onsdag den 11. december 2013

Tragedien på Lake Timiskaming

I 1978 sejlede en gruppe elever og lærere ud på Lake Timiskaming i kanoer. Kostskolen blev drevet som en efterskole. Det var ikke børn af rige forældre på en skole med skoleuniform osv. Det var ikke en skole man sendte børn til som alternativ til institution. Det var en skole hvor man kunne gå hvis det normale skolesystem ikke passede til elevens behov.

Skolens grundlægger Frank Wiens blev citeret for følgende:

We, at St. John's, believe it's better for a kid to die in the woods than to die in front of a television set.

Han anede ikke hvor sandt det ville blive. Ganske som vi så det her i Danmark på Præstø Fjord, så kæntrede kanoerne og 12 drenge samt en lærer døde. Dengang havde man ikke det beredskab som vi havde i Danmark da katastrofen skete på Præstø Fjord. Selv hvis man havde reddet de dræbte i land havde man ikke det overlegne sundhedsvæsen som vi havde i Danmark.

Præmisserne for katastrofen var den samme. Det var ønsket om at presse eleverne ud over deres egne grænser med det mål at udvikle dem som personer, der slog dem ihjel.

Det er her forældre til unge mennesker må sige stop, før coaches og lærere får gode ideer. Godt nok har landsretten slået fast at det er skolelederen der har ansvaret, men denne er ofte ikke tilstede på vandet. Det er ikke skolelederen der i situationen vælger om der skal sejles eller ej. Vedkommende sidder hjemme på sit kontor og har ikke mulighed for at se på bølgerne og måle vandtemperaturen. Beslutningsgrundladet er ikke tilstrækkeligt.

Det eneste man som forælder kan gøre at er at instruere sit barn i konstruktiv lydighedsnægtelse og til at stille spørgsmål ved lærernes instrukser i alle henseender. Så må man tage debatten med lærere og ledere bagefter. Vil det medføre en betydelig risiko for at barnet bliver smidt ud af skolen, så må den risiko løbes for er det ikke bedre at få et barn hjem med et lille nederlag eller at få et lig eller et hjerneskadet barn hjem?

Vi lever i Danmark. Vi ved næsten fra fødsel af at vores liv nu engang kun kan udvikle sig begrænset set i forhold til den sociale arv vi har med hjemmefra. Hvad om man i almindelighed accepterede de grænser de unge har sat for sig selv baseret på de værdier de har fået med hjemmefra? Så kunne det være at de kedelige sager med forlis og møde med sundhedsvæsenet kunne undgås.

Kilder: