Botilbud efter paragraf 105, 107 eller 108? Ikke engang kommunerne ved hvad de skal stille op.

Landets socialtilsyn arbejder på højtryk. Som tidligere nævnt er området svært at styre for de små kommuner, som måske kun har en enkelt borger med et specifikt behov.

En af de kommuner som er blevet ramt, er Egedal kommune

Kommunen kunne have valgt at købe en bygning og lade borgerne flytte ind hvor personalet så ville tage sig af dem. Det er et såkaldt paragraf 108 tilbud. Istedet har kommunen valgt at etablere et bosted, hvor borgerne tegner en huslejekontrakt med en privat udlejer, hvortil at kommunen så sætter personale ind. Dvs. et paragraf 107 tilbud.

Hvad sker der den dag, hvor udlejeren viser sig at være en bolighaj?

Egedal botilbud som nu er blevet indstillet til lukning bestod af 3 adresser under samme parably. På et af stederne har borgerne haft problemer med:

• Massive ekstraregninger, som beboerne, der for manges vedkommende er på midlertidig ydelser, ikke kan dække. De må spise hos deres familie ude i byen eller familien må købe ind for dem. Som udlejer har sagt til nogle af beboerne, er der ingen grænser for hvad de kan få i overlevelseydelse. Det er korrekt, men for at få denne overlevelsesydelse, skal borgerne udsættes for tæt ved en måneds sagsbehandling, hvor hele deres økonomi gennemgås og det er forfra hver gang.
• Manglede vedligeholdelse af fællesarealer og sanitet. Der er efter udsagn en vedholdende kloaklugt på en af bostederne og fællesarealets køkkenfaciliteter blev sidst rørt i det tidligere årtusinde. Hæve-/sænkefunktioner virker ikke, så borgere med forringet mobilitet kan bruge køkkenfaciliteterne.
• På udendørsarealerne kæmper man med skadedyr, herunder rotter. Dører og vinduer bør holdes lukket.
• I et halvt år måtte 8 borgere dele en 60 liters vandvandsbeholder, fordi den var under renovation. Heldigvis kunne mange bade hos deres familier.

Nu vælger socialtilsynet så at varsle en lukning af tilbuddet. Et er at dem, der har brug for et specielt behov, risikerer at miste kontakten til deres familie, fordi et tilbud måske kun eksisterer et andet sted i landet. Noget andet er at der er tale om en systemfejl.

Bør man overhovedet tillade at hele bosteder drives efter paragraf 107?

Paragraf 107 tænkte man på, hvis samfundet i en kort periode skulle dække en rimelig leje hos en privat udlejer for en enkelt borger. Jeg tror ikke at lovgiverne havde regnet med at en kommune kunne sende alle borgere på et bosted i kløerne på en bolighaj.

Borgerne hvor mange kan have svært handicap, har ikke kræfterne til at trænge igennem på beboermøder, hvor at personalet ikke må deres talerør, for kontrakten med udlejeren er ikke lavet med kommunen, men med borgeren. På samme måde kan problemer med boligen godt nok rapporteres til kommunen, men forpligtelsen fra udlejeren er overfor den der har lejekontrakten og kan denne ikke råbe op grundet dårligt helbred, så er borgeren ilde stedt!

Skal det være almindeligt at borgere, som er syge og for længst er blevet myndige, skal være afhængig af familiernes mulighed for at yde dem måltider og bad?

Det er det i Egedal kommune og formentlig også i andre kommuner, som har lavet bosteder baseret på paragraf 107.

Har personalet ikke råbt vagt i gevær?

Der er cirka 12 personaletrin fra en medarbejder igennem rækken af akademikere oppe på rådhuset inden at en ansvarlig politiker kan informeres. Det gamle ordsprog om at 5 fjer bliver til 3 høns virker også her, men blot omvendt! Problemerne bliver tonet ned mens beskeden om uregelmæssighederne går op gennem systemet og i sidste ende ser den øverste ledelse og politikerne slet ikke problemerne. Der er ikke en kinamands chance for at borgerne kan trænge igennem.

