Når ens barns sygdom stigmatiserer hele familien

På Urbanblog skriver Trane Jørgensen følgende:

Jeg var ude hos et vennepar over julen. Normalt skulle julen være glædens tid og det efterfølgende nytår forventningens tid med håb om bedre og lysere tider, men hos denne familie var der ikke meget juleglæde at spore og 2012 byder ikke på lys og varme, men tværtimod står udsigterne til social deroute, angst og opløsning.

For deres barn var blevet syg.

Det er ikke en livstruende sygdom og netop måske derfor så meget værre idet at barnets sygdom såfremt at behandlingen varer for længe kan blive årsag til at familien må gå fra hus og hjem for at leve en nomadetilværelse i tilfældige udlejningsboliger i landets yderområder.

Primo januar rejser deres barn efter et halvt år i uvished om sin fremtid til et opholdssted for at få behandling for sin sygdom. I den forbindelse fremsender kommunen hver måned en faktura på flere tusinde kroner som betaling for barnets kost og logi under behandlingen.

Det er ikke logisk.

Havde deres barn fået en fysisk sygdom eller havde barnets sygdom været af så svær en tilstand at hospitalerne havde været den eneste løsning, så havde opholdet være gratis. Nu er det kun en sygdom af den type som er så vanskelig at opdage udefra. En af de sygdomme som vi ellers går rundt og fortæller ikke er skamfulde mere.

Men at have et barn med en psykisk sygdom eller tilstand er stigmatiserende for en familie anno 2012. Det bliver derfor en kommunal opgave at finde et behandlingstilbud og al kommunal indsats koster. Der er brugerbetaling på dette område. Vi har en lov om forældrebetaling som senest er strammet her i sommer så kommunerne kan straffe de forældrepar der ikke har passet godt nok på deres barn og måske er kommet til at vise barnet at livet er andet end Disneys verden før at barnet er 18.

Familien kan forbande det faktum at de var uheldig d. 1/11 2008 at holde forrest da en spritbilist brutalt kørte op i en række holdende biler ved krydset i landsbyen Veksø og måske udløste angst m.v. hos barnet nok så meget, men det ændrer ikke ved at familien stemples som dårlige forældre og derfor skal betale.

Deres eneste chance er at behandlingen varer maksimalt 6 måneder. Ellers er deres tid som borgere i kommunen slut medmindre at de meddeler at de ikke længere vil samarbejde med kommunen og så risikerer at de mister al indflydelse på deres barns opvækst hvis kommunen vurderer at barnet skal blive i behandlingstilbuddet.

Der har været så meget omtale af hvilke områder i vores sundhedssystem der skal være brugerbetaling på. Er det retfærdigt at tandbehandling skal koste, så alle kan se på folks tænder om de er velhavende eller ej, når nok så dyre behandlinger for almindelige gener som åreknuder m.v. man kan leve med i mange år er gratis? Skal behandlinger af alle ikke-livstruende fysiske sygdomme være gratis, når udgangspunktet for behandling af psykiske sygdomme synes at være at det skal koste?

For mit vennepar betyder denne brugerbetaling som vel at mærke suppleres med inddragelse af børnechecken at de skal fortælle det syge barns søskende at den sygdom som den ældste har fået desværre ikke var ”god nok” til at blive dækket af velfærdssamfundet og de derfor skal forberede sig på at sige farvel til skole, kammerater og andet socialt netværk. For en familie som gennem livet har bidraget til samfundet via deres skatter er det et alvorligt slag at få og vi vil nok alle hvis vi kom i samme situation begynde at stille spørgsmålet hvorvidt at vi fortsat skal betale vor skat med glæde når det sociale sikkerhedsnet er væk for familier med syge børn.

På et eller andet tidspunkt skal vi som samfund beslutte hvilken gruppe af vores medborgere vi skal tabe på jorden, når politiker efter politiker stiller sig op og fortæller at vi ikke har råd til det hele. Jeg har den dybeste forståelse for den svære situation som vores samfund er i, men lad os tage debatten åbent og ikke lade borgerne falde i hullerne i vores system efterhånden som de får brug for hjælp kun for at opdage at samfundet har sine mangler.

Kilde:
Det originale indlæg på Urbanblog

Regler og love eksisterer af en grund

Dette indlæg blev bragt på Urban-bloggen d. 30. august 2011. Alle rettigheder tilhører den oprindelige forfatter.

Ofte griner vi når vi hører om arbejdstilsynet og alle deres regler. Hvad ligner at man skal have sikkerheds-line på når man bare går rundt op på et almindelig hustag?

Men der er en årsag til galskaben. For der er arbejdere som har mistet livet ved fald. Man kan ikke altid forlade sig på afskærmninger og hvad når disse skal stilles op eller tages ned?

På samme måde har søfartsstyrelsen en masse regler om hvad der skal være i en bog, når man sender mennesker på arbejdet ude på havet. Disse regler kom til debat i forbindelse med forliset ude på Præstø Fjord, hvor at elever og lærere fra Lundby Efterskole havnede i vandet en kold dag i februar måned.

Der skal placeres et ansvar og selv om skoleledelsen har travlt med at ansvarsfraskrive, så kommer man ikke uden om at søfartsstyrelsen havde lavet regler. Var de så praktiske? Det kan debatteres ligesom arbejderen der står oppe på taget kan finde sikkerhedslinen hæmmende for udførelsen af hans arbejde.

Men reglerne er der. Det kommer man ikke uden om. Hvis de ikke havde været til at efterleve, så havde det eneste rigtige været at opgive sejlads i forbindelse med skoledriften - ikke at bryde dem.

At bryde grænser

Det er som om at skolen i jagten på hvad der er blevet god skik efter årtusindeskiftet var ligeglad med om det nu var sejlads at man brugte som værktøj til at bryde elevernes grænser. Man ville have det macho-miljø hvor at eleverne bliver presset til at yde ud over hvad de troede muligt og når nu fjorden lå lige om hjørnet så blev det sejlads.

Men hvorfor skal unge mennesker i det hele taget presses? Hvorfor må de ikke bare blive hjemme og basere deres livsvirke på deres sociale traditioner og arv? Hvem er det, som i vores samfund mener at unge mennesker ikke må støtte op om lokalområdet og vælge virke i livet efter hvad deres forældre har fundet godt?

Det er som om at der nærmest er en religiøsitet omkring det at bryde grænser. Tænk på hvilken pris der skal betales. Tænk på alle de unge som presses emotionelt når de ikke længere kan sove derhjemme. Tænk på hvordan det må være at man ikke kan få ro i 10 måneder fordi at der altid er mennesker omkring en. Tænk på det psykiske pres, når de kommer hjem til et tomt hus med udearbejdende voksne og skal vende sig til en tilværelser hvor at de skal stå alene udenfor deres gruppe.

Det må være på tide at gøre op med princippet om at unge absolut skal bryde grænser.

Var reglerne præcise?

Det ser ud som om at reglerne var åbne for tolkning idet at Efterskolen ikke mente at der var tale om erhvervssejlads. Imidlertid har der været ført retssager om det og det burde være klart for skolen hvis de havde læst dommen over Osherreds Efterskoles meritter på havet at de burde have strammet op omend det så nok måtte have ført til at sejlads skulle have været opgivet.

Men hvad værre er at det ikke skulle betyde noget om man kunne finde en smutvej i lovgivningen som måtte fritage en for kommunikations- og redningsudstyr. Forældre til landets teenagers kan ikke betro efterskolerne noget mere dyrbart end deres afkom. Faktum er at den løse håndtering af reglerne havde kostet liv. I 2007 døde en efterskole elev under en kajaktur. Det var også et pludselig ændring af vejrliget som medførte at elever kom i havsnød. Der var også i dette tilfælde tale om at man ville presse de unge til at overskride egne grænser og så stod man pludselig med et dødt menneske. Grænserne var blevet overskredet, men man var gået for langt. Efterskolen på Langeland skiftede profil og relancerede deres produkt. Konsekvenserne var til at overse.

Er det derfor at nogle virksomheder, som efterskolerne basalt set er, mener at det værd at tage chancen? Er tiden ikke kommet til at sige stop hvor at flere af eleverne fra Præstø Fjord nu ser ud til at måtte nøjes med et andet liv end det de havde forestillet sig?

Det er svært at sætte ord på hvilken konsekvens det burde få for skolen. Der er set tegn på at ledelsen vil lægge ansvaret på det udførende led og man kunne forvente at såfremt at denne strategi ikke lykkedes, så ville bestyrelsen prøve at tørre ansvaret af på direktionen. Reelt set så er ansvaret bestyrelsens. De skulle have valgt at etablere en skole hvor at eleverne ikke blev udfordret til at prøve egne grænser af hvilket har fået så tragiske følger.

Der er kun at håbe på at domstolene kommer frem til en løsning som sender et stærkt signal om at tiden er kommet til at gøre op med den måde som efterskolerne er drevet på indtil nu, så der bliver mere fokus på at acceptere at man ikke skal forsøge at udvikle mennesker potentiale hvis prisen er for høj, men at acceptere dem som de er.

Kilder:

• Efterskoleleder raser mod rapport om Præstø-ulykke (Sjællandske Nyheder)
• Kajakulykken ved Rislinge (Svigtet da behovet var der - blog)
• Bøder til efterskole og lærer (Nordvest Nyt om sagen med Odsherred Efterskole)

Dagens blogger i avisen Urban

Dagens blogger i Urban skriver at rekrutteringen af plejefamilier nu er flyttet over på Facebook.

Link til avisen
Link til selve blog-indlægget

Hvad med et udbud i dagens aviser?

Det er igen et eksempel på at valget af leverandører sker på en ugennemsigtig måde, hvilket landets skatteborgere på ingen måde kan være tilfredse med.