandling for et problem, som slet ikke findes?

Skal et behandlingshjem være moralsk forpligtet til at konkludere indenfor en rimelig periode (3-6 måneder) at de ikke kan rumme et givent barn selvom de så måtte gå glip af en indtægt på 50-200.000 pr. måned? Er det overhovedet tænkeligt at man kan kræve det af en privat forretning?

I QTV på Kanal 4 bragte man på et tidspunkt et interview med et ung kvinde, der led af OCD. Hun hævder i sin blog at hun tilbragte alt for lang tid på Bøgegården uden at hun fik den rette behandling for sin sygdom. Hun har efterfølgende fået en målrettet behandling, som har forbedret hendes levevilkår.

Hendes hjemkommune har spildt en masse penge på et nyttesløs ophold, men hun har mistet en vigtig del af sit liv som hun aldrig får tilbage.

Er det sådanne tab individer og samfund må tåle eller er der grund til at se på hvorvidt at systemet kan laves om?

Kilde:
Om et liv med OCD (Personlig hjemmeside)

torsdag den 25. august 2011

Og det var Danmark .....

Dette dokument er en fortælling om forholdende for anbragte unge som det foregik i tiden omkring 2. verdenskrig.

Fastspændelse, overmedicinering, udnyttelse.



Kilde:
Lukas (1943)

mandag den 22. august 2011

Borgerne får ret i 25 procent af klagesagerne

Kvaliteten i kommunernes afgørelser på det sociale område må strammes op. Der kan ikke være anden konklusion på basis af dagens artikel i Berlingske Tidende.

Klageadgangen er i forvejen begrænset. Aktindsigten er blevet begrænset. Dvs. at borgerne næsten er i embedsværkets vold med kun minimal klageadgang.

Alligevel - på trods af dette - så medfører hver fjerde klage at kommunernes afgørelser laves om. Dette er ikke rimeligt. Et er at borgerne får ret, men hvad har de ikke måttet tåle indtil at anken går igennem?

Et barn som bliver tvangsfjernet til en plejefamilie eller en af de mange opholdssteder hvor at sommerens pressedækning har vist at opsyn er en mangelvare og børnenes sikkerhed er tvivlsom, vil jo få ar på sjælen af at blive revet væk fra familiens trygge kår.

Nok så mange afgørelser kan ændres uden at det kan ændre ved at barnet vil få en pris at betale resten af livet.

Det er uacceptabelt når vi skriver år 2011. Det kan kun gå for langsomt med hensyn til at få strammet op.

Kilde
Kommunerne taber hver fjerde klagesag, Berlingske Tidende, 22. august 2011

lørdag den 20. august 2011

Minder der er tunge at bære (Skorpeskolen)

Information har i en række artikler afdækket forholdende på Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk. Vi taler om en periode, som rækker ud over den periode som blev belyst i rapporten omkring Godhavn.

Med andre ord er det ikke afdækket om forholdende for nutidens anbragte unge er bedre. Overgrebene på Skorpeskolen som institutionen i Hellebæk populært er kendt som bar ikke så meget præg af fysisk vold som det var set på Godhavn, men havde derimod mere at gøre med lumre seksuelt præget tilnærmelser.

Selv om nylige undersøgelser viser at de overgreb som finder sted cirka hver 14. dag på landets døgninstitutioner mest af alt finder sted imellem børnene, så finder seksuelt præget overgreb udført af personalet stadig sted.

Sågar på to efterskoler (Baunehøj og Staby) er der i nyere tid foregået episoder som medførte afskedigelse af personale.

Der er svært at forhindre idet at børnene jo er afskåret fra at tilkalde hjælp fra deres familie. Det kan minimeres ved at familierne til de anbragte konstant stiller spørgsmål ved personalets dispositioner og lærer børnene at udnytte deres administrative klagemuligheder. Helt undgås kan det nok desværre ikke undgås idet at børnene er væk fra hjemmet og forældrenes beskyttende vinger.

Men Informations artikler bestyrker også kravet om at Godhavnsrapporten bør følges op af en kortlægning af hvordan at tingenes tilstand har været siden 1975. Vi kan ikke hjælp nutidens anbragte uden at gøre op med fortiden.

Kilder:
'Han ville høre, om jeg onanerede', Information, 14. august 2011
'Han fik bule i bukserne, når vi fik smæk', Information, 15. august 2011

mandag den 15. august 2011

Efterskolekontrakterne bliver ofte overset

For nogle efterskoleelever bliver efterskolen måske første gang at de ikke kan forhandle sig ud af de opstillede betingelser skolen retfærdigt eller ej har valgt at drive deres forretning efter.

Her må man sende en advarsel til familierne. Kontrakten er mindst lige så vigtigt for deres barn, som den seneste købekontrakt på familiens bil eller hus. Det er et juridisk bindende papir, der rummer muligheden for at partnerne kan opsige den.

Tilbage i 2008 skrev en menneskerettighedsorganisation følgende advarsel, som stadig er uhyre aktuel efter et år som ikke bare rummede endnu et tragisk skibsforlis, men også en grov moppesag, der nåede landsretten:


Læs nu de efterskole kontrakter

26.500 teenagere forlader deres hjem af forskellige grunde og starter på efterskole august 2008. Det kan være for at afsone en "dom" afsagt af kommunale sagsbehandlere fordi at de er utilpasset. Det kan være at forældrene vil have et år fri før tid. Det kan være bundet af traditioner indenfor familien. Det kan være at nogle af de unge tror at græsset er grønnere på den anden side.

Umiddelbart skulle man ikke mene at der er et problem med at flytte hjemmefra hvis miljøet er som derhjemme, men det er det IKKE:
  • Mange efterskoler tester eleverne for narkotika som det ses i fængslerne. Er din søn eller datter kriminel? Nej, så er der ingen grund til at teste vedkommende og du vil naturligvis som minimum kræve at være tilstede, hvis der skal foretages en afhøring af dit barn som kunne risikere at få det udfald at dit barn bliver bortvist fra det, som skulle kaldes hendes eller hans hjem for et år. Denne rettighed vill dit barn have, hvis politiet skulle afhøre ham eller hende.

    Den rettighed har dit barn bare ikke på en efterskole! Her er skolens læregruppe både dit barns anklager, dommer og jurymedlem og dit barn har ikke krav på repræsentation. En dyb kritisabel situation, hvilket er bakket op af politikere.
  • Så er der alle reglerne. Blandt andet har mange fast sengetid. En ret håbløs regel i en tid, hvor at verdenen er international og de som voksne skal være fleksibel, men også omstillingsparate til at kunne tage initiativ, når det virkelig brænder på. Det er på mange arbejdspladser accepteret at man arbejder i 20 timer den ene dag og få timer næste dag. Det er også ganske normalt at man i virksomheder som søger de bedste accepterer at nogle mennesker er A-mennesker og andre B-mennesker. Der er nogle mennesker som sidder oppe den halve nat og alligevel er fuldt ud i stand til at passe deres arbejde. Mange firmaer har klausuler om at ansættelsesforholdet kan tage op til debat ved en overtrædelse af reglerne. Ganske få har absolutte regler, da man altid forskelhandler ved at se på hvad de ansatte ellers bidrager med.
  • Rygning er gået hen og er blevet et problem. Lov om røgfrie miljøer dikterer klart at bosteder som efterskoler skal stille facilititer til rådighed - et udendørs område er acceptabelt. Men mange skoler signalerer røgfrie miljøer i en sådan grad at ikke engang udendørs rygning kan accepteres. Faktisk har der været et eksempel på at en elev blev bortvist da vedkommende røg langt fra skolens område. Rent logitisk kan det dog blive så dyrt og besværligt nu hvor at folketinget har hævet grænsen for køb til 18 år at man som forælder simpelthen skal lade være med at bruge efterskolerne. Se hvad denne forælder, som er far til en nydansker skriver i sin blog.
  • Har dit barn et festgen? Hvis ja, så lad være med at sende barnet på efterskole medmindre at du virkelig vil straffe barnet. Det kan faktisk være en fordel hvis du har et udadvendt barn, som ville kunne begå sig i de sociale arrangementer, som alle virksomheder har. Alt for mange stille eksistenser bliver overset af deres chefer.
  • At skolerne ikke vil have elever, som er påvirkede af alkohol på området er forståelig, men mange kræver at børnene betragter selve hjemrejsen som en del af skoleopholdet. Hvor at de når de møder fredagsbar konceptet på arbejdsmarkedet eller i studielivet på højere uddannelseinstitutioner, så nægtes de adgang til dette middel til at forbedre samarbejdesevnerne i en gruppe.
  • Kommunikationen kan blive et problem, hvis skolen ikke tillader brug af mobiltelefon, hvilket er tilfældet på en del skoler. Selvfølgelig skal denne være slukket under selve undervisningen, men en mobiltelefon er livlinien når der sker ting på skolen, som måtte kræve at et barn bare skal have fat i sine forældre. Hvordan ville denne sag om et uetisk forhold nogen sinde være kommet til offentlighedens kendskab, hvis barnet ikke havde haft mulighed for at kommunikere dette til hjemmet? En sag, som man ville mene er sjælden, men som faktisk ikke var den eneste bare i sidste skoleår. Hvor mange børn får ikke sår på sjælen fordi at de ikke kan fortælle om de grænseoverskridende oplevelser, som de kan blive udsat for.
Måske er dit barn normalt ved at det først er klar til at flytte fra hjemmet, når det bliver myndig. Måske udsætter du dit barn for et nederlag ved at det bliver blandt de 25-33 procent på nogle skoler, som bliver sendt hjem i løbet af året.

Faktum er at samfundet ikke har brug for efterskoler medmindre at de bliver brugt som afsoningssteder. Faktisk advarer Dansk Industri mod dem og kalder dem ressourcespil.

Hvad skal jeg som forælder være opmærksom på?

Før at barnet rejser til skole:

Du skal læse kontrakten med skolen ganske nøje og især være opmærksom på følgende:
  • Der skal være adgang til mobil telefon udenfor undervisningstiden fra dag 1. Ikke noget med efter en grænseoverskridende intro-tur.
  • Dit barn skal helst bo på ene-værelse eller som nødløsning dobbeltværelse med en fra lokalområdet. Der skal være badefaciliteter til værelset af hygiejne hensyn.
  • Dit barn skal sikres at en fra familien er tilstede som værge under en afhøring som kan få betydning for vedkommendes fremtid på skolen
  • Tidpunkter, som ikke har med selve undervisningen at gøre skal være en hensigtserklæring - ikke ufravigelige regler.
  • Sørg for at der kan ryges på skolens område og at din datter eller søn registeres som ryger - uanset om de er det eller ej, så der ikke bliver problemer med det senere i forløbet.
  • I vores udviklede kultur introduceres de fleste børn for alkohol ved deres konfirmation som følge af en mere end 200 år gammel tradition´->. Sørg for at du ikke skriver under på en kontrakt, som medfører hjemsendelse på grund af nydelse af dette rusmiddel der er en så indgroet del af vores kultur.
  • Accepter ikke skoler, hvor at en række weekender kræver tvungne ophold på skolen. Weekenderne er til for at sikre at familiebåndet ikke rives over som følge af at barnet ikke er i hjemmet mere. Mange forældre bruger efterskolerne som et redskab til at få barnet til at værdsætte hjemmet igen. Forkæl barnet under weekendernes hjemmebesøg, så barnet lærer at hjemmet er bedre. Denne lektie skal skæres ud i pap.
  • Besøg skolen inden at dit barn starter der. Nøjes ikke med en eller anden officiel åben hus dag. Check også rygter i lokalområdet.
Når at barnet er startet på skolen:
  • Hjemve: Følg disse råd givet på en informationsside. Det vigtigste råd er at hjemve er et problem som skal løses af Dig og dit barn. Skolen skal ikke med på råd. Finder du at dit barn ikke er lykkelig på skolen, så træk barnet ud uden at angive en årsag. Dit barn skal ikke løbe spidsrod ved at blive krævet en forklaring. At rejse hjem ER IKKE ET NEDERLAG.
  • Sørg for at der er penge sat til side, så hjemrejse kan ske i hver weekend. Vælg hellere en skole tæt på end en langt væk.
  • Aftal et hemmelig stopord med dit barn i en SMS eller brev. Nogle steder - dog mest i udlandet - forsøger skolen at kontrollere kommunikationen, så de kan få en medarbejder til at ringe dig op og synge en sang fra de varme lande. Skolerne taler typisk om fire strategier som ungerne kan bruge for at komme hjem igen, hvis du har valgt en efterskole som straf: Benægtelse, skyldfølelse, trusler og forhandling. Uanset hvad personalet vil bilde dig på ærmet, så træk barnet hjem.
  • Ved fællesarrangementer i weekenden eller en eventuel introtur sørg for at få barnet hjem ved brug af en eller anden undskyldning.
  • Sørg for at der en backupmulighed i det lokale skolevæsen, hvis dit barn bliver nød til at trække sig, så I ikke mister et års skolegang.
Er der alternativer til efterskolerne:

Ja, i høj grad. Tiende klasses centre bygges i disse år over hele landet. Mange af dem tilbyder et meget udfordrende forløb af høj faglig standard. En del søges af børn i andre skoledistrikter.

Som forælder er du ansvarlig for dit barns fremtid. Læs nu efterskolekontrakter!

Med venlig hilsen

Secret Prisons for Teens


torsdag den 11. august 2011

Presse-meddelse: Strafudmåling i Kids-for-Cash skandalen i Pennsylvania

Dette er en oversættelse af en pressemeddelse som er blevet udsendt på vores Amerikanske hjemmeside:

Strafudmåling I Kids-for-Cash skandalen

I mange år var Luzerne County i den Amerikanske delstat Pennsylvania kendt for sin hårde kurs overfor kriminalitet blandt mindreårige.

Men det viste sig at den hårde kurs ikke var udtryk for at sikre retfærdighed overfor ofrene eller mindske kriminaliteten generelt. Grådighed var drivkraften. Ejerkredsen af en gruppe af opholdsteder, behandlingshjem og overlevelsesture havde bestukket dommerne til at sikre en tilgang af klienter til deres virksomheder.

Børn og unge, som var sigtet for småting, som blandt andet negative udsagn om lærere på nettet eller hærværk, blev ført ud af retten i håndjern og fodlænker som om at de havde slået folk ihjel. Det virker overflødigt a sige at hvad der skulle være en lektion i rigtig eller forkert blev til en skælsættende begivenhed i de unges liv.

Mange led i årevis efter at have været stemplet som hårdkogt kriminel. Nogle kom sig aldrig og tog efterfølgende deres eget liv.

Kids-for-cash skandalen er nu velkendt i deres af alle. En episode af ”Law & Order” som er blevet sendt verdenen over er baseret på denne begivenhed. Alle ved at et system hvor at børn anbringes udenfor hjemmet kræver revision og politisk kontrol. Men der findes stadig systemer verdenen over hvor at der ingen kontrol er med hvor at en sagsbehandler eller en dommer placerer barnet.

De politikere vi vælger til at repræsentere os må sørge for at de overvåger systemet. De må overvåge pengestrømmende meget nøjagtig. De må forlange resultater og forlade deres bløde sæder for at besøge de børn som er anbragt udenfor hjemmet.

De skjulte pengetransaktioner er ikke kun et problem for delstaten Pennsylvania. So langt væk som i Danmark og Sverige kan du finde nyheder i medierne som børn som er placeret i det offentliges varetægt som er blevet udsat for mishandling på opholdssteder, behandlingshjem eller hos plejefamilier. Der er sager hvor at rapporter om disse hændelser er blevet indgivet kun for at forsvinde.

Det indlysende spørgsmål politikerne skulle være stillet er? Hvem fik rapporterne til at forsvinde? Hvem ”glemmer” at rapportere når mindreårige oplever seksuelle overgreb. I et land som Danmark er det blevet rapporteret at sådanne episoder finder sted cirka 2 gange om måneden på landets opholdssteder. Børn helt ned til 7 år er blevet udsat for overgreb af ældre børn og de ansatte på opholdsstederne rapporteres til at være uden uddannelse til at kunne hjælpe offeret og det kan i ekstreme tilfælde medføre at offeret bliver en krænker over tid.

Men politikerne har fejlet deres opgave. De har ikke bedt om at få hver eneste kontrakt indgået mellem kommunen og opholdssteder / plejefamilier på bordet så de kan opdage suspekte pengetransaktioner. Vi taler her om at store summer skifter hænder.

Det er tid for borgerne til at stå frem og skrive til de mennesker de har valgt til at lade dem repræsentere og bede dem om at gennemgå området så dette lukkede netværk kan blive bragt frem i lyset.

Det er dag for domsafsigelsen i Kids-for-Cash skandalen, men i morgen skulle det blive dommedag for alle systemer der rummer potentialet for korruption and deraf mulig skade for de anbragte børn og unge.

Kilder:

mandag den 8. august 2011

Kan man fæste lid til børns intelligens test?

En dreng på 17 år nægtes tilskud til et efterskoleophold. Afvisningen sker på bag grund en intelligens prøve som blev udført på ham da han var 9 år gammel. Prøven viste at hans intelligens var på 46.

Mange år senere består han så folkeskolens afgangsprøve. I et fag scorer han sågar et 10-tal.

Det stiller læserne overfor muligheden for at fortolke denne historie på 2 måneder:
  1. Resultatet af intelligens testen blev farvet af det dårlige samarbejde mellem psykologen der udførte den og et eventuelt modvilligt barn. En intelligens test rummer opgaver i Dansk og matematik. Vil barnet ikke lave mange af dem som følge af simpel uvilje, så bliver resultatet lavt. Alle ved at det er langt fra alle psykologer der oplever positivt arbejdsmiljø med deres klienter
  2. Folkeskolens afgangsprøve er af en så lav standard, at en person med en intelligens kvotient på 46 sagtens kan score et 10-tal

Det er svært at sige hvad man skal tro, men de fleste vil vel af hensyn til deres egne børns uddannelse hælde til at det er det første som er gældende. Man har som følge af at ikke alle har ressourcer til at bestå folkeskolens afgangseksamen udviklet den forberedenede voksenundervisning (FVU) så denne målgruppe kan få en eksamen senere i livet.

Denne sag rejser spørgsmål ved om sagsbehandlere kan konkludere alene på en intelligens test eller et barns samarbejde med blot en psykolog ansat i det offentlige system. Hvor mange bliver ikke fejlplaceret på grund af en gammel, nyttesløs test?

Kilde:
Nægtet efterskoleophold pga. IQ på 46, by Sofie Sparre, TV2, 5 august 2011

onsdag den 3. august 2011

Brønderslev sagen kan starte et nyt tag-selv bord

Nedenstående indlæg er at læse på Urban-blog. Alle rettigheder forbliver ved den oprindelige forfatter.

Jeg har fulgt Brønderslev sagen og vil al den stund at domstolen stadig ikke har afsagt selve dommen ikke udtale mig om hvilken straf forældrene burde have.

Men jeg læser til min store bekymring at der er overvejelser fremme om at finansieringen skulle ændres så de enkelte kommuner ikke måtte skele til egen økonomi før at de vælger at vurdere om en given familie skal miste deres børn eller ej.

Jeg må på det kraftigste advare imod at kommunerne ikke har det direkte økonomiske ansvar for anbringelserne. Sporene skræmmer.

Hvem husker ikke 70′erne og de tidlige 80′ere hvor at blot en tommelfinger der gjorde ondt sendte mange unge på førtidspension? Årsagen var at staten bar byrden for finansieringen af Førtidspensionister. Idag er det så godt som umuligt at komme på førtidspension om så både arme og ben er væk, da kommunerne skal betale. Kan folk aktiveres til et form for meningsfyldt arbejde med kun brugen af deres tunge i behold, så forsøges dette. Vi har også i de senere år set aktiveringsprogrammer blot med det formål at hente et større tilskud fra staten upåagtet at en række af disse aktiveringstiltag skadede borgerne mere end de hjalp dem.

Vi må erkende at en kommunal afgørelse på et tidspunkt altid vil blive et spørgsmål om økonomi.