Det værste er at borgerne i Egedal kommune har betalt for regninger, som måske aldrig burde været udstedt. Vi ved fra fortrolige kilder at personalets henvendelser til udlejeren ignoreres. Der er ikke lavet et varmeregnskab, som ville kunne holde, hvis en ressourcestærk almindelig borger gik til boligretten. Det er som om at administrationen hos udlejer ved at vi her taler om svage borgere, man ikke skal have respekt for. Det er et menneskesyn, som hører 1930'erne til.

Man bør forbyde brugen af paragraf 107 på den måde som Egedal kommune og sikkert også andre kommuner har brugt den på. Den behandling, som borgerne her har fået, bør ikke accepteres.

Kilde:

• Botilbud i Egedal Kommune lukkes (Egedal Kommune)

Når en kommune vil isolere et familiemedlem

Da man nedlagde de store centralinstitutioner for 40-50 år siden, havde ingen gjort sig tankerne om hvad det vil koste at give dem som ikke kan klare sig selv et ordentligt liv.

Gang på gang dumper socialtilsyn bosteder. I mange tilfælde er det bosteder drevet af private, som har gjort stort ud af at beskrive sig selv på tilbudsportalen, så de får klienter, de slet ikke er i stand til at tage sig af fordi at hele forretningen er målrettet i forhold til profitoptimering.

Resultatet er overgreb, magtanvendelse, anden misbrug, omsorgssvigt og i nogle tilfælde ender det tragisk med klientens død.

Hvor man hos Amterne kunne skabe et grundlag af klienter hvor man kunne samle specifikke målgrupper på specifikke institutioner som kunne tage sig af klienternes behov, så er kommunerne ofte for små til at genkende symptomerne hos klienterne. Særligt hos børn ser man ofte at kommunerne får stukket en diagnose i hånden af en af landets psykiatriske hospitaler, som de ikke vil forholde sig til fordi barnets sygdom er for sjælden til at man har set det i kommunen før og hvor man så vælger at tilsidesætte en udredningsrapport, så barnet reelt vokser op som et opbevaret barn, men ikke et barn som under opvæksten får den rette behandling. Alt for ofte ender det med at personaleudskiftning forhindrer at der ligges en plan for hvad der skal ske med barnet, når myndighedsalderen nås. Derfor ender mange tilbage hos deres familie eller måske på gaden, hvis relationerne til familien er gået tabt.

Men et voksent barn som slet ikke har evneren til at agere som voksen og tage de beslutninger, alle voksne skal tage i forhold til kommunikation med myndighederne og simpelthen få dagligdagen til at gå, er en sårbar voksen.

Mange har heldigvis deres familie og en fra familien bliver værge. Mange får det godt via den ordning, men det sker oftere og oftere at familien siger fra i forhold til det voksne, men ymyndige barn, de er værge for.

Det er i den situation at man oplever begrebet "Samlebåndsværger".

Hvad er en samlebåndsværge?

Et bedre ord er en nikkedukke! Kommunen har brug for at der ikke protesteres, hvis de umyndige borger anbringes det billigste sted upåagtet at det betyder at det er et sted uden de rette personalekompentencer eller måske placeret et sted i landet, hvor både lokaler og lokale ansatte ikke koster noget fordi det er et af de områder i Danmark, hvor affolkningen har stået på.

Det er blevet almindeligt at særligt udvalgte borgere med de rette kontakter, kan blive værge for 50-100 borgere uden at de har nogen speciel uddannelse i det socialfaglige område eller kender til Juraen på området, så de kan varetage de umyndige borgeres interesse på bedste måde.

Deres eneste kvalifikation synes at være at de er villige til at acceptere hvad kommmunen kommer med og vil besøge den borger, de er værge for en gang om året.

Så svag er lovgivningen i Danmark. Man tror at det er løgn, men det er den tragiske sandhed.

Vi har ikke tal på hvor mange familier, som har mistet kontakten med deres pårørende. Vi har ikke tal på hvor mange borgere, som har oplevet magtanvendelse, overgreb, misbrug og måske er død, fordi værgen slet ikke har andet for øje end de penge, som værgen får ind for at være værge for 50-100 mennesker, der bare prøver at overleve!

Der burde være mere fokus på dette område. Der burde være basale krav om juridisk faglighed i forhold til de komplicerede love som umyndige borgere må forholde sig til, men disse krav eksisterer ikke.

Ingen ved, hvordan kommunerne finder frem til værgerne. Er der tale om rene vennetjenester? Den ugennemsigtighed som præger området øger risikoen for korruption!

Vi må kræve at der gribes ind i forhold til disse værger, så de sårbare borgere sikres støtte af mennesker, som vil dem det godt og ikke bare vil tjene på at være nikkedukke!

Kilder:

• Samlebåndsværger bliver forgyldt (TV2)
• Jane må dele sin værge med 90 andre (TV2)
• Værgemål som god forretning: Vil have ministeren på banen (TV2 Østjylland)

Grænseoverskridende handlinger og grooming tilfælde på kost- og efterskoler

En af vores samarbejdspartnere (Domestic Prisoners of Conscience) er blevet kontaktet af en journaliststuderende, som vil undersøge dette område.

Vi har accepteret at bringe henvendelsen og en mailadresse på vores blog fordi vi mener at området kræver fokus.

Baggrunden er:

Hvert år i august og september møder mange unge ind på landets kost- og efterskoler. For mange er det første gang, at de ser frem til at sove et helt skoleår uden for eget hjem.

Der er grund til at tage hatten af for dem, der er villige til at tage dette spring. Der er mange som på forhånd slet ikke har været i stand til at forberede sig på, hvordan dette valg vil påvirke dem. Alle lider til en grad af hjemve, alle har på et tidspunkt prøvet at kaste sig ud i noget helt nyt for første gang i deres liv. Alle husker også den usikkerhed, som er forbundet med en sådan handling. Nogle er i stand til at lukke deres bekymringer ind i sig selv, så de kan beskytte sig indtil andre brydes ned før dem selv så de stilfærdigt og næsten ubemærket kan glide ind i det miljø, som åbenbarer sig, hvis andre tiltrækker sig opmærksomheden via sammenbrud. At være i stand til at opretholde en facade er vel nok den vigtigste egenskab i den situation. En værdifuld lektie, når de senere i livet skal ud og arbejde, hvor det handler om at udvise professionalisme og distance, så de vinder kunderne og kollegaernes respekt.

Nogle vil have brug for at betro sig selv til en autoritet, og det er her, at det desværre ofte går galt. For blandt mange lærere, der bestemt agerer både professionelt og med grundighed, er der også brodne kar, som er blevet gode til at se signaler hos unge, der mangler omsorg. Det udnytter de. De undskylder sig måske med at de ikke har fået nok af manden og har brugt for meget tid på skolen i et job som ofte ikke er 9-17. Andre har simpelthen valgt faget, fordi det nu engang er deres sygelige interesse.

Vi er af den opfattelse at bare en sag, er en sag for meget. Vi mener at for mange skoler gennem tiden af rent økonomiske grunde har valgt de stille afskedigelser suppleret med en eller anden form for kompensation til de elever som blev ofre med det resultat at den pågældende ansatte kan tage arbejde på et andet sted f.eks. en intern skole på et opholdssted eller måske på en folkeskole indtil sagen er gået i glemmebogen.

