mandag den 26. marts 2012

Reaktion på leder i Dagbladet Ringkøbing-Skjern

I kølvandet på DR's dokumentar "Kæft, trit og flere knus" bragte den lokale avis en leder der forsvarede stedet imod nogle af de anklager der har været i medierne. En Debattør med navn Albert B. Hansen skrev følgende kommentar til denne leder:

Jeg synes at ovennævnte indlæg er et godt forsvar for bevarelse af lokale arbejdspladser. Et er at der måske er 30 børn anbragt på Schuberts Minde, men direkte og indirekte gennem underleverandører afhænger 200-300 menneskers arbejde af at der fortsat bliver drevet behandlingshjem på adressen.

I mit forrige indlæg spurgte jeg til hvorvidt at der sker en ordentlig visitering til hjemmet. For nok hævdes det at det ikke er naboens børn som anbringes på Schuberts Minde, men det kunne lige så godt være det idet at kriterierne for hvilke børn som anbringes er fuldstændig individuelle baseret på hvilken skole sagsbehandleren tilhører og selvfølgelig kommunernes økonomi.

Vi fra socialministeriets statistikker at der er fejl i 83 procent af sagerne når de behandles på kommunalt niveau og fejl på cirka 2 ud af 3 sager når disse periodisk ankes til ankestyrelsen. Vi ved også at cirka 25 procent af anbringelserne ender i sammenbrud. Vi så et af disse sammenbrud i DR’s dokumentar udsendelse.

I min metodik er Schuberts Minde et fængsel og burde alene tage børn der er dømt til at være det. Der er regler på stedet som går langt ud over hvad kriminalforsorgen vil byde landets voksne fanger – selv når vi taler om specialfængslet på politigården beregnet på at kunne huse landets mest udadreagerende fanger. Der bør være ganske vægtige grunde til at vælge et så strengt regime for et barn. Så vægtige grunde at jeg ikke finder at det bør overlades til en socialmedarbejder, et børne- og unge-udvalg eller sågar ankestyrelsen. Det burde være et domstolsanlæggende hvor at barnet vil blive tilbudt juridisk bistand.

Som jeg skrev i starten af mit indlæg, så finder jeg denne artikel som værende et legitimt forsvar for lokal beskæftigelse. Hvad jeg finder mere betænkeligt er at vurderingen af hvorvidt at et fastholdelse er lovlig bliver truffet for tæt på institutionerne, hvor at mistanken om at andre interesser end barnets vel er på spil, kunne få vægt. Jeg siger ikke at det er det som sker, når fastholdelserne dømmes lovlige, men alene det at mistanken kunne opstå burde tale for at systemet skulle laves om.

Debatten har meget drejet sig om at Schuberts Minde er et specielt sted med en speciel pædagogik. Desværre skulle jeg sige at det langt fra er tilfældet. Der er andre lignende aktører på markedet. Der er end dog mange steder hvor at børn ikke kan optjene ret til mobil, når de er på opholdsstedet. Denne elektroniske isolation, som størstedelen af danske teenagere vil finde som et handicap er meget udbredt med den begrundelse at det er for børnenes skyld. Jeg er bekendt med at der inden ugens udgang vil blive sat navn på en anden udbyder der for nylig blev politianmeldt, men i øvrigt gennem årene har tiltrukket sig overskrifter.

Jeg ved godt at den aktuelle opmærksomhed omkring de forhold der tilbydes børn på opholdssteder til dels er styret af kommunernes lobbyister der har et ønske om at flere børn skal ud i plejefamilierne for at de kan forbedre deres økonomi og der formentlig slet ikke havde været en dokumentarudsendelse hvis det politiske pres ikke havde været der, men det ændrer ikke på at vi har brister i vores sociale system og at det liv samfundet mange gange byder børn der ikke har det godt hos deres egen familie, svarer til at gå fra asken ind i ilden.

Jeg finder at vi har brug for reformer, så vi få adskilt støtte og straf. Der må stå en del desillusionerede nye voksne derude, der må føle et svigt af samfundet når de først er blevet svigtet af deres biologiske familie og derefter af systemet i form af opholdssteder som Schuberts Minde. Det finder jeg at vi ikke kan være bekendt.


Kilde:
Mediestorm over Schuberts Minde (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)

mandag den 19. marts 2012

Børn er stadig pengemaskiner

D. 17 december 2001 stod nedenstående i Fyns Stiftstidende, men det kunne være skrevet i går. Den daværende Socialminister Henriette Kjær fra De Konservative udtalte at anbragte børn ikke skulle være pengemaskiner. Der skulle sikres en form for gennemskuelighed blandt de private tilbud.

Faktum er at vi idag taler 2012 - mere end 11 år efter.

Udsendelser som Operation X er stadig i stand til at finde eksempler på overbetalinger. Søger man på erhvervssider kan man se at næsten hver eneste private opholdssted har andre selskaber som er beregnet til at pumpe omkostningerne op.

Det kan være et ejendomsselskab som fakturerer husleje over markedspris. Det kan være et bus-udlejningsfirma eller et catering-selskab. Ingen tricks er ubenyttet. Skatteborgerne betaler prisen. De anbragte børn betaler prisen, når de hjemtages i tide og utide for at budgettet kan gå op.

I mellemtiden har vi selvfølgelig fået tilbudsportalen, men det er begrænset hvad den bruges til. I de fleste tilfælde er der nogle hos kommunen som kender nogle hos opholdsstederne. Hvad der præcis sker af pengetransaktioner bag de nedrullede gardiner skal være usagt, men vi taler om et område hvor at der ikke udføres et egentlig udbud.

Man spørger sig selv om om der er politisk vilje til at sikre de anbragte børn ordentlige forhold. Tilsyn er en by i Rusland.

11 år er gået. Så meget kunne være anderledes, men det er det ikke. Skammeligt er det eneste ord, der dækker denne affære.

Kilde:
Børn skal ikke være pengemaskine (Fyens Stiftstidende, 10. december 2001)

onsdag den 14. marts 2012

Kan man overhoved tale om cost - benefit på dette område

En af vores frivillige fandt under en undersøgelse af et opholdssted en artikel om en person, som hed "D".

Han var af uvisse årsager blev idømt fiasko-sanktionen "Ungdomssanktionen". Efter at have afsonet den første tid på en lukket døgninstitution, så var han blevet overflyttet til "Storskoven" ved Tommerup på Fyn.

Der ville han ikke være. Derfor etablerede man et enkeltmandsprojekt til ikke mindre end 180.000 kr. om måneden. Men i dette projekt ville han heller ikke være, så enden blev på det at man måtte bede domstolene om en anden straf.

Nu stod man imidlertid med opsagte medarbejdere som havde krav på løn under deres opsigelsesperiode.

Det er ikke just en Win-Win situation for samfundet. Der er nærmest tale om det modsatte.

Kilde:
Anbringelsesfiasko koster dyrt (Fyens Stiftstidende, 4. august 2007)

torsdag den 8. marts 2012

Debatten om den kriminelle lavalder

I dagens aviser er der en del kritik af at regeringen har hævet den kriminelle lavalder da nye tal viser at de unge på 14 år har været mere kriminelle end hidtidigt antaget.

Men faktum er at børn og unge under 18 år ikke hører hjemme i et ”voksent” domstolssystem. De har brug for at blive holdt ansvarlig på deres præmisser og møde konsekvenser designet til deres grad af modenhed.

På hjemmesiden Retsreform Nu har man evalueret nogle systemer anvendt i andre lande. Dette kunne være en inspiration for landets politikere.

Et stort problem er den lukkethed unge i vadestedet mellem et normalt liv og et liv med kriminalitet møder. De trænger i virkeligheden til at tale og blive hørt for at de kan få noget konstruktiv feedback der kunne ændre deres vej ud i livet.

Derfor burde unge der når en alder hvor at man kunne formode at de kan kende forskel på rigtig og forkert blive mødt med at deres gerninger skulle vejes i et panel, som kunne udstikke nogle konsekvenser suppleret med rådgivning.

Man kunne godt kalde det for en domstol og dette panel skal også have en jurist siddende. Et sådan panel vil i nogle lande være suppleret med en gruppe af jævnaldrene unge idet at forskning viser at de unge søger accept af deres jævnaldrene og de i større grad vil tage en konsekvens udmålt af andre unge betydelig mere alvorligt end hvis en dommer som de intet fællesskab føler med udmålte sammen konsekvens.

