lørdag den 28. maj 2011

Er der nu så meget forandret?

En blogger ved navnet Anne Olsen skrev nedenstående på Avisen.dk

I går var pressen fuld af omtale af rapporten om behandlingen på et børnehjem ved navn Godhavn oppe i Nordsjælland. Det var bestemt ikke hyggelig omtale og de fleste borgere ville mene at det eneste man kunne være ville være at sige undskyld for fortidens manglende opsyn og utilstrækkelig lovgivning.

Men her mener ministeren at der er gået for mange år til at en undskyldning ville have nogen værdi. Jeg er uenig i denne betragtning. Der blev begået uret imod disse drenge. En undskyldning er gratis at give, men den vil betyde så meget for disse mennesker, der blev svigtet i deres sværeste stund.

Samtidig må vi spørge os selv om hvor meget der er ændret. Jeg har set DR’s udsendelse om et moderne børnehjem i Ringkøbing. Jeg kender fra min gang i Aalborg til nogle som har været anbragt oppe i Farsø.

Ja, man må ikke slå mere, men der skades stadig i stor stil på det psykiske plan. Hvem husker ikke første afsnit fra døgninstitutionen hvor at drengen må opgive alle personlige ting inkl. Arvesmykker, der berøvede ham den sidste stump af værdighed? Det er ikke underligt at forstå at han flygtede ved først kommende lejlighed efter optagelserne og at Aalborg kommune besluttede at hans ophold var slut. Vi så kun overfladen. Der er jf. en blog 40 grundlæggende begrænsninger. Ja, selv privat samtale med familien begrænses så personalet gives mulighed for at censurere.

Ja, egentlige medicinske besøg anvendes ikke mere, men hvad med de anvendte pædagogiske og psykologiske metoder? Er det veldokumenteret eller er de taget af en udenlandsk udgave af ”Ugeskrift for læger” blot for at blive brugt på et for løst grundlag? Jeg konstaterede at deres evalueringsmøder rummede muligheden for direkte kritik i et slags gruppeterapeutisk setup. Noget som er frarådet på landets psykiatriske afdelinger hvor at dem der er ordstyrer er lægeuddannede psykiatere med en lang uddannelse der tangerer eller direkte står over al det personale, der findes på døgninstitutionerne. Det er en kendt sag at forkert udført gruppeterapi skader mere end det gavner. Hvad bliver konsekvensen ikke over lang tid med sådanne svigt?

Når vi taler om medarbejdernes uddannelse, så tyder meget på at de ansatte stadig ansættes med fokus på deres fysik i stedet for at se på om de rummer tilstrækkelig emotionelle evner til at hjælpe de sårbare unge mennesker. Oppe i Farsø starter de unge i et indslusningshus, hvor at det er meningen at de helst skal provokeres til at blive lagt ned, så de fatter styrkeforholdet.
Så er der de seksuelle overgreb. Bortset fra nogle helt forskruede personaler har det store problem aldrig været et systematisk misbrug hvor at det var de voksne, der stod for majoriteten af overgrebene. Det var børn som voldtog børn. Det har man ikke været i stand til at gøre noget ved. Det foregår stadig i for stor stil. Et barn hver 14’ende dag.

Uddannelsesmulighederne er stadig for ringe. Der har ikke vist sig en metode, så de anbragte unge f.eks. kunne tage en studentereksamen på en lukket døgninstitution. Det kan allerhøjst blive til lidt undervisning på 7’ende klasse niveau.

Undersøgelsesperioden i rapporten går frem til 1976, men de fremskridt der har været siden har været så minimale at man godt kan undskylde. Når man nu er i gang med at undskylde, så kunne man også undskylde i de 64% af tvangsfjernelsessagerne hvor at formalia bare ikke har været i orden.

Jeg synes at socialministeren skulle undskylde. Ikke bare for de "gamle" overgreb, men fordi at arbejdet stort set gik i stå i 1976.

Kilde(r)
Anbragt børn - fysisk vold erstattet af psykisk vold (Den tungeste arv)
Børn krænker hinanden seksuelt (Nordjyske Tidende)
Praksisundersøgelse om anbringelse af børn og unge (Ankestyrelsen)

torsdag den 26. maj 2011

Ringsted kommune - også en del af Brønderslevsagen

Sjællandske Nyheder kan nu fortælle at den ældste pige boede på opholdsstedet Minibo i Ringsted. Pigen ønskede selv at flytte hjem til sin far. Det er jo klart at kommunen må have gjort sig klar om hvorvidt at det var en god ide.

De citeres da også i Sjællandske Tidende for at have en procedure på dette område.

Lisbet Overvad, social- og sundhedsdirektør i Ringsted Kommune, kan ikke kommentere på den konkrete sag, men hun fortæller, at kommunens procedure i denne type sager blandt andet er at undersøge forholdene i hjemmet, inden en anbragt ung flytter, og at kommunen kan nægte den unge at flytte, hvis man ikke mener, det er forsvarligt.

Så Ringsted kommune havde på linie med Brønderslev kommune, Skanderborg Kommune og Lollands kommune sendt en medarbejder til hjemmet og hvor at de andre kommuner fandt at familien kunne klare sig med støtte, så vurderede Ringsted kommune at pigen måtte have det bedre i familien end på institutionen Minibo.

En blog som hedder Minder fra en hård tid samler vidnesbyrd fra unge der har været anbragt på forskellige døgninstitutioner for at forhindre en ny Godhavn-skandale. Vi kan se at Minibo ikke optræder på den liste. Vi må hermed opfordre bloggens bestyrere om at oprette dette sted idet at hvis pigen finder at faderens hjem havde en bedre standard end døgninstitutionen og dermed ville flytte hjem, så må det starte nogle tanker om det pågældende opholdssted.

Nu har foreløbig 4 kommuner fundet at forholdene var i orden i dette hjem omend at der var brug for støtte. Imod står det faktum at plejefamilien hvor at størstedelen af familien boede i starten mener noget andet og at naboer har klaget. En plejefamilie er ikke uddannet indenfor faget, men almindelige mennesker som enten har et godt hjerte eller som kommunen skylder en tjeneste.

Dvs. et opgør mellem lægmennesker kontra specialister.

Hvad vil dommen lyde på når retten afsiger sin dom?

Kilde:
Brønderslev-datter boede i Ringsted (Af Kathrine Harvey, Sjællandske Nyheder, 24. maj 2011)

onsdag den 25. maj 2011

Brønderslevsagen - kan vi stole på ankenævnet

Kan vi i det hele taget stole på noget som helst.

Der er lavet otte paragraf 50 rapporter - otte!

Alle peger på at støtte til familien ville kunne løse problemerne og sikre børnene en ordentlig opvækst. Hvorfor blev der ikke reageret på disse rapporter? Hvorfor blev familien ikke pakket ind, når alle ville kunne se at en undladelse ville betyde en millionregning pr. år på et eller andet tidspunkt?

Man får den tanke at kommunen måske har formuleret paragraf 50 rapporterne så skrapt at de forventede at familien flyttede og en anden kommune så ville komme til at hænge på regningen. Nu er det Lolland kommune, som har fået regningen. Man kan roligt drage afgørelsen fra ankestyrelsen i tvivl, for det gør mange familier hvert år og i byretten får de efterfølgende ret, men først efter at de og ikke mindst deres barn har betalt forfærdelige omkostninger på grund af den splittede familie.

Der er ingen af de 3 involverede kommuner som kan fraskrive sig ansvaret her. Skanderborg sendte vigtige papirer af sted uden at følge op på om de overhovedet blev modtaget. Et er at papirer bliver væk, men hvis der sidder en medarbejder derude som mener at en sag beskriver at børn er velfærdstruet, så må der ligge en forpligtelse i at skubbe på indtil at en anden medarbejder i en anden kommune melder at vedkommende går ind i sagen.

Brønderslev sendte en sagsbehandler ud som slet ikke kunne se eller lugte afføring ned af benet, muggent tøj, elendig trivsel og understimulerede børn. Det ser ud til at Brønderslev kommune var parate til at fortsætte samme kurs som de øvrige kommuner – sætte sig ned for at lade spillet køre.

Men det er kun teorier. Forskellige mails og kommentarer som vi har modtaget over de sidste måneder, imens at bloggen har været i gang fortæller en konsekvent tendens der peger i retning af at plejefamilier i mange tilfælde overdriver problemerne så de kan forsætte med at hæve et 5 cifret beløb. For deres observationer er ofte ikke udsat for en konstruktiv analyse. Ofte er der tale om tilfældige Facebook venner til socialforvaltningens medarbejdere eller måske ligefrem tidligere ansatte som har fået en form for ekstra kompensation i en tid hvor at kommunerne på grund af statens pres føler sig foranledet til at afskedige gode solide medarbejdere. Arbejdsløshedsunderstøttelsen eller voksen-SU er vanskelig at leve for og her forekommer en tjans som plejefamilie for et ”let” tilfælde for at være et taknemligt job.

Måske var tøjet ikke muggent. Måske var der ingen afføring ned at benet hos de små. Måske talte de normalt med hinanden og lavede kun sjov som søskende nu engang gør. Måske var rapporten fra plejefamilien ren drama. Vi ved det ikke.

Vi ved baseret på avis-referater at kommunen ikke var 100 % tilfreds med plejefamilien i Brønderslev sagen da senere valgte at splitte familien for alle vinde. Andre hjemmesider opstiller den teori at det var fordi at børnene skulle forhindres i at stå sammen når pressen spurgte til dem, men er det hele sandheden? Tror en kommune virkelig at børnene forbliver tavse? De bliver jo voksne på et tidspunkt og så kan de ikke længere trues til tavshed medmindre at de selv ønsker børn.

Der er vist ingen som vil bryde sig om at være dommer i den strafferetlige sag for alle udsagn til ud til at være farvet af deres egne interesse. Det er ikke svært for de professionelle at vidne falsk, for hvem skulle kontrollere dem? Som det er tilfældet med alle rapporter fra det offentlige i disse sager er der tale om subjektive observationer.

Sagen er rigtig hullet og ingen har villet tage ansvar. En tilfældig kommune blev valgt til at være synderen, men de kunne lige så godt have spillet terning om det.

Kilde:
Lolland hænger på hele millionregningen i Brønderslev-sag (Politiken, 24. maj 2011

søndag den 22. maj 2011

Hvornår stopper barndommen?

Lad os reflektere over et indlæg fra bloggeren Birthe, som handler om at en sagsbehandler i en kommune finder det mærkeligt at et barn stadig har bamser i sit værelse i en alder af 12 år. Hun skrev:

Bamser og 12 årige - er det alderssvarende

En kusine har haft de sociale myndigheder forbi og der er lavet en paragraf 50 undersøgelse. Et stort problem er at den 12 årige datter leger med Barbie og dyrefigurer ligesom at datteren har cirka 50 bamser på sit værelse.

Kommunen er af den opfattelse at dette ikke er alderssvarende. Det er bekymrende og de snakker om §52, stk. 3

Kommunen kom i hjemmet fordi at moderen har været udefor et trafikuheld, hvor at hun blev påkørt og datteren som følge deraf har været syg - højst sandsynlig på grund af bekymring over moderen. Der er i den 20 sider lange skrivelse ikke nævnt misbrug eller noget andet alvorligt.

Datteren passer generelt sin undervisning og er ikke bag efter i pensum på trods af de ekstra fravær.

Men hvornår bliver fortsat leg med dukker og bamser bekymrende i en sådan grad at barnets trivsel er truet anno 2011?

8 års alderen?
10 års alderen?
12 års alderen?
14 års alderen?

Jeg forstår den kommunale sagsbehandler. Det er selvfølgelig ærgelig at barnet ikke hænger ude på gaden, så gademedarbejderne får mere at lave og kan få tildelt ekstra midler.

Men hvornår stopper barndommen? En engelsk undersøgelse peger på at der sker en udskiftning af legetøj med andre ting når barnet fylder 10 år. Er det specielt for England ?

Kilder:
Pigers barndom er blevet et år kortere, Avisen 24 Timer,

onsdag den 18. maj 2011

Familierådgivning - effektiv inddragelse af familiens netværk

En ny metode sparer ikke bare penge på det offentlige budget. Metoden hjælper også unge med at blive i deres eget hjem.

Når 64% af sagsakterne i tvangsanbringelsessager jvf. Ankestyrelsen rummer alvorlige fejl. Når risikoen for overgreb af sexuel karakter forøges kraftigt under anbringelser, så skal alle muligheder for at undgå anbringelser forsøges brugt.

Familierådgivning lyder som et effektivt redskab til at undgå disse tragedier som det er for børnene at blive anbragt.

Problemet er bare at vi igen ser at metoden kommer nedefra. Det sker ikke som et landsdækkende strategiskifte. Der vil fortsat være 99 måder at håndtere dette område på og fortsat være ugennemsigtighed, når det drejer sig om hvilke kriterier der ligger til grund for at et barn anbringes på en bestemt institution.

Kilde:
Familierådslagning afløser tvangsanbringelser (TV2 Syd)

søndag den 15. maj 2011

Levakovic familien - svigt af Københavns Kommune

I EkstraBladet hævdes det idag at Københavns Kommune svigtede børnene i den berygtede Levakovic, fordi at de trak dem hjem fra institutionsophold "i utide".

Intet kunne være mere forkert. Fejlen ligger tværdimod i at de overhovedet blev anbragt udenfor hjemmet.

Vi taler om en familie som er svært social belastet.

Dette problem kan ikke klares ved at man plukker enkelt individer ud og fjerner dem fra samfundet blot for at efterlade resten ubehandlet så de unge - uanset hvor længe at de er anbragt - kommer tilbage til samme miljø.

Miljøet derhjemme skal ændres. Det kan kun ske ved at betragte familien som et hele. Det kan være at værktøjerne ikke er gode nok. Man kan læse at Jyllandsposten at mange forældre ikke besøger deres børn i varetægt, når børnene er taget af politiet.

Det råber til himmelen at der skal udvikles nogle værktøjer, så de unge kan møde en konsekvens af deres handlinger vel at mærke i lokalsamfundet.

Vi må ikke glemme at ikke alene kan de unge føle at deres situation bedres under en anbringelse og dermed måske få opfattelsen af at lovovertrædelser betaler sig. De vil også møde ligesindede unge fra andre steder med det resultat at der vil opstå noget negativ erfaringsudveksling.

Men hvad gør man når de unge som de skrives i Jyllandposten ikke tager imod de tiltag som de sociale myndigheder lægger et stort arbejde i.

Det har ingen effekt på dem

Vi taler om en meget stor tragedie når vi i Danmark har et dybt hul imellem de bløde tiltag, advarsler, henstillinger og fængslinger.

Det er som om at man slet ikke har sat ind i det faktum at hjernen hos teenagere ikke er færdigudviklet. De skal guides og møde grænser længe før at det sker idag. En anbringelse er et nederlag ikke alene for de unge, men også for samfundet idet at man pålægger sig selv en massiv byrde med hensyn til efterværn og jo simplere institutionsmiljøet er konstrueret for at tøjle de unge, så flere ressourcer skal der sættes af til et efterværn, der sagtens kunne strække sig til 25'ende fyldte år hvis de unge sættes fri på deres 18 års fødselsdag.

Men hvad skal man gøre istedet.

Jo, først og fremmest skal der laves en arbejdsfordeling der er koordineret. Der skal familiekonsulenter på de voksne og de skal anvises et arbejde hvor at deres fysik tillader det. Vil de ikke det, så skal familien beordres på familie-institution.

De unges handlinger skal håndteres at særlige domstole hvor at de vil kunne møde bløde sanktioner som husarrest med elektronisk fodlænke, samfundstjeneste i forskellige udgaver og tvungen lektiecafe, ferie-camps med fokus på at træne færdigheder kort sagt blive aktiveret så de ikke får ret meget ledig tid idet at det gamle ordsprog om at lediggang er roden til al ondt ikke er meget forkert i disse tilfælde.

Sådanne værktøjer har vi ikke idag, men de er blevet testet andre steder. Maryland rapporten som nyder almindelig anerkendelse på området peger på at kun en langvarig indsats fra de sociale myndigheder er løsningen og når de unge ikke magter at tage imod hjælpen, så må domstolene hjælpe, men vel at mærke på en måde så de unge ikke fjernes fra lokalsamfundet for at blive bragt sammen med ligesindede fra andre steder i landet for at blive uddannet til professionel kriminel.

Kilder:
København svigtede Levakovic-børn (Ekstra-Bladet, 14. maj 2011)
Unge er i chok over fængsling (JP Aarhus, 14. maj 2011)

lørdag den 14. maj 2011

Egedal kommune sylter børn og unge med særlige behov og handicaps

En borger ved navn Christina Klitgaard skriver i den lokale avis:

Egedal kommune sylter børn og unge med særlige behov og handicaps.

De har anbragt en ung mand på kostskole som ikke har åbent hele året og mener at han selv må finde ud af hvor han skal være når kostskolen har lukket!

Det handler om min søn, som netop er anbragt fordi han grundet sit handicap ikke kan bo hos mig. Som kompensation for, at han snart ikke har noget hjem i 6 uger pga sommerferien, har Egedal kommune tilbudt ham et 2 ugers højskoleophold. Og hvad skulle det så hjælpe en dreng som har brug for struktur og forudsigelighed?

Vi har foreslået dem, at han kunne have en ungdomsbolig med daglig støtte fra en kontaktperson, men har fået afslag på dette flere gange.

Dette forslag kunne ellers være en god og billig løsning for kommunen og min søn, som på denne måde også kun øve sig i at bo alene og få praktisk-social træning.

Egedal kommune sparer i forvejen ca 1 mill om året på deres løsning med at anbringe min søn på en kostskole fremfor en ungdomsinstitution. Fint nok, men han har stadigvæk krav på at blive behandlet ordentligt og få den nødvendige hjælp.

Egedal kommune burde skamme sig over den måde, de behandler os udsatte familier på.

Jeg hører det desværre fra flere familier med disse problematikker. Alting er en kamp, og man skal være stærk og have ressourcer for at være i systemet. Ikke underligt at mange bukker under eller giver op. Kommunen har pligt til at hjælpe og rådgive, men det er altid en kamp at få den nødvendige hjælp og man skal stort set selv finde ud af alting og selv komme med løsningsforslag.

Kæmpet

Jeg har kæmpet i flere år med denne kommune om hjælp til min søn, som både har Aspergers syndrom og ADHD. Min søn er nu fyldt 18 år, en ting som jeg føler at kommunen har set frem til, for så mente de ikke, at jeg kunne blande mig mere i hans sag. Dette har vi løst ved at sende en fuldmagt til kommunen, for hvis ikke jeg som mor skulle hjælpe ham, hvem skulle s. Min søn har de seneste år været på efterskole, hvor det i perioder har holdt hårdt og trukket mange ressourcer på både hans kontakt lærer på efterskolen og på mig selv.

Da min søn efter 10 kl ville i gymnasiet mente Egedal kommune at min søn sagtens kunne bo alene og forsørge sig selv med fuldtidsjob og samtidigt gå i gymnasiet ved siden af?????? Det var en lang sej kamp, med mange møder 0g udtalelser fra efterskolen, før kommunen kunne se at der måtte findes en anden løsning. Efterskolens udtalelse vægtede højere end mine ord og erfaringer som mor......meget beklageligt!

Både efterskolen og jeg selv mente at min søn skulle på en ungdomsinstitution/bofællesskab med døgnpersonale, da han har meget svært ved at få alt praktisk i hverdagen til at fungere.
Denne anmodning fik vi afslag på, men de kom med et tilbud om et ophold på en kostskole med tilhørende gymnasie .......hmmm. Det lød da meget godt.......men vi mente alle at der skulle en kontakt-person til, for at hjælpe min søn og kostskolen. Jeg skulle dog også selv betale en del af dette kostskoleophold....på trods af at jeg er enlig forsørger. Dette brugte jeg også en masse energi på at anke osv. Dette var før de lavede en anbringelse. Der blev ansat en kontaktperson som tilsyneladende ingen erfaringer havde med unge ADHD mennesker. Hun kom i hvert fald kun og havde nogle enkelte samtaler med min søn og var på ingen måde nogen praktisk hjælp for ham. Det endte med at min søn selv sagde fra, da han ikke mente at han kunne bruge hende til noget. Bare at få hjulpet ham med at lave et togkort, blev aldrig gjort.

Alle disse praktiske ting påhvilede fortsat mig, samt alt kontakt til kostskolen som efterhånden også godt kunne se, at min søn og de selv, havde behov for ekstra hjælp. Min søn har desuden haft store problemer med det værelse han har fået tildelt på kostskolen, pga allergi, men dette problem ville gedal kommune heller ikke hjælpe med. Det endte med at kostskolen betalte for den anbefalede sanering af hans værelse, som også har hjulpet ham meget.

Nu er der snart gået et helt skoleår igen og der er intet sket fra kommunens side. Vi afventer ny kontaktperson, men har fået at vide at en ny ikke kan starte op, førend den gamle har afsluttet ham???? Det er jo ikke til at forstå at så lille en detalje

kan blokere for den hjælp min søn trænger så meget til?

