Botilbud efter paragraf 105, 107 eller 108? Ikke engang kommunerne ved hvad de skal stille op.

Landets socialtilsyn arbejder på højtryk. Som tidligere nævnt er området svært at styre for de små kommuner, som måske kun har en enkelt borger med et specifikt behov.

En af de kommuner som er blevet ramt, er Egedal kommune

Kommunen kunne have valgt at købe en bygning og lade borgerne flytte ind hvor personalet så ville tage sig af dem. Det er et såkaldt paragraf 108 tilbud. Istedet har kommunen valgt at etablere et bosted, hvor borgerne tegner en huslejekontrakt med en privat udlejer, hvortil at kommunen så sætter personale ind. Dvs. et paragraf 107 tilbud.

Hvad sker der den dag, hvor udlejeren viser sig at være en bolighaj?

Egedal botilbud som nu er blevet indstillet til lukning bestod af 3 adresser under samme parably. På et af stederne har borgerne haft problemer med:

• Massive ekstraregninger, som beboerne, der for manges vedkommende er på midlertidig ydelser, ikke kan dække. De må spise hos deres familie ude i byen eller familien må købe ind for dem. Som udlejer har sagt til nogle af beboerne, er der ingen grænser for hvad de kan få i overlevelseydelse. Det er korrekt, men for at få denne overlevelsesydelse, skal borgerne udsættes for tæt ved en måneds sagsbehandling, hvor hele deres økonomi gennemgås og det er forfra hver gang.
• Manglede vedligeholdelse af fællesarealer og sanitet. Der er efter udsagn en vedholdende kloaklugt på en af bostederne og fællesarealets køkkenfaciliteter blev sidst rørt i det tidligere årtusinde. Hæve-/sænkefunktioner virker ikke, så borgere med forringet mobilitet kan bruge køkkenfaciliteterne.
• På udendørsarealerne kæmper man med skadedyr, herunder rotter. Dører og vinduer bør holdes lukket.
• I et halvt år måtte 8 borgere dele en 60 liters vandvandsbeholder, fordi den var under renovation. Heldigvis kunne mange bade hos deres familier.

Nu vælger socialtilsynet så at varsle en lukning af tilbuddet. Et er at dem, der har brug for et specielt behov, risikerer at miste kontakten til deres familie, fordi et tilbud måske kun eksisterer et andet sted i landet. Noget andet er at der er tale om en systemfejl.

Bør man overhovedet tillade at hele bosteder drives efter paragraf 107?

Paragraf 107 tænkte man på, hvis samfundet i en kort periode skulle dække en rimelig leje hos en privat udlejer for en enkelt borger. Jeg tror ikke at lovgiverne havde regnet med at en kommune kunne sende alle borgere på et bosted i kløerne på en bolighaj.

Borgerne hvor mange kan have svært handicap, har ikke kræfterne til at trænge igennem på beboermøder, hvor at personalet ikke må deres talerør, for kontrakten med udlejeren er ikke lavet med kommunen, men med borgeren. På samme måde kan problemer med boligen godt nok rapporteres til kommunen, men forpligtelsen fra udlejeren er overfor den der har lejekontrakten og kan denne ikke råbe op grundet dårligt helbred, så er borgeren ilde stedt!

Skal det være almindeligt at borgere, som er syge og for længst er blevet myndige, skal være afhængig af familiernes mulighed for at yde dem måltider og bad?

Det er det i Egedal kommune og formentlig også i andre kommuner, som har lavet bosteder baseret på paragraf 107.

Har personalet ikke råbt vagt i gevær?

Der er cirka 12 personaletrin fra en medarbejder igennem rækken af akademikere oppe på rådhuset inden at en ansvarlig politiker kan informeres. Det gamle ordsprog om at 5 fjer bliver til 3 høns virker også her, men blot omvendt! Problemerne bliver tonet ned mens beskeden om uregelmæssighederne går op gennem systemet og i sidste ende ser den øverste ledelse og politikerne slet ikke problemerne. Der er ikke en kinamands chance for at borgerne kan trænge igennem.

Det værste er at borgerne i Egedal kommune har betalt for regninger, som måske aldrig burde været udstedt. Vi ved fra fortrolige kilder at personalets henvendelser til udlejeren ignoreres. Der er ikke lavet et varmeregnskab, som ville kunne holde, hvis en ressourcestærk almindelig borger gik til boligretten. Det er som om at administrationen hos udlejer ved at vi her taler om svage borgere, man ikke skal have respekt for. Det er et menneskesyn, som hører 1930'erne til.

Man bør forbyde brugen af paragraf 107 på den måde som Egedal kommune og sikkert også andre kommuner har brugt den på. Den behandling, som borgerne her har fået, bør ikke accepteres.

Kilde:

• Botilbud i Egedal Kommune lukkes (Egedal Kommune)

Når en kommune vil isolere et familiemedlem

Da man nedlagde de store centralinstitutioner for 40-50 år siden, havde ingen gjort sig tankerne om hvad det vil koste at give dem som ikke kan klare sig selv et ordentligt liv.

Gang på gang dumper socialtilsyn bosteder. I mange tilfælde er det bosteder drevet af private, som har gjort stort ud af at beskrive sig selv på tilbudsportalen, så de får klienter, de slet ikke er i stand til at tage sig af fordi at hele forretningen er målrettet i forhold til profitoptimering.

Resultatet er overgreb, magtanvendelse, anden misbrug, omsorgssvigt og i nogle tilfælde ender det tragisk med klientens død.

Hvor man hos Amterne kunne skabe et grundlag af klienter hvor man kunne samle specifikke målgrupper på specifikke institutioner som kunne tage sig af klienternes behov, så er kommunerne ofte for små til at genkende symptomerne hos klienterne. Særligt hos børn ser man ofte at kommunerne får stukket en diagnose i hånden af en af landets psykiatriske hospitaler, som de ikke vil forholde sig til fordi barnets sygdom er for sjælden til at man har set det i kommunen før og hvor man så vælger at tilsidesætte en udredningsrapport, så barnet reelt vokser op som et opbevaret barn, men ikke et barn som under opvæksten får den rette behandling. Alt for ofte ender det med at personaleudskiftning forhindrer at der ligges en plan for hvad der skal ske med barnet, når myndighedsalderen nås. Derfor ender mange tilbage hos deres familie eller måske på gaden, hvis relationerne til familien er gået tabt.

Men et voksent barn som slet ikke har evneren til at agere som voksen og tage de beslutninger, alle voksne skal tage i forhold til kommunikation med myndighederne og simpelthen få dagligdagen til at gå, er en sårbar voksen.

Mange har heldigvis deres familie og en fra familien bliver værge. Mange får det godt via den ordning, men det sker oftere og oftere at familien siger fra i forhold til det voksne, men ymyndige barn, de er værge for.

Det er i den situation at man oplever begrebet "Samlebåndsværger".

Hvad er en samlebåndsværge?

Et bedre ord er en nikkedukke! Kommunen har brug for at der ikke protesteres, hvis de umyndige borger anbringes det billigste sted upåagtet at det betyder at det er et sted uden de rette personalekompentencer eller måske placeret et sted i landet, hvor både lokaler og lokale ansatte ikke koster noget fordi det er et af de områder i Danmark, hvor affolkningen har stået på.

Det er blevet almindeligt at særligt udvalgte borgere med de rette kontakter, kan blive værge for 50-100 borgere uden at de har nogen speciel uddannelse i det socialfaglige område eller kender til Juraen på området, så de kan varetage de umyndige borgeres interesse på bedste måde.

Deres eneste kvalifikation synes at være at de er villige til at acceptere hvad kommmunen kommer med og vil besøge den borger, de er værge for en gang om året.

Så svag er lovgivningen i Danmark. Man tror at det er løgn, men det er den tragiske sandhed.

Vi har ikke tal på hvor mange familier, som har mistet kontakten med deres pårørende. Vi har ikke tal på hvor mange borgere, som har oplevet magtanvendelse, overgreb, misbrug og måske er død, fordi værgen slet ikke har andet for øje end de penge, som værgen får ind for at være værge for 50-100 mennesker, der bare prøver at overleve!

Der burde være mere fokus på dette område. Der burde være basale krav om juridisk faglighed i forhold til de komplicerede love som umyndige borgere må forholde sig til, men disse krav eksisterer ikke.

Ingen ved, hvordan kommunerne finder frem til værgerne. Er der tale om rene vennetjenester? Den ugennemsigtighed som præger området øger risikoen for korruption!

Vi må kræve at der gribes ind i forhold til disse værger, så de sårbare borgere sikres støtte af mennesker, som vil dem det godt og ikke bare vil tjene på at være nikkedukke!

Kilder:

• Samlebåndsværger bliver forgyldt (TV2)
• Jane må dele sin værge med 90 andre (TV2)
• Værgemål som god forretning: Vil have ministeren på banen (TV2 Østjylland)

Grænseoverskridende handlinger og grooming tilfælde på kost- og efterskoler

En af vores samarbejdspartnere (Domestic Prisoners of Conscience) er blevet kontaktet af en journaliststuderende, som vil undersøge dette område.

Vi har accepteret at bringe henvendelsen og en mailadresse på vores blog fordi vi mener at området kræver fokus.

Baggrunden er:

Hvert år i august og september møder mange unge ind på landets kost- og efterskoler. For mange er det første gang, at de ser frem til at sove et helt skoleår uden for eget hjem.

Der er grund til at tage hatten af for dem, der er villige til at tage dette spring. Der er mange som på forhånd slet ikke har været i stand til at forberede sig på, hvordan dette valg vil påvirke dem. Alle lider til en grad af hjemve, alle har på et tidspunkt prøvet at kaste sig ud i noget helt nyt for første gang i deres liv. Alle husker også den usikkerhed, som er forbundet med en sådan handling. Nogle er i stand til at lukke deres bekymringer ind i sig selv, så de kan beskytte sig indtil andre brydes ned før dem selv så de stilfærdigt og næsten ubemærket kan glide ind i det miljø, som åbenbarer sig, hvis andre tiltrækker sig opmærksomheden via sammenbrud. At være i stand til at opretholde en facade er vel nok den vigtigste egenskab i den situation. En værdifuld lektie, når de senere i livet skal ud og arbejde, hvor det handler om at udvise professionalisme og distance, så de vinder kunderne og kollegaernes respekt.

Nogle vil have brug for at betro sig selv til en autoritet, og det er her, at det desværre ofte går galt. For blandt mange lærere, der bestemt agerer både professionelt og med grundighed, er der også brodne kar, som er blevet gode til at se signaler hos unge, der mangler omsorg. Det udnytter de. De undskylder sig måske med at de ikke har fået nok af manden og har brugt for meget tid på skolen i et job som ofte ikke er 9-17. Andre har simpelthen valgt faget, fordi det nu engang er deres sygelige interesse.

Vi er af den opfattelse at bare en sag, er en sag for meget. Vi mener at for mange skoler gennem tiden af rent økonomiske grunde har valgt de stille afskedigelser suppleret med en eller anden form for kompensation til de elever som blev ofre med det resultat at den pågældende ansatte kan tage arbejde på et andet sted f.eks. en intern skole på et opholdssted eller måske på en folkeskole indtil sagen er gået i glemmebogen.

Kun ved at føre en sag gennem retssystemet kan man sikre at en sådan person får forbud mod at tage et lignende arbejde. En af vores amerikanske samarbejdspartnere - HEAL-online fører f.eks. register over ansatte. Alt for ofte har en ansat fået held med at rejse over en delstats-grænse, hvorefter overgrebene kan fortsætte.

Vi mistænker, at der i Danmark eksisterer et skyggetal. Når en sag ikke overgives til politiet, så er der i virkeligheden to ofre. Ret indlysende elever som udsættes for grooming, men der kan også være tilfælde hvor at en påstået krænker viser sig at være uskyldig. Vi taler om at der på skolerne findes unge, som er smuglet ind på efterskolerne med svære psykiske diagnoser. Unge som ser skygger, hører stemmer. Det kan udmønte sig i at en henvendelse opfattes forkert og det kan medføre mistanke om overgreb.

Både elever og de øvrige ansatte fortjener at hvert eneste tilfælde undersøges til bunds af myndigheder, som er rustet til at undersøge det og ikke afsluttes via tilfældige møder på forstanderens kontor. Det sker alt for ofte. Lærere som har været ansat på en skole i årtier, hvor Facebook grupperne bagefter fortæller historien om at der har været røg uden at nogen tog fat i brandalarmen så ilden kunne slukkes. Det er den slags, som vi efterhånden må være i stand til at komme til livs.

Henvendelsen lyder:

Vi har fået en henvendelse fra en journaliststuderende, der som en del af sit afgangsprojekt, er i færd med at lave en undersøgende podcast om grooming og grænseoverskridende adfærd fra efterskolelærere. Hvis du har nogle perspektiver eller oplevelser om emnet som nuværende eller tidligere elev, forælder/pårørende eller er ansat på en efterskole så kontakt hende på følgende mail: signeero@gmail.com

Efterskoler, en del af systemet

Kommunernes økonomi er presset i disse år

Samtidig oplever familierne det paradoks, at der er meget forskel på, om et barn har adgang til et hospital, hvis barnet bliver syg.

Brækker et barn en knogle, eller svigter et organ, så står dørene åbne på landets hospitaler med få undtagelser.

Værre forholder det sig, hvis sygdommen er psykisk.

En konflikt mellem kommune og region

Alt for ofte dør kommunernes socialafdelinger i døren som dørmænd og forhindrer, at børn får den rette behandling. Der er ikke tale om få børn, som udredes og som får en foreløbig diagnose. Mange sygdomme udvikler sig over tid og kan oftest endeligt diagnosticeres, når barnet er tæt på voksenalderen. Alt for ofte strider resultatet af udredningen med den forestilling som socialforvaltningen har, hvor fokus hurtigt er på, hvorvidt forældrene gør deres arbejde. Man kan med rette hævde, at to systemer konfronterer hinanden i disse situationer. Personer som i kommunen er vant til at blive betragtet som en agtet autoritet, bliver pludselig irettesat af et fagpersonale med et langt højere uddannelsesniveau.

Taberne bliver børnene, som måske ikke får dagbehandling på et børnepsykiatrisk hospitalsafsnit, men derimod placeres hos plejefamilier eller på behandlingshjem som ikke får det komplette billede af hvilket problem, de skal håndtere fordi kommunen alene vælger at fremsende deres fremstilling af sagen.

Hvem er bedst rustet til at håndtere et barn, som er ved at udvikle depression eller andre diagnoser som ADHD, Skizofreni eller måske et barn med dobbeltdiagnose?

Et hospital eller et opholdssted?

Den nuværende situation betyder, at børn reelt placeres i hvad der fagligt kaldes en Skinner-boks. Det vil sige et miljø, hvor der er færre valg og færre stimuli for at sygdomsbilledet kan bremses, men bestemt ikke helbredes. Et barn der har udfordringer med kontakten til andre børn, vil hurtigt skabe sig et netværk på behandlingshjemmet af voksne, der vil høre på dem, hvilket igen for opholdsstedet vil se ud som en succeshistorie. Barnet ankommer utrygt til et miljø, hvor det for første gang skal sove uden for eget hjem. Gør personalet bare en minimum af indsats, vil barnet åbne op for dem. Det ser ud som en kur, men hvad når barnet står på gaden som voksen og pludselig skal leve alene og forholde sig økonomi, kammerater på hjemegnen, som er videre i deres liv og som ikke kan huske det barn som forsvandt for 5-6 år siden. Sådanne unge løber sur i ungdomsuddannelsen. De ender for let på botilbud som voksne, hvor de via dagbehandling på et psykiatrisk afsnit kunne være blevet fastholdt i deres lokalmiljø og via medicinering samt coaching kunne have fået et bedre liv.

Efterskolernes rolle

Det er en kendt sag at efterskolerne misbruges af en række kommuner. Unge, som har dyre diagnoser som kommunerne ironisk nok selv vælger at holde væk fra de børnepsykiatriske afdelinger fordi man er uenig med de diagnoser hospitalerne stiller. En enkelt anbringelse kan koste 1,000,000 kroner pr. år, hvis de anbringes på et opholdssted. I folkeskolen kan de heller ikke være fordi de kan trække karaktergennemsnittet ned for en hel årgang fordi en lærer i en folkeskoleklasse kan miste styringen hvis blot et par af eleverne viser sig at have særlige behov. I en tid hvor kommunerne bliver målt benhårdt på resultater, skal sådanne elever bare væk fra de almindelige folkeskoler uanset hvor mange fine ord, Folketinget kan sige om inklusion.

En efterskole er billigere og forældrene kan tvinges til at medfinansiere. Det er en gevinst for kommunen, men bestemt ikke for barnet og i sidste ende ikke for efterskolen. Der er tale om budgetter hvor en elev som sendes hjem, kan få indflydelse på bundlinjen. Vi har fået rapporter ind fra tidligere elever som fortæller om vold udført af elever med diagnoser. Elever som nogle efterskoler vælger at holde på selvom de burde have rettet henvendelse til kommunen første gang at volden opleves. Enkelte efterskoler opererer i en gråzone mellem en status som opholdssted og efterskole, hvor kommunerne kan spare på tilsynet blot fordi stedet kalder sig en efterskole.

