Grænseoverskridende handlinger og grooming tilfælde på kost- og efterskoler

En af vores samarbejdspartnere (Domestic Prisoners of Conscience) er blevet kontaktet af en journaliststuderende, som vil undersøge dette område.

Vi har accepteret at bringe henvendelsen og en mailadresse på vores blog fordi vi mener at området kræver fokus.

Baggrunden er:

Hvert år i august og september møder mange unge ind på landets kost- og efterskoler. For mange er det første gang, at de ser frem til at sove et helt skoleår uden for eget hjem.

Der er grund til at tage hatten af for dem, der er villige til at tage dette spring. Der er mange som på forhånd slet ikke har været i stand til at forberede sig på, hvordan dette valg vil påvirke dem. Alle lider til en grad af hjemve, alle har på et tidspunkt prøvet at kaste sig ud i noget helt nyt for første gang i deres liv. Alle husker også den usikkerhed, som er forbundet med en sådan handling. Nogle er i stand til at lukke deres bekymringer ind i sig selv, så de kan beskytte sig indtil andre brydes ned før dem selv så de stilfærdigt og næsten ubemærket kan glide ind i det miljø, som åbenbarer sig, hvis andre tiltrækker sig opmærksomheden via sammenbrud. At være i stand til at opretholde en facade er vel nok den vigtigste egenskab i den situation. En værdifuld lektie, når de senere i livet skal ud og arbejde, hvor det handler om at udvise professionalisme og distance, så de vinder kunderne og kollegaernes respekt.

Nogle vil have brug for at betro sig selv til en autoritet, og det er her, at det desværre ofte går galt. For blandt mange lærere, der bestemt agerer både professionelt og med grundighed, er der også brodne kar, som er blevet gode til at se signaler hos unge, der mangler omsorg. Det udnytter de. De undskylder sig måske med at de ikke har fået nok af manden og har brugt for meget tid på skolen i et job som ofte ikke er 9-17. Andre har simpelthen valgt faget, fordi det nu engang er deres sygelige interesse.

Vi er af den opfattelse at bare en sag, er en sag for meget. Vi mener at for mange skoler gennem tiden af rent økonomiske grunde har valgt de stille afskedigelser suppleret med en eller anden form for kompensation til de elever som blev ofre med det resultat at den pågældende ansatte kan tage arbejde på et andet sted f.eks. en intern skole på et opholdssted eller måske på en folkeskole indtil sagen er gået i glemmebogen.

Kun ved at føre en sag gennem retssystemet kan man sikre at en sådan person får forbud mod at tage et lignende arbejde. En af vores amerikanske samarbejdspartnere - HEAL-online fører f.eks. register over ansatte. Alt for ofte har en ansat fået held med at rejse over en delstats-grænse, hvorefter overgrebene kan fortsætte.

Vi mistænker, at der i Danmark eksisterer et skyggetal. Når en sag ikke overgives til politiet, så er der i virkeligheden to ofre. Ret indlysende elever som udsættes for grooming, men der kan også være tilfælde hvor at en påstået krænker viser sig at være uskyldig. Vi taler om at der på skolerne findes unge, som er smuglet ind på efterskolerne med svære psykiske diagnoser. Unge som ser skygger, hører stemmer. Det kan udmønte sig i at en henvendelse opfattes forkert og det kan medføre mistanke om overgreb.

Både elever og de øvrige ansatte fortjener at hvert eneste tilfælde undersøges til bunds af myndigheder, som er rustet til at undersøge det og ikke afsluttes via tilfældige møder på forstanderens kontor. Det sker alt for ofte. Lærere som har været ansat på en skole i årtier, hvor Facebook grupperne bagefter fortæller historien om at der har været røg uden at nogen tog fat i brandalarmen så ilden kunne slukkes. Det er den slags, som vi efterhånden må være i stand til at komme til livs.

Henvendelsen lyder:

Vi har fået en henvendelse fra en journaliststuderende, der som en del af sit afgangsprojekt, er i færd med at lave en undersøgende podcast om grooming og grænseoverskridende adfærd fra efterskolelærere. Hvis du har nogle perspektiver eller oplevelser om emnet som nuværende eller tidligere elev, forælder/pårørende eller er ansat på en efterskole så kontakt hende på følgende mail: signeero@gmail.com

Efterskoler, en del af systemet

Kommunernes økonomi er presset i disse år

Samtidig oplever familierne det paradoks, at der er meget forskel på, om et barn har adgang til et hospital, hvis barnet bliver syg.

Brækker et barn en knogle, eller svigter et organ, så står dørene åbne på landets hospitaler med få undtagelser.

Værre forholder det sig, hvis sygdommen er psykisk.

En konflikt mellem kommune og region

Alt for ofte dør kommunernes socialafdelinger i døren som dørmænd og forhindrer, at børn får den rette behandling. Der er ikke tale om få børn, som udredes og som får en foreløbig diagnose. Mange sygdomme udvikler sig over tid og kan oftest endeligt diagnosticeres, når barnet er tæt på voksenalderen. Alt for ofte strider resultatet af udredningen med den forestilling som socialforvaltningen har, hvor fokus hurtigt er på, hvorvidt forældrene gør deres arbejde. Man kan med rette hævde, at to systemer konfronterer hinanden i disse situationer. Personer som i kommunen er vant til at blive betragtet som en agtet autoritet, bliver pludselig irettesat af et fagpersonale med et langt højere uddannelsesniveau.

Taberne bliver børnene, som måske ikke får dagbehandling på et børnepsykiatrisk hospitalsafsnit, men derimod placeres hos plejefamilier eller på behandlingshjem som ikke får det komplette billede af hvilket problem, de skal håndtere fordi kommunen alene vælger at fremsende deres fremstilling af sagen.

Hvem er bedst rustet til at håndtere et barn, som er ved at udvikle depression eller andre diagnoser som ADHD, Skizofreni eller måske et barn med dobbeltdiagnose?

Et hospital eller et opholdssted?

Den nuværende situation betyder, at børn reelt placeres i hvad der fagligt kaldes en Skinner-boks. Det vil sige et miljø, hvor der er færre valg og færre stimuli for at sygdomsbilledet kan bremses, men bestemt ikke helbredes. Et barn der har udfordringer med kontakten til andre børn, vil hurtigt skabe sig et netværk på behandlingshjemmet af voksne, der vil høre på dem, hvilket igen for opholdsstedet vil se ud som en succeshistorie. Barnet ankommer utrygt til et miljø, hvor det for første gang skal sove uden for eget hjem. Gør personalet bare en minimum af indsats, vil barnet åbne op for dem. Det ser ud som en kur, men hvad når barnet står på gaden som voksen og pludselig skal leve alene og forholde sig økonomi, kammerater på hjemegnen, som er videre i deres liv og som ikke kan huske det barn som forsvandt for 5-6 år siden. Sådanne unge løber sur i ungdomsuddannelsen. De ender for let på botilbud som voksne, hvor de via dagbehandling på et psykiatrisk afsnit kunne være blevet fastholdt i deres lokalmiljø og via medicinering samt coaching kunne have fået et bedre liv.

Efterskolernes rolle

Det er en kendt sag at efterskolerne misbruges af en række kommuner. Unge, som har dyre diagnoser som kommunerne ironisk nok selv vælger at holde væk fra de børnepsykiatriske afdelinger fordi man er uenig med de diagnoser hospitalerne stiller. En enkelt anbringelse kan koste 1,000,000 kroner pr. år, hvis de anbringes på et opholdssted. I folkeskolen kan de heller ikke være fordi de kan trække karaktergennemsnittet ned for en hel årgang fordi en lærer i en folkeskoleklasse kan miste styringen hvis blot et par af eleverne viser sig at have særlige behov. I en tid hvor kommunerne bliver målt benhårdt på resultater, skal sådanne elever bare væk fra de almindelige folkeskoler uanset hvor mange fine ord, Folketinget kan sige om inklusion.

En efterskole er billigere og forældrene kan tvinges til at medfinansiere. Det er en gevinst for kommunen, men bestemt ikke for barnet og i sidste ende ikke for efterskolen. Der er tale om budgetter hvor en elev som sendes hjem, kan få indflydelse på bundlinjen. Vi har fået rapporter ind fra tidligere elever som fortæller om vold udført af elever med diagnoser. Elever som nogle efterskoler vælger at holde på selvom de burde have rettet henvendelse til kommunen første gang at volden opleves. Enkelte efterskoler opererer i en gråzone mellem en status som opholdssted og efterskole, hvor kommunerne kan spare på tilsynet blot fordi stedet kalder sig en efterskole.

Det er heller ikke en gevinst for de børn, som volden går over. Så på alle områder er tendensen til at kommunerne smugler sårbare unge ind på efterskolerne en meget dårlig ide, som kun øger risikoen for at unge får nederlag. Bedre tider?

I sin nytårstale italesatte kongen de sårbare unge. Vi kan kun håbe og bede til at talen er et tegn på at der iværksættes nogle initiativer så psykisk sygdom hos børn sidestilles med fysiske sygdomme. Erfaringerne er desværre ikke gode, men vi må håbe at 2025 bliver året, hvor området får fokus, så færre børn må nøjes med at få deres alvorlige sygdomme behandlet af ufaglærte. Man går ikke længere til tandlægen hos en smed. Man har faktisk opfundet et fag og uddanner tandlæger på tandlægehøjskoler. Børn med psykiske sygdomme må alt for ofte nøjes med en pædagog med en generel uddannelse i børnepasning eller måske endnu værre en håndværker udvalgt på grund af sin fysiske styrke, der kan fiksere de unge manuelt, hvis en psykose opstår.

Det er bestemt ikke Danmark værdigt at det står så slemt til.