mandag den 26. marts 2012

Reaktion på leder i Dagbladet Ringkøbing-Skjern

I kølvandet på DR's dokumentar "Kæft, trit og flere knus" bragte den lokale avis en leder der forsvarede stedet imod nogle af de anklager der har været i medierne. En Debattør med navn Albert B. Hansen skrev følgende kommentar til denne leder:

Jeg synes at ovennævnte indlæg er et godt forsvar for bevarelse af lokale arbejdspladser. Et er at der måske er 30 børn anbragt på Schuberts Minde, men direkte og indirekte gennem underleverandører afhænger 200-300 menneskers arbejde af at der fortsat bliver drevet behandlingshjem på adressen.

I mit forrige indlæg spurgte jeg til hvorvidt at der sker en ordentlig visitering til hjemmet. For nok hævdes det at det ikke er naboens børn som anbringes på Schuberts Minde, men det kunne lige så godt være det idet at kriterierne for hvilke børn som anbringes er fuldstændig individuelle baseret på hvilken skole sagsbehandleren tilhører og selvfølgelig kommunernes økonomi.

Vi fra socialministeriets statistikker at der er fejl i 83 procent af sagerne når de behandles på kommunalt niveau og fejl på cirka 2 ud af 3 sager når disse periodisk ankes til ankestyrelsen. Vi ved også at cirka 25 procent af anbringelserne ender i sammenbrud. Vi så et af disse sammenbrud i DR’s dokumentar udsendelse.

I min metodik er Schuberts Minde et fængsel og burde alene tage børn der er dømt til at være det. Der er regler på stedet som går langt ud over hvad kriminalforsorgen vil byde landets voksne fanger – selv når vi taler om specialfængslet på politigården beregnet på at kunne huse landets mest udadreagerende fanger. Der bør være ganske vægtige grunde til at vælge et så strengt regime for et barn. Så vægtige grunde at jeg ikke finder at det bør overlades til en socialmedarbejder, et børne- og unge-udvalg eller sågar ankestyrelsen. Det burde være et domstolsanlæggende hvor at barnet vil blive tilbudt juridisk bistand.

Som jeg skrev i starten af mit indlæg, så finder jeg denne artikel som værende et legitimt forsvar for lokal beskæftigelse. Hvad jeg finder mere betænkeligt er at vurderingen af hvorvidt at et fastholdelse er lovlig bliver truffet for tæt på institutionerne, hvor at mistanken om at andre interesser end barnets vel er på spil, kunne få vægt. Jeg siger ikke at det er det som sker, når fastholdelserne dømmes lovlige, men alene det at mistanken kunne opstå burde tale for at systemet skulle laves om.

Debatten har meget drejet sig om at Schuberts Minde er et specielt sted med en speciel pædagogik. Desværre skulle jeg sige at det langt fra er tilfældet. Der er andre lignende aktører på markedet. Der er end dog mange steder hvor at børn ikke kan optjene ret til mobil, når de er på opholdsstedet. Denne elektroniske isolation, som størstedelen af danske teenagere vil finde som et handicap er meget udbredt med den begrundelse at det er for børnenes skyld. Jeg er bekendt med at der inden ugens udgang vil blive sat navn på en anden udbyder der for nylig blev politianmeldt, men i øvrigt gennem årene har tiltrukket sig overskrifter.

Jeg ved godt at den aktuelle opmærksomhed omkring de forhold der tilbydes børn på opholdssteder til dels er styret af kommunernes lobbyister der har et ønske om at flere børn skal ud i plejefamilierne for at de kan forbedre deres økonomi og der formentlig slet ikke havde været en dokumentarudsendelse hvis det politiske pres ikke havde været der, men det ændrer ikke på at vi har brister i vores sociale system og at det liv samfundet mange gange byder børn der ikke har det godt hos deres egen familie, svarer til at gå fra asken ind i ilden.

Jeg finder at vi har brug for reformer, så vi få adskilt støtte og straf. Der må stå en del desillusionerede nye voksne derude, der må føle et svigt af samfundet når de først er blevet svigtet af deres biologiske familie og derefter af systemet i form af opholdssteder som Schuberts Minde. Det finder jeg at vi ikke kan være bekendt.


Kilde:
Mediestorm over Schuberts Minde (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar