søndag den 28. juli 2013

Stigning i brug af magtanvendelse i Kolding kommune

Jydske Vestkysten skriver at man har konstateret en stigning i brugen af magtanvendelse i de plejefamilier og opholdsteder som Kommunen kontrollerer. Og det er ikke kun variationer i nogle kommatal. Der er tale om en stigning på 50 procent.

Kirsten Møller Nielsen - vicedirektør i Kolding Kommunes socialforvaltning citeres for følgende udsagn.

Du bruger magt, når pædagogikken ikke længere virker. Det kan være et udtryk for, at barnet ikke trives.

Der kan være to årsager til den dramatiske stigning.

Enten indberettede man ikke godt nok. I en lang årrække var der ikke opmærksomhed omkring hvorvidt at loven som dikterer at magtanvendelse blev overholdt. Man accepterede stiltiende lovovertrædelser indtil at medierne via skandaler tvang politikerne til at kræve at loven blev overholdt.

Den anden mulighed er at kommunens personale simpelthen er for dårlige til at visitere de steder de anbringer børnene. Børnenes behov bliver ikke tilgodeset. De bliver frustreret og reagerer ikke på pædagogikken, hvis der overhovedet er tale om en pædagogik. Alt for mange ansatte op landets opholdssteder har ingen relevant uddannelse. Alt for mange plejefamilier gider ikke efteruddannelse. De vil bare have pengene.

Der er meget at tage fat på. Det vil kræve at der piskes disciplin ind blandt personalet hos kommunen. Spørgsmålet er om forvaltningens ledelse har dette mod. Kun fremtiden kan vise det og for mange børn anbragt i Kolding kommune kan det være et spørgsmål om hvilken fremtid de går i møde.


Kilde:
Flere magtanvendelser mod anbragte børn og unge i Kolding (Jydske Vestkysten)

lørdag den 20. juli 2013

Video - det eneste håb for anbragte

Der er konstateret en vækst i brugen af magtanvendelser når de forskellige kommuner gør deres statistikker op, men der er stadig sager som ikke bliver indberettet og hvordan dokumenteres de?

I en sag fra Odense optog en søster til en voldsramt dreng en video. Spørgsmålet rejser sig straks hvorvidt at denne video er et sandhedsvidne for den kunne jo være skudt ud af en sammenhæng ligesom da en plejefamilie i Nordjylland besluttede sig for at teste nogle videoredigeringsudstyr og optog 4 videoer af et plejebarn der blev klippet sammen så den kunne bruges i en insest-sag.

Men i det store og hele er video-beviser de eneste beviser et anbragt barn kan bruge for at bevise at det har været udsat for et overgreb under anbringelsen. På Læsø blev en pige isoleret med en pædagog. Pigen blev jvf. domstolene misbrugt og beviserne var en lydoptagelse og sæd på et papir. Alligevel så blev dette overgreb hvor at pigen var isoleret fra alt og alle under fuldstændig kontrol af den pågældende pædagog kun takseret til 60 dages fængsel.

Havde der været video på og ikke kun lydoptagelse, så kunne det være at straffen havde været mere passende, men domstolene kan endnu en gang kun dømme efter de beviser de får forelagt og der er et hav af professionelle som ikke mener at man kan stole på de anbragte børn.

Derfor må brugen af video udbredes i højere grad. Har man intet at skjule kan man ikke være imod det.


Kilder:

søndag den 14. juli 2013

Regler for anbragte unge mangler

Der er unge i Danmark som bor under forhold som på mange måder ligner hvad man finder på Politigårdens fængsel. Unge som ikke må have kontakt til deres familie. Unge som uden varsel og uden forklaring kan miste retten til at tale i telefon, skrive en e-mail, snakke med kammerater.

Og alt dette uden dommerkendelse.

En verdensfjern sagsbehandler har sendt dem et sted hen hvor at personer der ikke har kunnet klare sig i erhverv som fisker, flaskedreng, kasseassistent eller murer er blevet sat til at håndtere deres emotionelle problemer som om at de var uddannet psykolog eller psykiater.

Det hænger ikke sammen. Ikke i et demokratisk Danmark anno 2013.

Men det er resultatet af at man blander unge med anerkendte sygdomme med unge der har taget forkerte valg i deres liv og unge, hvor at forældrene har lavet disse forkerte valg.

Det svarer lidt til hvordan at Danmark så ud for voksne for over 150 år siden. Her havde man ingen egentlige behandlingsstrategier for psykisk syge. Man kunne opbevare dem. Man kunne låse dem ind i et rum, hvis man ikke kunne håndtere dem eller putte dem i spændetrøje. Men alt handlede om opbevaring for man havde ikke psykologer eller psykiater der kunne analysere deres problemstillinger og anvise behandling.

Resultatet var at der var mennesker hvis liv blev sat på hold hvor at de blev opbevaret under kontrol af mennesker som ikke kunne hjælpe dem og som frihedsberøvende dem baseret på tilfældige håndteringer af hvad man syntes skulle være berettiget i den pågældende situation.

Det er den hverdag vi byder børn under 15 i dag. Deres sag kommer ikke for en dommer som dømmer uafhængig af forvaltningens indstilling og de har ikke en forsvarer der kan tale deres sag. Og da langt fra alle børn der anbringes ikke har været igennem et udredningsforløb på en psykiatrisk afdeling, så er risikoen for fejlplacering åbenlys.

Deres retsstilling er væk. De kan lovligt udsættes på konsekvenser selv varetægtsfængslede kun kan udsættes for via specifikke retskendelser. Der er tale om administrativ frihedsberøvning – en uskik i et demokrati.

Med hvilket livssyn vil et ungt menneske som har oplevet den behandling møde voksenlivet med? Vil en person ikke bære på livslange traumer som resultat af den behandling?

Vi må som samfund kræve at der ryddes op i socialforvaltningerne landet over. Vi må kræve en omstrukturering af hele området. Selvfølgelig skal kriminalitet blandt unge ikke accepteres blot fordi at de er under 15 år. Man kan godt skelne en bedømmelse af deres handlinger fra den sociale indsats. Man kan godt idømme dem samfundstjeneste samtidig med at man går ind og ser på om der forhold i familien der har skabt grobund for hændelsen og bearbejder disse parallelt med at konsekvensen afsones.

Man behøver ikke at koncentrere en masse unge med psykiske problemer, misbrugsproblemer og udadreagerende unge til en eksplosiv cocktail på et opholdssted.

Men den store omstrukturering tager tid. I første omgang må det handle om at give de unge en værdig hverdag hvor at kollektiv afstraffelse, ydmygende narkotests, isolation m.v. ikke er en del af en normal dag på kontoret. Unge under 15 er også mennesker. De bør også have rettigheder. Politikerne må gå i gang med at definere hvad unge bør have adgang til og hvad der skal til, hvis de skal kunne fratages tilgang til forskellige goder. Det kan kun gå for langsomt.

Kilde:
Tis i koppen og giv mig din telefon: Lovløse tilstande for anbragte unge (Politiken)

søndag den 7. juli 2013

Solhavens tidligere forstander politianmelder tilsynsmyndigheder

Vi har via indlæg på diverse debat-fora erfaret at tidligere forstander på Solhaven er ude med politi-anmeldelser igen.

Solhavens tidligere forstander går til modangreb

Politiet fik som bekendt hul på bylden sidste år. 20 år med hvad mange vil betegne som mishandling af børn fik en foreløbig ende da politiet sigtede en række personer ansat ved Solhaven.

20 år som blev legitimeret med såkaldte forskningsresultater der får Penkowa's handlinger til at ligne punktumfejl. Benny Lihme - bestyrelsesmedlem i flere af Solhavens holdingselskaber - skrev den ene efter den anden afhandling som blåstemplede volden i forhold til de anbragte børn.

Men sagen slutter desværre ikke her. Befriet for sit arbejde er tidligere forstander Søren Virenfeldt ude i en sand hets imod det fortsatte oplysningsarbejde, som ikke alene omfatter Solhaven, men en hel betændt branche.

Det er her at offentlighedsloven skal stå sin prøve. Kan vi redde landets anbragte børn, hvoraf kun et fåtal kommer ind i voksenlivet med viden om at deres anbringelse har hjulpet dem eller vil jura holde os tilbage?

Se: Kommune politianmeldt igen (TV2 Nord)


Det er bekymrende at hjælp til anbragte børn i den grad modarbejdes af personer indenfor den branche som om nogen skulle være børnenes fortalere.

Kilde:
Solhavens tidligere forstander går til modangreb (Debat-indlæg på borgerdebat.dk)