I samarbejde med en række partnere er det lykkedes os at få medierne i tale. Både Danmarks Radio og TV2 har bragt udsendelser som har lagt pres på det politiske system, så det nu på papiret ser ud til at man vil tage tilsynsopgaven med anbragte unge alvorligt.
Imidlertid er der lang vej endnu. Der er for mange aktører i denne branche som alene er der fordi at der er gode penge at tjene.
I debatten er familiepleje blevet glemt. Det sørgelige faktum er at kommunerne lader familierne køre løbet fuldstændig som de har lyst til. Efteruddannelse som er vigtig for deres virke får de lov til at pjække fra.
Ville arbejdstilsynet tillade at kun 25 procent af lagermedarbejdere kørte med palleløfter uden at have kurset dertil? Nej, men fordi at der ikke er et statslig organ på linje med arbejdstilsynet der skal sikre at lovgivningen overholdes får kun 25 procent af landets plejefamilier taget sig sammen til at tage den lovpligtige efteruddannelse.
Måske skal arbejdstilsynet også have opgaven med at sikre at plejefamilier tager de kurser de skal have og såfremt at det ikke er tilfældet så må de stoppe deres virke.
En anden ubehagelig hændelse er efterskolernes indtrængen på et område som ellers traditionelt har været domineret af opholdssteder og plejefamilier. Årsagen er ren økonomi. Efterskoler landet over har måttet lukke på grund af den generelle økonomiske afmatning. De har brug for nye markeder. Her prøver de at gå på strandhugst hos kommunerne ved at fremføre argumenter om hvor meget af kommunerne kan spare ved at bruge efterskoler frem for opholdssteder.
Et andet argument som ligger mellem linjerne er at kommunerne ikke behøver at yde tilsyn med de anbragte børn, når de placerer dem på efterskoler fordi at det ingen steder står at børn på efterskoler skal være underlagt tilsyn. Et opholdssted ved Roskilde besluttede derfor at kalde sig en efterskole for at slippe for tilsynet efter at man havde konstateret manglende rapportering af magtanvendelse.
Med andre ord: Anbringelsesreformen er et skridt fremad, men der er stadig mange huller som skal stoppes. Der er stadig plejefamilier, opholdssteder og nu også efterskoler, som skal granskes.
En anden menneskerettighedsorganisation igangsatte her i efteråret en kampagne for at ramme nogle af de mange plejefamilier, som ikke gider at tage deres efteruddannelse. Vi kender i denne stund ikke effekten af kampagnen, men vi håber på at den får skabt noget debat vedr. de golddiggere, som har slået sig på den levevej.
Med hensyn til efterskolerne, så håber vi at noget tilsvarende bliver stablet på benene, så skolerne forstår at det ikke er sælgers markedet. De skal måles på resultater. Det er trods alt menneskeliv vi taler om. Menneskeliv som bliver tabt på gulvet hvis de ikke får det rette tilbud af det offentlige.
Der bliver så meget at tage fat på i 2013. Vi ønsker alle et godt nytår og sender en særlig tanke til dem der her på årets sidste dag ikke kan være sammen med deres familie.
Kilder:
- Plejefamilier får ingen uddannelse (Danmarks Radio)
- Kommuner sparer penge (Bladet Efterskolen)
- Kampagne: Hold øje med plejebørn (Menneskerettighedsorganisationen "Den Tungeste Arv")
Ingen kommentarer:
Send en kommentar