torsdag den 28. juli 2011

Efterskole - reaktion på efterskolernes dag

Dette blog-indlæg blev oprindelig publiceret på TV2's blog side af bloggeren ab1959 d. 26. september 2010. Dette indlæg kan godt tåle en gengældelse:

En dag om året har vi en dag, hvor at en række kostskoler holder åbent hus. I den forbindelse må man stille sig det spørgsmål om det gavner unge mennesker at være væk fra dynamikken og den kulturelle arv som de gerne skulle få overleveret fra deres forældre inden at de drager ud i verdenen. Har den generelle kritik af de nye generationers opdragelse ikke gået på at værdinormer ikke overdrages? Grænser det netop ikke til ansvarsfraskrivelse at sende sine teenagebørn væk et år netop i den vigtige fase hvor at de for alvor lukker op for indtryk udefra og i den forbindelse har brug for sparring med deres fædrene generation? Svaret svæver i vinden.

Det er som at nogle ikke mener at deres børn skal modtage alle de værdi-indtryk som er tilgængelig for dagens unge. De søger en religiøs guide for deres børn, som de mener at deres børn bliver forment, hvis de får lov til at gå frit omkring og lade sig påvirke af hvad de møder ude i samfundet. Ikke nødvendigvis en guide til deres egen tro, men som Berlingske Tidende skrev om valget af efterskole for denne gruppe forældre, så skræmmer muligheden for valg af ateisme mere end et eventuelt valg af en fremmed tro.

Hvad er det for en bagage som vi børnene, hvis de bliver sendt væk i denne fase af deres liv? Jf. både The independent og The Daily Mail, så vil der være en stor risiko for at de negative erfaringer overstiger de positive. Psykologen Nick Duffell mener at det grænser til mishandling af børn at sende dem på kostskole. Selvfølgelig er danske kostskoler ikke så kønsopdelte som de engelske og de tillader at de unge medbringer en langt større række personlige ejendele, men afsavnet er der stadig. Der er stadig en lang periode af elektronisk isolation, som hviler som en tung byrde for både den enkelte teenager og dennes forældre. Der er, når opholdet er overstået, stadig så stor en risiko for posttraumatisk stress syndrom at flere kommuner har været nød til at sætte folk af til at få de unge reintegreret i det gængse uddannelsessystem.

Nu har staten så valgt at alle skal bære en byrde i forhold til genopretningsplanen. Det medfører at der pludselig kommer et argument frem om at skolerne nu vil få et smallere elevgrundlag.

Det tror jeg ikke at de skal frygte idet at kommunerne har opdaget at de har været udsat for hvad man kan betegne som en slags ekspertvælde af eksperter der har argumenteret for opholdssteder hvor at der blev anvendt pædagogik der mildest talt kan stilles spørgsmål ved. Danmarks Radio bragte en udsendelsesrække et sådan anbringelsessted ved Ringkøbing og der herskede ingen motivation for de unge - kun niveau bygget system designet til at nedbryde og ensrette de unge. På trods af de betænkeligheder som er beskrevet ovenover, så arbejder de fleste efterskoler ud fra et mere positivt livssyn og det må forventes at kommunerne også frem vil være resultatorienterede.

Nok går efterskolerne glip af elever fra middelklassen, men de vil stadig have ressourcestærke elever, suppleret med elever sendt på efterskole af religiøse årsager, samt kommunernes henvisninger. Det er derfor helt uforståeligt at de beklager sig. De glemmer at tilskuddet går fra de kommunale skoler, som også er presset økonomisk. Alle må holde for i denne tid.

Jeg håber at den økonomiske krise som vi møder nu vil sætte fokus på det nære og få os til at bremse op. Engelske undersøgelser indikerer at barndommen slutter ved 11 års alderen. Hvorfor skal den uskyldige tid slutte så hurtigt? Hvorfor er det pludselig ikke god skik at holde sine børn i hjemme til at de er 18 år og give dem de værdier vi fik fra vores forældre? Vi skal tænke over om vi ruster vores børn godt nok som forældre og finde ressourcerne i os selv i stedet for at sende dem ud af døren for at lade andre overtage denne opgave.

Outsourcing er et moderne ord, men ikke et som hører opdragelse til.

Referencer:
Does being packed off to boarding school scar children for life? (The Daily Mail)
Boarding school is a form of child abuse, says psychotherapist (The Independent)
Gud har vist en vej for forældre til Teenagere (Ydernaes Salvation Church)
Gudløshed skræmmer mere end tro (Berlingske Tidende)
DR TV udsendelsen ”Kæft, trit og knus” (Familievejleder Lola Jensen)
Too much too young? (SuperNanny)

onsdag den 20. juli 2011

Reaktioner på plejefamiliesagen fra Mern

En blogger ved navn Anne Olsen skriver på Avisen.dk hjemmeside følgende:


Tilsyn - med plejefamilier og institutioner

Jeg har tænkt over den sidste tids skandaler eller skal man rettere sagt sige de almindeligheder der helt ekstraordinært er sluppet ud til offentligheden.

Er problemet ikke at der er ansatte i forvaltningerne, der skal erkende at de har lavet en fejl ved at visitere de unge til en given plejefamilie eller en given institution?

Kunne de risikere at nogle vil begynde at stille spørgsmålet om hvorvidt at de har fået en eller anden form for modydelse mod at se igennem med uregelmæssigheder? Det er ikke et område som er så stramt reguleret som f.eks. forholdene mellem læger og medicinalselskaber.

Nogle foreslår uanmeldte besøg. Det vil hjælpe i de tilfælde hvor at de unge ikke er blevet knækket endnu og de som man så det i sagen fra Herkules har en voksen fra institutionen i lokalet så telefonsamtalen kan afbrydes hvis der bliver sagt noget som personalet finder upassende, men hvad når de unge først er blevet knækket i det svenske vildnæs?

Jeg er mere tilhænger af en uafhængig statsindstans, som skulle forestå tilsynet, men frygter at det hurtigt kunne udarte sig til at blive noget indspist noget. Der er trods alt ikke tale om et stort marked. Alle kender hinanden.

Vi ser det fra ankestyrelsen. Jvf. deres egne tal er der fejl i 64 procent af rapporterne der fører til tvangsfjernelse. Alligevel fungerer de i dag nærmest som en stempelordning og forældre bliver rådgivet af deres advokat om at det er et nødvendigt men forsinkende element inden at slaget for alvor skal stå i retssystemet.

Hvad mener I? Uanmeldte tilsyn fra socialpædagoger der helst ikke vil finde noget da det vil rejse tvivl om deres dømmekraft. Tilsyn fra en indspist statsmyndighed.

Kan det overhovedet lade sig gøre at føre tilsyn på en måde så børnenes forhold bliver tålelig.

Husk at det er staten som påstår at de kan gøre det bedre end de biologiske forældre.

Kilde:
Det originale blogindlæg på Avisen.dk

søndag den 17. juli 2011

Fedme - det nye hadeobjekt

Danmark som gennem noget tid har søgt efter metoder til at få landets borgere til at nyde livet mindre og leve længere simpelthen så de kan øge pensionsalderen og dermed få øget skatteindtægterne til staten. For at nå dette mål er de nød til at fjerne livskvalitet hos landets borgere og her har de valgt en strategi hvor at alle former for nydelse er under angreb.

Rygere er i dag et isoleret folkefærd, som man søger at fjerne fra alle former for fællesskab. Men rygning er ikke den eneste form for dødssynd når man fra embedsværket har det mål at alle skal være på arbejdsmarkedet til at de er 90 år inden at de må gå på pension. Alkohol og fedme er to andre faktorer der kan skrues på. Vi vil ikke debattere alkohol i denne blog. Alle kan søge kilderne til de forskellige undersøgelser og se at der ukritisk citeres rapporter, der er finansieret af religiøse grupper og at forsøgene er baseret på tvivlsomme videnskabelige kilder. Folk må drage deres egen konklusion og vurdere om de er udsat for direkte propaganda eller om de seneste års ændrede anbefalinger er udtryk for ny viden på området.