Når de unge har udført den eller de konsekvenser de bliver pålagt så er luften renset. Der er ingen straffeattest. En forudsætning skal dog være at de skal ligge kortene på bordet.

Der vil også være en konsekvens, de ikke skulle kunne løbe udenom. Deres familie SKAL åbne dørene for et par familievejledere der skal assistere familien med deres problemer. Det skal være et par, da alt for mange forløb går i stykker fordi at en familievejleder skiftes ud undervejs. Familien SKAL samarbejde. De skal ikke kunne lukke døren.

Det er et stort problem i Danmark at de børn som ofte ender med at bo udenfor hjemmet er de børn, hvor at deres familie har samarbejdet med myndighederne. I Danmark kan man arbejde sig til tvangsfjernelse, hvorimod at man kan redde sine børn fra tvangsfjernelse uanset hvor meget de lider ved at lukke døren for myndighederne. Med andre ord: I de familier hvor at situationen virkelig er på spidsen ved man at man bare skal holde døren lukket og så bliver de den nye Brønderslev familie. Her skal ikke mindst myndighederne lære at ligge begrænsninger på sig selv.

Det nytter ikke at rulle en vifte af tilbud ud over familien baseret på hvad der vil øge bevillingerne mest. Der skal tages udgangspunkt i at styrke dynamikken i familien og ikke mindst de voksnes ansvar så det ikke bliver børnene som styrer familien. Er forældrene syge, så skal der ligges maksimalt pres på at de sendes i behandling alt imens at familiens netværk skal gå ind og overtage forældrerollen indtil at forældrene er blevet behandlet. En anbringelse i en plejefamilie eller på et opholdssted bør være den sidste udvej.

Med hensyn til varetægtsfængsling, så bør Danmark se på udviklingen indenfor fodlænker. Man burde kunne pålægge et ungt menneske et alternativ til varetægtsfængsel hvor at familien giver fuldmagt til aflytning af al elektronisk kommunikation suppleres med at den unge skal bære en eller to fodlænker alt efter om de unge skal monitoreres både i forhold til sin geografiske placering og om der er stoffer eller alkohol i blodet. Derved vil de unge kunne passe deres uddannelse og bevare deres sociale netværk samtidig med at politiet gives de samme efterforskningsmuligheder eller måske ligefrem bedre efterforskningsmuligheder hvis de unge glemmer at al elektronisk kommunikation er overvåget.

Et varetægtsfængselsforløb afbryder de unges uddannelse og uanset hvor skånsomt den bliver udført vil den medføre psykiske men hos de unge.

Den nye undersøgelse viser at der er et behov for at gribe tingene anderledes an. I den stund må vi appellere til Folketinget om at sagen nu ikke udvikler sig til en svingdørspolitik hvor at den kriminelle lavalder sættes op og ned alt efter hvilket parti som har regeringsmagten. Den kriminelle lavalder burde måske være højere eller lavere, men først og fremmest skal domstolssystemet for de unge under 18 reformeres før at man skal flytte lavalderen.


Kilde:
14-årige mere kriminelle end antaget (TV2 Nyhederne, 8 marts 2012)

fredag den 2. marts 2012

Også Schweiziske unge kræver undskyldning

Den danske stat skylder tidligere anbragte børn en undskyldning for at have budt dem de vilkår som Godhavnsrapporten afslørede. I andre lande har man ligeledes foretaget en undersøgelse af anbragte børns vilkår med samme krav.

En af de lande hvor at tidligere anbragte børn kræver en formel undskyldning er Schweiz.

Her var det normalt op til en gang i 1950'erne at simpel fattigdom kunne medføre tvangsfjernelse. De anbragte børn blev brugt som billig arbejdskraft. Vi taler om de såkaldte "Børn på kontrakt".

BBC har bragt en artikel om de schweiziske forhold, som vi linker til herunder.

Fortidens synder bliver nu gravet op og vi får de forfærdelige forhold frem på bordet. Presset vokser imod vores socialminister, som kraftigt bør advare hende om at det er på tide at give en formel undskyldning inden at vi overhales af alle de andre Europæiske lande. Det vil være rigtigt flovt.

Kilde:
Swiss 'contract children' speak out (By Imogen Foulkes, BBC News, January 19, 2012)