Viser opslag med etiketten Godhavn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Godhavn. Vis alle opslag

mandag den 27. juli 2020

Når historien bare gentager sig - fra Godhavn til Schuberts Minde

I 1975 trådte en forstander tilbage på Godhavn. Den nye tilsynsførende havde afsløret systematisk mishandling af de børn som var anbragt på Godhavn, men på trods af dette besluttede systemet at beskytte forstanderen eller rettere systemet besluttede at beskytte de medarbejdere i systemet som skulle have grebet ind - ikke 1 år før, 2 år før, 5 år før, men op til 10-20 år før, da de handlinger som personalet udsatte børnene for var ulovlige da forstanderen tiltrådte.

Det har taget sin tid at få systemet til at erkende ansvar. Først omkring år 2011 begyndte man at se viljen til at grave i fortidens synder. Først i 2019 lykkedes det at få en undskyldning fra højeste sted på vegne af det embedsapparat som i den grad havde svigtet.

Så skulle alt være fryd og gammen.

Men det var det ikke. For et er at systemet mange år efter erkender sine fejl. Noget andet er at forebygge og måske drage personalet til juridisk ansvar. Det har vist sig at være svært.

Kravene til bevisførelse er høje. Det så vi med sagen omkring Solhaven. Trods en grundig efterforskning fra politiets side lykkedes det ikke med en domfældelse. Det er ikke en kritik af vores domstole. De kan kun dømme på basis af den lovgivning som Folketinget vedtager og et eller andet sted er der en mangel.

Et andet eksempel er sagen vedrørende Gøgereden, hvor en 15 årig pige i isolation havde sex med med en pædagog. Taget i betragtning at pigen reelt var totalt afhængig af den voksne pædagog, så virker en betinget straf i underkanten for hvad skal der så til for at få en ubetinget straf? Igen her er det ikke domstolene som er problemet. Det er Folketinget som ikke i tilstrækkelig grad har lavet lovgivning som sikrer mindreårige mod voksne som kontrollerer deres dagligdag døgnet rundt. For hvem skulle hun gå til, når hun var isoleret fra omverdenen?

Det bringer os til Schuberts Minde. Få opholdssteder eller behandlingshjem har set så mange unge flygte fra stedet som under den sidste forstander. Tilsynsmyndighederne begyndte til sidst at få fokus på det efter al for lang tid med inaktivitet.

Så kommer nyheden om at forstanderen trækker sig stille og rolig tilbage. Faktisk på helt samme måde som da man skiftede forstander på Godhavn. En stille exit ud af bagdøren og så ind med ny ledelse som kan bruge tiden på at feje fortiden under gulvtæppet. Det er ikke bare usselt overfor børnene og de pårørende. Det er direkte imod alt hvad lovgivningen går ud på. Det får statsministerens undskyldning til at ligne en vittighed. Skal børnene på Schuberts Minde også leve et liv med post-traumatisk stress tilstand og depression før de som pensionister en dag får en undskyldning som Godhavnsbørnene fik næsten et halvt århundrede efter de skulle have haft den?

Ja. Det ser sådan ud.

Danmark har som land intet lært.

Kilder:

lørdag den 18. april 2015

Flere tanker omkring det nu lukkede opholdsted Solhaven i Farsø

Solhaven-sagen er slut og ingen af parterne har valgt at anke. Tilbage er at skrive stedet eftermæle. Vi har søgt på nettet og har fundet nogle reaktioner:

Sidste kapitel i Solhaven sagen?

Solhaven er lukket. Farsø mistede nogle arbejdspladser. Men det var arbejdspladser de aldrig skulle have haft i en optimal verden. Et lille lukket samfund havde besluttet sig at tjene kassen på unge landet over som døjede med en masse problemer. Metoderne var usædvanlige. Faglært arbejdskraft et særsyn.

Det er ikke underligt at det måtte komme til en retssag. Vi er kommet videre i Danmark end dengang Godhavn eksisterede og man valgte at pensionere de ansvarlige for at undgå en skandale. Der er ingen tvivl om at de unge har haft det mindst lige så slemt som de unge på Godhavn generationer tidligere eller kvinderne på Sprogø der nærmest måtte kaste sig ud i ægteskab for at komme væk fra øen.

Jura kan være noget indviklet noget. At løfte bevisbyrden er nem, hvis man ikke står overfor en professionel organisation der ved at tavsheden er vejen til frifindelse. Politiet i denne sag havde det ikke lettere end hvis de skulle efterforske forskellige rockerklubber eller bander. Det var nok også årsagen til at retten kom til den konklusion som det blev.

Positivt er det dog at sagen fik den virkning at Solhaven blev lukket. Spørgsmålet er hvad man gør næste gang et opholdssted præsterer helt usædvanlige resultater. Virker barnets reform eller bliver det et støttestativ uden sikkerhed for de anbragte?

Kilde:
Sidste kapitel i Solhaven sagen? (Rotsne's blog)

onsdag den 28. januar 2015

Efter Solhaven og hvad så..

I dag falder dommen i sagen om Solhaven og uanset om dommen falder ud den ene eller anden vej, så står en ting fast.

De tider hvor man tror at man kan samle belastede unge et samme sted og bearbejde dem til at klare sig bedre, er slut.

For det er ikke kun i Danmark at denne lære er taget til sig.

I USA havde man omkring i årene efter årtusindeskiftet to store aktører: World Wide Association of Special Schools and Programs (WWASP) samt Aspen Education Group (AEG).

I dag er disse to aktører stort set væk. WWASP kørte et kostskole koncept. AEG havde et blandings koncept bestående af firmaer som arrangerede overlevelsesture, suppleret med kostskoler og egentlige hospitalsafsnit lignende behandlingssteder.

WWASP har fået lukket deres skoler i lande som Tjekkiet, Costa Rica, Samoa og Mexico. Myndighederne fandt simpelthen at den behandling som de ansatte udsatte de primært Amerikanske unge for, var alt for barsk. I USA var der også skolelukninger. Nevada greb ind og lukkede en skole. Ansatte flere steder er blevet dømt for overgreb.

AEG kom i medierne med den engelske reality serie ”Brat Camp” som herhjemme blev sendt på Kanal 5. De oplevede et boom, men blev ramt af en række tragiske sager hvor unge døde på overlevelsesturene som følge af at de blev udsat for elementernes rasen kombineret med manglende træning af de ofte ufaglærte nyuddannede der blev ansat til en lav løn. Også AEG fik deres del af sager hvor ansatte indledte intime forhold til de anbragte unge. På de særlige hospitalsafsnit var der selvmordsforsøg hvoraf nogle lykkedes.

Det største problem var imidlertid ikke hvad myndighederne udsatte virksomhederne for eller at unge døde imens de var anbragte. Det største problem var at de unge en dag blev voksne og kunne udtale sig om hvad de blev udsat for.

Det blev disse aktørers død på trods af at de iværksatte en charme offensiv ved at sponsorer TV-shows som Dr. Phil.

Det samme er sket for Solhaven. De er blevet ramt af at de unge er blevet voksne og man i nutiden ikke længere ser en anbringelse som en skam. Den beskyttelse Skorpeskolen nød hvor man holdte hånden over en pædofil ansat som med stor sandsynlighed blev myrdet af anbragte unge ved sabotage af hans bil eller den beskyttelse tidligere ansatte ved Godhavn nød da de i årtier fik lov til at udøve uhæmmet vold imod anbragte børn var væk.

Det var skammens åg som beskyttede opholdsstederne i gamle dag. Den skam er væk. De unge ser ingen problemer ved at stå frem og berette hvad de mener at de er blevet udsat for længere. Hvorfor skulle de også det? Det er jo ikke deres fejl at de var blevet anbragt. Det var kommunerne som anbragte dem og når der er fejl i 2 ud af 3 sager, der rammer ankestyrelsen så ligger chancen for at anbringelsen var reel begrundet på linje med chancen for at finde i Lotto.

Uanset om der er tale om WWASP, AEG eller Solhaven så har forsvaret for at bruge ekstreme metoder været at der var tale om ekstreme unge.

Ja. Der er tale om unge med manglende grænser. Hvad skal man gøre med dem i fremtiden, hvis man ikke kan samle dem et sted i en slags Skinner boks (Opkaldt efter Burrhus Frederic Skinner som opstillede teorier om hvordan man i et miljø hvor der kun er få valgmuligheder kan ændre adfærd hos individer)?

Opholdssteder hvor unge anbringes med få rettigheder og skal generhverve dem via ændret adfærd var god teori omkring årtusindeskiftet lidt i tråd med en militær tilgang hvor man skal knække de unge ved at tage deres primære værktøjer fra dem. Unge som er vant til at slå sig ud af problemer skulle man møde med magt og således tvinge dem til at tage andre værktøjer i brug til at nå deres mål.

Det som vi ved i dag er at der er store emotionelle omkostninger for de unge når de bliver udsat for sådan et system. For de unges afvigende adfærd dækker ofte over udviklingen af en simpel overlevelsesmekanisme som de har udviklet på egen hånd for at beskytte sig imod svære omsorgssvigt som f.eks. incest eller voldtægt.

Der er brug for en hands-off tilgang. Der er brug for at holde de enkelte unge adskilt fra tilsvarende unge som kunne styrke dem i brugen af de forkerte værktøjer og omgive dem med en slags frakke af personer som giver dem nogle muligheder i livet de ellers ikke ville kunne få.

Det er ikke ensbetydende med tivoli-ture eller fridykker kurser og total ansvarsfraskrivelse i forhold til hvilke lovovertrædelser de laver.

Kriminelle unge skal holdes hjemme længst mulig, men de skal møde konsekvens lokalt. Ungepålæg og bøder bør være bandlyst. Unge tænker ubetinget. De planlægger ikke. De har ikke egen økonomi. Deres straf skal være ubetinget, men uden at de fjernes fra samfundet. Domstolene bør i langt højere grad straffe med samfundstjeneste og kommunerne skal i langt højere grad stå til rådighed med opgaver. Der kan være tale om gartnerarbejde. Der kan være tale om at sortere ned på genbrugspladsen. Meningsfyldt arbejde som samtidig giver dem ro til eftertænksomhed.

Der bør sættes ind med grundigere psykologisk testning af disse unge. Hvad dækker deres opførsel over? Kan tilstanden medicineres? Skal man finde en udslusningslejlighed hvis familien ikke har ressourcerne hvor den unge kan støttes døgnet rundt af kommunens personale?

Der bør være en række optioner som de unge kan vælge til, hvis de vil arbejde intensivt med deres problemer. Det kan være en sommer boot camp, hvor de unge trænes som elitesportsfolk i discipliner som teamwork og psykologi. Er familierne ikke ressourcestærke, hvor skal de så få den motivation fra der kan gøre dem til mønstrebrydere? Fra en Folkeskole som de ressourcestærke familier trækker deres børn fra så der ikke længere er forbilleder?

Det kan være en overlevelsestur udformet som en slags timeout, hvor fokus er meditation, terapi og øvelser, som går ud på at teste fysiske grænser af.

Men det skal være forløb som er frivillige og som de unge vælger til. Hvis de unge blot ønsker at lade slå til, så skal de være sikker på at domstolene idømmer dem samfundstjeneste, hvis de træder over stregen, så de på den måde kan regne med nogle grænser for unge ønsker grænser. Kan familien ikke sætte dem, så må samfundet sætte dem. Et ordsprog skriver ”Det tager en landsby at opfostre et ungt menneske”. Det er på sin hvis rigtig for ingen unge lever derhjemme i boble hele deres liv. De skal i skole. De skal ud og arbejde. Træder de ved siden af så må ”landsbyen” træde til og sætte et autoværn i form af love og domme op så de ikke ryger af vejen.

Adfærdsvanskelige unge er ikke anderledes end os andre. De har blot haft en opvækst hvor de på givne tidpunkter ikke har haft samme støtte i hjemmet som os andre eller de har trukket det lod i livet at de må leve med en sygdom.

Derfor skal vi holde på dem i samfundet længst muligt nu hvor vi ved at man ikke kan spærre dem inde i en boks som Skinner anbefaldede.

Der skal ikke komme en ny udgave af Solhaven. Samfundet skal tage over og guide disse unge på plads med en noget fastere hånd, men en hånd der samtidig er forstående overfor deres udfordringer.


Kilder:

lørdag den 28. maj 2011

Er der nu så meget forandret?

En blogger ved navnet Anne Olsen skrev nedenstående på Avisen.dk

I går var pressen fuld af omtale af rapporten om behandlingen på et børnehjem ved navn Godhavn oppe i Nordsjælland. Det var bestemt ikke hyggelig omtale og de fleste borgere ville mene at det eneste man kunne være ville være at sige undskyld for fortidens manglende opsyn og utilstrækkelig lovgivning.

Men her mener ministeren at der er gået for mange år til at en undskyldning ville have nogen værdi. Jeg er uenig i denne betragtning. Der blev begået uret imod disse drenge. En undskyldning er gratis at give, men den vil betyde så meget for disse mennesker, der blev svigtet i deres sværeste stund.

Samtidig må vi spørge os selv om hvor meget der er ændret. Jeg har set DR’s udsendelse om et moderne børnehjem i Ringkøbing. Jeg kender fra min gang i Aalborg til nogle som har været anbragt oppe i Farsø.

Ja, man må ikke slå mere, men der skades stadig i stor stil på det psykiske plan. Hvem husker ikke første afsnit fra døgninstitutionen hvor at drengen må opgive alle personlige ting inkl. Arvesmykker, der berøvede ham den sidste stump af værdighed? Det er ikke underligt at forstå at han flygtede ved først kommende lejlighed efter optagelserne og at Aalborg kommune besluttede at hans ophold var slut. Vi så kun overfladen. Der er jf. en blog 40 grundlæggende begrænsninger. Ja, selv privat samtale med familien begrænses så personalet gives mulighed for at censurere.

Ja, egentlige medicinske besøg anvendes ikke mere, men hvad med de anvendte pædagogiske og psykologiske metoder? Er det veldokumenteret eller er de taget af en udenlandsk udgave af ”Ugeskrift for læger” blot for at blive brugt på et for løst grundlag? Jeg konstaterede at deres evalueringsmøder rummede muligheden for direkte kritik i et slags gruppeterapeutisk setup. Noget som er frarådet på landets psykiatriske afdelinger hvor at dem der er ordstyrer er lægeuddannede psykiatere med en lang uddannelse der tangerer eller direkte står over al det personale, der findes på døgninstitutionerne. Det er en kendt sag at forkert udført gruppeterapi skader mere end det gavner. Hvad bliver konsekvensen ikke over lang tid med sådanne svigt?

Når vi taler om medarbejdernes uddannelse, så tyder meget på at de ansatte stadig ansættes med fokus på deres fysik i stedet for at se på om de rummer tilstrækkelig emotionelle evner til at hjælpe de sårbare unge mennesker. Oppe i Farsø starter de unge i et indslusningshus, hvor at det er meningen at de helst skal provokeres til at blive lagt ned, så de fatter styrkeforholdet.
Så er der de seksuelle overgreb. Bortset fra nogle helt forskruede personaler har det store problem aldrig været et systematisk misbrug hvor at det var de voksne, der stod for majoriteten af overgrebene. Det var børn som voldtog børn. Det har man ikke været i stand til at gøre noget ved. Det foregår stadig i for stor stil. Et barn hver 14’ende dag.

Uddannelsesmulighederne er stadig for ringe. Der har ikke vist sig en metode, så de anbragte unge f.eks. kunne tage en studentereksamen på en lukket døgninstitution. Det kan allerhøjst blive til lidt undervisning på 7’ende klasse niveau.

Undersøgelsesperioden i rapporten går frem til 1976, men de fremskridt der har været siden har været så minimale at man godt kan undskylde. Når man nu er i gang med at undskylde, så kunne man også undskylde i de 64% af tvangsfjernelsessagerne hvor at formalia bare ikke har været i orden.

Jeg synes at socialministeren skulle undskylde. Ikke bare for de "gamle" overgreb, men fordi at arbejdet stort set gik i stå i 1976.

Kilde(r)
Anbragt børn - fysisk vold erstattet af psykisk vold (Den tungeste arv)
Børn krænker hinanden seksuelt (Nordjyske Tidende)
Praksisundersøgelse om anbringelse af børn og unge (Ankestyrelsen)