Hvad dette blog-indlæg handler om er fedme. Er det nok at et for højt BMI-tal skal udløse en tvangsfjernelse?

Centerchefen for Familiecentret i Egedal Kommune, Rikke Westergaard mener Ja. De har allerede fjernet et barn alene baseret på overvægt. Socialminister Benedikte Kiær mener Nej. Hun mener at overvægt skal indgå som et parameter i en social sag, men ikke være det bærende element i en sådan sag.

Borgmesteren i Egedal Kommune hedder Willy Eliasen. Han er den politiske chef for et system, der autonomt har valgt at arbejde efter vurderinger, man ikke deler på landsplan. Et system som har formået at skabe et underskud på 35 millioner. Man må spørge sig selv om hvorvidt at han virkelig anser sig selv som chef eller han blot er den, der skriver checken uden at spørge hvad den bruges på.

Mere generelt må man spørge om lokalpolitikerne overhovedet kan styre dette område så forvaltningerne ikke skaber så mange sager om bogstaveligt talt trivielle sager der kan klares med en badeferie ved Vesterhavet for børnene alt imens at forældrene bruger deres sommerferie på et intensivt husholdningskursus.

Odense Kommune valgte at lave et sådan system for år siden og det er indlysende at der skal lette løsninger som ovennævnte der måske ikke ligefrem falder i sagsbehandlernes sag, da det fjerner muligheden for at få den anerkendelse hos kollegaerne, som der opnås ved tvangsfjernelsessager. Men løsninger som først og fremmest gavner det enkelte barn uden at fjerne det fra barnets netværk.

Anbringelser er sjælden gavnligt for børnene jvf. kommunernes egne statistikker og det store antal anbragte minimerer muligheden for at finde de alvorlige sager da de forsvinder i mængden. Borgmester Eliasen burde sætte et konsulentfirma på sin forvaltning, så der kan ryddes op, så de i større grad vil rette sig efter retningslinjerne fra socialministeriet.

Kilde:

torsdag den 14. juli 2011

Børnene i Danmark kunne have bedre klageadgang

I går udgav Socialministeriet i Danmark en pressemeddelelse hvor i at de lovpriste det Danske klagesystem der stilles til rådighed for børn som værende overlegen i forhold til klagesystemerne i Norge og Sverige.

Det er muligt at det Danske klagesystem er bedre, men det er langt fra godt nok.

Der er rigtig mange anbragte børn, som ikke nyder godt af at der findes en klageadgang. Kan de af egen drift kontakte ankestyrelsen alt imens at de sidder isoleret i et sommerhus eller står frysende i en Svensk skov alt imens at de bliver truet med landminer eller er tvungen tilskuer til et bizart show hvor at hunde får lov til at spise hvad de tror at legemsdele fra et menneske?

Kan de sætte lid til at ankestyrelsen - der rummer den selvsamme faggruppe der har været medvirkende til at de mistede retten til at bo i deres eget hjem, hos deres egen familie - vil behandle deres sag uvildig?

Der findes en Børnetelefon, et børneråd, men de har begge et sigte der handler om at sikre børns rettigheder ude i familierne. De er ikke beregnet til at børn kan få hjælp når de først er sagsnumre hos embedsværket.

Det er bedrøveligt når Socialministeriet henkaster sig til et element af selvglæde fremfor at tage fat ved åbenlyse urimelig vilkår, hvor af hændelserne som blev vist i Danmarks Radio's program om et bestemt opholdssted kun udgør den yderste spids af et isbjerg af elendighed og psykisk smerte.

Danmark bruger 13 milliarder på at sikre børn imod overgreb uanset om det er overbeskyttelse som følge af livstruende sygdom, for mange bamser på værelset eller i få tilfælde reelle overgreb fra forældrenes side.

Der må kunne sættes nogle få kroner af til at sikre at de børn som Danmark har taget i deres varetægt med sigte på at kunne gøre et bedre job end de biologiske forældre får menneskelige forhold.

Pressemeddelsen er ikke bare en ommer. Det er udtryk for ligefrem ligegyldighed med børn der er i social nød.

Kilde:

fredag den 8. juli 2011

Uddannelseskonsulenter - et korrumperet folkefærd

Dagens indlæg handler om et Amerikansk fænomen, der med tiden risikerer at komme til Danmark. Vi taler om de såkaldte Educational consultants - uddannelseskonsulenter.

Danmark er ikke det eneste land, hvor at familierne møder hårde udfordringer, når deres børn ikke falder indenfor normen eller kan honorere de massive akademiske krav som nutidens unge stilles overfor. Ser vi over havet til USA så finder vi et land hvor at forældre i langt større grad er helt overladt til sig selv, når krisen er stor.

Der findes socialforvaltninger i USA ganske som i Danmark, men forældre i USA har forældrene i Danmark erfaret at et samarbejde med socialforvaltningen er som at være passager i en rutsjebane. Når man først har taget plads, så bestemmer man intet.

I et markedsdrevet samfund vil driftige forretningsfolk altid forsøge at skabe et alternativ og derfor findes der en række kostskoler, som markedsfører sig med fuldstændig de samme aktiviteter som Danske efterskoler tilbyder suppleret med løfter om at kunne håndtere udfordringer som ADHD, autisme og eventuelle misbrug.

Efterskolebegrebet kendes som sådan ikke i USA. Derovre kaldes de ”terapeutiske kostskoler” og ser vi på det danske efterskole marked så må man stille spørgsmål ved om en sådan definition kan stilles idet at der her i Danmark sker en brancheglidning forårsaget af landets økonomiske tilstand. Efterskoleforeningen, som står for skolernes lobbyisme har forsøgt at lægge afstand til opholdssteder, der markedsfører sig som efterskoler, men det er en gråzone hvor at det er svært at skelne idet at selv kommunerne i mange sager vælger at lave en aftale med familierne om at deres klienter reelt smugles ind på efterskolerne når en anbringelse i et døgntilbud er nødvendigt, men økonomien kun rækker til et efterskoleophold.

Men det er svært at finde den rette skole. Her i landet ved vi at det er cirka hver syvende elev som forlader efterskolen før tid. På nogle af efterskolerne er det hver fjerde elev. Flere såkaldte eksperter har efterlyst mere autoritetstro forældre som vil se bort fra børnenes behov og tvinge deres børn til at blive på skolerne, men imod disse løse udsagn står det faktum at det allerede efter 14 dage vil stå klart om det enkelte barn er efterskolemateriale eller ej.

I USA er derfor opstået en hel ny faggruppe – de såkaldte uddannelseskonsulenter. De svarer til en mellemting imellem en psykolog og en studievejleder. Deres opgave er at besøge alle skoler og holde sig orienteret om hvilke specialer skolerne måtte råde over så familierne finder det rette match.

Desværre er det en ønsketænkning at forestille sig at uddannelseskonsulenterne ikke vil forsøge at maksimere indtjeningen og derfor er det normalt at skolerne betaler 5-10.000 kr. for en henvisning. Med den viden i baghånden må det stå klart at henvisningerne bliver lige så upartiske som når psykologer her i landet udtaler sig om børn i forbindelse med at matche dem til et døgntilbud samtidig med at de også er tilknyttet de selvsamme opholdssteder, som de anbefaler børnene til.

Det er derfor at uddannelseskonsulenterne rangerer så lavt i befolkningens agtelse. Desværre er det først en viden de desperate forældre når de har sendt deres barn af sted og skoleopholdet resulterer i hjemkomsten af et barn som har det værre end da barnet blev sendt af sted.
Det er nemt at være fordømmende overfor et sådan system, men i den forbindelse må vi se på om vi selv bor i et glashus. Kan vi sige os fri for at der ikke kan være blandet personlige økonomiske interesser ind i de beslutninger om valg af opholdssteder, som bliver taget på de danske socialforvaltninger?

Kilder:
Efterskolenavnet udnyttes af opholdssteder (Efterskolebladet)
Sårbare unge »smugles« ind på efterskoler (Berlingske Tidende)
Elever dropper ud af efterskolen (Berlingske Tidende)
Efterskole information (Center-validering)
Brønderslev: Tjente på at adskille børnene mod deres vilje (BT)

fredag den 1. juli 2011

Tilsyn med opholdssteder - i bedste fald en hensigterklæring

Så blev Herkules tilføjet til listen over opholdssteder, der er kommet i mediernes søgelys for deres noget kontroversielle behandling af de børn som de har fået i betroet i deres varetægt. At det skulle tage så lang tid, kan måske undre, men det ligger i tilsynets natur at det tages for givet at der ikke findes basis for anmærkninger.

Og det er helt forkert.

I modsætning til kritikken af sagsbehandlerne som er opstået efter Brønderslev sagen, så er børnene i det offentliges varetægt. Der er forældre som ganske frivilligt har opgivet deres kæreste eje - deres børn - til det offentlige i håbet om at deres barn kan få den rette behandling for den eller de udfordringer, som barnet måtte have på livets vej.

Ganske som forældre lader deres syge børn indlægge på sygehuset i sikker forvisning om at de er i et faglig kompetent personales varetægt, så må forældrene kunne stole på at deres børn bliver tiltroet faguddannet personale på landets opholdssteder.

Det sker bare ikke.

Der er eksempler på at personalet er hyret på basis af deres muskelmasse. Der er stiftere af opholdssteder som enten slet ikke har andet end en håndsværksmæssig uddannelse eller først har taget en uddannelse i faget efter at have arbejdet med børn netop for at finansiere deres studie.

Det må laves om. Der findes få faser i et menneskes liv hvor at fundamentet for voksentilværelsen præges som den gør imens at børnene er i teenageårene. Risikoen for at påføre de unge livsvarige psykiske skader er for stor til at driften af opholdsstederne kan fortsætte så ureguleret som det er tilfældet i dag.

Der må stilles krav om faglighed. Der må stilles krav om at behandle de unge med anstændighed. Der var ikke ment som en spøg da en tidligere direktør for et fængsel sagde at de unge ville blive behandlet bedre i et fængsel, da nogle af de metoder, som ses i anvendelse på danske døgninstitutioner tangerer torturmetoder som ikke hører hjemme i vores civilisation.

Når hele 44 procent af anbringelserne i Danmark ender i sammenbrud taler alt for at en gennemgribende reform af kriterierne for anbringelserne er påkrævet. Selvfølgelig skal en reform ikke gå ud over de såkaldte Brønderslev sager der i parentes bemærket udgør promiller af den samlede andel af anbringelsessager i Danmark, men tværtimod sager hvor at unge fjernes på grund af sorg i familien, "omklamrende omsorg" og for mange bamser på teenageværelset. Disse sager burde klares med familieterapi.

En anbringelse hos Herkules er angivet til at koste ca. 130.000 kr. pr. barn pr. måned, hvilket er i den dyrere ende, men ikke blandt de dyreste som koster på den anden side af 250.000 kr. pr. måned. For de unge kunne der hyres både familiekonsulenter til hjemmet og en personlig oppasser i skolesystemet. Det er tankevækkende at anbringelser fortsætter med at blive udført i den størrelsesorden, som det er tilfældet.

Vi har før rejst problemstillingen om hele anbringelsessprocessen som finder sted når Børne- og ungeudvalget har udstedt dekret om at barnet skal væk fra hjemmet. Vi taler om en ugennemskuelighed hvor at rigtig mange penge skifter hænder. Havde der været tale om medicinalbranchen og lægerne, så havde vi set regler.

Men her er et regelløst område hvor at brugen af skatteborgernes penge ikke bliver valideret. Den tilsynsførende i den kommune hvor at institutionen ligger har et ubehageligt pres på sig. På den ene side skal børnene leve under tålelige forhold. På den anden side så kan en for grundig håndtering af tilsynet resultere i at en lokal arbejdsplads går til. En institution som Herkules har et tocifret millionbeløb i omsætning. Det er en masse arbejdspladser, som her er på spil. Hvilken sagsbehandler vil stå som den onde ånd, der sender lokalområdet ud i arbejdsløshed?

Derfor vil et tilsyn i bedste fald blive en hensigtserklæring.

Kilde:
Sammenbrud i anbringelser (Servicestyrelsen)