Viser opslag med etiketten depression. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten depression. Vis alle opslag

onsdag den 24. december 2014

Test for fødselsdepression under graviditet kan resultere i boom i adoptioner

At støtte adoption af børn fra den tredje verden er ensbetydende med støtte til korruption og diverse adoptionsnetværk som render rundt og leder efter familier de kan narre børnene fra, er almindelig kendt.

Det er efterhånden også blevet almindelig kendt at kommunerne arbejder med at skifte plejefamilier ud med adoptionsfamilier som er billigere i drift. Man ønsker i højere grad at støtte op omkring indenlandske adoptioner for at fjerne støtten til korruption og hvad der er værre i udlandet.

Derfor ønsker man at screene vordende mødre for fødselsdepression. Gravide skal helst undgå at tage medicin af hensyn til fosteret og da sygdommen således kan blive vanskelig at stoppe inden fødsel vil der når en person med gener for fødselsdepression være gode kort på hånden for forvaltningen til at presse for en frivillig anbringelse eller måske en tvangsfjernelse.

Tidlig anbragte børn er nemmere at bortadoptere. En tidlig test af fødselsdepression kan flytte al adoption til indenlandsk adoption.

Vi mener at man som vordende mor skal være betænkelig ved at medvirke til denne screeningsproces. Der er for meget i spil. Selv hvis forvaltningen ikke fjerner barnet ved fødslen og barnet har det godt, så kan en eventuel senere depressionslignende tilstand hos barnet selv 10 år efter hurtig tilskrives af forvaltningen som forårsaget af barnet moder, da depression kan smitte.

Det betyder bøde måned for måned indtil barnet er 21 år jvf. bekendtgørelse nr. 498 af 2011, men også principafgørelse nr. 158-12 fra 2012.

Denne risiko for økonomisk kollaps der vil kunne forhindre søskende til den anbragte i at få hjælp til deres ungdomsuddannelse når forældrene er blanket af burde sende et signal til en gravid kvinde om at sige nej til dette tilbud om test i forhold til fødselsdepression.

Kilde:

torsdag den 22. maj 2014

Egedal kommune: Når inklusion fører til vold

Lærer dømt for at slå elev efter eleven spyttede kan man læse i dagspressen. Af alle steder i landet fandt episoden sted i Egedal kommune. En kommune som er under kraftig kritik fra organisationer der støtter familier med børn som har psykiske diagnoser.

Et udadreagerende barn som det er beskrevet i artiklen reagerer ikke med vold ud fra ingenting. Der er højst sandsynlig tale om et barn som enten ikke er blevet udredt på et psykiatrisk afsnit endnu eller som har nogle grader af autisme eller Aspergers syndrom, hvilket får barnet til at reagere når denne møder et miljø i den moderne folkeskole, hvor eleverne undervises til at møde et voksenliv i kaos, med projekter og støj. Den moderne Folkeskole anvender en undervisningsform som er effektiv til at klæde børn på til det arbejdsliv de vil møde, hvor kulturer og global konkurrence vil resulterer i konflikter, som de skal leve med og eventuelt løse.

Problemet er at den projektorienterede og meget lidt styret undervisningsform slet ikke passer til børn med forskellige diagnoser, der stiller krav om overskuelighed, struktur, samt ro i lokalet.

For en del børn bliver resultatet at de tager vold i anvendelse. Resultet er ofte magtanvendelse.

Dette barn har brug for hjælp og det kan det ikke få i Egedal, hvor man i langt højere grad end før satser på inklusion.

Landsforeningen Autisme fraråder direkte familier med handicappede børn at flytte til Egedal kommune, da service-niveauet er lavt.

Men som om at det ikke er nød, så har vi kendskab til at familier der ikke kan få det rette specialtilbud til børn bliver skudt i skoen at nedarvede sygdomme er årsagen til barnets problemer trods at barnet er udredt for at kommunen så kan iværksætte døgnbehandling og opkræve forældrebetaling i en størrelsesorden som presser familierne ud af deres hjem.

I et tilfælde som vi har fået kendskab til har kommunen krævet forældrebetaling fordi et barn har fået en depression. Kommunens argument er at depressionen hos barnet er resultat af en smitte, da mor og barnets oldemor også har haft en depression. Så træder bekendtgørelse nr. 498 af 2011 i kraft.

Denne bekendtgørelse er lavet fordi man vil ramme familier hvor fætter-kusine ægteskaber er almindelige og hvor børn kan fødes med defekter på grund af indavl. Den er også lavet for at ramme familier hvor børnene bliver kriminelle. Det er to motiver som mange vil betragte som ædle, men bekendtgørelsen bruges i Egedal til at jage familierne ud af kommunen.

Egedal kommune er i sandhed ikke et sted at bosætte sig hvis man har børn med specielle behov.

Kilder:

søndag den 5. februar 2012

Når ens barns sygdom stigmatiserer hele familien

På Urbanblog skriver Trane Jørgensen følgende:

Jeg var ude hos et vennepar over julen. Normalt skulle julen være glædens tid og det efterfølgende nytår forventningens tid med håb om bedre og lysere tider, men hos denne familie var der ikke meget juleglæde at spore og 2012 byder ikke på lys og varme, men tværtimod står udsigterne til social deroute, angst og opløsning.

For deres barn var blevet syg.

Det er ikke en livstruende sygdom og netop måske derfor så meget værre idet at barnets sygdom såfremt at behandlingen varer for længe kan blive årsag til at familien må gå fra hus og hjem for at leve en nomadetilværelse i tilfældige udlejningsboliger i landets yderområder.

Primo januar rejser deres barn efter et halvt år i uvished om sin fremtid til et opholdssted for at få behandling for sin sygdom. I den forbindelse fremsender kommunen hver måned en faktura på flere tusinde kroner som betaling for barnets kost og logi under behandlingen.

Det er ikke logisk.

Havde deres barn fået en fysisk sygdom eller havde barnets sygdom været af så svær en tilstand at hospitalerne havde været den eneste løsning, så havde opholdet være gratis. Nu er det kun en sygdom af den type som er så vanskelig at opdage udefra. En af de sygdomme som vi ellers går rundt og fortæller ikke er skamfulde mere.

Men at have et barn med en psykisk sygdom eller tilstand er stigmatiserende for en familie anno 2012. Det bliver derfor en kommunal opgave at finde et behandlingstilbud og al kommunal indsats koster. Der er brugerbetaling på dette område. Vi har en lov om forældrebetaling som senest er strammet her i sommer så kommunerne kan straffe de forældrepar der ikke har passet godt nok på deres barn og måske er kommet til at vise barnet at livet er andet end Disneys verden før at barnet er 18.

Familien kan forbande det faktum at de var uheldig d. 1/11 2008 at holde forrest da en spritbilist brutalt kørte op i en række holdende biler ved krydset i landsbyen Veksø og måske udløste angst m.v. hos barnet nok så meget, men det ændrer ikke ved at familien stemples som dårlige forældre og derfor skal betale.

Deres eneste chance er at behandlingen varer maksimalt 6 måneder. Ellers er deres tid som borgere i kommunen slut medmindre at de meddeler at de ikke længere vil samarbejde med kommunen og så risikerer at de mister al indflydelse på deres barns opvækst hvis kommunen vurderer at barnet skal blive i behandlingstilbuddet.

Der har været så meget omtale af hvilke områder i vores sundhedssystem der skal være brugerbetaling på. Er det retfærdigt at tandbehandling skal koste, så alle kan se på folks tænder om de er velhavende eller ej, når nok så dyre behandlinger for almindelige gener som åreknuder m.v. man kan leve med i mange år er gratis? Skal behandlinger af alle ikke-livstruende fysiske sygdomme være gratis, når udgangspunktet for behandling af psykiske sygdomme synes at være at det skal koste?

For mit vennepar betyder denne brugerbetaling som vel at mærke suppleres med inddragelse af børnechecken at de skal fortælle det syge barns søskende at den sygdom som den ældste har fået desværre ikke var ”god nok” til at blive dækket af velfærdssamfundet og de derfor skal forberede sig på at sige farvel til skole, kammerater og andet socialt netværk. For en familie som gennem livet har bidraget til samfundet via deres skatter er det et alvorligt slag at få og vi vil nok alle hvis vi kom i samme situation begynde at stille spørgsmålet hvorvidt at vi fortsat skal betale vor skat med glæde når det sociale sikkerhedsnet er væk for familier med syge børn.

På et eller andet tidspunkt skal vi som samfund beslutte hvilken gruppe af vores medborgere vi skal tabe på jorden, når politiker efter politiker stiller sig op og fortæller at vi ikke har råd til det hele. Jeg har den dybeste forståelse for den svære situation som vores samfund er i, men lad os tage debatten åbent og ikke lade borgerne falde i hullerne i vores system efterhånden som de får brug for hjælp kun for at opdage at samfundet har sine mangler.

Kilde:
Det originale indlæg på Urbanblog

mandag den 5. december 2011

Behandling eller pleje. Det er en smagssag

Når et barn bliver så behandlingskrævende at kommunen vurderer at der skal døgnanbringelse til eller kommunen simpelthen har et princip om at man ikke vil bruge specialskoler, men hellere anvende inklusion eller gå skridtet fuldt ud når inklusionen ikke slår til, så kommer spørgsmålet om pleje kontra behandling op.

Ikke overraskende har det givet anledning en række retssager og der vil komme mange flere. Bloggeren AB1959 har på TV2's blog skrevet nedenstående indlæg om dette emne:

Behandling eller pleje. Det er en smagssag

En kollega har en teenager der er ramt af svær depression. Vi kender alle belægningsgraden på de psykiatriske afdelinger, så efter 14 dage der blev teenageren hjemsendt.

Men selv om at teenageren nu blev udskrevet, så turde forældrene ikke lade deres barn være hjemme og i skole kom teenageren slet ikke.

Så var det at den rare sagsbehandler sagde at der var et behandlingshjem, hvor at teenageren kunne bo et års tid og blive så meget bedre at teenageren kunne komme tilbage til sin gamle skole og gøre den færdig.

Som en lille erkendtlighed ville de have børnechecken, når nu teenageren ikke bor hjemme. Det kunne familien godt forstå.

Alt fra fryd og gammen indtil at kommunen vendte tilbage med en ekstraregning på 4.100 kr. pr. måned for pleje af teenageren. Og denne regning var ud over børnechecken.

Kommunen mener nu at depressionen ikke er rigtig behandlingskrævende men kun plejekrævende. Derfor betragter man forældrene som nogle dovne hunde, der har dumpet deres teenager som en ekstra byrde til det offentlige.

Man kan få gratis behandling for mange ting, men ikke psykiske sygdomme. Disse sygdomme er stadig forbundet med skam og kan man skræmme familierne væk med massive regninger, så er det fint.

Jeg har fundet et link som fortæller om de regler som ligger til grund for hvad jeg regner som dybt uretfærdig og direkte diskriminerende for familier med handicappede eller syge børn.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=137218

Hvad mener I?


Kilde:
Behandling eller pleje. Det er en smagssag blog.tv2.dk