Er man som tidligere anbragt helbredt når man fylder 18?

Når et anbragt barn fylder 18 år, skal den unge 6 måneder forinden afgøre om vedkommende vil i efterværn.

Ofte har den unge boet udenfor hjemmet i en årrække. For nogle er det ikke en option at flytte hjem igen. Dels kan det være at de problemstillinger som kommunen hævdede var årsagen til anbringelsen ikke er klaret. Dels kan forældrene være faldet væk. Dels kan forældrene være så forarmet efter års betalinger for barnets anbringelse at de lever på randen af et eksistensminimum.

Der er ingen tvivl om at den forældrebetaling for anbringelsen som kommunerne kan opkræve jævnfør bekendtgørelsen nummer 498 af 2011 suppleret af ankestyrelsens principafgørelse 158-12 har bragt mange familier i en situation så presset at de må kravle rundt i supermarkedernes containere efter rester eller bruge deres begrænsede fritid på at samle flasker i skarp konkurrence med udenlandske hjemløse.

Med andre ord. Der er måske ikke noget at komme hjem til for den anbragte teenager og hvad så?

Efterværn er svaret, men kommunernes økonomi spænder ofte ben. Kommunerne vil helst kunne skrive at det anbringelsestilbud de har valgt, har været så succesfuldt at den unge er i stand til at stå på egne ben. Derfor er plejefamilier, opholdssteder og efterskoler, hvor disse har været brugt som nødanbringelsessted ofte under pres til at skrive at den unge er så rask at man kan sætte den unge på Efterværn uden anbringelse.

I modsætning til Efterværn med anbringelse, hvor kommunen fortsat er forpligtet til at sørge for at den unge har tag over hovedet, så skal kommunerne, når vi taler om Efterværn uden anbringelse alene støtte moralsk. Det er så let at sige "Vi er med dig - i tankerne". Reelt er der tale om at kommunerne har fundet et hul i loven på størrelse med en ladeport, så de kan kaste alle forpligtelser over på staten.

Måske er det derfor at så mange unge, der har været anbragt, ender som hjemløse. Det kræver meget af at ungt menneske som har levet sit liv et sted hvor de har været i behandling og har modtaget både lommepenge og tøjpenge til at omstille sig til at leve for sig selv og være ansvarlig for sin økonomi.

Kan man gøre noget for at gribe ind overfor politisk styring af hvorvidt at de unge vurderes til enten den ene eller den anden form for Efterværn? Alt handler om økonomi og det er klart at den ene offentlige forvaltning prøver at sende regningen til den anden offentlige forvaltning, når lovgivningen åbner derfor.

Bør vurderingen ligge i et andet regi end hos kommunernes visitationsudvalg?

Området kræver indgriben. Antallet af unge som ender på gaden er alarmerende og det vil kræve liv. Også hjemløseområdet er blevet globaliseret og sårbare unge står dårligt overfor internationale professionelle hjemløse som rejser fra land til land og skubber lokale hjemløse væk med vold og trusler.


Kilder:

• Nyt fra Ankestyrelsen nr. 7 - 2012 (Foreningen af profesionelle støttepersoner)
• Hvad kendetegner de unge hjemløse? (Socialstyrelsen)

De tidligere anbragtes hårde vej ind i voksenlivet

En ny generation af anbragte unge er de disse år på vej ind i voksenlivet til et liv hvor de må starte helt fra bunden. I år 2001 besluttede man at forældre som var skyld i at deres børn lavede kriminalitet og lignende skulle betale for deres barns anbringelse. Det lød godt for forældrene har i mange tilfælde et ansvar for at deres børn foretager forkerte valg.

Desværre er det blevet en glidebane hvor at kommunerne checker på på journaler generationer tilbage for at se om forældrene selv har været syge inden barnets fødsel eller om der er historier om handicap i slægten. Findes der det mindste, så kan kommunen kræve et 5 eller 6 cifret beløb pr. år for en anbringelse jvf. bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse nr. 158-12.

En anbringelse er derfor for mange familier ikke alene et følelsesmæssigt afsavn. Det er en glidebane hvor søskende må lide afsavn og se deres uddannelseschancer i livet glide dem af hænde på grund af de begrænsede økonomi. Nogle kommuner kan godt se at det er galt og har bøjet reglerne idet at reglerne er åbne for fortolkning.

Men andre kommuner bruger deres rygte som en "skrap" kommune til at jage familier med sygdom væk. Ja, nogle går endda så langt at betale indskud til en lejlighed i en fremmed kommune fordi de ved at den nye kommune vil blive nødsaget til at overtage regningen efter nogle år.

Men tilbage de unge der fylder 18 år. De er begrænset i forhold til deres fritidsarbejde. De er begrænset i forhold til deres opsparing. De starter ikke et voksenliv på lige fod med med deres jævnaldrene. Fundamentet ny generation i kommunernes søgelys bliver dermed lagt.

I disse tider fylder den slags informationer ikke meget. Det er andre agendaer som fylder medierne og det er synd for de anbragte unges familier er også trofaste skatteydere.


Kilder:

• Udvikling i skolen hindrer ikke kommune i at kræve betaling for anbragte børn (Bladet Folkeskolen)
• Anbragte unge diskrimineres: Ingen SU, ingen opsparing, intet fritidsjob (Ekstra Bladet)

Flere adoptioner så antallet af plejefamilier reduceres

Regeringen vil lempe reglerne for adoption af børn fra velfærdstruede familier. Man vil ændre formuleringen så kommunerne blot skal "sandsynliggøre" og ikke som i dag "godtgøre" at adoption vil være det bedste for barnet.

Det kan få den betydning at et barn som ikke kan følge med i moderæsset i skolen eller i børnehaven sandsynligt vil føle sig udenfor, hvilket kan være skadelig for barnets sociale udvikling. Ergo er der åbnet for en undersøgelse af om dette barn skal være hos sine fattige forældre eller hos en adoptionsfamilie med mere vidde øknomomiske rammer.

For kommunerne åbner det for muligheden for at få udryddet nogle af de dyre plejefamilieordninger. Adoptionsfamilier har ikke krav på tilskud eller anden form for kompensation. Det bliver den største spareøvelse for det sociale system i mange år, hvor forvaltningerne ellers kun har set budgetterne gå en vej - opad!

Spørgsmålet er om det er i børnenes tarv at blive afskåret fra deres familie. De sager som har kørt – blandt en nylig sag i Rødovre, viser jo ikke en mor som nærmest er grønsag. Hvad med barnets øvrige biologiske familie? Skal de miste kontakten til deres kød og blod blot fordi et familiemedlem har brug for hjælp?

Alle søger på et tidspunkt deres rødder. Der er utallige eksempler på at anbragte børn vender tilbage til deres biologiske familier når de først bliver myndige og genoptager det liv, de ville have fået, hvis de ikke var blevet anbragt.

Vil systemet forhindre det adopterede barn i at kende sine biologiske aner, når denne er voksen? Kan barnet risikere at blive forment adgang til at dyrke den tro, de biologiske forældre havde, under sin opvækst. Et barn aver mere end opdragelse. Det arver også en kultur.

Frygten er at vi ender med nogle voksne der konstant går rundt med ønsket om at finde ud af hvem de dybest set er og hvor de kommer fra.

Der findes en psykologisk lidelse som hedder RAD (Reactive attachment disorder). Adoptioner skal igennem vores retssystem – også tvangsadoptioner. Retssager tager tid. RAD opstår ud fra de gængse teorier når barnet ikke når at knytte sig ordentlig i den allertidligste med den mor, barnet skal vokse op med. Får vi en bølge af tvangsadoptioner så er risikoen i høj grad til stede for at opholdsstederne vil blive stormet ned at teenagere, der går rundt med den lidelse 10 år efter adoptionen har fundet sted.

Hvor er pengene så sparet i denne spareøvelse? Er udgifterne blot ikke forskudt 10 år ud i fremtiden. Vi kan kun håbe at landets politikere besinder sig. Vi har ikke brug for at danske unge i større tal mister både identitet, arv og tro. Tvangsadoption er et onde som ikke er Danmark værdigt!

Kilder:

• Flere børn skal kunne bortadopteres med tvang (Danmarks Radio)
• FAKTA Anbringelse eller tvangsadoption: Sådan er reglerne i dag (Danmarks Radio)

Fleksjobsreform har stemplet en stor befolkningsgruppe

På landets arbejdspladser sidder der i øjeblikket en gruppe medarbejdere som vil blive ekstra hårdt ramt, hvis de mister deres job. Det er gruppen af fleksjobsarbejdere. En ny reform har medført at de aldrig ville kunne få samme løn igen, hvis de skulle gå hen og miste deres arbejde.

For når de måtte tiltræde deres nye arbejde, så sker det til en markant lavere aflønning end før. Kan en arbejder kun arbejde 20 timer om ugen, så får de kun løn for 20 timer og fleksjobsydelse resten af tiden. Der vil være tale om lønnedgang på 20-40 procent alt efter hvilket erhverv medarbejderen er beskæftiget i.

For disse medarbejdere betyder det at de må gå fra hus og hjem selvom de måtte komme i arbejde igen. Landets randzoner som i højere grad end før er befolket af mennesker som samfundet har tabt vil blive bestormet af familier der ganske simpelt er jaget ud fra byerne for at udviklingen idag foregår.

Danmark har efterhånden svært ved at kalde sig et velfærdssamfund.

Kilde:
Fleksjobbere: Regeringen har trampet på os (Avisen.dk)

Dilettanter i et minefelt: Efterskoler som opholdssted

2012 var året hvor at efterskolerne presset af den generelle økonomiske afmatning valgte at gå ind og tilbyde sig som et alternativ til opholdssteder og behandlingshjem for unge. Det er en farlig kurs at efterskolerne her er gået ind på. For hvor er det uddannede personale som kan håndtere de ofte komplicerede psykiske problemstillinger unge der har behovet til at blive sendt til et behandlingshjem eller opholdssted. Problemstillinger som såfremt at de forbliver ubehandlede vil efterlade ar på sjælen resten af livet. Problemstillinger som i værste fald ikke vil blive et problem for den ramte alene men også familie og andre medmennesker. Det er klart at kommuner som måtte overveje efterskole alternativet vil gøre det baseret på et ønske om at spare penge. Der er en markant forskel i økonomien når man sammenligner anbringelse med et efterskoleophold. Dels financierer staten, dels financierer forældrene. Kommunen lider kun et mindre tab idet at nogle penge fra kommunens egne 10 klasses center vil blive ført over til efterskolen. Også når vi taler om tilsynsopgaven vil kommunen blive sparet for udgifter. Der er intet tilsyn med elevernes ve og vel på efterskolerne. Skolerne bevæger sig i lovenes gråzone hvor at eleverne sikkerhed udfordres på krop og sjæl. I en tid hvor at har indført beskyttelse af titlen psykolog (1994) og man er vidende om hvad ukvalificerede rådgivning kan forårsage af skader, så er det rystende at der ikke sættes lovgivningsmæssige grænser for de psykiske lege der praktiseres på efterskolerne. Man kalder det personlighedsudvikling og det kan i nogle tilfælde gavne mennesker, men her er efterskolerne ude på det samme overdrev som Scientology og andre halvreligiøse organisationer eskalerer i med et blakket ry til følge. Vi taler om en ny elevgruppe af sårbare børn der såfremt at de skulle indgå i et sådan personlighedsudviklingsforløb skal have professionel støtte af psykologer eller endda psykiatere. Efterskolernes indtog på et markedet der alt for længe har været domineret af aktører der er gået efter en hurtig økonomisk gevinst kan kun blive dårligt nyt for de udsatte børn og deres familier. Vi vil følge efterskolerne og er der læsere af denne blog som enten har været sendt på efterskole eller har haft børn der af kommunen er henvist til efterskole med dårlige erfaringer til følge, vil vi gerne høre fra dem.

Fagfolk er skeptiske overfor den nye reform af anbringelsesområdet

I Nordjyske Tidende kan man læse at fagfolk ikke nærer den store tiltro til at socialministerens reform kan rydde ud i de brodne kar, der er alt for mange af i den noget blandet flok der driver opholdssteder og kalder sig pleje- eller aflastningsfamilie.

Spørgmålet er om ikke aben flytter med når en ny forvaltning skal overtage tilsynet med de anbragte børn. Er afstanden til kommunen så stor at dette tilsynspersonale uden risici for deres kommende karriere kan tillade sig at kritisere de sagsbehandlere der måtte have sagt god for stedet ved anbringelsens start?

Vil de ikke blot tale godt om stedet for ikke at smække med dørene hvis en kommende regering kunne finde på at flytte dem tilbage i kommunerne?

Kan de overhovedet overskue om de penge der er sat af til børnene bliver brugt på børnene og ikke til at betale overpris for ydelser til familien eller opholdsstedet. Der er rigtig mange eksempler på at der købes alt muligt til overpris hos venner. Ja, i nogle plejefamilier forsvinder tøjpengene ind i et stort tomt hul alt imens at barnet som er i pleje får aflagt tøj fra plejefamiliens venner og familie.

Et tilsyn er kun fungerede hvis den personlige kontrol med barnet suppleres med en revision af regnskaberne og gennemgang af kvitteringer. Reformen trænger allerede inden at den er trådt i kraft til forbedring.

Kilde: - Skandalerne vil rulle (Nordjyske Tidende)

"Den tungeste arv" lancerer kampagne

Menneskerettighedsorganisationen "Den tungeste arv" har lanceret en kampagne for at sætte ind imod plejefamilier, der ikke vil de børn de har fået i deres varetægt det bedste.

Organisationen arbejder for at forbedre vilkårene for svage borgere i samfundet som handicappede og anbragte børn.

Tiderne er hårde. Økonomien er presset.

Det har måske tvunget nogle familier ind i arbejdet som plejefamilier og det er synd for de børn de får i deres varetægt for motivationen for at tage børn i pleje burde være et ønske om at bidrage med noget af sit overskud istedet for hensyn til økonomien.

Kampagnen går ud på at de som sympatiserer med at der skal sættes ind imod plejefamilier der alene snylter på systemet, henter en opslag ned på deres computer som de printer og sætter op i lokalområdet.

Her er et link til opslaget. Der er tale om 2 gange A5 opslag der passer fint til opslagstavler i f.eks. supermarkeder.

Vi vil følge op på hvad der sker på området med plejefamilier. Der har i lang tid været problemer med at få nok plejefamilier. Det har måske medført at kvaliteten på området er faldet. Da et fald i kvaliteten kan få uoverskuelige følger for de anbragte børn, må dette ikke ske.

Efterskolernes ukritiske optagelse af elever der ikke tilhører deres målgruppe er for tiden et emne i medierne. Vi mener her i gruppen at det er den generelle økonomiske situation der får efterskolerne til at optage alle elever med de ene øje lukket:

Her er en læserbrev kommentar fra Ekstra-Bladet:

Jeg tror at problemet er at grænserne mellem efterskoler og opholdssteder er blevet for flydende nu hvor at snak om et opstramning af tilsynet har fået nogle opholdssteder til at kalde sig efterskoler for at slippe for tilsyn.

Se: http://minderfraenhaardtid.wordpress.com/2012/07/13/pseudu-opholdssted-eller-pseudo-efterskole/

Kommunerne kan så med god samvittighed sende sårbare børn på efterskoler når de ved at de er de samme mennesker der står bag dem.

Mange efterskoler var ejet af Tvind op til Tvindloven og Tvind har gjort en god forretning ud af at tage sig at de børn sagbehandlerne bare vil have væk fra deres skrivebord.

Det problem kan man desværre ikke gøre noget ved når sagsbehandlerne piver over en for stor arbejdsbyrde når de har mere end en sag af gangen. Det er ansvarsfraskrivning når det er værst og det har intet med politikernes priotering at gøre. Det har noget at gøre med at man har en personalegruppe som er arbejdssky.

Kilde:
Efterskolelærer: Eleverne skar i sig selv (Ekstra-Bladet)

Efterskolerne som erstatning for opholdssteder

Efterskoler bruges nu som erstatning for ophold på opholdssteder jvf. hjemmesiden "Anbragte Børns Vel".

Gevinsten for kommunerne er store, men det sker ikke uden risici for de involverede børn. Efterskolerne har ikke en bemanding som opholdsstederne. Får de unge et tilbagefald eller det psykisk dårligt, så hjælper efterskolernes normale fremgangsmåde med at de skal blive på værelset dårligt. Aviserne skrev for år tilbage om en pige som selvmordstruet lå på sit værelse helt uden opsyn.

En mentor som de ser periodisk er heller ikke en løsning. Efterskole alternativet er en opfindelse der er lavet for at presse flere penge ud af familierne samtidig med at kommunens betaling også bliver mindre.

Kilder:

• Et usselt sparetrick (Anbragte Børns Vel)
• Lod 14-årig ligge efter selvmordsforsøg (Ekstra-Bladet)

Børn er stadig pengemaskiner

D. 17 december 2001 stod nedenstående i Fyns Stiftstidende, men det kunne være skrevet i går. Den daværende Socialminister Henriette Kjær fra De Konservative udtalte at anbragte børn ikke skulle være pengemaskiner. Der skulle sikres en form for gennemskuelighed blandt de private tilbud.

Faktum er at vi idag taler 2012 - mere end 11 år efter.

Udsendelser som Operation X er stadig i stand til at finde eksempler på overbetalinger. Søger man på erhvervssider kan man se at næsten hver eneste private opholdssted har andre selskaber som er beregnet til at pumpe omkostningerne op.

Det kan være et ejendomsselskab som fakturerer husleje over markedspris. Det kan være et bus-udlejningsfirma eller et catering-selskab. Ingen tricks er ubenyttet. Skatteborgerne betaler prisen. De anbragte børn betaler prisen, når de hjemtages i tide og utide for at budgettet kan gå op.

I mellemtiden har vi selvfølgelig fået tilbudsportalen, men det er begrænset hvad den bruges til. I de fleste tilfælde er der nogle hos kommunen som kender nogle hos opholdsstederne. Hvad der præcis sker af pengetransaktioner bag de nedrullede gardiner skal være usagt, men vi taler om et område hvor at der ikke udføres et egentlig udbud.

Man spørger sig selv om om der er politisk vilje til at sikre de anbragte børn ordentlige forhold. Tilsyn er en by i Rusland.

11 år er gået. Så meget kunne være anderledes, men det er det ikke. Skammeligt er det eneste ord, der dækker denne affære.

Kilde:
Børn skal ikke være pengemaskine (Fyens Stiftstidende, 10. december 2001)

Kan man overhoved tale om cost - benefit på dette område

En af vores frivillige fandt under en undersøgelse af et opholdssted en artikel om en person, som hed "D".

Han var af uvisse årsager blev idømt fiasko-sanktionen "Ungdomssanktionen". Efter at have afsonet den første tid på en lukket døgninstitution, så var han blevet overflyttet til "Storskoven" ved Tommerup på Fyn.

Der ville han ikke være. Derfor etablerede man et enkeltmandsprojekt til ikke mindre end 180.000 kr. om måneden. Men i dette projekt ville han heller ikke være, så enden blev på det at man måtte bede domstolene om en anden straf.

Nu stod man imidlertid med opsagte medarbejdere som havde krav på løn under deres opsigelsesperiode.

Det er ikke just en Win-Win situation for samfundet. Der er nærmest tale om det modsatte.

Kilde:
Anbringelsesfiasko koster dyrt (Fyens Stiftstidende, 4. august 2007)

Når ens barns sygdom stigmatiserer hele familien

På Urbanblog skriver Trane Jørgensen følgende:

Jeg var ude hos et vennepar over julen. Normalt skulle julen være glædens tid og det efterfølgende nytår forventningens tid med håb om bedre og lysere tider, men hos denne familie var der ikke meget juleglæde at spore og 2012 byder ikke på lys og varme, men tværtimod står udsigterne til social deroute, angst og opløsning.

For deres barn var blevet syg.

Det er ikke en livstruende sygdom og netop måske derfor så meget værre idet at barnets sygdom såfremt at behandlingen varer for længe kan blive årsag til at familien må gå fra hus og hjem for at leve en nomadetilværelse i tilfældige udlejningsboliger i landets yderområder.

Primo januar rejser deres barn efter et halvt år i uvished om sin fremtid til et opholdssted for at få behandling for sin sygdom. I den forbindelse fremsender kommunen hver måned en faktura på flere tusinde kroner som betaling for barnets kost og logi under behandlingen.

Det er ikke logisk.

Havde deres barn fået en fysisk sygdom eller havde barnets sygdom været af så svær en tilstand at hospitalerne havde været den eneste løsning, så havde opholdet være gratis. Nu er det kun en sygdom af den type som er så vanskelig at opdage udefra. En af de sygdomme som vi ellers går rundt og fortæller ikke er skamfulde mere.

Men at have et barn med en psykisk sygdom eller tilstand er stigmatiserende for en familie anno 2012. Det bliver derfor en kommunal opgave at finde et behandlingstilbud og al kommunal indsats koster. Der er brugerbetaling på dette område. Vi har en lov om forældrebetaling som senest er strammet her i sommer så kommunerne kan straffe de forældrepar der ikke har passet godt nok på deres barn og måske er kommet til at vise barnet at livet er andet end Disneys verden før at barnet er 18.

Familien kan forbande det faktum at de var uheldig d. 1/11 2008 at holde forrest da en spritbilist brutalt kørte op i en række holdende biler ved krydset i landsbyen Veksø og måske udløste angst m.v. hos barnet nok så meget, men det ændrer ikke ved at familien stemples som dårlige forældre og derfor skal betale.

Deres eneste chance er at behandlingen varer maksimalt 6 måneder. Ellers er deres tid som borgere i kommunen slut medmindre at de meddeler at de ikke længere vil samarbejde med kommunen og så risikerer at de mister al indflydelse på deres barns opvækst hvis kommunen vurderer at barnet skal blive i behandlingstilbuddet.

Der har været så meget omtale af hvilke områder i vores sundhedssystem der skal være brugerbetaling på. Er det retfærdigt at tandbehandling skal koste, så alle kan se på folks tænder om de er velhavende eller ej, når nok så dyre behandlinger for almindelige gener som åreknuder m.v. man kan leve med i mange år er gratis? Skal behandlinger af alle ikke-livstruende fysiske sygdomme være gratis, når udgangspunktet for behandling af psykiske sygdomme synes at være at det skal koste?

For mit vennepar betyder denne brugerbetaling som vel at mærke suppleres med inddragelse af børnechecken at de skal fortælle det syge barns søskende at den sygdom som den ældste har fået desværre ikke var ”god nok” til at blive dækket af velfærdssamfundet og de derfor skal forberede sig på at sige farvel til skole, kammerater og andet socialt netværk. For en familie som gennem livet har bidraget til samfundet via deres skatter er det et alvorligt slag at få og vi vil nok alle hvis vi kom i samme situation begynde at stille spørgsmålet hvorvidt at vi fortsat skal betale vor skat med glæde når det sociale sikkerhedsnet er væk for familier med syge børn.

På et eller andet tidspunkt skal vi som samfund beslutte hvilken gruppe af vores medborgere vi skal tabe på jorden, når politiker efter politiker stiller sig op og fortæller at vi ikke har råd til det hele. Jeg har den dybeste forståelse for den svære situation som vores samfund er i, men lad os tage debatten åbent og ikke lade borgerne falde i hullerne i vores system efterhånden som de får brug for hjælp kun for at opdage at samfundet har sine mangler.

Kilde:
Det originale indlæg på Urbanblog

Fælles pulje for anbringelser er ikke en god ide

Socialministeren har fremsat et forslag som går ud på at der skal etableres en fælles pulje som alle anbringelsernes skal finansieres fra. Formålet skulle være at kommuner der har unormale mange anbringelser skulle dækkes ind fra puljen så de ikke vælger mindre indgribende sanktioner som forebyggelse alene baseret på økonomiske overvejelser.

Vi må advare imod dette forslag idet at det kan ende med at blive et tilbageskridt til de forhold, der herskede for kun få år siden.

Økonomien spiller klart en rolle. Det kan ingen afvise. Men et gode der er for forårsaget af den stramme økonomi er betydelig bedre opsyn og kontrol af de forhold, som anbragte tilbydes.

Vi ved at det i sagen fra Mern gik over 10 år med at få indberettet de forfærdelige forhold. Vi ved fra en anden sag fra Skælskør at misbrug af 3 piger stod på i lang tid.

Det var ikke sådan at det skottede på indberetninger og udsagn fra de anbragte unge, men deres udsagn blev ikke taget for gode varer da anbringelser også er bekvemme for de sagsbehandlere som indstiller dem idet at barnet så at sige er væk. Ude af øje - ude af sind.

Når barnet først er anbragt så kan man ikke længere kritisere sagsbehandleren idet at sagsbehandleren så har gjort alt hvad man med rimelighed kan forlange. I kommunerne har man ofte specielle medarbejdere som tager rundt og får kaffe m.m. for at fortsat anbefale de forskellige plejefamilier og opholdssteder. Derfor har sagsbehandleren ro når barnet er væk og der er ingen motivation i systemet til at få barnet hjem til sin familie igen.

Det er dyrt. Det er ineffektivt og vigtigst af alt: Det tjener ofte ikke barnets interesser.

Men den økonomiske krise kom og de kommunale budgetter kom under pres. Pludselig kunne man ikke længere se gennem fingre med den leverandørpleje der foregik på endog meget venskabeligt plan. Den ene hånd kunne ikke længere vaske den anden.

En række opholdssteder oplevede at børnene blev trukket hjem, fordi at stederne ikke leverede varen. Der var for meget fokus på indtjening og for lidt på hvad der skulle ydes de anbragte børn. I Nordjylland lukkede man 6 opholdssteder på en gang. Det medførte kritik fra branchen og med regeringsskiftet kom der en minister ind, der så med sympati på branchen. Noget måtte gøres og det blev så forslaget med den fællespulje som blev fremsat her i januar.

Det er vigtigt at tilsyn med de anbragte børn ikke forringes. En fælles pulje er uforenelig med et godt tilsyn for den økonomiske motivation som er fundamentet er ikke tilstede.

Kilde:
Fælles anbringelsespulje en god ide (Danmarks Radio, 15. januar 2012 - om Socialministerens forslag)

Brønderslev sagen kan starte et nyt tag-selv bord

Nedenstående indlæg er at læse på Urban-blog. Alle rettigheder forbliver ved den oprindelige forfatter.

Jeg har fulgt Brønderslev sagen og vil al den stund at domstolen stadig ikke har afsagt selve dommen ikke udtale mig om hvilken straf forældrene burde have.

Men jeg læser til min store bekymring at der er overvejelser fremme om at finansieringen skulle ændres så de enkelte kommuner ikke måtte skele til egen økonomi før at de vælger at vurdere om en given familie skal miste deres børn eller ej.

Jeg må på det kraftigste advare imod at kommunerne ikke har det direkte økonomiske ansvar for anbringelserne. Sporene skræmmer.

Hvem husker ikke 70′erne og de tidlige 80′ere hvor at blot en tommelfinger der gjorde ondt sendte mange unge på førtidspension? Årsagen var at staten bar byrden for finansieringen af Førtidspensionister. Idag er det så godt som umuligt at komme på førtidspension om så både arme og ben er væk, da kommunerne skal betale. Kan folk aktiveres til et form for meningsfyldt arbejde med kun brugen af deres tunge i behold, så forsøges dette. Vi har også i de senere år set aktiveringsprogrammer blot med det formål at hente et større tilskud fra staten upåagtet at en række af disse aktiveringstiltag skadede borgerne mere end de hjalp dem.

Vi må erkende at en kommunal afgørelse på et tidspunkt altid vil blive et spørgsmål om økonomi.

Vi har set et fald i antallet af unge, der anbringes på institutionerne. Årsagen er at kommunerne nu skal med-finansiere unge varetægtsfængslede. Derfor bliver der nu gjort en tidlig indsats for at få de unge på rette vej igen inden at en dommer måtte afsige ordre om varetægtsfængsling hvilket kan koste op imod 7.000 kr. pr. døgn. Et beløb som var inderlig ligegyldig for kommunerne indtil at en lovændring beordrede dem til at være med til at betale for regningen.

At kommunerne således blev motiveret til et stykke forebyggende arbejde har vist sig at være gavnligt - ikke mindst for de unge. Men dette arbejde kan risikere at blive ned-prioriteret hvis staten overtager finansieringen af anbringelser. Det vil ikke have betydning at løsningen måtte komme til at være at der bliver lavet en samlet pulje, for den vil hurtigt blive tom, når der ikke sidder nogle og gennemgår hver eneste anbringelse ud fra kriterier, der er sat på et højere plan end hvad blot repræsentanterne fra forvaltningen finder i de lokale børne- og unge-udvalg.

Derved er vi fremme med en meget konkret problemstilling. Den lokale standard for hvad der er acceptabelt. Som borger i et retssamfund finder jeg det principielt forkert at vi kan have en form for retsinstans hvor at repræsentanter for forvaltningen får lov til at være dommer. Vi taler om magtens 3-deling. Det eneste rigtige ville være at flytte afgørelsen om tvangsfjernelse til domstolene hvor at så forvaltningen og familiens juridiske forsvar kan få lov til at krydse klinge.

