Efterskoler, en del af systemet

Kommunernes økonomi er presset i disse år

Samtidig oplever familierne det paradoks, at der er meget forskel på, om et barn har adgang til et hospital, hvis barnet bliver syg.

Brækker et barn en knogle, eller svigter et organ, så står dørene åbne på landets hospitaler med få undtagelser.

Værre forholder det sig, hvis sygdommen er psykisk.

En konflikt mellem kommune og region

Alt for ofte dør kommunernes socialafdelinger i døren som dørmænd og forhindrer, at børn får den rette behandling. Der er ikke tale om få børn, som udredes og som får en foreløbig diagnose. Mange sygdomme udvikler sig over tid og kan oftest endeligt diagnosticeres, når barnet er tæt på voksenalderen. Alt for ofte strider resultatet af udredningen med den forestilling som socialforvaltningen har, hvor fokus hurtigt er på, hvorvidt forældrene gør deres arbejde. Man kan med rette hævde, at to systemer konfronterer hinanden i disse situationer. Personer som i kommunen er vant til at blive betragtet som en agtet autoritet, bliver pludselig irettesat af et fagpersonale med et langt højere uddannelsesniveau.

Taberne bliver børnene, som måske ikke får dagbehandling på et børnepsykiatrisk hospitalsafsnit, men derimod placeres hos plejefamilier eller på behandlingshjem som ikke får det komplette billede af hvilket problem, de skal håndtere fordi kommunen alene vælger at fremsende deres fremstilling af sagen.

Hvem er bedst rustet til at håndtere et barn, som er ved at udvikle depression eller andre diagnoser som ADHD, Skizofreni eller måske et barn med dobbeltdiagnose?

Et hospital eller et opholdssted?

Den nuværende situation betyder, at børn reelt placeres i hvad der fagligt kaldes en Skinner-boks. Det vil sige et miljø, hvor der er færre valg og færre stimuli for at sygdomsbilledet kan bremses, men bestemt ikke helbredes. Et barn der har udfordringer med kontakten til andre børn, vil hurtigt skabe sig et netværk på behandlingshjemmet af voksne, der vil høre på dem, hvilket igen for opholdsstedet vil se ud som en succeshistorie. Barnet ankommer utrygt til et miljø, hvor det for første gang skal sove uden for eget hjem. Gør personalet bare en minimum af indsats, vil barnet åbne op for dem. Det ser ud som en kur, men hvad når barnet står på gaden som voksen og pludselig skal leve alene og forholde sig økonomi, kammerater på hjemegnen, som er videre i deres liv og som ikke kan huske det barn som forsvandt for 5-6 år siden. Sådanne unge løber sur i ungdomsuddannelsen. De ender for let på botilbud som voksne, hvor de via dagbehandling på et psykiatrisk afsnit kunne være blevet fastholdt i deres lokalmiljø og via medicinering samt coaching kunne have fået et bedre liv.

Efterskolernes rolle

Det er en kendt sag at efterskolerne misbruges af en række kommuner. Unge, som har dyre diagnoser som kommunerne ironisk nok selv vælger at holde væk fra de børnepsykiatriske afdelinger fordi man er uenig med de diagnoser hospitalerne stiller. En enkelt anbringelse kan koste 1,000,000 kroner pr. år, hvis de anbringes på et opholdssted. I folkeskolen kan de heller ikke være fordi de kan trække karaktergennemsnittet ned for en hel årgang fordi en lærer i en folkeskoleklasse kan miste styringen hvis blot et par af eleverne viser sig at have særlige behov. I en tid hvor kommunerne bliver målt benhårdt på resultater, skal sådanne elever bare væk fra de almindelige folkeskoler uanset hvor mange fine ord, Folketinget kan sige om inklusion.

En efterskole er billigere og forældrene kan tvinges til at medfinansiere. Det er en gevinst for kommunen, men bestemt ikke for barnet og i sidste ende ikke for efterskolen. Der er tale om budgetter hvor en elev som sendes hjem, kan få indflydelse på bundlinjen. Vi har fået rapporter ind fra tidligere elever som fortæller om vold udført af elever med diagnoser. Elever som nogle efterskoler vælger at holde på selvom de burde have rettet henvendelse til kommunen første gang at volden opleves. Enkelte efterskoler opererer i en gråzone mellem en status som opholdssted og efterskole, hvor kommunerne kan spare på tilsynet blot fordi stedet kalder sig en efterskole.

Det er heller ikke en gevinst for de børn, som volden går over. Så på alle områder er tendensen til at kommunerne smugler sårbare unge ind på efterskolerne en meget dårlig ide, som kun øger risikoen for at unge får nederlag. Bedre tider?

I sin nytårstale italesatte kongen de sårbare unge. Vi kan kun håbe og bede til at talen er et tegn på at der iværksættes nogle initiativer så psykisk sygdom hos børn sidestilles med fysiske sygdomme. Erfaringerne er desværre ikke gode, men vi må håbe at 2025 bliver året, hvor området får fokus, så færre børn må nøjes med at få deres alvorlige sygdomme behandlet af ufaglærte. Man går ikke længere til tandlægen hos en smed. Man har faktisk opfundet et fag og uddanner tandlæger på tandlægehøjskoler. Børn med psykiske sygdomme må alt for ofte nøjes med en pædagog med en generel uddannelse i børnepasning eller måske endnu værre en håndværker udvalgt på grund af sin fysiske styrke, der kan fiksere de unge manuelt, hvis en psykose opstår.

Det er bestemt ikke Danmark værdigt at det står så slemt til.

Flere tanker omkring det nu lukkede opholdsted Solhaven i Farsø

Solhaven-sagen er slut og ingen af parterne har valgt at anke. Tilbage er at skrive stedet eftermæle. Vi har søgt på nettet og har fundet nogle reaktioner:

Solhaven - en skandale, der eksisterende for længe

En skandale fik lov til at overleve i 20 år. Nu kan en endnu større skandale være på vej. Solhaven i Farsø blev stiftet i 1989. Det blev et sted hvor man brystede sig af at kunne håndtere selv de vanskeligste unge. Metoderne var interessant for Folketinget og derfor bad de paragraf 71 udvalget om at se på metoderne så disse kunne udbredes til andre institutioner.

Men paragraf 71 udvalget blev nægtet adgang til Solhaven. Man havde nogle ting at gemme på som ikke skulle ud i lyset. Først mange år efter kom metoderne frem i lyset. Man var i stand til at nedbryde tavshedens lov i den lokale kommune gennem kommunalreformen. Der kom mere professionelle øjne på og de mange rapporter om magtanvendelse som i alt for lang tid havde været negligeret – nærmest gemt blev beordret udarbejdet.

Det blev til skærpet tilsyn. Senere kom politiundersøgelser som endte med en retssag hvor de anklagede der repræsenterede bedsteborgere på deres egn ikke kunne dømme på basis af udtalelser af såkaldte sociale udskud hvor flere i generationer har tilhørt samfundets bund. Domstolene kan endnu engang kun dømme på de beviser som bliver forelagt dem. Karaktervidner tæller i den henseende meget.

Det gode ved denne sag blev dog at Solhaven blev stoppet. Alle er enige om at den slags metoder ikke fortsat skal anvendes. Nogle taler om at gå efter de unge mennesker som stod frem i retten. Man mener at de løj. Men det er endnu sådan at der altid er to sider af en pandekage uanset hvor tynd man prøver at lave den. De unge fortalte hvad de oplevede. De voksne deres version. Samfundet havde ikke bedt Solhaven om at montere kameraer så man kunne få en neutral version. Der er ikke mere grund til at koge suppe på den sag.

Kilde:
Solhaven - en skandale, der eksisterende for længe - Birthe1951

Solhaven: En mor skriver

I forbindelse med en artikel i Nordjyske Tidende, hvor at områdets borgmester prøver at dække over det mangelfulde arbejde hans forvaltning har udført skriver en mor til en tidligere anbragt om sine oplevelser med institutionen:

Tilsynet har overhovedet ikke været i orden. Og det kan man også bebrejde de anbringende kommuner for. De lukker øjne og ører, når de bliver forelagt problemerne omkring vold og uansvarlige magt anvendelser.

Jeg skriver af erfaring.

Har selv haft en søn anbragt på en af Solhavens institutioner.

Han har bla oplevet at blive sat på en stol fra tidlig morgen, til sen aften, uden at måtte røre sig eller sige noget. Skulle han på wc, skulle han række fingeren op og spørge.

Han måtte lige spise aftensmad, bagefter skulle han tilbage på stole, indtil han skulle i seng. Dette stod på i en måned. Pædagogerne hyggede sig og grinede lidt af ham indimellem og fik oveni købet løn for det.

Min søn er også blevet udsat for vold, låst inde og ydmyget.

Han er flere gange stukket af fra stedet, når det blev helt ulideligt for ham.. Pædagogerne satte ind med detektiv arbejde, hvor de rendte rundt og kiggede ind af min familie og venners vinduer. Stod på skift vagt i min opgang og observerede hvornår jeg fik gæster og hvem. Det har været meget krænkende.

På et tidspunkt blev min søn overfaldet af en pædagog i vores egen opgang, uden grund, mens jeg så på. En anden gang fik et par pædagoger øje på min søn og en kammerat på en knallert og valgte at køre direkte ind i dem, for at få dem stoppet.

Der er foregået helt vanvittige ting på Solhaven og dette vil også komme frem under retssagen, når de unge skal vidne...

Vold avler vold.. Og mange af de unge har været så meget igennem på Solhaven at de i dag har svært ved at skelne mellem rigtig og forkert opførsel. Og skal pædagogerne der med deres opførsel, være eksemplariske for de unge, går det da helt galt.

Og Søren Wirenfeldt, du ved udmærket hvad der er foregået.



Kilde:
Borgmester: Tilsynet med Solhaven har været perfekt (Nordjyske Tidende)

2012 - tilbageblik på et år

Når vi ser tilbage på hvad der skete i løbet af 2012, så har det i det store og hele været et positivt år.

I samarbejde med en række partnere er det lykkedes os at få medierne i tale. Både Danmarks Radio og TV2 har bragt udsendelser som har lagt pres på det politiske system, så det nu på papiret ser ud til at man vil tage tilsynsopgaven med anbragte unge alvorligt.

Imidlertid er der lang vej endnu. Der er for mange aktører i denne branche som alene er der fordi at der er gode penge at tjene.

I debatten er familiepleje blevet glemt. Det sørgelige faktum er at kommunerne lader familierne køre løbet fuldstændig som de har lyst til. Efteruddannelse som er vigtig for deres virke får de lov til at pjække fra.

Ville arbejdstilsynet tillade at kun 25 procent af lagermedarbejdere kørte med palleløfter uden at have kurset dertil? Nej, men fordi at der ikke er et statslig organ på linje med arbejdstilsynet der skal sikre at lovgivningen overholdes får kun 25 procent af landets plejefamilier taget sig sammen til at tage den lovpligtige efteruddannelse.

Måske skal arbejdstilsynet også have opgaven med at sikre at plejefamilier tager de kurser de skal have og såfremt at det ikke er tilfældet så må de stoppe deres virke.

En anden ubehagelig hændelse er efterskolernes indtrængen på et område som ellers traditionelt har været domineret af opholdssteder og plejefamilier. Årsagen er ren økonomi. Efterskoler landet over har måttet lukke på grund af den generelle økonomiske afmatning. De har brug for nye markeder. Her prøver de at gå på strandhugst hos kommunerne ved at fremføre argumenter om hvor meget af kommunerne kan spare ved at bruge efterskoler frem for opholdssteder.

Et andet argument som ligger mellem linjerne er at kommunerne ikke behøver at yde tilsyn med de anbragte børn, når de placerer dem på efterskoler fordi at det ingen steder står at børn på efterskoler skal være underlagt tilsyn. Et opholdssted ved Roskilde besluttede derfor at kalde sig en efterskole for at slippe for tilsynet efter at man havde konstateret manglende rapportering af magtanvendelse.

Med andre ord: Anbringelsesreformen er et skridt fremad, men der er stadig mange huller som skal stoppes. Der er stadig plejefamilier, opholdssteder og nu også efterskoler, som skal granskes.

En anden menneskerettighedsorganisation igangsatte her i efteråret en kampagne for at ramme nogle af de mange plejefamilier, som ikke gider at tage deres efteruddannelse. Vi kender i denne stund ikke effekten af kampagnen, men vi håber på at den får skabt noget debat vedr. de golddiggere, som har slået sig på den levevej.

Med hensyn til efterskolerne, så håber vi at noget tilsvarende bliver stablet på benene, så skolerne forstår at det ikke er sælgers markedet. De skal måles på resultater. Det er trods alt menneskeliv vi taler om. Menneskeliv som bliver tabt på gulvet hvis de ikke får det rette tilbud af det offentlige.

Der bliver så meget at tage fat på i 2013. Vi ønsker alle et godt nytår og sender en særlig tanke til dem der her på årets sidste dag ikke kan være sammen med deres familie.

Kilder:

• Plejefamilier får ingen uddannelse (Danmarks Radio)
• Kommuner sparer penge (Bladet Efterskolen)
• Kampagne: Hold øje med plejebørn (Menneskerettighedsorganisationen "Den Tungeste Arv")

Fagfolk er skeptiske overfor den nye reform af anbringelsesområdet

I Nordjyske Tidende kan man læse at fagfolk ikke nærer den store tiltro til at socialministerens reform kan rydde ud i de brodne kar, der er alt for mange af i den noget blandet flok der driver opholdssteder og kalder sig pleje- eller aflastningsfamilie.

Spørgmålet er om ikke aben flytter med når en ny forvaltning skal overtage tilsynet med de anbragte børn. Er afstanden til kommunen så stor at dette tilsynspersonale uden risici for deres kommende karriere kan tillade sig at kritisere de sagsbehandlere der måtte have sagt god for stedet ved anbringelsens start?

Vil de ikke blot tale godt om stedet for ikke at smække med dørene hvis en kommende regering kunne finde på at flytte dem tilbage i kommunerne?

Kan de overhovedet overskue om de penge der er sat af til børnene bliver brugt på børnene og ikke til at betale overpris for ydelser til familien eller opholdsstedet. Der er rigtig mange eksempler på at der købes alt muligt til overpris hos venner. Ja, i nogle plejefamilier forsvinder tøjpengene ind i et stort tomt hul alt imens at barnet som er i pleje får aflagt tøj fra plejefamiliens venner og familie.

Et tilsyn er kun fungerede hvis den personlige kontrol med barnet suppleres med en revision af regnskaberne og gennemgang af kvitteringer. Reformen trænger allerede inden at den er trådt i kraft til forbedring.

Kilde: - Skandalerne vil rulle (Nordjyske Tidende)

Tilsyn: Intet nyt fra vestfronten

I dagens aviser kan man læse at kommunerne stadig ikke har fået styr på tilsynsopgaven.

Socialpædagogernes Landsforbund har undersøgt tilstanden. Deres undersøgelse viser, at 39 procent af de adspurgte plejefamilier ikke har fået de to årlige besøg fra kommunen, skriver Information.

Sidste år viste tallene at omtrent 30 procent af de adspurgte plejefamilier ikke havde fået de to årlige lovpligtige tilsynsbesøg.

Dermed er der ikke tale om en forbedring.

Det skulle tale for at der kommer andre boller på suppen når staten overtager tilsynsopgaven, men vi må tillade os at være skeptiske. Der må komme resultater på bordet før at vi tror på at der er reel politisk vilje til at gøre noget ved det svigt anbragte børn oplever.

En anbringelse koster nemt over 500.000 kroner om året. Disse penge som vi alle har betalt i skat efter at have ydet en hård arbejdsindsats bliver spildt, hvis der ikke sker en forbedring.

Når vi skatteydere betaler til spild og alle ved det, hvorfor bliver dette emne så ikke en betydende faktor i valgkampen?

Kilde:
Kommuner svigter tilsyn med anbragte børn (Ekstra-bladet)

Ny sag vedr. plejefamilie fra Øster Tørslev

Amtsavisen skriver:

Konsekvens. Kommunen afbryder samarbejde med mangeårig plejefamilie i Øster Tørslev, efter at tidligere plejebørn har taget bladet fra munden.

Baggrunden er at nu voksne tidligere plejebørn er kommet sig så meget over de traumer de angiveligt blev påført som børn at de kan stå frem og berette om deres opfattelse af deres tid hos en plejefamilie.

Deres tid hos plejefamilien har fået alvorlige følger for pigen.

Hun er nu langt inde i en sag om førtidspension på grund af psykiske problemer med depression, angst, selvmordstanker, social fobi og nedgørende opvækst, som det blandt andet hedder i en rapport over en psykologisk undersøgelse af hende fra februar i år, som Amtavisen har adgang til.

En stor del af hendes problemer menes at stamme fra årene i den tidligere plejefamilie. Den opfattelse støttes af de psykologiske og psykiatriske undersøgelser og tests, hun har været igennem som voksen.

Sagen viser at tilsynsopgaven igen ikke har været opført optimalt. Hun nåede at bo hos familien fra hun var 12 til hun var 18 dvs. i 6 skamfulde år.

Det må kunne gøres bedre.

Kilde:
Plejebørn: Udnyttelse og straf (Amtsavisen, 8. september 2012)

Der er faldet dom i Mern-sagen

Vi noterer os at retten fandt at de påstande om mishandling der var fremsat i denne sag blev accepteret af retten.

Det betyder at der er sket svigt i systemet, idet at børnenes vidnesbyrd på ingen måde var ukendt af det system der skulle sikre deres velfærd. Faktisk gik der næsten 10 år fra de første klager blev fremsat til at politiet gik ind i sagen.

Vi må spørge os selv om hvorfor at talrige advarsler ikke blev fulgt op. Man kan ikke ikke feje denne sag væk med at postulere at man har justeret systemet siden. De danske skatteborgere, der betaler for en af de dyreste sociale systemer i verdenen må forlange at man undersøger hvem der har syltet disse indberetninger og hvem som medvirkede til at true lærere og pædagoger der ville indberette til tavshed.

Der er så mange ubesvarede spørgsmål i denne sag at selve retssagen og eventuelle anke kun burde være en notits, der skulle overstås.

Der er brug for gennemgribende reformer af anbringelsesystemet i Danmark. Der er brug for at se på om der er kommunale medarbejdere som er blevet for fortrolige med plejefamilier, opholdssteder og alle mulige andre slags døgninstitutioner kommunale medarbejdere kan henvise til når de får lyst til at fjerne tilfældige børn fra deres familier.

Mern-sagen er desværre ikke unik. Nogle husker måske Skælskør sagen hvor at en plejefar tog sig friheder med 3 anbragte piger. I Guldborgssund kommune har de haft held med at få afsluttet en sag uden at den trak forsideoverskrifter på andet end lokale aviser.

Vi ved heller ikke hvor mange sager der bare afsluttes ved at plejefamilierne ikke bliver brugt frem over. Vi ved kun at rigtig mange anbringelser bryder sammen fordi at børnene simpelthen løber væk.

Området kræver en kulegravning. Spørgsmålet er om vi nogensinde får landspolitikere der tør sætte ind.

Kilde:
Plejeforældre dømt for misbrug af børn (TV2 Nyhederne, 17. april 2012)

Reaktioner på plejefamiliesagen fra Mern

En blogger ved navn Anne Olsen skriver på Avisen.dk hjemmeside følgende:

Tilsyn - med plejefamilier og institutioner

Jeg har tænkt over den sidste tids skandaler eller skal man rettere sagt sige de almindeligheder der helt ekstraordinært er sluppet ud til offentligheden.

Er problemet ikke at der er ansatte i forvaltningerne, der skal erkende at de har lavet en fejl ved at visitere de unge til en given plejefamilie eller en given institution?

Kunne de risikere at nogle vil begynde at stille spørgsmålet om hvorvidt at de har fået en eller anden form for modydelse mod at se igennem med uregelmæssigheder? Det er ikke et område som er så stramt reguleret som f.eks. forholdene mellem læger og medicinalselskaber.

Nogle foreslår uanmeldte besøg. Det vil hjælpe i de tilfælde hvor at de unge ikke er blevet knækket endnu og de som man så det i sagen fra Herkules har en voksen fra institutionen i lokalet så telefonsamtalen kan afbrydes hvis der bliver sagt noget som personalet finder upassende, men hvad når de unge først er blevet knækket i det svenske vildnæs?

Jeg er mere tilhænger af en uafhængig statsindstans, som skulle forestå tilsynet, men frygter at det hurtigt kunne udarte sig til at blive noget indspist noget. Der er trods alt ikke tale om et stort marked. Alle kender hinanden.

Vi ser det fra ankestyrelsen. Jvf. deres egne tal er der fejl i 64 procent af rapporterne der fører til tvangsfjernelse. Alligevel fungerer de i dag nærmest som en stempelordning og forældre bliver rådgivet af deres advokat om at det er et nødvendigt men forsinkende element inden at slaget for alvor skal stå i retssystemet.

Hvad mener I? Uanmeldte tilsyn fra socialpædagoger der helst ikke vil finde noget da det vil rejse tvivl om deres dømmekraft. Tilsyn fra en indspist statsmyndighed.

Kan det overhovedet lade sig gøre at føre tilsyn på en måde så børnenes forhold bliver tålelig.

Husk at det er staten som påstår at de kan gøre det bedre end de biologiske forældre.

Kilde:
Det originale blogindlæg på Avisen.dk

Tilsyn med opholdssteder - i bedste fald en hensigterklæring

Så blev Herkules tilføjet til listen over opholdssteder, der er kommet i mediernes søgelys for deres noget kontroversielle behandling af de børn som de har fået i betroet i deres varetægt. At det skulle tage så lang tid, kan måske undre, men det ligger i tilsynets natur at det tages for givet at der ikke findes basis for anmærkninger.

Og det er helt forkert.

I modsætning til kritikken af sagsbehandlerne som er opstået efter Brønderslev sagen, så er børnene i det offentliges varetægt. Der er forældre som ganske frivilligt har opgivet deres kæreste eje - deres børn - til det offentlige i håbet om at deres barn kan få den rette behandling for den eller de udfordringer, som barnet måtte have på livets vej.

Ganske som forældre lader deres syge børn indlægge på sygehuset i sikker forvisning om at de er i et faglig kompetent personales varetægt, så må forældrene kunne stole på at deres børn bliver tiltroet faguddannet personale på landets opholdssteder.

Det sker bare ikke.

Der er eksempler på at personalet er hyret på basis af deres muskelmasse. Der er stiftere af opholdssteder som enten slet ikke har andet end en håndsværksmæssig uddannelse eller først har taget en uddannelse i faget efter at have arbejdet med børn netop for at finansiere deres studie.

Det må laves om. Der findes få faser i et menneskes liv hvor at fundamentet for voksentilværelsen præges som den gør imens at børnene er i teenageårene. Risikoen for at påføre de unge livsvarige psykiske skader er for stor til at driften af opholdsstederne kan fortsætte så ureguleret som det er tilfældet i dag.

Der må stilles krav om faglighed. Der må stilles krav om at behandle de unge med anstændighed. Der var ikke ment som en spøg da en tidligere direktør for et fængsel sagde at de unge ville blive behandlet bedre i et fængsel, da nogle af de metoder, som ses i anvendelse på danske døgninstitutioner tangerer torturmetoder som ikke hører hjemme i vores civilisation.

Når hele 44 procent af anbringelserne i Danmark ender i sammenbrud taler alt for at en gennemgribende reform af kriterierne for anbringelserne er påkrævet. Selvfølgelig skal en reform ikke gå ud over de såkaldte Brønderslev sager der i parentes bemærket udgør promiller af den samlede andel af anbringelsessager i Danmark, men tværtimod sager hvor at unge fjernes på grund af sorg i familien, "omklamrende omsorg" og for mange bamser på teenageværelset. Disse sager burde klares med familieterapi.

En anbringelse hos Herkules er angivet til at koste ca. 130.000 kr. pr. barn pr. måned, hvilket er i den dyrere ende, men ikke blandt de dyreste som koster på den anden side af 250.000 kr. pr. måned. For de unge kunne der hyres både familiekonsulenter til hjemmet og en personlig oppasser i skolesystemet. Det er tankevækkende at anbringelser fortsætter med at blive udført i den størrelsesorden, som det er tilfældet.

Vi har før rejst problemstillingen om hele anbringelsessprocessen som finder sted når Børne- og ungeudvalget har udstedt dekret om at barnet skal væk fra hjemmet. Vi taler om en ugennemskuelighed hvor at rigtig mange penge skifter hænder. Havde der været tale om medicinalbranchen og lægerne, så havde vi set regler.

Men her er et regelløst område hvor at brugen af skatteborgernes penge ikke bliver valideret. Den tilsynsførende i den kommune hvor at institutionen ligger har et ubehageligt pres på sig. På den ene side skal børnene leve under tålelige forhold. På den anden side så kan en for grundig håndtering af tilsynet resultere i at en lokal arbejdsplads går til. En institution som Herkules har et tocifret millionbeløb i omsætning. Det er en masse arbejdspladser, som her er på spil. Hvilken sagsbehandler vil stå som den onde ånd, der sender lokalområdet ud i arbejdsløshed?

Derfor vil et tilsyn i bedste fald blive en hensigtserklæring.

Kilde:
Sammenbrud i anbringelser (Servicestyrelsen)