Der er stadig lang vej til at plejeforældrene får den uddannelse som loven dikterer

Hvad er motivet for plejeforældre, der går med til at tage plejebørn ind vel vidende at de ikke har taget deres lovpligtige uddannelse?

Ja, når man springer over hvor gærdet er lavest, så er motivationen ofte økonomisk. I andre fag er der kontrolinstanser som checker om personale har kørekort, certifikater eller f.eks. er gået på kursus inden de håndterer fødevarer.

Men når det kommer til sårbare børn, så er der frit slag fordi tilsynsmyndighederne har samme interesse som de plejefamilier der ikke gider det lovpligtige kursus. Der kan spares penge!!

Plejefamilierne kan gå på arbejde istedet for at sidde på skolebænken. Kommunerne skal ikke betale for undervisningen.

For nogle år siden var det 75 procent, der kunne slippe for at spilde to dage på bænken og få adgang til pengekassen via deres Facebook venskaber med ledende kommunale medarbejdere hvilket synes at være den væsentligste kvalifikation for at få tildelt et sårbart barn.

Idag er vi nede på 50 procent. Det er en forbedring, men spørgsmålet er om kurset i det hele taget er langt nok? Kan man lære at kunne håndtere selv de sværeste tilfælde i en tid hvor kommunerne hellere vil anbringe børn hos plejefamilier end på opholdssteder?

Som man kunne se på Go.Morgen Danmark på TV2 d. 10. september, så bliver børn skadede af deres ophold i plejefamilier.

Socialministeren bliver ved med at hælde vand ud af ørene som tidligere socialministre også har gjort. Hvornår kommer der handling?

Omtalen af "De Brændte Børn" d. 17. september lyder:

Camilla er 38 år. Hun er et barn af blomsterbørnene - begge hendes forældre var hippier og stofmisbrugere, der ikke kunne tage vare på hende. Hun er derfor vokset op i et behandler- og plejesystem, der ikke magtede at passe på hende. Hun havnede hos en stærkt religiøs plejefamilie, hvor hun bliver udsat for djævleuddrivelser, fysisk og psykisk vold og seksuelt misbrug. Camilla har mange spørgsmål til, hvorfor kommunen svigtede, og sammen med coach Lisbeth Zornig forsøger hun at konfrontere de mange dæmoner fra fortiden.

Kilder:

• De brændte børn
• Socialministeren vil gennemgå plejefamilieområdet (Den Offentlige)

Kan man bygge Utopia?

I den seneste tid har man kunnet læse om døgninstitutionen Nexus ved Frederikssund.

Der har været kritik af deres manglende indsats imod stofmisbrug og et pengeforbrug hvad mange betegner som ud over det sædvanlige. Senest er socialministeren kommet på banen dels med kritik af "brodne kar" indenfor anbringelsessektoren og en stor forventning til at den kommende tilsynsreform vil rette alle skævheder op.

Her har Ministeren misforstået noget. Selvfølgelig er der brodne kar i branchen, men start der hvor at problemet for alvor er.

Der er opholdssteder som alene er baseret på profitoptimering. Hvor at ejeren trækker store midler ud. 74 procent af landets plejefamilier gider ikke efteruddannelse. De vil gerne have pengene, men de vil ikke levere den indsats der handler om at få redskaber så de kan lære at forstå de anbragte børns problematikker. Havde det været i hvilken som helst anden branche så havde arbejdstilsynet grebet ind med påbud og bøder. Kan det være rigtigt at manglende sikkerhedskurser og truckkørekort skal give bøder når der arbejdes med døde ting, mens at lovløshed kan florere når der arbejdes med mennesker – sårbare børn?

Selvfølgelig skal det ikke accepteres. Problemet er at Socialministeren reagerer på noget helt andet. Nexus er etableret med henblik på at hjælpe en gruppe unge som slet ikke kan hjælpes. Det er gjort med godt hjerte, men baseret på en hel misforstået teori om at man kan flytte mennesker med et misbrug til et andet sted i håbet om at man så via støtte og endda terapi kan få dem motiveret til at opgive deres misbrug.

Man vil sådan set bygge Utopia.

Det er ikke sådan at det ikke er forsøgt gjort før. Verdenen over har man lavet utallige koncepter med henblik på at tage mennesker ind uden at de er afklaret med om de overhovedet vil gøre noget ved deres misbrug for at tvangsafvænne dem i et lukket kunstigt miljø hvorefter at de så skulle være i stand til at vende tilbage til et normalt liv og blive produktive samfundsborgere.

Alle forsøg er fejlet!

I USA er massive kæder med budgetter 10 til 50 gange så store som dem Københavns kommune har puttet i Nexus udsat for massiv kritik. De har i flere tilfælde dræbt unge og mange lever med traumer årtier efter at de kom ud.

I Kina forsøges der med militærskoler mod forskellige former for misbrug. Også her er resultatet dødsfald. I andre lande lænker man unge og prøver at få dem hjulpet med religion. Resultatet er religiøs ekstremisme.

Man kan først hjælpe en misbruger når denne selv vil ud af sit misbrug. Det gælder uanset om misbruget er alkohol, hash, for meget tid på internettet, poker, heroin eller andre former for misbrug.

Nexus er en fejlkonstruktion. Det betyder ikke at Nexus skal lukkes, men det betyder at man skal bygge institutionen op på et andet idegrundlag, hvor at unge som passer til målgruppen skal belejres i døgndrift af pædagoger i deres hjem, skole og hvor at de ellers færdes indtil at de føler sig rede til at tage kampen imod deres misbrug op. Når de er klar til dette, så skal de på 30 dages afvænning på et sted målrettet til dette. Her gælder det om at undgå de 60 procent indenfor denne branche som er etableret til at lokke unge ind i et religiøst trossamfund, for de unge skal videre.

Først her kommer steder som Nexus ind i billedet. Først her kan terapien gribe fat om de reelle problemstillinger i de unges liv som har givet dem symptomer som misbrug. Det kræver en anden personalesammensætning. Det kræver ansættelse af psykologer og lignende der via individuel terapi og gruppe terapi kan ruste de unge til et liv efter anbringelsen.

For der er unge der har brug for anbringelser. Desværre er det at tage beslutningen om anbringelse som at se på hvad vej vinden blæser. Det er den enkelte medarbejder i socialforvaltningen som alt efter hvor meget vedkommende er villig til at pleje sin karriere som bestemmer om de unge skal anbringes. Det sker sjældent ud fra en objektiv analyse af de unges behov.

Den kommende tilsynsreform er en narrehat af fugtige forhåbninger som politikerne hænger deres hat på for at kommentere på den massive kritik utallige vidnesbyrd fra tidligere anbragte unge på Internettet har fremmanet i medierne. Berettiget kritik som fortjener mere end at vi har forhåbninger til noget som allerede inden at det er sat i værk med rette kan betegnes som utilstrækkeligt og en skandale.

Det er trist at politik på den måde bliver til skade for de unge frem for til gavn.


Kilder:

• Socialminister: Hash må ikke accepteres på institutioner (Danmarks Radio)
• Socialstyrelse: Indsats til de udsatte unge er ikke god nok (Danmarks Radio)
• Plejefamilier får ingen uddannelse (Danmarks Radio)

Kritik af institution der vil minimere kontakt med omverdenen

Vi har fra tid til anden læst om unge der imens at de er anbragte bliver udsat for grænseoverskridende ting.

En del af disse børn flygter simpelthen fra det sted de er anbragte fordi at de hurtigt forstår at man ikke vil tro dem, når de er anbragte børn. Det er stadig et tab at miste sin familie. Man føler sig stemplet og uretfærdigt valgt ud, når venner og eventuelt søskende får lov til at blive hos deres familie.

Ministeren kom tidligere på banen med et telefon-hotline som anbragte børn kan ringe til, når det brænder på. Men hvad hvis barnet simpelthen ikke får lov af personalet til at få adgang til en telefon. Der er institutioner som slet ikke vil tillade det, før at barnet gør sig "fortjent" til hvad de voksne opfatter som et privilegium.

I sagen fra Læsø var det nogle intime stunder med en voksen der så ud til at være udslagsgivende for at barnet kunne komme op på et højere niveau i det hierarki som herskede på det pågældende sted. Heldigvis havde barnet smuglet telefon ind og optog den voksenes tilnærmelser der dog kun førte til en betinget dom.

Men hvordan ser det ud andre steder. En af de steder som udtalte sig for fastholdelse og mere kontrol med anbragte unge er en institution som hedder No Name og som ligger ved Bælum. I forbindelse med en anbringelse reform gik lederen ud med sine meninger.

Men hvordan har børnene det på stedet. En Whistleblower blog som vi følger fik en kommentar ind som tyder på at børnene føler sig fængslede og magtesløse. Med andre ord: Der kan gøre en legitim grund til at børn løber væk fra dette sted. Vi føler dog som alle voksne at børn ikke hører til alene ude i samfundet på flugt. Der burde være andre optioner og her vil vi efterlyse hvad der skal til for at sikre de anbragte børn.

• En telefonlinje gør det ikke.
• En tilsynsførende som kommer ind et par gange om året gør det heller ikke, da der kan gå måneder fra anbringelsen til det første tilsyn til besøget og hvilken skade kan der ikke nå at ske.

At isolere børn i sommerhuse og moteller uden kontakt til deres netværk svarer til at putte voksne i isolationsceller. Der er ingen forskel på om der er tremmer på vinduet eller ej. Barnet er isoleret. Vi er så bekymrede for at voksne sidder isolationsfængslet for længe da vi kender de psykiske skader, men alligevel accepterer vi at børn, der ofte slet ikke har gjort noget kriminelt, men er blevet omsorgssvigtet bliver isoleret som kutyme hos det enkelte opholdssted som en rutinemæssig del af programmet.

Nu er der så dannet en Facebook gruppe, som går ind for at stoppe den Danske praksis med at spærre omsorgssvigtede eller syge børn inde.

Vi vil opfordre vores medmennesker som at støtte op om dette så landets yngre generation også kan mærke at vi er bekymret for dem på samme måde som vi er overfor de mennesker der isoleres i landets fængsler.

Angående No Name ved Bælum. Få nogle til at se stedet efter i sømmene. Noget er galt.


Kilder:

• Telefon skal hjælpe anbragte børn (TV2 Nyhederne)
• Modstand mod indspærring af anbragte børn(Facebook gruppe)
• Leder: Flygtende unge bør fastholdes (Danmarks Radio)
• No-Name ved Bælum (Minder fra en hård tid - whistleblower blog

Fagfolk er skeptiske overfor den nye reform af anbringelsesområdet

I Nordjyske Tidende kan man læse at fagfolk ikke nærer den store tiltro til at socialministerens reform kan rydde ud i de brodne kar, der er alt for mange af i den noget blandet flok der driver opholdssteder og kalder sig pleje- eller aflastningsfamilie.

Spørgmålet er om ikke aben flytter med når en ny forvaltning skal overtage tilsynet med de anbragte børn. Er afstanden til kommunen så stor at dette tilsynspersonale uden risici for deres kommende karriere kan tillade sig at kritisere de sagsbehandlere der måtte have sagt god for stedet ved anbringelsens start?

Vil de ikke blot tale godt om stedet for ikke at smække med dørene hvis en kommende regering kunne finde på at flytte dem tilbage i kommunerne?

Kan de overhovedet overskue om de penge der er sat af til børnene bliver brugt på børnene og ikke til at betale overpris for ydelser til familien eller opholdsstedet. Der er rigtig mange eksempler på at der købes alt muligt til overpris hos venner. Ja, i nogle plejefamilier forsvinder tøjpengene ind i et stort tomt hul alt imens at barnet som er i pleje får aflagt tøj fra plejefamiliens venner og familie.

Et tilsyn er kun fungerede hvis den personlige kontrol med barnet suppleres med en revision af regnskaberne og gennemgang af kvitteringer. Reformen trænger allerede inden at den er trådt i kraft til forbedring.

Kilde: - Skandalerne vil rulle (Nordjyske Tidende)

Fælles pulje for anbringelser er ikke en god ide

Socialministeren har fremsat et forslag som går ud på at der skal etableres en fælles pulje som alle anbringelsernes skal finansieres fra. Formålet skulle være at kommuner der har unormale mange anbringelser skulle dækkes ind fra puljen så de ikke vælger mindre indgribende sanktioner som forebyggelse alene baseret på økonomiske overvejelser.

Vi må advare imod dette forslag idet at det kan ende med at blive et tilbageskridt til de forhold, der herskede for kun få år siden.

Økonomien spiller klart en rolle. Det kan ingen afvise. Men et gode der er for forårsaget af den stramme økonomi er betydelig bedre opsyn og kontrol af de forhold, som anbragte tilbydes.

Vi ved at det i sagen fra Mern gik over 10 år med at få indberettet de forfærdelige forhold. Vi ved fra en anden sag fra Skælskør at misbrug af 3 piger stod på i lang tid.

Det var ikke sådan at det skottede på indberetninger og udsagn fra de anbragte unge, men deres udsagn blev ikke taget for gode varer da anbringelser også er bekvemme for de sagsbehandlere som indstiller dem idet at barnet så at sige er væk. Ude af øje - ude af sind.

Når barnet først er anbragt så kan man ikke længere kritisere sagsbehandleren idet at sagsbehandleren så har gjort alt hvad man med rimelighed kan forlange. I kommunerne har man ofte specielle medarbejdere som tager rundt og får kaffe m.m. for at fortsat anbefale de forskellige plejefamilier og opholdssteder. Derfor har sagsbehandleren ro når barnet er væk og der er ingen motivation i systemet til at få barnet hjem til sin familie igen.

