tirsdag den 27. september 2011

Hørsholm og Høje-Taastrup kommuner i skammekrogen - eller?

Danmarks Radio rapporterer at Ankestyrelsen fandt mange og alvorlige fejl i anbringelsessager. Fejl så alvorlige at man risikerer at der er børn som skulle have været blevet hjemme, som er blevet flået ud af deres netværk til den omtumblede tilværelse et liv som anbragt i Danmark byder på.

Men hvad værre er at 1 ud af 9 kommuner har problemer med at overholde lovens bogstav. Det er helt og afdeles uacceptabelt.

Er det noget som der kan ændres ved?

Ja, men sålænge at konsekvensen er en anmærkning, hvilket svarer til en løftet pegefinger der er hurtigt glemt, så sker der ingenting. Børnene får ikke den seriøse sagsbehandling de burde have krav på og for nogle får det den fatale konsekvens at de bliver fjernet fra deres familie.

Det eneste som gør ondt er økonomiske konsekvenser og staten må, hvis den tager børnenes vel alvorlig, give ankestyrelsen mulighed for at indstille kommunerne en retssag længe før at det sker idag.

Tillid har vist sig at fejle. Tilbage er kun pisk.

Kilde:
Alvorlige fejl i børnesager i Hørsholm (Danmarks Radio)

onsdag den 21. september 2011

Demonstration

D. 3. november samles pårørende og tidligere anbragt i en demonstration, hvor at de vil prøve at noget ved kommunernes voksende overgreb.

På Facebook er der nu en gruppe som organiserer demonstrationen. Støt op omkring initiativet. Det kunne være Jeres børn næste gang.

Kilde:
Opfordring til at deltage fra nettet. Organisationen på hjemmeside)

mandag den 19. september 2011

Efterskolernes brancheglidning - grund til bekymring

Dette indlæg blev bragt på Urban-bloggen d. 28. august 2011. Alle rettigheder tilhører den oprindelige forfatter.

Økonomien er trængt - det er en kendsgerning.

Forældrene har fået beskåret deres tilskud. Efterskolerne påstår at denne ændring er skyld i at søgningen til skolerne er faldet med cirka 1.000 elever.

Kommunerne er trængte når der ses på midlerne til anbringelser. Det var fået nogle kommuner til at se på alternative systemer idet at prisen på en anbringelse er eksploderet over en periode på 10 år. På alle andre områder når der købes ind til kommunerne er der strammet op via komplekse, men rationaliserende udbudsforretninger, men ikke på anbringelsesområdet og det har betydet at anbringelser i Danmark er næsten 25 procent dyrere end i andre Nordiske lande.

I nogle kommuner har de derfor lavet deres eget ”Vi-fixer-alt” behandlingshjem. Et af de mere kendte eksempler er Villa-kulla oppe i Morsø kommune. Det er et billigt alternativ, men der er børn med forskellige diagnoser der bare ikke går godt sammen og som man gør bedst i at holde fra hinanden, men i et ”Vi-fixer-alt” behandlingshjem så er de tvunget til at leve sammen og det kræver konflikter og slider på personalet så der vil være en forholdsvis stor udskiftning af disse.

Men de de hårde tider har også skabt en ny type efterskole, som ikke har noget Dansk navn. Det er efterskoler som på mange områder minder om behandlingshjem, men behandlingshjem der følger skoleåret. På den måde kan kommunerne anbringe børn og undgå at betale den fulde anbringelsespris selv idet at de kan pålægge forældrene at søge efterskoletilskuddet. Umiddelbart skulle man mene at det ikke skulle gøre nogen forskel om tilskuddet kommer fra kasse A eller kasse B hos kommunen, men det er ikke ligegyldigt.

I dag har de fleste kommuner et hul i kassen når det kommer til anbringelser af børn. Budgetmæssigt hænger anbringelser sammen med udgifter til handicappede og derfor ser man i dag at kørestole, støttestrømper m.v. er svære at hive ud af kommunerne. Voksne handicappede må vride sig ned i den børnestol de har haft alle dage, hvis de vil forlade hjemmet. Det er ikke værdigt selvom vi som samfund alle må holde solidarisk for. Men kommunerne har ryggen imod muren da skandaler som bla. Brønderslevsagen har tvunget kommunerne til at satse mindre på det forebyggende arbejde så de ikke bliver hævet gennem pressen.

Her kan den nye efterskoletype hjælpe. Når en elev tager på efterskole, så kommer hjemkommunens skolebudget til at lide, idet at folkeskolen mister elevtilskuddet. Ved populært at udsulte kollegaerne over i skoleforvaltningen så kan familieafdelingen anbringe flere uden at det går ud over de handicappede.

I USA hedder sådanne efterskoler Therapeutic Boarding Schools – i daglig tale TBS. At denne brancheglidning måtte komme er ikke overraskende. De mange forbud i forhold til helt naturlige ting blandt etniske danske børn som alkohol og tobak skaber et miljø der ligger tæt på behandlingshjem, som dog har yderligere regulering af børnenes dagligdag. Efterskoleforeningen bryder sig ikke om dem. De kalder det at snylte på efterskolerne. Det bringer mig til spørgsmålet: Hvad er en efterskole?

Det nuværende udbud af efterskoler giver intet klart svar. Der er efterskoler med en religiøs agenda, der er efterskoler, som satser på idræt og drama. Der er efterskoler uden nogen klar profil som har karakter af at børnene og deres forældre trænger til en timeout fra hinanden uden at der på nogen måde ligger en social situation bag.

Men skal man være bekymret. Lad os tage rækken rundt.

Skal forældrene være bekymret?

Selvom der har været røg i køkkenet og selvom forældrene kan have været nok så trætte af konflikter med deres afkom, så er de stadig forældre. De vil stadig elske deres barn. De vil stadig være bekymret for deres barn. De håber selvfølgelig ikke at deres barn vil ligge livløs i vandet fordi at der på skolen måtte herske en eller anden macho kultur som går ud på at bryde elevernes grænse. De håber selvfølgelig ikke at de får besked om at deres barn er fundet hængende i et reb i fysiklokalet i en eller andet gudsforladt Fynsk landsby. De vil gerne have deres barn tilbage eller rettere sagt de vil gerne have et afrettet ungt menneske tilbage de kan holde ud at bo sammen med.

Men problemet er at behandlingshjem har en anden omgangstone end efterskoler. Koncentrere man børn med specifikke behov i en almindelig efterskole, så vil det gå galt. Sagen fra Fenskær viser at selvom skolen er vidende om en hård omgangstone som måtte være acceptabel ud fra deres værdier, så er de magtesløse hvis situationen pludselig eskalere

Skal de unge være bekymret?

Det er svært at svare på. Der vil altid være unge på efterskolen, som har fået deres ophold betalt af andre end deres forældre. Almindelige efterskoler ser jf. Berlingske Tidende mange elever, hvor at det havde været rart at de havde fået fortalt den fulde sandhed om hvorfor at barnet er blevet sendt til dem. Sårbare børn smugles bogstavelig talt ind på efterskolerne og så står efterskolen med et barn, der skærer i sig selv, er medicineret uden ressourcer til at kunne håndtere situationen. Der har været eksempler på at selvmordstruede børn har ligget på deres værelser uden andet end sporadiske check af om de er i live da efterskolernes politik på området er at syge børn enten sendes hjem eller skal blive i sengen på deres værelse. Det kan ikke være sjovt at komme ind til en værelseskammerat hvor at det er endt galt.

Skal samfundet være bekymret?

Det kan der heller ikke gives noget svar på. Der er jf. ankestyrelsen fejl i 64 procent af sagerne om tvangsfjernelser. I værste fald har Danmark fjernet 64 procent for mange fra deres familie, men i en tid hvor at kommunerne risikerer at blive klasket op på væggen af medierne så er der en panisk stemning i familieafdelingerne. Men skulle man komme i en situation hvor at et barn er i en sådan situation at anbringelse er den eneste valide option, hvad kan der så ikke ske når barnet sendes hjem på sommerferie? Vi ved at mængden af indbrud, tyverier og hærværk stiger blandt unge, når der er sommerferie og de ikke ved hvad de skal lave.

Når et barn så sendes hjem til en familie, der måske ikke er i stand til at tage sig af barnet på grund af de sociale omstændigheder der udløste anbringelsen fordi at barnet var anbragt på en af de nye efterskoler, hvad sker der så? Her er der grund til bekymring.

Hvad kan efterskolerne gøre?

I USA har efterskoler af denne type været mødt med forøget kritik. Myndighederne har lukket en del og der er mange sagsanlæg. I Danmark ser man en tendens til at efterskolerne i lyset af den stramme økonomiske situation bliver nød til at vælge om de vil gå behandlingshjems-vejen eller regulere skolernes stramme struktur så de bliver mere i tråd med samfundets normer. På Rens Ungdomsskole har man efter flere års rygeforbud tilladt rygning på vilkår der til forveksling ligner dem, man finder i virksomhederne og det er med til at gøre børnene mere parate til erhvervslivet. Det kan kun tolkes som en positiv ændring idet at erhvervslivets organisationer har været ude med kritik af efterskolesystemet.

Måske vil man over tid også se en opblødning i forhold til rusmidler. Flere skoler taler om det sociale ansvar og om at være med til at behandle en misbruger frem for at bortvise og blot føje et nyt nederlag til barnets række af nederlag. Men vi taler om en balancegang idet at vi alle i vores lokalområde kender den alkoholiserede pædagog eller lærer der for længe siden burde have opgivet sit hverv, men som alligevel får børn betroet i deres varetægt.

Valget er ikke nemt for efterskolerne og som samfundet er det ikke noget som vi skal lovgive om. Der er tale om private virksomheder og valget må alene være op til dem.

Kilder:

torsdag den 15. september 2011

Kommentar til godkendelse af plejefamilier

Ekstra Bladet bragte d. 6. august 2011 en leder hvor at de kritiserede København Kommune's valg af en plejefamilie. En debattør ved navn Herman J. skrev i denne forbindelse nedenstående kommentar:

Den generelle godkendelsesprocedure for plejeforældre fejler

En en række sager viser at der er noget galt med hele systemet. Jeg nævner i flæng:
  • sager hvor at plejefamilier pludselig ikke er gode nok længere blot fordi at der kommer ny sagsbehandler på
  • sagerne om plejefamilierne i Mern og Skælskør
  • en sag hvor at en plejefamilie fik tvangsfjernet deres eget barn, men stadig måtte være plejeforældre for et andet

Der er meget der tyder på at hele godkendelsesproceduren ikke er god nok.

Biologiske forældre må ofte gennemgå en forældreegnethedsprøve, som er en grundig psykologisk test kombineret med samtaler og observation af leg med børn.

I nogle tilfælde er godkendelseskriterierne for plejeforældrene at de er Facebook venner med personale i socialforvaltningen suppleret med 5 minutters samtale over en løgsuppe. Nogle gange er det set at de får et plejebarn fordi at de er blevet fyret af selvsamme kommune, som så tager et socialt ansvar ved at give dem et lille ekstrajob så de ikke skal leve af arbejdsløshedsunderstøttelse og voksen-SU alene.

Jeg synes at der skal en grundigere test af plejeforældre til end hvad man må kræve af biologiske forældre. Det er trods alt det offentlige som går ind her og hævder at de sender barnet til bedre forhold. Hvordan kan de det uden at teste plejefamilierne grundigt?

Systemet er sygt. Det har det været længe. Det burde laves om, men det sker nok ikke da anbragte børn ofte sidestilles med kommende kriminelle.

Kilde:
Kommunalt svigt (Leder i Ekstra-bladet)

fredag den 9. september 2011

Overmedicinering - ren marketing?

BUPL stiller i en artikel spørgsmålstegn hvorvidt at der er for tætte forbindelser mellem børnelægerne og medicinal-industrien.

Vi vil ikke dømme i denne sag. Vi finder det i forvejen betænkelig at der er megen lidt regulering af anbringelsesindustrien. Ingen ønsker en skandale som det blev set i Pennsylvania hvor at dommere valgte specielle sikrede ungdomsinstitutioner til vanskelige unge mod en smule returkommision.

Vi ønsker øget offentlighed og revisionskontrol af anbringelsesprocessen, så ingen kan sætte en finger på hvorvidt at et bestemt opholdssted erhverver sig unge på bekostning af andre via anvendelse af tvivlsomme pengestrømme.

BUPL kan have en pointe i at der skal øget regulering til at styre forholdet mellem læger og medicinalvirksomheder.

Intet barn skal tvinges til at indtage mere medicin end vedkommendes sygdom kræver.

Kilde:
BØRNELÆGER I LOMMEN PÅ MEDICINALINDUSTRIEN (Artikel i fagbladet "Børn og Unge")

mandag den 5. september 2011

Vil vi i virkeligheden redde socialt udstedte børn?

På TV2 hjemmeside har bloggeren AB1959 skrevet følgende om Brønderslev sagen d. 3. juli 2011:

Jeg har tænkt meget på ikke mindst Brønderslev-sagen, men også nogle af de mange andre sager, der har været fremme i medierne. Jeg har søgt på Internettet. Jeg har observeret folks kommentarer på nettet.

Først og fremmest er spørgsmålet om socialt udstedte børn skal fjernes fra hjemmet. Der har været en massiv kritik af to af kommunerne. Lolland og Brønderslev fik en ordentlig omgang røg i dokumentar-udsendelsen. Lolland behandlede kritikken mest professionelt og slap hurtigt væk fra mediernes søgelys, imens at Brønderslev populært sagt valgte en tilfældig som intern syndebuk og forsømte at give deres medarbejdere medietræning. Det gav dem nogle omkostninger. Lolland går dog ikke ustraffet fra sagen, idet at de kom til at hænge på regningen.

To andre kommuner har brugt sagen til at sende et signal om at familier med sociale problemer ikke skal bosætte sig i deres område, da de ellers vil slå døren ind og rende med børnene. Om det er formålet at redde børn eller sende en advarsel som vejer mest, er det ikke til at vide, men socialt udstedte familier har nu fået et vink med en vognstang om at de skal holde sig væk fra Langeland og Fredericia.

Der er andre kommuner som gør deres yderste for at hjælpe børn. Ringkøbing Kommune tog helt til Sverige for at hente nogle børn hjem. Det fik de ingen tak for. I de lokale aviser kan man se at kommunen modtog en massiv kritik af deres handlemåde. Borgerne støtter ikke så meget op om familien, som de støtter op omkring deres egen pengepung. Jeg forstår ikke denne kritik, når den almindelige stemning er at børnene i Brønderslev havde godt af at blive reddet. Er det fordi at pigen og den ældste dreng virker som sympatiske unge at vi gerne vil redde dem? Kan det faktum at familien i sagen fra Ringkøbing stammer fra Afrika være udslagsgivende for at borgerne i Ringkøbing hellere så dem sendt væk til usle vilkår end at redde dem som børnene fra Brønderslev?

Det er ikke til at vide.

Men når vi så fjerner dem, redder vi så børnene?

I sagen fra Brønderslev havnede flere af børnene forskellige steder, hvor at de har vanskeligt ved at opretholde kontakten med deres søskende. Nogle af børnene blev efter sigende offer for at psykologen der lavede en rapport om sagen havde en bibeskæftigelse som ansat for de selvsamme institutioner, hvor at børnene skal opholde sig. Især pigen på 16 år er utilfreds og der skulle have været flugtforsøg. Er hun blev informeret om at hun faktisk har lovkrav på at hun kan anke kommunes valg til hele 3 instanser?

Jeg kender ikke det opholdssted nær Brovst hvor at hun bor. Brovsts største erhverv er faktisk anbringelsessteder og jeg vil ikke stå i den tilsynsførendes sko og nedlægge arbejdspladser i et område præget af arbejdsløshed. Det vil være et ubehageligt pres at være under.

Det samme pres må tilsynsførende fra Fredericia have følt da de har ude for at se på Herkules. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre har foretaget en anmeldelse, men det ville have klædt kommunen at det var dem der om nogle skulle have styr på forholdene, der havde lavet anmeldelsen.

Men hvad mener repræsentanter så om anbragte unge?

Ja, læser man kommentarerne til udsendelsen om Herkules, så mener folk inden at de har set udsendelsen at de unge selv er ude om det og de skulle holde deres mund. Folk antager at anbragte unge er unge med en kriminel fortid. De anerkender ikke at det kunne være børn ganske som børnene fra Brønderslev-sagen, der kunne ende steder som Herkules eller for den sags skyld Schuberts Minde og Solhaven – kendt for en tilsvarende kompromisløs pædagogik (Hvis behandlingen overhovedet kvalificerer til at kunne betegnes som pædagogik).

Jeg ser det som om at vi har et anbringelsessystem, som er nedbrudt og som kun på få udvalgte punkter er kommet videre siden at den gamle forstander af Godhavn blev sendt på pension i 1976. De unge bliver ikke slået, men de får stadig generelt ingen uddannelse, den fysiske vold er erstattet af psykisk vold, de mister den sidste rest af værdighed når de ikke engang må bære arvesmykker og deres normale tøj og de må leve i stadig angst for seksuelle overgreb – måske ikke fra voksne så meget mere, men fra andre børn. Det er stadig sådan at episoder af den karakter sker cirka 1. gang hver 14. dag året rundt.

Min holdning er at vi som borgere nok ønsker at redde unge i nød, men når vi skal tage muldvarpeskindet frem for at betale, så fejer vi anbragte børns lidelse af bordet med den tanke at det nok er dybt kriminelle unge, der har fortjent så meget værre. Men der skal efter de sidste 5 års sager slet ikke så meget mere til før at børn bliver fjernet.

I ugens Ude & Hjemme kan man læse om en pige der er fjernet fordi at hun har overlevet Leukæmi som forårsagede at hendes forældre efter kommunen blev pylret. Anbringelserne koster i dag landet 13. milliarder og fordi at vi er så fordømmende, så er de penge for størstedelens vedkommende penge ud af vinduet, når det de unge får for de mange penge, ikke formidles med en menneskelighed vi måtte forvente anno 2011.

Er jeg for kynisk på dette punkt?

Kilder:
Brønderslev: Tjente på at adskille børnene mod deres vilje (BT)
Kommunen henter syv børn i Sverige og tvangsfjerner dem (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)
Opdrager unge med torturlignende metoder (Ekstra-bladet)
Hvor meget omsorg for et kræftramt barn er for meget? (Bloggen "embedsværket")

torsdag den 1. september 2011

Hjemmeside: Anbragte Børns Vel

Vi er blevet opmærksom på at der findes en organisation, som hedder "Anbragte Børns Vel" og som arbejder for at forbedre forholdende for anbragte børn via krav om strammere lovgivning.

De skriver i deres blog:


Anbragte børns vel er en lille organisation som arbejder for at forbedre forholdene for anbragte børn gennem en strammere lovgivning.

Et er når de tragiske svigt af børn hos deres biologiske familiier får lov til at udvikle sig så det ender med overgreb eller barnets død. Noget andet er når det offentlige så overtager forældremyndigheden over barnet og der sker nye overgreb eller barnet på anden måde tilføjes skader.

Vi skriver året 2011. Sekuelle overgreb udført af andre anbragte børn eller de plejeansvarlige må høre fortiden til.

Anbragte børn skal have ret til en uddannelse. Alt for ofte bliver børn der er anbragt på institutioner efterladt i uddannelsesræset.

Anbragte børn har ret til kontakt med deres biologiske familie. Den kan i nogle tilfælde ikke være en god familie for barnet, men at helt fjerne kontakten er ikke i barnets interesse. Så må staten sørge for at kontakten må ske under ordnede forhold.

Børn skal ikke anbringes alt efter hvem der er Facebook venner med ledende personale i familiecentrene. Loven skal sikre imod en Kids-for-cash skandale, som det er set i andre lande. Personlige relationer mellem en given sagsbehandler og en bestemt institution eller plejefamilie må ikke blive udslagsgivende for om et barn skal anbringes eller ej.

De sidste års mange skandaler vidner om et område som råber på regulering.

Nu er tiden kommet til at kræve det.

Kilde: