Der er unge i Danmark som bor under forhold som på mange måder ligner hvad man finder på Politigårdens fængsel. Unge som ikke må have kontakt til deres familie. Unge som uden varsel og uden forklaring kan miste retten til at tale i telefon, skrive en e-mail, snakke med kammerater.
Og alt dette uden dommerkendelse.
En verdensfjern sagsbehandler har sendt dem et sted hen hvor at personer der ikke har kunnet klare sig i erhverv som fisker, flaskedreng, kasseassistent eller murer er blevet sat til at håndtere deres emotionelle problemer som om at de var uddannet psykolog eller psykiater.
Det hænger ikke sammen. Ikke i et demokratisk Danmark anno 2013.
Men det er resultatet af at man blander unge med anerkendte sygdomme med unge der har taget forkerte valg i deres liv og unge, hvor at forældrene har lavet disse forkerte valg.
Det svarer lidt til hvordan at Danmark så ud for voksne for over 150 år siden. Her havde man ingen egentlige behandlingsstrategier for psykisk syge. Man kunne opbevare dem. Man kunne låse dem ind i et rum, hvis man ikke kunne håndtere dem eller putte dem i spændetrøje. Men alt handlede om opbevaring for man havde ikke psykologer eller psykiater der kunne analysere deres problemstillinger og anvise behandling.
Resultatet var at der var mennesker hvis liv blev sat på hold hvor at de blev opbevaret under kontrol af mennesker som ikke kunne hjælpe dem og som frihedsberøvende dem baseret på tilfældige håndteringer af hvad man syntes skulle være berettiget i den pågældende situation.
Det er den hverdag vi byder børn under 15 i dag. Deres sag kommer ikke for en dommer som dømmer uafhængig af forvaltningens indstilling og de har ikke en forsvarer der kan tale deres sag. Og da langt fra alle børn der anbringes ikke har været igennem et udredningsforløb på en psykiatrisk afdeling, så er risikoen for fejlplacering åbenlys.
Deres retsstilling er væk. De kan lovligt udsættes på konsekvenser selv varetægtsfængslede kun kan udsættes for via specifikke retskendelser. Der er tale om administrativ frihedsberøvning – en uskik i et demokrati.
Med hvilket livssyn vil et ungt menneske som har oplevet den behandling møde voksenlivet med? Vil en person ikke bære på livslange traumer som resultat af den behandling?
Vi må som samfund kræve at der ryddes op i socialforvaltningerne landet over. Vi må kræve en omstrukturering af hele området. Selvfølgelig skal kriminalitet blandt unge ikke accepteres blot fordi at de er under 15 år. Man kan godt skelne en bedømmelse af deres handlinger fra den sociale indsats. Man kan godt idømme dem samfundstjeneste samtidig med at man går ind og ser på om der forhold i familien der har skabt grobund for hændelsen og bearbejder disse parallelt med at konsekvensen afsones.
Man behøver ikke at koncentrere en masse unge med psykiske problemer, misbrugsproblemer og udadreagerende unge til en eksplosiv cocktail på et opholdssted.
Men den store omstrukturering tager tid. I første omgang må det handle om at give de unge en værdig hverdag hvor at kollektiv afstraffelse, ydmygende narkotests, isolation m.v. ikke er en del af en normal dag på kontoret. Unge under 15 er også mennesker. De bør også have rettigheder. Politikerne må gå i gang med at definere hvad unge bør have adgang til og hvad der skal til, hvis de skal kunne fratages tilgang til forskellige goder. Det kan kun gå for langsomt.
Kilde:
Tis i koppen og giv mig din telefon: Lovløse tilstande for anbragte unge (Politiken)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar