Reaktioner på den nye tvangsadoptionslov

Folketinget arbejder i øjeblikket på en lov som gør det nemmere for de sociale myndigheder at fjerne børn og bortadoptere dem. Vi har søgt på nettet og bringer løbende debat-indlæg her på bloggen:

Tvangsadoption – med konsekvenser

Når man sætter 100 mennesker til at løse en opgave hvor der ikke er målbare kriterier for opgavens udførelse, så får man også 100 forskellige løsninger. Regeringens kommende lovforslag om tvangsadoptioner er derfor stærkt bekymrende.

For det bliver helt op til den enkelte sagsbehandler at starte sagen. Det kan godt være at sagen skal over nogle instanser for at nå sin afgørelse, men problemet er at man også søger at begrænse ankemulighederne i sociale sager. Hvor befolkningen har været beskyttet af at sagen kunne komme for 2 retsinstanser så pønser socialministeren på at begrænse det til 1.

Derfor skabes der stor usikkerhed for de unge som under deres opvækst har lidt og fået behandling for selv små psykiske problemer. Det er dem der som voksen ikke kan risikere at få et barn uden skal gå rundt med angst for at deres børn bliver tvangsfjernet.

Det betyder en stadig kraftigere stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. F.eks. skal de betale for deres børns behandling hvis de har haft en psykisk lidelse som børnene også i en udstrækning får i modsætning til familier med f.eks. arvelig knogleskørhed eller forøget kræftrisiko som kan få ubegrænset behandling på landets sygehuse gratis.

Med andre ord: Det er stadig en skam at få en psykisk sygdom. Det er en skygge som hænger over familien og som nu kan få den konsekvens at slægten simpelthen ophører fordi staten tager børnene og giver dem nye identiteter. Det er et kraftigt signal til familierne om at holde børn psykiske lidelser hemmelige og lade dem lide i stilhed frem for at søge behandling og dermed reelt dømme sig til et liv uden børn. Det er Danmark anno 2015.


Kilde:
Tvangsadoption – med konsekvenser (Jens Sørensens blog - tanker fra et eksil)

Flere adoptioner så antallet af plejefamilier reduceres

Regeringen vil lempe reglerne for adoption af børn fra velfærdstruede familier. Man vil ændre formuleringen så kommunerne blot skal "sandsynliggøre" og ikke som i dag "godtgøre" at adoption vil være det bedste for barnet.

Det kan få den betydning at et barn som ikke kan følge med i moderæsset i skolen eller i børnehaven sandsynligt vil føle sig udenfor, hvilket kan være skadelig for barnets sociale udvikling. Ergo er der åbnet for en undersøgelse af om dette barn skal være hos sine fattige forældre eller hos en adoptionsfamilie med mere vidde øknomomiske rammer.

For kommunerne åbner det for muligheden for at få udryddet nogle af de dyre plejefamilieordninger. Adoptionsfamilier har ikke krav på tilskud eller anden form for kompensation. Det bliver den største spareøvelse for det sociale system i mange år, hvor forvaltningerne ellers kun har set budgetterne gå en vej - opad!

Spørgsmålet er om det er i børnenes tarv at blive afskåret fra deres familie. De sager som har kørt – blandt en nylig sag i Rødovre, viser jo ikke en mor som nærmest er grønsag. Hvad med barnets øvrige biologiske familie? Skal de miste kontakten til deres kød og blod blot fordi et familiemedlem har brug for hjælp?

Alle søger på et tidspunkt deres rødder. Der er utallige eksempler på at anbragte børn vender tilbage til deres biologiske familier når de først bliver myndige og genoptager det liv, de ville have fået, hvis de ikke var blevet anbragt.

Vil systemet forhindre det adopterede barn i at kende sine biologiske aner, når denne er voksen? Kan barnet risikere at blive forment adgang til at dyrke den tro, de biologiske forældre havde, under sin opvækst. Et barn aver mere end opdragelse. Det arver også en kultur.

Frygten er at vi ender med nogle voksne der konstant går rundt med ønsket om at finde ud af hvem de dybest set er og hvor de kommer fra.

Der findes en psykologisk lidelse som hedder RAD (Reactive attachment disorder). Adoptioner skal igennem vores retssystem – også tvangsadoptioner. Retssager tager tid. RAD opstår ud fra de gængse teorier når barnet ikke når at knytte sig ordentlig i den allertidligste med den mor, barnet skal vokse op med. Får vi en bølge af tvangsadoptioner så er risikoen i høj grad til stede for at opholdsstederne vil blive stormet ned at teenagere, der går rundt med den lidelse 10 år efter adoptionen har fundet sted.

Hvor er pengene så sparet i denne spareøvelse? Er udgifterne blot ikke forskudt 10 år ud i fremtiden. Vi kan kun håbe at landets politikere besinder sig. Vi har ikke brug for at danske unge i større tal mister både identitet, arv og tro. Tvangsadoption er et onde som ikke er Danmark værdigt!

Kilder:

• Flere børn skal kunne bortadopteres med tvang (Danmarks Radio)
• FAKTA Anbringelse eller tvangsadoption: Sådan er reglerne i dag (Danmarks Radio)

Flere reaktioner på tvangsadoptionsbølgen

Stadig flere reagerer nu på forvaltningernes nye strategi som går ud på at plejefamilier i højere grad skal adoptere de anbragte børn fremfor at forblive plejefamilier. Argumenterne for tvangsadoptioner er:

1. Adopterede børn er billigere for samfundet end børn i pleje
2. Anbringelser virker ikke. Man har ikke kunnet påvise en positiv effekt trods års forskning

Men hele etikken omkring brugen af tvangsadoptioner har ikke været til debat i befolkningen og det frusterer en stadig større andel af borgerne. Her er en reaktion på forvaltningernes nye strategi:

Det er svært at debattere når argumenter tilsidesættes som en konspirationsteori.

Faktum er at området er nødlidende. Ikke engageret personale fremprovokerer enkeltsager som får det til at se ud som om at der er familier som bliver overset og ikke hjulpet. Man taler om overbebyrdet personale når de slet ikke møder de arbejdsmængder som ses i det private erhvervsliv. Der er mere end rigelige ressourcer til området og på trods af det, så eksisterer der ingen forskning som viser at der en positiv effekt for de anbragte børn ved at blive anbragt.

Kommunerne klager sig og jeg kan godt forstå at pengene føles spildte hvis der ingen effekt er af anbringelserne. Den sociale arv lader sig kun sjælden besejre og hvis vi ser med en bredere optik, så er det ikke et spørgsmål om førtidspensionister og personer i social gruppe 5. Børn af akademikere bliver oftere akademikere end børn fra ikke akademiske hjem. Børn af ufaglærte forældre bliver ofte selv ufaglærte. Hvor skal retten til at få børn gå? Ved de faglærte?

Spørgsmålet er om man skal ændre ved dette. For det ser ud til at metoderne der skal til bliver så ekstreme at knuste menneskeskæbner bliver normen mere end undtagelsen når systemet slår ned.

I min omgangskreds har vi set denne ødelæggelse. Først måtte familie betale en bøde for at have en arvelig sygdom i familien, dernæst måtte huset sælges for at kunne betale regningen og det mindste barn og konen blev syg på grund af den usikre økonomiske situation. Begge børn bor nu ude. Er der forskel på at miste huset ved at der først kommer et bank-på missil efterfulgt af et rigtigt og miste huset fordi en tilfældig embedsperson beslutter at en sygdom (depression) er arvelig når ankemulighederne tager så mange år at økonomisk ruin bliver det uundgåelige resultat? Der er ikke mange steder på denne planet at lidelserne bliver så store som at blive ufrivillig kastebold det danske sociale system.

Og det er netop økonomien som er drivkraften. Da amterne havde opgaven blev betaling for behandling af psykiske sygdomme sjældent opkrævet. Før 2001 fandtes det faktisk ikke idet at en psykisk sygdom blev betragtet på lige på fod med en fysisk sygdom. Der er derfor al mulig grund til at antage at den nye praksis med et større antal tvangsadoptioner er baseret på økonomiske motiver.

Du skriver at sagen skal forbi en retsindstans, men rent juridisk er disse familier dårligt klædt på at føre et sagsforløb der nemt kan strække sig 5-10 år igennem de forskellige retsindstanser. Især når forvaltningen som det første begrænser kontakt med den biologiske familie og barnet. Vi skal faktisk forbi Ankestyrelsen før fejlprocenten i afgørelserne kommer under 50 % og det tager nemt 2-3 år når sagen hjemsendes til kommunen et par gange fordi der er graverende fejl i materiale. (Det er allerede sket en gang i ”vores” sag. Det tog 7 måneder – 5 på grund af sygdom hos forvaltningen)

Alt handler om penge og nu ser det ud til at vi i Danmark allerede har bestemt os for at der skal visse standarder til for at få lov til at få børn, men det er standarder som ikke har været til debat i befolkningen og som teoretisk sættes omkring kaffebordet på kommunernes socialforvaltning. Det bør ændres.

Kilde:
Bør førtidspensionister få børn? (Jubii debat)