lørdag den 26. november 2011

Socialforvaltningen - varetægtsfængsling for mindreårige

I en aktuel sag fra Esbjerg har socialforvaltningen valgt at fungere som varetægtsfængsel for en dreng på 7 år på trods af at retten ikke har valgt at varetægtsfængsle unge der er sigtet i samme sag.

En af de debatører vi citerer ofte rejser i et blogindlæg på Urban spørgsmålet om hvorvidt at den kriminelle lavalder er en beskyttelse for børnene eller om de i lignede sager fungerer som en slags arrest for at ligge pres på de andre sigtede.

Den kriminelle lavalder - beskyttelse for børn?

I forbindelse med afhøringen af drengen på 7 år tænker jeg at det er svært at se hvor den beskyttelse den kriminelle lavalder skulle give børn som ham en beskyttelse.

Selvfølgelig skal politiet have lov til at afhøre ham. Brandstiftelse er en alvorlig forbrydelse. Man kan debattere tidspunktet, men brandene skal stoppes.

Hvad jeg finder principielt kritisabelt, er at barnet er blevet afhørt uden at en professionel advokat er til stede. Det faktum at der sidder en fra socialforvaltningen er ingen garanti. Der er ingen der på nogen måde kan hævde at de sociale myndigheder på nogen som helst måde har ydet barnet en beskyttelse i dette tilfælde.

Status pr. dags dato er at det er de sociale myndigheder som har opretholdt en surrogatfængsling af barnet indtil at børnene og ungdomsudvalget kan træde sammen i dag fredag hvor at en dommer kan tage stilling til om barnet fortsat skal være surrogatfængslet på den institution hvor at de har anbragt ham ikke mindre end 50 kilometer fra hans hjem langt fra hans trygge familie og sociale netværk.

Hvis man er rigtigt spids på kommentarerne i denne sag, så er de sociale myndigheder i gang med at skaffe arbejde for sig selv, for bliver denne dreng traumatiseret af hele denne sag uanset om han er skyldig eller ej, så er det de sociale myndigheder der skal skaffe behandling til ham og det bliver alt for nemt en plejefamilie uden den lovpligtige uddannelse på 2 dage eller blot afdankede tidligere kommunalarbejdere der har fået tilbudt jobbet som plejefamilie som en aftrædelsesgodtgørelse - en situation som er meget udbredt i disse år.

Faktum er at drengen ikke på nogen måde kan se at de sociale myndigheder har hjulpet ham. Han sad helt alene overfor 2 voksne modstandere i en sen time lørdag aften uden støtte.

Efterfølgende oplevede han at blive revet ud af sin families trygge favn til en tilværelse hvor at socialministeriet skriver i deres rapporter at der er en forøget chance for seksuelt overgreb fra ældre børn og en forringet chance for at han får en uddannelse.

Burde den kriminelle lavalder ikke være en beskyttelse?

For en dreng på 7 år har der ikke været en beskyttelse og vi taler om Danmark anno 2011.


Er der grund til at være betænkelig i denne sag? Vi må stille spørgsmålet om hvorvidt at udsagn fra den unge mand tages til troende selvom de måske er ytret under forhold som sikrer den anbragte dreng langt færre rettigheder end hvis der var tale om en afhøring af en voksen sigtet.

I denne sag fungerer de sociale myndigheder ikke en beskyttelse af drengen. De fungerer som drengens fangevogter og det er ikke en god start for kunne yde drengen den optimale hjælp.

torsdag den 24. november 2011

Fejl i sagsbehandlingen - politisk ansvar?

På netavisen Avisen.dk finder man en artikel hvor at Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo kritiserer det faktum at der er fejl i otte ud af ti sager.

Vesselbo begår den fejlagtigt konklusion der går ud på at det skulle være de lokale politikere der skulle være hovedårsagen til at der er fejl i så mange sager som igen har den konsekvens at Danmark indtager en uhyggelig nordisk rekord i antallet af anbragte børn.

Der er ingen tvivl om at Danske forældre på ingen måde kan være så meget ringere at det retfærdiggøre et så massivt udsving i antallet af anbragte børn til at det kan forklares i vores kulturelle baggrund.

Årsagen til både antallet af fejl og det høje antal af anbragte børn er helt klart lovsjusk begået af Folketinget og en øget tendens til at anlægge landsdækkende lovgivning baseret på enkeltsager.

I 2010 og 2011 fylder sager som Tønder-sagen, Brønderslev-sagen og Esbjerg sagen meget. Det er klart at folk bliver forarget og forlanger en stramning som har medført en eksplosion i antallet af indberetninger, ændring af love og et større antal anbragte børn.

I dag er der ikke længere en ret til at passe ens egne børn. Den hysteriske stemning har medført en panisk angst hos pressede familier til at fortælle om egne sygdomme der kunne få den konsekvens hvis de kom til det offentliges kendskab at børnene blev taget, samtidig med at forældrene ville blive pålagt en økonomisk byrde for pasning og pleje så stor at de aldrig ville være i stand til at komme på fode igen.

Det er ikke lokalpolitikernes skyld.

Det er heller ikke lokalpolitikernes skyld at fagforeninger og interesseorganisationer udfører et massivt lobbyarbejde i medierne med at pege på hinandens mangler i håbet om at udløse kurser og eventuelt flere ansatte til at kontrollere at manglerne bliver udbedret.

Faktum er at der burde sættes ind til revision og kontrol af hele socialsektorens arbejdsmetoder.

Indlysende spørgsmål som går ud på at afklare om der fås reelle ydelser for pengene bliver ikke besvaret.

Det er ikke lokalpolitikernes opgave at løse et landsdækkende strukturelt problem. Det er Folketingets og ministrene.

Men de tier idet at de ved at det kan koste penge. Det er bare en stor pris for de anbragte og velfærdstruende børn at betale at tavsheden og inaktiviteten er så massiv.

Hvad skal der til for at landspolitikerne kommer i arbejdstøjet?

Kilde:
V: Lokalpolitikere ansvarlige for sagssjusk (Avisen.dk)

søndag den 20. november 2011

Brugerbetaling - hvad er rimeligt?

På hjemmesiden avisen.dk skrev en debattør med navn Anne Olsen følgende indlæg som nævner brugerbetaling på behandling af psykisk syge børn, hvilket vi finder er et onde:

Vi bør diskutere den snigende indførsel af brugerbetaling på behandling i Danmark.´

Der er brugerbetaling på helbredsydelser i Danmark. Alle ved at Tandlægeydelser koster for voksne. I min tid var det med glæde at vi gik fra kommunens klinik med inkompetente tandlæger der skadede tænderne mere end de gavnede uanset at det først vi som 16 årig hørte var et ”Åh. Nej – igen en patient ude fra X-skolen. Du skal have skiftet alle dine plomber”.

Men nu her flere årtier senere, så står mange af os i kø på Tandlægehøjskolen inde i København fra klokken halv otte for at få behandlet akutte smerter da vi ikke længere har råd til at få skiftet skoleplomberne og deres afløsere. Hver gang af en sølvplombe skal udskiftes bliver der boret dybere i tanden og nogle af dem flækker.

Men det er ikke det eneste sted at der er brugerbetaling. Forestil Jer at Jeres barn får en depression. I gamle dage betød psykiske sygdomme hos børn at de blev anbragt på store afdelinger hvor at behandlingen fyldte meget og plejen meget lidt. Der var aldrig nogle som tænkte på at kræve betaling, da det ville have betydet en debat om forholdene.

I 80’erne kom denne debat alligevel og i dag behandles børnene akut på små hospitalsafdelinger hvor at kapaciteten desværre er alt for lille, hvilket så giver rum for en række private aktører, der finansieres af kommunerne på linje med lokalpsykiatrien. Forholdene er langt bedre, men plejen af det enkelte barn er også meget dyrere og det har medført en lovgivning som pålægger forældrene regning for opholdet. Typisk taler vi mellem 1000 og 3000 kr. pr. måned udover at børnechecken bliver indeholdt.

Sådanne udgifter kan man ikke tegne en sundhedsforsikring imod. Det bliver typisk en bombe under familiernes økonomi og mange må gå fra hus og hjem. Jeg ville have svært ved at være forælder i den situation. Hvordan fortæller man barnets eventuelle søskende at man må flytte fordi at deres bror eller søster skal behandles? Hvordan undgår man at det syge barn får dårlig samvittighed over at de skal flytte på grund af den sygdom som barnet måtte have?

Får nogle år siden var politikere med ansvar for hospitalsdriften ude og melde ud at behandling for selvforskyldte sygdomme baseret på valg i livsstil skulle betale eller sættes bag i køen til behandling. Måske sker det allerede nu. Jeg arbejder ikke i hospitalsvæsenet så jeg ved det ikke, men da dette kom i medierne rejste der sig en folkestorm i mod disse argumenter.

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for at samfundet f.eks. ikke skal behandle mennesker gratis for følgerne af alkoholvaner eller narkotikamisbrug. Også selvom vi ved at megen af denne behandling ikke har effekt og at det om noget er et tag-selv bord for religiøse organisationer (Jf. Danmarks Radio er 60 procent af al alkohol og narkotikabehandling i Danmark styret af religiøse organisationer). Men jeg synes at vi skal tage debatten om brugerbetaling i stedet for som nu hvor at den reelt bliver indført af bagvejen på en række områder.

  • Er det rimeligt at tandlægebesøg skal koste selvom vi ved at det vil give social slagside?
  • Er det rimeligt at psykiatrisk behandling af børn skal koste forældrene?
  • Er det rimeligt at alkohol/narkotikabehandling er gratis?
Sådan kan vi blive ved. Hvad mener I?


Kilder:

torsdag den 17. november 2011

Er der overhovedet en godkendelse af plejefamilier?

I Tønder har man set eksempler på den udbredte praksis som tages i brug når plejefamilierne fra tid til anden har brug for et pusterum.

Det vil være ødelæggende for de anbragte børn at blive sendt på institution når plejefamilierne lader op. Derfor har det været anvendt praksis at lade familiemedlemmer til plejeforældrene træde ind i rollen som plejeforældrene imens at situationen står på.

Men selvom dette virker mest skånsomt på de anbragte børn, da det er almindeligt anerkendt at børn på institutioner har en større sandsynlighed for at blive udsat for overgreb af personale og ikke mindst de andre anbragte børn, så rejser denne praksis et principielt problem.

Hvad med familiemedlemmerne - har de den uddannelse og de menneskelige kvaliteter er grundlaget for at der kan udstedes en godkendelse som plejefamilie?

Det ville være et stort problem, såfremt at reglerne for plejefamilier med hensyn til uddannelse blev overholdt. Faktum er at reglerne ikke bliver overholdt. Kun cirka 26 procent har fået den lovpligtige efteruddannelse på fulde 2 dage pr. år.

Med andre ord: De insisterende plejefamilier - dem som gør det for de anbragte børns skyld - får deres uddannelse. De plejefamilier som ser det som en økonomisk kompensation for en fyring fra et kommunalt job eller blot en ekstra indtægt hvor at de anbragte børn er et nødvendigt onde, får ingen uddannelse fordi at der ikke er et ministerielt pres på kommunerne for at holde orden på området.

Vi må stille spørgsmålet om hvorfor at der er en lovgivning som omhandler godkendelse af plejefamilier. Rekrutteringen ligger i dag i form af Facebook venner til personalet i familieafdelingen eller som et fast punkt ved afskedigelsessamtaler i de kommunale forvaltninger når kommunerne på grund af presset fra regeringen bliver nød til at afskedige trofaste medarbejdere.

Det kunne være ønskeligt om vi fik en social minister der kunne træde i karakter omkring dette spørgsmål.

Kilder:

torsdag den 10. november 2011

Overgreb under anbringelsen

Netværksgruppen som står bag ved hjemesiden Anbragte Børns Vel skriver på deres hjemmeside:

----

Den seneste sag i en lang række hvor at unge, der enten selv har valgt at leve udenfor hjemmet eller er blevet anbragt udenfor hjemmet, er blevet udsat for seksuel krænkelse viser at der er behov for indgreb fra socialminister Karen Hækkerup.

Nordjyske Tidende skriver at en ung pige er blevet krænket på et sommerhus på Læsø hvor at hun var sent til for at kunne indordne sig på en institution. Det er normal praksis i Danmark at isolere unge der ikke kan indordne sig i øde sommerhuse eller på vandreture i Sverige, hvor at underleverandører så presser de unge indtil at de unge kapitulerer eller med andre ord er brudt ned.

Vi har tidligere hørt om unge der i Sverige blev manipuleret til at tro at de stod på en landmine eller overværede fingerede eksempler på mishandling, så de brød sammen.

Men hvad sker der når der vælges en løsning med et sommerhus? Den seneste sag fra Nordjylland viser hvor meget magt at pædagogerne har over de anbragte børn i den situation.

Forskning har efterhånden påvist ofre for seksuelle overgreb føler skam over disse. Det er selvfølgelig forkert at de føler sådan, men det er normal psykisk reaktion. Deres kropsreaktioner viser overfor en trænet psykolog at der er noget galt. Når fag-personer observerer dette skal der gribes ind. Det tragiske i disse sager er desværre at den første reaktion fra systemet er at underkaste den biologiske familie en tilbundsgående undersøgelse. Når disse er blevet renset efter måneders undersøgelse kommer så turen til barnets omgangskreds før anbringelsen. Først efter hvad der nemt kan komme til at gå over et år med, bliver det interessant at se på hvad der kunne have været sket under selve anbringelsen.

I en meget omtalt sag fra Sønderborg skrev plejemoderen til en pige at hun med sin træning kunne se at pigen var blevet misbrugt. Nu efter nogle år viser det sig så at den person som er under anklage for at have misbrugt pigen var plejemoderens biologiske barn. Fordi at systemet anser sig selv for at være ufejlbarlig, så leder man ikke hos systemet selv. Konsekvensen er at pigen må leve i årevis med den tunge byrde af skam og fornedrelse.

Det er ret sjældent at unge kan sige fra. To sager fra henholdsvis efterskolerne Baunehøj og Staby viser at ressourcestærke piger kan sige fra selv om det kunne få den konsekvens at de bliver sendt hjem på grund af manglende samarbejdsvilje, hvilket er den gængse grund til at det på nogle efterskoler er 20 procent af en årgang som må afslutte året før tid. Det kan kun tilskrives til at det skete på et tidspunkt af året hvor at kommunikationen med hjemmet og pigernes sociale omgangskreds ikke var udsat for restriktioner. Havde disse episoder fundet sted i starten af skoleåret, hvor at mange efterskoler prøver at skære børnenes tætte bånd med deres familie, var ikke sikkert at sagen var faldet så lykkeligt ud.

Anderledes forholder det sig på landets opholdssteder og behandlingshjem. Her har de unge ofte ikke så vide muligheder for at holde kontakten med hjemmet og deres gamle venner. Hvem skal de unge gå til? Det kan ikke gå til nogen! De er helt i pædagogernes vold. Det er i dette moment at den overhængende risiko for overgreb der altid eksisterer, er størst for de anbragte unge.

Sagen fra Nordjylland er ikke enestående. En lignende sag fra Marita centeret ved Næstved har mange lighedspunkter med sagen fra Nordjylland.

Socialministeren må gribe ind. De unge skal altid sikres adgang til deres netværk hjemme – også når man vælger at isolere dem fra de andre anbragte på samme institution. Man kan ikke forlade på eventuelle hotlines til politi eller en eller tilsynsmyndighed. Offentligt tilsyn som koncept har spillet fallit. Enhver troværdighed er væk. Det lyder barsk, men de anbragte børns vel påhviler alene det netværk de kan nå at bygge op inden anbringelsen.

Socialminister Karen Hækkerup – kom nu ind i spillet.

Kilder:

onsdag den 9. november 2011

Debat indlæg om brug af isolation på opholdssteder / behandlingshjem

Bloggeren AB1959 skriver på TV2's blogside om den meget anvendte praksis der går ud på at fjerne besværlige børn fra fællesskabet og isolere dem på overlevelsesture og i sommerhuse:

Bør vi sikre anbragte børn bedre

Jeg konstaterer at der er en række opholdssteder og behandlingshjem, der anvender et niveau system hvor at den anbragte nærmest er isoleret fra omverdenen i et sommerhus eller på en Svensk ødegård indtil at den unge bryder sammen og bliver parat til at indgå i behandlingsprogrammets miljø.

Vi taler om en form for isolation som går længere end den som fængslerne anvender idet at der ikke er ret til advokatbesøg eller besøg fra familie.

Vi ved hvad det betød for de børn som var anbragt på Herkules.

Vi ved hvad det betød for de anbragte på det nedlagte Limfjorden i Mou at de kom i "Klamme Carlo"'s hænder i den fase.

Den aktuelle sag vedr. Gøgereden i Nykøbing Mors der lukkede i foråret med en undskyldning der handlede om at der var en sag på vej opstod i samme situation. En pige på 15 år blev isoleret på Læsø og så var der muligheder for en voksen til at udøve vedkommende særlige form for omsorg.

På sin vis så bryder jeg mig heller ikke om hvad jeg så om Schuberts Minde. At sidde og vente i 5 timer overfor voksne, der kun venter på at fiksere uden mad nærmer sig definitionen på tortur.
Bør enkeltpersonsprojekter forbydes?

Hvis ikke, hvordan sikrer vi de unge en klagemulighed, hvis isolationer åbner for misbrug af dem?


Kilde:
Det originale blogindlæg: Bør vi sikre anbragte børn bedre blog.tv2.dk

fredag den 4. november 2011

Jeg anklager

En af de bloggere vi citerer meget har lavet et indlæg relateret til kæntringsulykken på Præstø Fjord. Vi bringer det i sin fulde længde:

Jeg anklager ...

.... tidens trend som går ud på at man skal udleve sit potentiale for enhver pris.

Alt for mange mennesker kæmper i dag med psykiske problemer fordi at de har valgt at bestride job eller uddannelse som de nok kompetencemæssigt er i stand til at klare men hvor psyken ikke slår til.

Det er som at folk mener at man svigter sig selv, hvis man ikke absolut kører sit liv til grænsen og helst lidt over. Folk må ikke styre deres liv på sikre præmisser for så har folk næsten ondt af dem.

Men hvad hvis man i virkeligheden har det bedst med ikke at udfordre sig selv? Skal man så ikke lade et menneske være og lade dem leve et gennemsnitligt gråt kedeligt liv hvor at de så bruger deres eventuelle overskudsenergi på at hækle eller ligge kabale?

Selvfølgelig skal de det!

Når jeg læser ulykkesrapporten om ulykken i Præstø Fjord, som eleverne fra Lundby Efterskole kom ud for, så er det væsentligste ikke hvorvidt at skolen var optimeret med regler. Fritidslæreren havde delvis officersuddannelse og nok så mange år som ansat i et coaching firma, hvor at man er vant til at tage kalkulerede chancer. Chancer som potentielt rummer risikoen for død, ligesom når forsvaret sender soldater til udlandet med det næstbedste eller tredjebedste udstyr som måske går i stykker i stedet for at købe det bedste.

Det jeg finder slemt er at der var en kultur på stedet hvor at man ikke måtte sige fra, da en kritisk holdning ville blive mødt med bemærkninger om hjemsendelser osv. Det er bare ikke OK at påtvinge en gruppe unge mennesker krav som tvinger dem til at bryde deres grænser. Ungdomspsykiatrisk afdeling har venteliste på flere kilometre. Det er måske Pandoras æske som der åbnes for, hvis en elev presses til at yde mere end hvad eleven selv mener at vedkommende er i stand til.

Det er jo før sket at selvmordstruede unge har ligget på værelserne på en efterskole syg, alene og under mistanke for at pjække. En hurtig søgning på Internettet afslører således at en elev fik således lov til at ligge på Jyderup Efterskole efter et selvmordsforsøg. En fatal fejlvurdering.

Jeg må slå fast at den eneste om ved om en given person kan præstere mere end personen tror, er personen selv. Hvis forældrene ikke allerede har lyttet til deres barn når de ikke finder livet væk fra hjemmet behagelig, så bør de gøre det næste weekend. Det er på tide at der sker et kulturskifte som folk får lov til at være dem de er uden at blive udfordret og vel at mærke uden at der bliver set skævt til dem, fordi at de vælger et liv uden udfordringer.

Kilde:
Bange elever turde ikke sige fra (BT)

Kilde:
Jeg anklager ... (Trane Jørgensen's Urbanblog)