De tider hvor man tror at man kan samle belastede unge et samme sted og bearbejde dem til at klare sig bedre, er slut.
For det er ikke kun i Danmark at denne lære er taget til sig.
I USA havde man omkring i årene efter årtusindeskiftet to store aktører: World Wide Association of Special Schools and Programs (WWASP) samt Aspen Education Group (AEG).
I dag er disse to aktører stort set væk. WWASP kørte et kostskole koncept. AEG havde et blandings koncept bestående af firmaer som arrangerede overlevelsesture, suppleret med kostskoler og egentlige hospitalsafsnit lignende behandlingssteder.
WWASP har fået lukket deres skoler i lande som Tjekkiet, Costa Rica, Samoa og Mexico. Myndighederne fandt simpelthen at den behandling som de ansatte udsatte de primært Amerikanske unge for, var alt for barsk. I USA var der også skolelukninger. Nevada greb ind og lukkede en skole. Ansatte flere steder er blevet dømt for overgreb.
AEG kom i medierne med den engelske reality serie ”Brat Camp” som herhjemme blev sendt på Kanal 5. De oplevede et boom, men blev ramt af en række tragiske sager hvor unge døde på overlevelsesturene som følge af at de blev udsat for elementernes rasen kombineret med manglende træning af de ofte ufaglærte nyuddannede der blev ansat til en lav løn. Også AEG fik deres del af sager hvor ansatte indledte intime forhold til de anbragte unge. På de særlige hospitalsafsnit var der selvmordsforsøg hvoraf nogle lykkedes.
Det største problem var imidlertid ikke hvad myndighederne udsatte virksomhederne for eller at unge døde imens de var anbragte. Det største problem var at de unge en dag blev voksne og kunne udtale sig om hvad de blev udsat for.
Det blev disse aktørers død på trods af at de iværksatte en charme offensiv ved at sponsorer TV-shows som Dr. Phil.
Det samme er sket for Solhaven. De er blevet ramt af at de unge er blevet voksne og man i nutiden ikke længere ser en anbringelse som en skam. Den beskyttelse Skorpeskolen nød hvor man holdte hånden over en pædofil ansat som med stor sandsynlighed blev myrdet af anbragte unge ved sabotage af hans bil eller den beskyttelse tidligere ansatte ved Godhavn nød da de i årtier fik lov til at udøve uhæmmet vold imod anbragte børn var væk.
Det var skammens åg som beskyttede opholdsstederne i gamle dag. Den skam er væk. De unge ser ingen problemer ved at stå frem og berette hvad de mener at de er blevet udsat for længere. Hvorfor skulle de også det? Det er jo ikke deres fejl at de var blevet anbragt. Det var kommunerne som anbragte dem og når der er fejl i 2 ud af 3 sager, der rammer ankestyrelsen så ligger chancen for at anbringelsen var reel begrundet på linje med chancen for at finde i Lotto.
Uanset om der er tale om WWASP, AEG eller Solhaven så har forsvaret for at bruge ekstreme metoder været at der var tale om ekstreme unge.
Ja. Der er tale om unge med manglende grænser. Hvad skal man gøre med dem i fremtiden, hvis man ikke kan samle dem et sted i en slags Skinner boks (Opkaldt efter Burrhus Frederic Skinner som opstillede teorier om hvordan man i et miljø hvor der kun er få valgmuligheder kan ændre adfærd hos individer)?
Opholdssteder hvor unge anbringes med få rettigheder og skal generhverve dem via ændret adfærd var god teori omkring årtusindeskiftet lidt i tråd med en militær tilgang hvor man skal knække de unge ved at tage deres primære værktøjer fra dem. Unge som er vant til at slå sig ud af problemer skulle man møde med magt og således tvinge dem til at tage andre værktøjer i brug til at nå deres mål.
Det som vi ved i dag er at der er store emotionelle omkostninger for de unge når de bliver udsat for sådan et system. For de unges afvigende adfærd dækker ofte over udviklingen af en simpel overlevelsesmekanisme som de har udviklet på egen hånd for at beskytte sig imod svære omsorgssvigt som f.eks. incest eller voldtægt.
Der er brug for en hands-off tilgang. Der er brug for at holde de enkelte unge adskilt fra tilsvarende unge som kunne styrke dem i brugen af de forkerte værktøjer og omgive dem med en slags frakke af personer som giver dem nogle muligheder i livet de ellers ikke ville kunne få.
Det er ikke ensbetydende med tivoli-ture eller fridykker kurser og total ansvarsfraskrivelse i forhold til hvilke lovovertrædelser de laver.
Kriminelle unge skal holdes hjemme længst mulig, men de skal møde konsekvens lokalt. Ungepålæg og bøder bør være bandlyst. Unge tænker ubetinget. De planlægger ikke. De har ikke egen økonomi. Deres straf skal være ubetinget, men uden at de fjernes fra samfundet. Domstolene bør i langt højere grad straffe med samfundstjeneste og kommunerne skal i langt højere grad stå til rådighed med opgaver. Der kan være tale om gartnerarbejde. Der kan være tale om at sortere ned på genbrugspladsen. Meningsfyldt arbejde som samtidig giver dem ro til eftertænksomhed.
Der bør sættes ind med grundigere psykologisk testning af disse unge. Hvad dækker deres opførsel over? Kan tilstanden medicineres? Skal man finde en udslusningslejlighed hvis familien ikke har ressourcerne hvor den unge kan støttes døgnet rundt af kommunens personale?
Der bør være en række optioner som de unge kan vælge til, hvis de vil arbejde intensivt med deres problemer. Det kan være en sommer boot camp, hvor de unge trænes som elitesportsfolk i discipliner som teamwork og psykologi. Er familierne ikke ressourcestærke, hvor skal de så få den motivation fra der kan gøre dem til mønstrebrydere? Fra en Folkeskole som de ressourcestærke familier trækker deres børn fra så der ikke længere er forbilleder?
Det kan være en overlevelsestur udformet som en slags timeout, hvor fokus er meditation, terapi og øvelser, som går ud på at teste fysiske grænser af.
Men det skal være forløb som er frivillige og som de unge vælger til. Hvis de unge blot ønsker at lade slå til, så skal de være sikker på at domstolene idømmer dem samfundstjeneste, hvis de træder over stregen, så de på den måde kan regne med nogle grænser for unge ønsker grænser. Kan familien ikke sætte dem, så må samfundet sætte dem. Et ordsprog skriver ”Det tager en landsby at opfostre et ungt menneske”. Det er på sin hvis rigtig for ingen unge lever derhjemme i boble hele deres liv. De skal i skole. De skal ud og arbejde. Træder de ved siden af så må ”landsbyen” træde til og sætte et autoværn i form af love og domme op så de ikke ryger af vejen.
Adfærdsvanskelige unge er ikke anderledes end os andre. De har blot haft en opvækst hvor de på givne tidpunkter ikke har haft samme støtte i hjemmet som os andre eller de har trukket det lod i livet at de må leve med en sygdom.
Derfor skal vi holde på dem i samfundet længst muligt nu hvor vi ved at man ikke kan spærre dem inde i en boks som Skinner anbefaldede.
Der skal ikke komme en ny udgave af Solhaven. Samfundet skal tage over og guide disse unge på plads med en noget fastere hånd, men en hånd der samtidig er forstående overfor deres udfordringer.
Kilder:
- Dom i dag: Sagen om Solhaven sætter skel mellem magt og vold (Danmarks Radio)
- B. F. Skinner (Wikipedia)
- World Wide Association of Specialty Programs and Schools (Wikipedia)
- THE NIGHT MY PARENTS HAD ME KIDNAPPED (narrative)
- De måske uegnede (Dagbladet Information)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar