Kommunernes økonomi er presset i disse år
Samtidig oplever familierne det paradoks, at der er meget forskel på, om et barn har adgang til et hospital, hvis barnet bliver syg.
Brækker et barn en knogle, eller svigter et organ, så står dørene åbne på landets hospitaler med få undtagelser.
Værre forholder det sig, hvis sygdommen er psykisk.
En konflikt mellem kommune og region
Alt for ofte dør kommunernes socialafdelinger i døren som dørmænd og forhindrer, at børn får den rette behandling. Der er ikke tale om få børn, som udredes og som får en foreløbig diagnose. Mange sygdomme udvikler sig over tid og kan oftest endeligt diagnosticeres, når barnet er tæt på voksenalderen. Alt for ofte strider resultatet af udredningen med den forestilling som socialforvaltningen har, hvor fokus hurtigt er på, hvorvidt forældrene gør deres arbejde. Man kan med rette hævde, at to systemer konfronterer hinanden i disse situationer. Personer som i kommunen er vant til at blive betragtet som en agtet autoritet, bliver pludselig irettesat af et fagpersonale med et langt højere uddannelsesniveau.
Taberne bliver børnene, som måske ikke får dagbehandling på et børnepsykiatrisk hospitalsafsnit, men derimod placeres hos plejefamilier eller på behandlingshjem som ikke får det komplette billede af hvilket problem, de skal håndtere fordi kommunen alene vælger at fremsende deres fremstilling af sagen.
Hvem er bedst rustet til at håndtere et barn, som er ved at udvikle depression eller andre diagnoser som ADHD, Skizofreni eller måske et barn med dobbeltdiagnose?
Et hospital eller et opholdssted?
Den nuværende situation betyder, at børn reelt placeres i hvad der fagligt kaldes en Skinner-boks. Det vil sige et miljø, hvor der er færre valg og færre stimuli for at sygdomsbilledet kan bremses, men bestemt ikke helbredes. Et barn der har udfordringer med kontakten til andre børn, vil hurtigt skabe sig et netværk på behandlingshjemmet af voksne, der vil høre på dem, hvilket igen for opholdsstedet vil se ud som en succeshistorie. Barnet ankommer utrygt til et miljø, hvor det for første gang skal sove uden for eget hjem. Gør personalet bare en minimum af indsats, vil barnet åbne op for dem. Det ser ud som en kur, men hvad når barnet står på gaden som voksen og pludselig skal leve alene og forholde sig økonomi, kammerater på hjemegnen, som er videre i deres liv og som ikke kan huske det barn som forsvandt for 5-6 år siden. Sådanne unge løber sur i ungdomsuddannelsen. De ender for let på botilbud som voksne, hvor de via dagbehandling på et psykiatrisk afsnit kunne være blevet fastholdt i deres lokalmiljø og via medicinering samt coaching kunne have fået et bedre liv.
Efterskolernes rolle
Det er en kendt sag at efterskolerne misbruges af en række kommuner. Unge, som har dyre diagnoser som kommunerne ironisk nok selv vælger at holde væk fra de børnepsykiatriske afdelinger fordi man er uenig med de diagnoser hospitalerne stiller. En enkelt anbringelse kan koste 1,000,000 kroner pr. år, hvis de anbringes på et opholdssted. I folkeskolen kan de heller ikke være fordi de kan trække karaktergennemsnittet ned for en hel årgang fordi en lærer i en folkeskoleklasse kan miste styringen hvis blot et par af eleverne viser sig at have særlige behov. I en tid hvor kommunerne bliver målt benhårdt på resultater, skal sådanne elever bare væk fra de almindelige folkeskoler uanset hvor mange fine ord, Folketinget kan sige om inklusion.
En efterskole er billigere og forældrene kan tvinges til at medfinansiere. Det er en gevinst for kommunen, men bestemt ikke for barnet og i sidste ende ikke for efterskolen. Der er tale om budgetter hvor en elev som sendes hjem, kan få indflydelse på bundlinjen. Vi har fået rapporter ind fra tidligere elever som fortæller om vold udført af elever med diagnoser. Elever som nogle efterskoler vælger at holde på selvom de burde have rettet henvendelse til kommunen første gang at volden opleves. Enkelte efterskoler opererer i en gråzone mellem en status som opholdssted og efterskole, hvor kommunerne kan spare på tilsynet blot fordi stedet kalder sig en efterskole.
Det er heller ikke en gevinst for de børn, som volden går over. Så på alle områder er tendensen til at kommunerne smugler sårbare unge ind på efterskolerne en meget dårlig ide, som kun øger risikoen for at unge får nederlag. Bedre tider?
I sin nytårstale italesatte kongen de sårbare unge. Vi kan kun håbe og bede til at talen er et tegn på at der iværksættes nogle initiativer så psykisk sygdom hos børn sidestilles med fysiske sygdomme. Erfaringerne er desværre ikke gode, men vi må håbe at 2025 bliver året, hvor området får fokus, så færre børn må nøjes med at få deres alvorlige sygdomme behandlet af ufaglærte. Man går ikke længere til tandlægen hos en smed. Man har faktisk opfundet et fag og uddanner tandlæger på tandlægehøjskoler. Børn med psykiske sygdomme må alt for ofte nøjes med en pædagog med en generel uddannelse i børnepasning eller måske endnu værre en håndværker udvalgt på grund af sin fysiske styrke, der kan fiksere de unge manuelt, hvis en psykose opstår.
Det er bestemt ikke Danmark værdigt at det står så slemt til.