Havde Lollands og Brønderslevs kommuner været tvunget til dette istedet for at sætte en lav standard for hvad der er acceptabelt, så havde sagen måske set ganske anderledes ud. De ville have været under pres for at undgå at sagen måtte prøves ved domstolene. De havde fundet deres vej ind i huset uagtet at forældrene ikke ønskede det. Grundlovens regel om boligens ukrænkelighed er så gennemhullet at det ville have taget den kreative sagsbehandler 3 minutter at ringe til vandværket eller Dong med mistanke om ledningsbrud i huset, hvorefter de kunne have fulgt i fodsporene på de teknikkere der med force majure begrundelser gerne må gå ind i private hjem.

Jeg må understrege at intet barn må lide så meget afsavn som børnene i Brønderslev har måttet udstå. Jeg taler ikke om at man skal hænge de enkelte sagsbehandlere ud for nede ved Ringkøbing er borgerne sure på sagsbehandlerne fordi at de gjorde det ganske modsatte - nemlig at hente 8 børn hjem fra Sverige, hvor forældrene var flygtet til efter mistanke om fysisk vold. De lokale aviser rummer samme nedsættende omtale af sagsbehandlerne. Vi kan ikke være sure på den måde de løser deres opgave på, men vi kan indrette systemet på en måde, så der kommer en uafhængig kontrolinstans der kan vurdere arbejdet og dermed skabe pres på at opgaverne bliver løst til børnenes bedste.

At det ikke bare er morsomt at blive “reddet” kan en 16 årig pige fra Frederikssund tale med om. Hun har overlevet leukæmi. Hendes forældre var naturligvis bekymret og hun blev tvangsfjernet fordi at hendes forældre passede for meget på hende. Forældre som i parentes bemærket fortsætter med at være aflastningsforældre for en handicappet ung mand med den samme kommunes billigelse som tog familiens pige fra dem. Forstå det hvem som kan.

Men Frederikssund og Ringkøbing har måske en anden standard for hvad børn skal kunne tåle hvilket bringer mig til den konklusion at vi have et landsdækkende system som erstatning for børne- og ungdomsudvalgene ved at lade anbringelsessager indbringe for domstolene med det samme. Alene besparelserne som opnås ved at sløje to niveauer i denne ankeproces (børne og unge-udvalgene og Ankestyrelsen) burde have bragt landets politikere til denne konklusion for længst.

Kontrol er i disse sager bedre end tillid og det er kun staten der via domstolene har ressourcerne at lave en kontrol på en betryggende måde.

Kilde:
Det oprindelige indlæg

Egedal kommune sylter børn og unge med særlige behov og handicaps

En borger ved navn Christina Klitgaard skriver i den lokale avis:

Egedal kommune sylter børn og unge med særlige behov og handicaps.

De har anbragt en ung mand på kostskole som ikke har åbent hele året og mener at han selv må finde ud af hvor han skal være når kostskolen har lukket!

Det handler om min søn, som netop er anbragt fordi han grundet sit handicap ikke kan bo hos mig. Som kompensation for, at han snart ikke har noget hjem i 6 uger pga sommerferien, har Egedal kommune tilbudt ham et 2 ugers højskoleophold. Og hvad skulle det så hjælpe en dreng som har brug for struktur og forudsigelighed?

Vi har foreslået dem, at han kunne have en ungdomsbolig med daglig støtte fra en kontaktperson, men har fået afslag på dette flere gange.

Dette forslag kunne ellers være en god og billig løsning for kommunen og min søn, som på denne måde også kun øve sig i at bo alene og få praktisk-social træning.

Egedal kommune sparer i forvejen ca 1 mill om året på deres løsning med at anbringe min søn på en kostskole fremfor en ungdomsinstitution. Fint nok, men han har stadigvæk krav på at blive behandlet ordentligt og få den nødvendige hjælp.

Egedal kommune burde skamme sig over den måde, de behandler os udsatte familier på.

Jeg hører det desværre fra flere familier med disse problematikker. Alting er en kamp, og man skal være stærk og have ressourcer for at være i systemet. Ikke underligt at mange bukker under eller giver op. Kommunen har pligt til at hjælpe og rådgive, men det er altid en kamp at få den nødvendige hjælp og man skal stort set selv finde ud af alting og selv komme med løsningsforslag.

Kæmpet

Jeg har kæmpet i flere år med denne kommune om hjælp til min søn, som både har Aspergers syndrom og ADHD. Min søn er nu fyldt 18 år, en ting som jeg føler at kommunen har set frem til, for så mente de ikke, at jeg kunne blande mig mere i hans sag. Dette har vi løst ved at sende en fuldmagt til kommunen, for hvis ikke jeg som mor skulle hjælpe ham, hvem skulle s. Min søn har de seneste år været på efterskole, hvor det i perioder har holdt hårdt og trukket mange ressourcer på både hans kontakt lærer på efterskolen og på mig selv.

Da min søn efter 10 kl ville i gymnasiet mente Egedal kommune at min søn sagtens kunne bo alene og forsørge sig selv med fuldtidsjob og samtidigt gå i gymnasiet ved siden af?????? Det var en lang sej kamp, med mange møder 0g udtalelser fra efterskolen, før kommunen kunne se at der måtte findes en anden løsning. Efterskolens udtalelse vægtede højere end mine ord og erfaringer som mor......meget beklageligt!

Både efterskolen og jeg selv mente at min søn skulle på en ungdomsinstitution/bofællesskab med døgnpersonale, da han har meget svært ved at få alt praktisk i hverdagen til at fungere.
Denne anmodning fik vi afslag på, men de kom med et tilbud om et ophold på en kostskole med tilhørende gymnasie .......hmmm. Det lød da meget godt.......men vi mente alle at der skulle en kontakt-person til, for at hjælpe min søn og kostskolen. Jeg skulle dog også selv betale en del af dette kostskoleophold....på trods af at jeg er enlig forsørger. Dette brugte jeg også en masse energi på at anke osv. Dette var før de lavede en anbringelse. Der blev ansat en kontaktperson som tilsyneladende ingen erfaringer havde med unge ADHD mennesker. Hun kom i hvert fald kun og havde nogle enkelte samtaler med min søn og var på ingen måde nogen praktisk hjælp for ham. Det endte med at min søn selv sagde fra, da han ikke mente at han kunne bruge hende til noget. Bare at få hjulpet ham med at lave et togkort, blev aldrig gjort.

Alle disse praktiske ting påhvilede fortsat mig, samt alt kontakt til kostskolen som efterhånden også godt kunne se, at min søn og de selv, havde behov for ekstra hjælp. Min søn har desuden haft store problemer med det værelse han har fået tildelt på kostskolen, pga allergi, men dette problem ville gedal kommune heller ikke hjælpe med. Det endte med at kostskolen betalte for den anbefalede sanering af hans værelse, som også har hjulpet ham meget.

Nu er der snart gået et helt skoleår igen og der er intet sket fra kommunens side. Vi afventer ny kontaktperson, men har fået at vide at en ny ikke kan starte op, førend den gamle har afsluttet ham???? Det er jo ikke til at forstå at så lille en detalje

kan blokere for den hjælp min søn trænger så meget til?

Min søn er en dejlig dreng, med en masse potentiale som kan nå langt med den rette støtte og hjælp men jeg frygter for hvad der snart skal blive af ham med alt den uro og uafklarethed i hans liv. Tænk at han hver gang det er skoleferie skal tænke på, hvor han nu skal sove henne. Skam jer Egedal kommune og stå ved jeres ansvar og pligt!!

Nu kan jeg desværre se frem til mange lange kampe i fremtiden med en datter som også har fået konstateret ADHD og frygte hvad der skal blive af hende i fremtiden?

Kilde:
Sylter børn med handicaps (Lokalavisen/Egedal, 6. maj 2011)

En lille video om finansieringen af anbragte børn

Videoen stiller et kritisk lys på økonomien bag anbringelser.

Budgetoverskridelser på anbringelsesområde - et status problem?

Landet over meldes der om budgetoverskridelser på anbringelsesområdet.

En lille kommune som Egedal fortæller her i marts 2011 at udgifterne for 2010 blev 35 millioner større end beregnet.

De angiver at prisen på en anbringelse i familiepleje og på opholdssteder er stigende. Spørgsmålet er om kommunen overhovedet har anvendt værktøjer som tilbudsporten.dk eller almindelig udbud igennem licitation ganske som de ville gøre det, hvis det var andre ydelser kommunen skulle indkøbe. Det er almindelig kendt at den enkelte sagsbehandler ikke har klare præferencer baseret på centrale retningslinjer, men derimod lader sig rådgive af hvad andre kollegaer subjektiv måtte mene om et givent opholdssted.

35 millioner lyder af meget i en kommune med 40.000. 875 kroner pr. borger uanset om denne er barn, voksen eller pensionist. 35 millioner kroner er kun overskridelsen. Hvad betaler en Egedal borger for hele området?

I en kommune som Aalborg kommune som i 2009 havde 196.000 borgere var budgetoverskridelsen i 2008 100 millioner. Både før og efter har der været overskrifter om yderligere overskridelser. Vi kunne nævne flere kommuner, men vi vil blot påpege at der tale om en landsdækkende tendens.

Det må stå klart at det ikke kan fortsætte i længden, men samtidig vil det være utænkeligt at lade dårlig økonomi gå ud over udsatte børn. Hvad er så alternativet?

Først og fremmest skal der sket et holdningsskifte blandt de professionelle medarbejdere på dette område.

Arbejdet skal flyttes til familien og familiekonsulenterne skal i centrum. Det virker selvfølgelig mere interessant for og er forbundet med prestige i familiecenteret for sagsbehandlerne at finde en speciel døgninstitution til et barn der har fået en af de efterhånden mange psykiske diagnoser med grænsetilfælde af ADD, ODD, depression, Aspergers osv, men i mange tilfælde kan de normale Folkeskoler håndtere disse tilfælde, hvis de blot får at vide hvad problemet er og eventuelt sikres det antal støttepersoner, som opgaven kræver for at den kan blive løftet på en faglig forsvarlig måde.

Der skal som det foregår i adskillige Jyske kommuner etableres et tværfagligt samarbejdet hvor at fokus skal være at klare problemet i hjemmet. Kriterierne for rengøringshjælp kunne sænkes, men bør være forbundet med klare krav om at familien sørger for at der er ryddet, så denne hjælp kan leveres så effektivt som muligt. Antallet af familie-konsulenter bør øges, så besøgene i hjemmet kan afvikles med kortere interval imellem besøgene. Familie-konsulenterne bør altid arbejde i 2-mands team, så sygdom hos personalet i mindre grad går ud over service-niveauet.

Kommunikationen skal gøres mere klar. Alt for mange sager ender i tvangsfjernelser eller bliver efter massivt pres på familien frivillige anbringelser så familien ikke kan få økonomisk støtte til advokathjælp fordi at kommunen ikke gør det klar at de ikke anvender tilbud. Der findes ikke kommunale tilbud. Der findes kun kommunale henstillinger som familierne skal rette ind efter. Vil en familie ikke åbne døren når f.eks. et barn har begået kriminalitet, så skal de have en bestemt om at der ikke er tale om tilbud om hjælp, men derimod at det er et krav at de skal have vejledning.

Når der skal købes ekstern hjælp så skal det være eksperthjælp. Mange sager bunder i at børnene ikke er udredt korrekt. Familie-konsulenter, sagsbehandlere, skolepsykologer har i kombination fastsat en teori om hvad børenene fejler. Men deres diagnose bygger ikke på en langvarig observation over uger af det enkelte barn. Flere kommuner kunne med succes vælge at betale for en dyr, men grundig udredning på landets hospitaler. En sådan udredning vil give et nøjagtig overblik over om den enkelte barn måtte have særlige forstyrrelser som måtte kræve en bestemt adgangsvinkel når barnet vender tilbage til den normale folkeskole.

