Danmarks status på børneområdet

I en ny udsendt rapport udsendt af Institut for Menneskerettigheder beskrives det hvordan at Danmark svigter børn og som vi også kritiserer særligt de anbragte børn.

Faktum er at det ikke er lykkedes at konstruere et system til tilsyn af anbragte børn som virker. Det er ikke så meget opbygningen af systemet. Der skal en holdningsændring til hos de mennesker der foretager tilsynet. Man skal ikke se anbragte børn som en sekundavare der må tåle en del.

Samfundet har besluttet at disse børn ikke må bo hos deres familie. Det er enten sket med forældrenes såkaldte accept eller med tvang. Faktum er at disse børn bliver placeret i en særlig sårbar situation hvor at de ikke har deres nærmeste til at støtte om dem hvilket andre børn har.

I løbet af 2011 og 2012 har man set en række skandaler hos plejefamilier og bosteder. Man har dokumenteret overgreb, manglende uddannelse og prioriteret økonomien således at pengene ikke kom børnene til gode, men derimod havnede hos grådige ejere eller som ekstra indtægt hos plejefamilierne uden at der ydes noget for pengene.

Kritikken af tilsynet er således centralt i rapporten, men mange overgreb sker på grund af manglende forståelse af børnenes problemer og her er uddannelse nøgleordet. Hvad nytter det at man har vedtaget en lovgivning der dikterer 2 dages efteruddannelse for plejefamilier pr. år, når 75 procent af plejefamilierne aldrig bliver tilbudt denne?

Hvad nytter det at man etablerer en ny supergruppe plejefamilier som skal konkurrere med opholdsstederne, når man ved at ingen mennesker kan klare sig uden ferie og fridage? Skal børn i disse professionelle plejefamilier så sendes til et midlertidigt ophold hos en anden familie, der ikke kender deres problemer eller på et opholdssted, når plejefamilien skal lade op eller på uddannelse?

Hvad nytter det at man kræver faglighed hos opholdsstederne, når kommunerne ikke vægter denne faglighed når de skal vælge det sted, hvor at en barn skal bo og få støtte til sin opvækst?

Faktum er at det sejler. Anbragte børn regnes for sekundavarer. Selv med lydoptagelser og beviser i form af sæd, så kan Landsretten kun oppe sig til at give en betinget fængselsstraf når der dokumenteres samleje mellem en terapeut og en anbragt pige som er isoleret i et sommerhus. Institut for menneskerettigheder har en reelt pointe i deres kritik og det kan kun gå for langsomt med at gøre noget ved det.

Spørgsmålet er om vi nogensinde får politikere som har modet til at gøre noget med et område som ikke sælger stemmer. Det spørgsmål, som også er et sår på Danmarks anseelse, står åbent.

Kilde: Rapport: Danmark er værst på børneområdet (Avisen.dk, 11. maj 2012)