Blev en ung familie udstillet af DR?

Danmarks Radio sendte 27. januar dokumentaren "Børnene med de blå mærker".

Efter udsendelsen stod parret frem i BT med kritik af at programmet får dem til at se skyldige ud.

Sådan kan det se ud hvis man ikke er en smule inde i emnet. Eksperter undrer sig mere over at det offentlige ikke anvender video-overvågning af samværet for selvfølgelig skal det offentlige gå ind i sagen hvis spædbørn har mange blå mærker.

Barn med Mongolian spot (fra U.S. National Library of Medicine)

Noget andet som mangler er en gen-test af forældrene. Har forældrene asiatisk blod i deres gener. Vi lever i et multi-etnisk samfund med alle de udfordringer det giver. Der er sygdomme og lidelser som vi ikke tidligere har set i Danmark eller kun set i så få tilfælde at diagnosen ikke bliver stillet korrekt.

Asiatiske gener åbner for muligheden af en lidelse der på engelsk hedder ”Mongolian Spot”. Barnet får periodisk blå mærker i større eller mindre antal. I de mest ekstreme tilfælde ser det ud som om at babyen er blevet tævet med støvslugerslangen. Men de blå pletter forsvinder af sig selv når barnet er mellem 3 og 5 år gammel. Pletterne ser ikke ud til at få indflydelse på barnets livskvalitet og lidelsen behandles derfor ikke.

Det er en svær problemstilling for det offentlige at undersøge disse sager for vi lever i en tid hvor Danmark stadig ikke er kommet sig over det hysteri som opstod efter Brønderslevsagen. Kan man undersøge en sådan sag objektiv? Kan man fokusere på at få isoleret barnet imens at barnet gennemgår undersøgelse uden at undgå at skade den livsnødvendige kontakt mellem mor og barn som skal etableres på dette tidspunkt?

Det er nemt at starte med at rejse anklage imod forældrene. Først efter udsendelsen af dokumentaren kom det frem at barnet også fik blå mærker hos plejefamilien. Dvs. på tidspunkter hvor der ikke var samvær med forældrene. De blå mærker skyldes derfor med stor sikkerhed en lidelse hos barnet medmindre at kommunen har visiteret plejefamilien med lige så lav en kvalitet som man gjorde med plejefamilierne i Mern og Skælskør. Det er dog ingen grund til at antage i dette tilfælde.

Er det problem at lave en dokumentar så lægfolk står tilbage med en opfattelse af at familien er skyldig mens dem som ved bedre står tilbage med modsatte opfattelse? Ja, det er det. Men det er et kompliceret område og det rejser spørgsmålet om hvorvidt udsendelsen i det hele taget burde have været lavet.

Vi må håbe at kommunen og politiet nu bestiller de nødvendige undersøgelser for at få sagen bragt til ende. Nu hvor mærkerne opstår uden at der er kontakt mellem familien og deres barn må man hive flere lægelige eksperter indover. Familien – også forældrene – må stille op til at få taget de nødvendige prøver.

Det er på alle måder en ulykkelig sag, der ikke kan undgå at sætte sine spor, men den bør ikke få den konsekvens at barnet over tid risikerer at blive bortadopteret fra sin biologiske familie som den nye tendens i anbringelser går ud på når forvaltningen får held med at snuppe et barn tidligt med henblik på at få konverteret et dyrt plejebarn til et billigt adoptivbarn.


Kilder:

• Utilfreds med DR-dokumentar: "DR bondefanger og udstiller det unge par" (BT)
• Mongolian spot (Wikipedia)

Den varme stol - et farligt redskab i kampen mod mobning

I medierne har eksperterne udtrykt bekymring over hvorvidt terapi-metoden "Den varme stol" kan styres af almindelige lærere. Metoden går ud på at man placerer en elev som centrum for feedback fra resten af klassen, som skal udtrykke de positive sider der er ved eleven.

Men for lukkede elever, der ofte kun udtrykker sig fagligt og derved ikke har åbnet sig som person for resten af gruppen kan det blive en svær øvelse. De fleste mennesker - også børn - lærer hurtigt at differentiere mellem almindelige høflighedsfraser og mere personlig ros. Hvordan vil en elev opfatte sin situation og position i klassens hierarki, hvis det under en sådan seance bliver klart for eleven at vedkommendes tilstedeværelse er tålt på grund sit arbejde, men kammeraterne regner vedkommende for luft i sociale sammenhænge?

Spørgsmålet er om man overhovedet kan bruge dette værktøj uden deltagelse af en faglært person, som f.eks. en psykolog.

Metoden ”Den varme stol” stammer fra USA. Den blev brugt i stor stil på det Amerikanske behandlingshjem ”Elan School”. Behandlingshjemmet blev lukket efter en falsk tilståelse sendte et prominent medlem af Kennedy-klanen i fængsel for mord, hvorefter en analyse af stedets metoder førte til så massiv kritik at stedet blev lukket. Herunder er en Youtube video, som viser terapi-systemet som det blev brugt i starten. Terapi-sessionen starter ca. 16 minutter inde i videoen.





Øverige kilder:

• Kort og katastrofalt i klassen (Danmarks Radio)

Kan man bygge Utopia?

I den seneste tid har man kunnet læse om døgninstitutionen Nexus ved Frederikssund.

Der har været kritik af deres manglende indsats imod stofmisbrug og et pengeforbrug hvad mange betegner som ud over det sædvanlige. Senest er socialministeren kommet på banen dels med kritik af "brodne kar" indenfor anbringelsessektoren og en stor forventning til at den kommende tilsynsreform vil rette alle skævheder op.

Her har Ministeren misforstået noget. Selvfølgelig er der brodne kar i branchen, men start der hvor at problemet for alvor er.

Der er opholdssteder som alene er baseret på profitoptimering. Hvor at ejeren trækker store midler ud. 74 procent af landets plejefamilier gider ikke efteruddannelse. De vil gerne have pengene, men de vil ikke levere den indsats der handler om at få redskaber så de kan lære at forstå de anbragte børns problematikker. Havde det været i hvilken som helst anden branche så havde arbejdstilsynet grebet ind med påbud og bøder. Kan det være rigtigt at manglende sikkerhedskurser og truckkørekort skal give bøder når der arbejdes med døde ting, mens at lovløshed kan florere når der arbejdes med mennesker – sårbare børn?

Selvfølgelig skal det ikke accepteres. Problemet er at Socialministeren reagerer på noget helt andet. Nexus er etableret med henblik på at hjælpe en gruppe unge som slet ikke kan hjælpes. Det er gjort med godt hjerte, men baseret på en hel misforstået teori om at man kan flytte mennesker med et misbrug til et andet sted i håbet om at man så via støtte og endda terapi kan få dem motiveret til at opgive deres misbrug.

Man vil sådan set bygge Utopia.

Det er ikke sådan at det ikke er forsøgt gjort før. Verdenen over har man lavet utallige koncepter med henblik på at tage mennesker ind uden at de er afklaret med om de overhovedet vil gøre noget ved deres misbrug for at tvangsafvænne dem i et lukket kunstigt miljø hvorefter at de så skulle være i stand til at vende tilbage til et normalt liv og blive produktive samfundsborgere.

Alle forsøg er fejlet!

I USA er massive kæder med budgetter 10 til 50 gange så store som dem Københavns kommune har puttet i Nexus udsat for massiv kritik. De har i flere tilfælde dræbt unge og mange lever med traumer årtier efter at de kom ud.

I Kina forsøges der med militærskoler mod forskellige former for misbrug. Også her er resultatet dødsfald. I andre lande lænker man unge og prøver at få dem hjulpet med religion. Resultatet er religiøs ekstremisme.

Man kan først hjælpe en misbruger når denne selv vil ud af sit misbrug. Det gælder uanset om misbruget er alkohol, hash, for meget tid på internettet, poker, heroin eller andre former for misbrug.

Nexus er en fejlkonstruktion. Det betyder ikke at Nexus skal lukkes, men det betyder at man skal bygge institutionen op på et andet idegrundlag, hvor at unge som passer til målgruppen skal belejres i døgndrift af pædagoger i deres hjem, skole og hvor at de ellers færdes indtil at de føler sig rede til at tage kampen imod deres misbrug op. Når de er klar til dette, så skal de på 30 dages afvænning på et sted målrettet til dette. Her gælder det om at undgå de 60 procent indenfor denne branche som er etableret til at lokke unge ind i et religiøst trossamfund, for de unge skal videre.

Først her kommer steder som Nexus ind i billedet. Først her kan terapien gribe fat om de reelle problemstillinger i de unges liv som har givet dem symptomer som misbrug. Det kræver en anden personalesammensætning. Det kræver ansættelse af psykologer og lignende der via individuel terapi og gruppe terapi kan ruste de unge til et liv efter anbringelsen.

For der er unge der har brug for anbringelser. Desværre er det at tage beslutningen om anbringelse som at se på hvad vej vinden blæser. Det er den enkelte medarbejder i socialforvaltningen som alt efter hvor meget vedkommende er villig til at pleje sin karriere som bestemmer om de unge skal anbringes. Det sker sjældent ud fra en objektiv analyse af de unges behov.

Den kommende tilsynsreform er en narrehat af fugtige forhåbninger som politikerne hænger deres hat på for at kommentere på den massive kritik utallige vidnesbyrd fra tidligere anbragte unge på Internettet har fremmanet i medierne. Berettiget kritik som fortjener mere end at vi har forhåbninger til noget som allerede inden at det er sat i værk med rette kan betegnes som utilstrækkeligt og en skandale.

Det er trist at politik på den måde bliver til skade for de unge frem for til gavn.


Kilder:

• Socialminister: Hash må ikke accepteres på institutioner (Danmarks Radio)
• Socialstyrelse: Indsats til de udsatte unge er ikke god nok (Danmarks Radio)
• Plejefamilier får ingen uddannelse (Danmarks Radio)

Danmarks status på børneområdet

I en ny udsendt rapport udsendt af Institut for Menneskerettigheder beskrives det hvordan at Danmark svigter børn og som vi også kritiserer særligt de anbragte børn.

Faktum er at det ikke er lykkedes at konstruere et system til tilsyn af anbragte børn som virker. Det er ikke så meget opbygningen af systemet. Der skal en holdningsændring til hos de mennesker der foretager tilsynet. Man skal ikke se anbragte børn som en sekundavare der må tåle en del.

Samfundet har besluttet at disse børn ikke må bo hos deres familie. Det er enten sket med forældrenes såkaldte accept eller med tvang. Faktum er at disse børn bliver placeret i en særlig sårbar situation hvor at de ikke har deres nærmeste til at støtte om dem hvilket andre børn har.

I løbet af 2011 og 2012 har man set en række skandaler hos plejefamilier og bosteder. Man har dokumenteret overgreb, manglende uddannelse og prioriteret økonomien således at pengene ikke kom børnene til gode, men derimod havnede hos grådige ejere eller som ekstra indtægt hos plejefamilierne uden at der ydes noget for pengene.

Kritikken af tilsynet er således centralt i rapporten, men mange overgreb sker på grund af manglende forståelse af børnenes problemer og her er uddannelse nøgleordet. Hvad nytter det at man har vedtaget en lovgivning der dikterer 2 dages efteruddannelse for plejefamilier pr. år, når 75 procent af plejefamilierne aldrig bliver tilbudt denne?

Hvad nytter det at man etablerer en ny supergruppe plejefamilier som skal konkurrere med opholdsstederne, når man ved at ingen mennesker kan klare sig uden ferie og fridage? Skal børn i disse professionelle plejefamilier så sendes til et midlertidigt ophold hos en anden familie, der ikke kender deres problemer eller på et opholdssted, når plejefamilien skal lade op eller på uddannelse?

Hvad nytter det at man kræver faglighed hos opholdsstederne, når kommunerne ikke vægter denne faglighed når de skal vælge det sted, hvor at en barn skal bo og få støtte til sin opvækst?

Faktum er at det sejler. Anbragte børn regnes for sekundavarer. Selv med lydoptagelser og beviser i form af sæd, så kan Landsretten kun oppe sig til at give en betinget fængselsstraf når der dokumenteres samleje mellem en terapeut og en anbragt pige som er isoleret i et sommerhus. Institut for menneskerettigheder har en reelt pointe i deres kritik og det kan kun gå for langsomt med at gøre noget ved det.

Spørgsmålet er om vi nogensinde får politikere som har modet til at gøre noget med et område som ikke sælger stemmer. Det spørgsmål, som også er et sår på Danmarks anseelse, står åbent.

Kilde: Rapport: Danmark er værst på børneområdet (Avisen.dk, 11. maj 2012)

Kritik af Danmark fra Amnesty

Amnesty kritiserer Danmark i forbindelse med udvisningen af udvisningen af en 14-årig vietnamesisk dreng fra Danmark til sin far, som på det tidspunkt sonede en narkodom på 30 måneder i et vietnamesisk fængsel.

Der er ingen tvivl om at et barn skal være hos sit netværk. Faderen er barnets netværk. Alligevel må denne sag vække kritik idet at faderen var igang med afsoningen af 30 måneders fængsel.

Det havde klædt Danmark betydelig bedre at tage kontakt med faderen og sikre at der blev lagt en plan som kunne forene de to efter at faderen havde afsonet sin straf og der var kommet orden på hans fremtid.

Amnesty har derfor en pointe i deres kritik af Danmark. Det er lidt af en gåde at flere domstolsinstanser er kommet til konklusionen der går ud på at udvise denne dreng når der slet ikke er plan for hans fremtid. Normalt er de såkaldte handlingsplaner grundlaget når andre børn kommer i systemet og der skal laves beslutninger for deres fremtid.

Det kan kun gå for langsomt med at indarbejde indholdet af Børnekonventionen i Dansk lovgivning så Danmarks tiltrædelse af konventionen kan blive mere end blot en hensigtserklæring.

Kilde: Amnesty: Danmark krænker FN’s børnekonvention (Avisen Metroxpress)