Ovennævnte tilgang til området vil kræve en betydelig holdningsændring og personale der før har kunnet arbejde trygt hjemme på kontoret i administrationen vil være nød til at bevæge sig ud til familien. Det vil ikke blive en nem omstilling, men for landets skyld og for vor fremtids skyld som er børnene, er der ingen vej udenom, hvis ikke at kommunerne skal opleve et økonomisk kollaps.

Kilde:
Nyt underskud på budgettet (af Michael Harsvik, Lokalavisen, 15. marts 2011)
Anbragte børn og unge koster 100 mio. ekstra (Af Anders Sønderup, Nordjyske Tidende, 24. januar 2009)

Brønderslevsagen - systemfejl

Det er med gru at vi nu kan læse anklageskriftet imod det forældrepar, som flyttede til Brønderslev.

Jeg kan faktisk ikke få mig selv til at beskrive anklagepunkterne. Så grusomme er de.

Men sagen havde knap nok nået forsiderne på landets medier før at den offentlige forvaltning udstillede systemets mangler.

Hvilken kommune har svigtet, er befolkningens og ikke mindst børnenes spørgsmål.

Hvilken kommune skal betale gildet, er den offentlige forvaltnings spørgsmål.

Hvordan er det kommet så vidt - især taget i betragtning at Danmark tvangsfjerner 25 procent flere børn end Sverige og Norge - at en så indlysende sag får lov til at finde sted i årevis på trods af at forskellige parter måtte have reageret - er umiddelbart en gåde.

Men netop det høje antal af tvangsfjernelser indikerer at der måske er en grusom fejl ved det danske system. Måske er det de forkerte børn som bliver tvangsfjernet. Måske er det de "lette" børn som er billige i pleje og som kan anbringes hos almindelige plejefamilier og institutioner hvor at krav om en bestemt andel af faguddannede kan blive ignoreret uden at det er specielt skadende for børnene, som først bliver tvangsfjernet. Da der ingen udbud er af disse ydelser er det ren leverandør pleje for at have nogle i baghånden hvis der skulle opstå en akut krise.

De svære tilfælde får derimod længere snor idet at et enkelt barn hurtigt kan koste 100.000 kr. om måneden hvis det måtte komme til en tvangsfjernelse. Her var der tale om 8-9 børn (Når de fylder 18 så er det ud på gaden og glemt af systemet, så om de ældste ville have været et problem kan man ikke vide). Det er potentielt næsten en million kroner. Det er en massiv post på næsten hvilken som helst kommunes budget.

Først var familien en opgave for Skanderborg kommune. Siden blev de en opgave for Lolland Kommune og så blev det til Brønderslevs kommune ærgrelse på deres jord at skandalen blev for åbenlys.

Det er tid til en afgørende revision af system. Vi må forlange at:

1) Familieafdelingerne i Danmark kommer under faglig revision. Pengene disponeres forkert. De små og uinteressante sager, hvor at et barn leger med dukker og bamser i teenageårene, eller er blevet gidsel for Folkeskolernes manglende kapacitet til at rumme folkets børn tager opmærksomheden fra de virkelige slemme sager. Den økonomiske krise har allerede presset lande der primært har satset på anbringelser på institutioner til at udvikle nye behandlingsmetoder i hjemmet med gode resultater til følge. Støtte i hjemmet kombineret med støtte i skolen / alternativ et individuelt forløb i Folkeskolen parallel med den almindelige klasseundervisning koster 10-20 gange mindre end en anbringelse og det giver en afgørende fordel for familie-centrene: De får foden indenfor i hjemmet og alvorlige sager som den omtalte undgås. Mishandlingen kan ikke længere skjules, hvis der er besøg i hjemmet en til to gange om ugen.

2) Børne- og ungdomsudvalgets kompetencer i tvangsfjernelsessager fjernes. Tvangsfjernelser skal behandles i byretten med det samme. En dommer skal ikke side som et gidsel - som en del af systemet. En domstol skal være uafhængig af det kommunale system.

3) Børnene skal have adgang til en ombudsmand funktion. De skal have mulighed for at få kontakt til en voksen hjælp udenfor det kommunale system. Der skal skabes en mulighed for at de kan få rådgivning der sikrer dem imod økonomisk spekulation den kommunale administration.

De alvorlige sager skal frem i lyset. De skal findes som grannåle i den skov af bagatelagtige sager som er skabt af et system, der populært sagt har sendt alle medarbejdere ud i arbejdet som sælgere der skal skaffe arbejdet hjem til afdelingen helt uden professional kontrol.

Det er nu eller aldrig. Der må aldrig mere være en Brønderslev sag - for børnenes skyld.

Kilder:
Brønderslev sender aben videre: Vanrøgtssag er Lolland Kommunes ansvarPolitiken, 19. Februar 2011
Misbrugsforældrepar flygtede fra kommune til kommune, Politiken, 27. Februar 2011

BDO Kommunernes Revision: Der er penge at spare

På Bornholm har de et familiecenter, som i 2010 havde et underskud på 30 millioner kroner.

Nu har BDO Kommunernes Revision så analyseret afdelingens arbejdsmetoder og de sager, de havde. Konklusionen er klar: Der er penge at spare. 17. millioner kroner blot ved at gøre arbejdet korrekt.

Der er simpelthen fjernet for mange for børn. Det er i sagens natur kostbart for kommunen, men der er også en anden side af sagen. Det er traumatisk for børnene at blive flået ud af deres familie.

Men følelser tæller ikke. Det gør kun kolde kontanter.

Derfor er det glædeligt at dette kyniske menneskesyn på forvaltningens arbejde for en gangs skyld kan blive til gavn for børnene og deres familie

Kilde:
Familiecentret kan få både og, Af Anders Køpke Christensen, TV2 Bornholm, 8. februar 2011