Min søn er en dejlig dreng, med en masse potentiale som kan nå langt med den rette støtte og hjælp men jeg frygter for hvad der snart skal blive af ham med alt den uro og uafklarethed i hans liv. Tænk at han hver gang det er skoleferie skal tænke på, hvor han nu skal sove henne. Skam jer Egedal kommune og stå ved jeres ansvar og pligt!!

Nu kan jeg desværre se frem til mange lange kampe i fremtiden med en datter som også har fået konstateret ADHD og frygte hvad der skal blive af hende i fremtiden?

Kilde:
Sylter børn med handicaps (Lokalavisen/Egedal, 6. maj 2011)

mandag den 9. maj 2011

En undskyldning er vel ikke for meget forlangt

En rapport som har været årevis undervejs er blevet offentliggjort.

Den afslører massive omsorgssvigt af anbragte børn på børnehjem.

Vi taler om fysisk vold, tvungen - overflødig medicinering og seksuelle overgreb.

Perioden, der blev undersøgt, var 1945-1976.

Den fysiske vold er officielt blev afskaffet. Man kan med rimelighed stille spørgsmål om hvorvidt at den udbredte brug af magtanvendelse blot har givet volden et mere humant ansigt. En start ville det være at alle tilfælde af magtanvendelse bliver registreret og sendt ind til de relevante myndigheder, som loven dikterer. Det sker desværre ikke altid og det bør der rettes op på.

De seksuelle overgreb eksisterer også stadig omend at det idag næsten altid er overgreb begået af børn imod andre børn. Det er stadig ikke acceptabelt, men seksuelle overgreb fra personalets side bliver når de bliver opdaget efterforsket og retsforfulgt.

Men det er nutid. Der skal ske nogle reformer.

Tilbage står dog at rapporten afslører at der er en gruppe mennesker i vores samfund, som blev svigtet da de havde allermest brug for hjælp. De bør have en undskyldning og en kompensation var nok heller ikke for meget. Andre lande i Europa har taget det første skridt i retning mod at gøre rent bord og erkende at de svigtede deres ansvar overfor disse børn. Det er skammeligt at Danmark ikke har modet til at erkende at de har fejlet og at de havde et ansvar for disse børn.

Vi savner en minister med mod, der vil stå frem og udvise karakter. Det kan kun gå for langsomt.

Kilde:
Børnehjemsbørn kræver en undskyldning (Danmarks Radio, 8. maj 2011)
Godhavnsdrengen (nyt forum)

fredag den 6. maj 2011

tirsdag den 3. maj 2011

Der er ved at blive etableret en minimumsstandard på opholdssteder

Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Nordjylland har afgjort at Jammerbugt Kommune var i sin gode ret til at opsige aftalen med seks opholdssteder i kommunen. Det er i orden at stille krav om at anbragte unge skal nyde nogle minimumssstandarder under deres ophold.

Det var fra starten af en modig beslutning af kommunen. Jammerbugt Kommune har så mange opholdssteder så samfundet har mange arbejdspladser indenfor plejeområdet. Der er tale om en betydelig andel af de erhvervsaktive borgere som er ansat i denne normalt uregulerede industri.

Det er sjældent at kommunerne bruger deres ret til at gribe ind når noget går helt galt. Mest har sagen fra Næstved hvor at et behandlingssted ved navn Atlantis kom i mediernes fokus, fordi at de straffede børnene ved at sætte dem af ude på landet så de kunne gå ind til byen igen.

Et sexuelt præget overgreb mod et barn forårsaget af andre børn ude i forstaden Åderup blev dysset ned. Der blev holdt ualmindelige lav profil i forbindelse med afsløringerne af forholdene på den Martrikelløse institution også hjemhørende i Næstved. Til sidst fandt medierne også andre historier.

Dvs. at den normale praksis er at dysse børnene ned og så vente til der sker nyt ude i verdenen.

Men Jammerbugt Kommune ville det anderledes. De ville mere fine ord, når det gjaldte at passe på borgerne.

Kan man håbe på at det skaber basis for en landsdækkende tendens?

Kilde:
Kommune vandt ankesag om opholdssteder (af Michael Skov Eskebjerg, Danmarks Radio P4, 16. april 2011