Vi har set et fald i antallet af unge, der anbringes på institutionerne. Årsagen er at kommunerne nu skal med-finansiere unge varetægtsfængslede. Derfor bliver der nu gjort en tidlig indsats for at få de unge på rette vej igen inden at en dommer måtte afsige ordre om varetægtsfængsling hvilket kan koste op imod 7.000 kr. pr. døgn. Et beløb som var inderlig ligegyldig for kommunerne indtil at en lovændring beordrede dem til at være med til at betale for regningen.

At kommunerne således blev motiveret til et stykke forebyggende arbejde har vist sig at være gavnligt - ikke mindst for de unge. Men dette arbejde kan risikere at blive ned-prioriteret hvis staten overtager finansieringen af anbringelser. Det vil ikke have betydning at løsningen måtte komme til at være at der bliver lavet en samlet pulje, for den vil hurtigt blive tom, når der ikke sidder nogle og gennemgår hver eneste anbringelse ud fra kriterier, der er sat på et højere plan end hvad blot repræsentanterne fra forvaltningen finder i de lokale børne- og unge-udvalg.

Derved er vi fremme med en meget konkret problemstilling. Den lokale standard for hvad der er acceptabelt. Som borger i et retssamfund finder jeg det principielt forkert at vi kan have en form for retsinstans hvor at repræsentanter for forvaltningen får lov til at være dommer. Vi taler om magtens 3-deling. Det eneste rigtige ville være at flytte afgørelsen om tvangsfjernelse til domstolene hvor at så forvaltningen og familiens juridiske forsvar kan få lov til at krydse klinge.

Havde Lollands og Brønderslevs kommuner været tvunget til dette istedet for at sætte en lav standard for hvad der er acceptabelt, så havde sagen måske set ganske anderledes ud. De ville have været under pres for at undgå at sagen måtte prøves ved domstolene. De havde fundet deres vej ind i huset uagtet at forældrene ikke ønskede det. Grundlovens regel om boligens ukrænkelighed er så gennemhullet at det ville have taget den kreative sagsbehandler 3 minutter at ringe til vandværket eller Dong med mistanke om ledningsbrud i huset, hvorefter de kunne have fulgt i fodsporene på de teknikkere der med force majure begrundelser gerne må gå ind i private hjem.

Jeg må understrege at intet barn må lide så meget afsavn som børnene i Brønderslev har måttet udstå. Jeg taler ikke om at man skal hænge de enkelte sagsbehandlere ud for nede ved Ringkøbing er borgerne sure på sagsbehandlerne fordi at de gjorde det ganske modsatte - nemlig at hente 8 børn hjem fra Sverige, hvor forældrene var flygtet til efter mistanke om fysisk vold. De lokale aviser rummer samme nedsættende omtale af sagsbehandlerne. Vi kan ikke være sure på den måde de løser deres opgave på, men vi kan indrette systemet på en måde, så der kommer en uafhængig kontrolinstans der kan vurdere arbejdet og dermed skabe pres på at opgaverne bliver løst til børnenes bedste.

At det ikke bare er morsomt at blive “reddet” kan en 16 årig pige fra Frederikssund tale med om. Hun har overlevet leukæmi. Hendes forældre var naturligvis bekymret og hun blev tvangsfjernet fordi at hendes forældre passede for meget på hende. Forældre som i parentes bemærket fortsætter med at være aflastningsforældre for en handicappet ung mand med den samme kommunes billigelse som tog familiens pige fra dem. Forstå det hvem som kan.

Men Frederikssund og Ringkøbing har måske en anden standard for hvad børn skal kunne tåle hvilket bringer mig til den konklusion at vi have et landsdækkende system som erstatning for børne- og ungdomsudvalgene ved at lade anbringelsessager indbringe for domstolene med det samme. Alene besparelserne som opnås ved at sløje to niveauer i denne ankeproces (børne og unge-udvalgene og Ankestyrelsen) burde have bragt landets politikere til denne konklusion for længst.

Kontrol er i disse sager bedre end tillid og det er kun staten der via domstolene har ressourcerne at lave en kontrol på en betryggende måde.

Kilde:
Det oprindelige indlæg