Det er heller ikke en gevinst for de børn, som volden går over. Så på alle områder er tendensen til at kommunerne smugler sårbare unge ind på efterskolerne en meget dårlig ide, som kun øger risikoen for at unge får nederlag. Bedre tider?

I sin nytårstale italesatte kongen de sårbare unge. Vi kan kun håbe og bede til at talen er et tegn på at der iværksættes nogle initiativer så psykisk sygdom hos børn sidestilles med fysiske sygdomme. Erfaringerne er desværre ikke gode, men vi må håbe at 2025 bliver året, hvor området får fokus, så færre børn må nøjes med at få deres alvorlige sygdomme behandlet af ufaglærte. Man går ikke længere til tandlægen hos en smed. Man har faktisk opfundet et fag og uddanner tandlæger på tandlægehøjskoler. Børn med psykiske sygdomme må alt for ofte nøjes med en pædagog med en generel uddannelse i børnepasning eller måske endnu værre en håndværker udvalgt på grund af sin fysiske styrke, der kan fiksere de unge manuelt, hvis en psykose opstår.

Det er bestemt ikke Danmark værdigt at det står så slemt til.

Når historien bare gentager sig - fra Godhavn til Schuberts Minde

I 1975 trådte en forstander tilbage på Godhavn. Den nye tilsynsførende havde afsløret systematisk mishandling af de børn som var anbragt på Godhavn, men på trods af dette besluttede systemet at beskytte forstanderen eller rettere systemet besluttede at beskytte de medarbejdere i systemet som skulle have grebet ind - ikke 1 år før, 2 år før, 5 år før, men op til 10-20 år før, da de handlinger som personalet udsatte børnene for var ulovlige da forstanderen tiltrådte.

Det har taget sin tid at få systemet til at erkende ansvar. Først omkring år 2011 begyndte man at se viljen til at grave i fortidens synder. Først i 2019 lykkedes det at få en undskyldning fra højeste sted på vegne af det embedsapparat som i den grad havde svigtet.

Så skulle alt være fryd og gammen.

Men det var det ikke. For et er at systemet mange år efter erkender sine fejl. Noget andet er at forebygge og måske drage personalet til juridisk ansvar. Det har vist sig at være svært.

Kravene til bevisførelse er høje. Det så vi med sagen omkring Solhaven. Trods en grundig efterforskning fra politiets side lykkedes det ikke med en domfældelse. Det er ikke en kritik af vores domstole. De kan kun dømme på basis af den lovgivning som Folketinget vedtager og et eller andet sted er der en mangel.

Et andet eksempel er sagen vedrørende Gøgereden, hvor en 15 årig pige i isolation havde sex med med en pædagog. Taget i betragtning at pigen reelt var totalt afhængig af den voksne pædagog, så virker en betinget straf i underkanten for hvad skal der så til for at få en ubetinget straf? Igen her er det ikke domstolene som er problemet. Det er Folketinget som ikke i tilstrækkelig grad har lavet lovgivning som sikrer mindreårige mod voksne som kontrollerer deres dagligdag døgnet rundt. For hvem skulle hun gå til, når hun var isoleret fra omverdenen?

Det bringer os til Schuberts Minde. Få opholdssteder eller behandlingshjem har set så mange unge flygte fra stedet som under den sidste forstander. Tilsynsmyndighederne begyndte til sidst at få fokus på det efter al for lang tid med inaktivitet.

Så kommer nyheden om at forstanderen trækker sig stille og rolig tilbage. Faktisk på helt samme måde som da man skiftede forstander på Godhavn. En stille exit ud af bagdøren og så ind med ny ledelse som kan bruge tiden på at feje fortiden under gulvtæppet. Det er ikke bare usselt overfor børnene og de pårørende. Det er direkte imod alt hvad lovgivningen går ud på. Det får statsministerens undskyldning til at ligne en vittighed. Skal børnene på Schuberts Minde også leve et liv med post-traumatisk stress tilstand og depression før de som pensionister en dag får en undskyldning som Godhavnsbørnene fik næsten et halvt århundrede efter de skulle have haft den?

Ja. Det ser sådan ud.

Danmark har som land intet lært.

Kilder:

• Christian Bek (Wikipedia)
• Her er dommen: Solhaven frikendt (TV2 Nord)
• Sexdom blev gjort betinget (TV2 Nord)
• Forstander Jørn Birk Nielsen stopper øjeblikkeligt på Schuberts Minde (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)