Det er dyrt. Det er ineffektivt og vigtigst af alt: Det tjener ofte ikke barnets interesser.

Men den økonomiske krise kom og de kommunale budgetter kom under pres. Pludselig kunne man ikke længere se gennem fingre med den leverandørpleje der foregik på endog meget venskabeligt plan. Den ene hånd kunne ikke længere vaske den anden.

En række opholdssteder oplevede at børnene blev trukket hjem, fordi at stederne ikke leverede varen. Der var for meget fokus på indtjening og for lidt på hvad der skulle ydes de anbragte børn. I Nordjylland lukkede man 6 opholdssteder på en gang. Det medførte kritik fra branchen og med regeringsskiftet kom der en minister ind, der så med sympati på branchen. Noget måtte gøres og det blev så forslaget med den fællespulje som blev fremsat her i januar.

Det er vigtigt at tilsyn med de anbragte børn ikke forringes. En fælles pulje er uforenelig med et godt tilsyn for den økonomiske motivation som er fundamentet er ikke tilstede.

Kilde:
Fælles anbringelsespulje en god ide (Danmarks Radio, 15. januar 2012 - om Socialministerens forslag)

At være Tv-mor er farlig

For anden gang indenfor kort tid er en mor fra Tv-serien "De unge mødre" blev frataget sit barn.

Uden at gå i detaljer så er offentlig eksponering farlig i en tid hvor at den nærmest hysteriske stemning der kom sig af Brønderslevssagen ikke er svundet.

Der har aldrig været flere indberetninger. Det vil give den enkelte medarbejder et karriere boost at finde den næste Brønderslev sag. I den jagt på hvad der basalt er en blanding af ussel mammon og spidse albuer på karrierestigens små trin, så går man efter at løfte enhver sten.

Den konstante søgen efter selv de mindste unøjagtigheder indbefatter selvfølgelig også hvad der bliver vist af eksempler fra en småbarnsfamilie på TV.

På den måde kommer en udsendelse som "De unge mødre" i skudlinjen og så nytter det ikke at netop disse familier og enlige mødre vel nok er det mest overvågede i forvejen når produktions- og Tv-folk har deres faste gang i hjemmet. Mennesker som alle har en indberetningspligt, hvis de ser noget som er velfærdstruende for barnet i hjemmet.

Og disse ansatte har ikke set situationer som er farlige for de medvirkende børn i Tv-serien. Man får med den forhenværende socialministers udmelding i dag den tanke at man fra politisk hold er kede af at Danmark der i perioder har været tæt ved at affolke sig selv når den gennemsnitlige gennemsnitsalder for førstegangsfødende har været tæt på 30, nu har set en forøgelse af unge der bliver mødre netop på grund af Tv-serier som "De unge mødre" og efterfølgende internationale versioner som MTV's "Teen-mom".

I en tid hvor at man helst her at danske unge tager en ungdomsuddannelse først så sender Tv-serien "De unge Mødre" det signal at det egentlig er acceptabelt at få børn og uddanne sig ved siden af. Problemet er bare at det er dyrt for uddannelsessystemet at lave linjer for studerende med børn.

Men derfra til at tro at socialministeren vil have serien stoppet med alle midler, derunder en målrettet indsats fra embedsværket imod de medvirkende er nok at strække teorien for langt.

Faktum er at det snarere er hysteri og benhård, men kynisk fokus fra de enkelte sagsbehandlere på at komme frem i lyset, der er årsag til disse tragiske tvangsfjernelser.

Fra advokater der rådgiver familier til tvangsfjernede børn lyder der to råd:

• Undgå at kontakte kommunen. Klar problemerne selv internt i familierne. Gældsæt Jer om nødvendigt.
• Selv ved den mindste kontakt sørg for at have den juridiske rådgivning klar om det så end kun drejer sig om snak om hvorvidt at en sut skal være rund eller ergonomisk.

Disse råd kan virke overdrevne, men faktum er at kommunerne ikke overholder basale love og regler på området. Der er jvf. ankestyrelsen fejl i 83 procent af sagerne.

Når sagsbehandlerne således opererer i totalt anarki bør alle forældre holde meget lav profil og møde det offentlige med en massiv mur af tavshed. At medvirke i en Tv-serie er derfor næsten som at stille sig op med en målskive på et skydeterræn - At være Tv-mor er farlig

Kilde:

• 'Stop med at filme sårbare mødre' (BT)
• Kommuner laver fejl når børn fjernes (Danmarks Radio)