Kun ved at føre en sag gennem retssystemet kan man sikre at en sådan person får forbud mod at tage et lignende arbejde. En af vores amerikanske samarbejdspartnere - HEAL-online fører f.eks. register over ansatte. Alt for ofte har en ansat fået held med at rejse over en delstats-grænse, hvorefter overgrebene kan fortsætte.

Vi mistænker, at der i Danmark eksisterer et skyggetal. Når en sag ikke overgives til politiet, så er der i virkeligheden to ofre. Ret indlysende elever som udsættes for grooming, men der kan også være tilfælde hvor at en påstået krænker viser sig at være uskyldig. Vi taler om at der på skolerne findes unge, som er smuglet ind på efterskolerne med svære psykiske diagnoser. Unge som ser skygger, hører stemmer. Det kan udmønte sig i at en henvendelse opfattes forkert og det kan medføre mistanke om overgreb.

Både elever og de øvrige ansatte fortjener at hvert eneste tilfælde undersøges til bunds af myndigheder, som er rustet til at undersøge det og ikke afsluttes via tilfældige møder på forstanderens kontor. Det sker alt for ofte. Lærere som har været ansat på en skole i årtier, hvor Facebook grupperne bagefter fortæller historien om at der har været røg uden at nogen tog fat i brandalarmen så ilden kunne slukkes. Det er den slags, som vi efterhånden må være i stand til at komme til livs.

Henvendelsen lyder:

Vi har fået en henvendelse fra en journaliststuderende, der som en del af sit afgangsprojekt, er i færd med at lave en undersøgende podcast om grooming og grænseoverskridende adfærd fra efterskolelærere. Hvis du har nogle perspektiver eller oplevelser om emnet som nuværende eller tidligere elev, forælder/pårørende eller er ansat på en efterskole så kontakt hende på følgende mail: signeero@gmail.com

Efterskoler, en del af systemet

Kommunernes økonomi er presset i disse år

Samtidig oplever familierne det paradoks, at der er meget forskel på, om et barn har adgang til et hospital, hvis barnet bliver syg.

Brækker et barn en knogle, eller svigter et organ, så står dørene åbne på landets hospitaler med få undtagelser.

Værre forholder det sig, hvis sygdommen er psykisk.

En konflikt mellem kommune og region

Alt for ofte dør kommunernes socialafdelinger i døren som dørmænd og forhindrer, at børn får den rette behandling. Der er ikke tale om få børn, som udredes og som får en foreløbig diagnose. Mange sygdomme udvikler sig over tid og kan oftest endeligt diagnosticeres, når barnet er tæt på voksenalderen. Alt for ofte strider resultatet af udredningen med den forestilling som socialforvaltningen har, hvor fokus hurtigt er på, hvorvidt forældrene gør deres arbejde. Man kan med rette hævde, at to systemer konfronterer hinanden i disse situationer. Personer som i kommunen er vant til at blive betragtet som en agtet autoritet, bliver pludselig irettesat af et fagpersonale med et langt højere uddannelsesniveau.

Taberne bliver børnene, som måske ikke får dagbehandling på et børnepsykiatrisk hospitalsafsnit, men derimod placeres hos plejefamilier eller på behandlingshjem som ikke får det komplette billede af hvilket problem, de skal håndtere fordi kommunen alene vælger at fremsende deres fremstilling af sagen.

Hvem er bedst rustet til at håndtere et barn, som er ved at udvikle depression eller andre diagnoser som ADHD, Skizofreni eller måske et barn med dobbeltdiagnose?

Et hospital eller et opholdssted?

Den nuværende situation betyder, at børn reelt placeres i hvad der fagligt kaldes en Skinner-boks. Det vil sige et miljø, hvor der er færre valg og færre stimuli for at sygdomsbilledet kan bremses, men bestemt ikke helbredes. Et barn der har udfordringer med kontakten til andre børn, vil hurtigt skabe sig et netværk på behandlingshjemmet af voksne, der vil høre på dem, hvilket igen for opholdsstedet vil se ud som en succeshistorie. Barnet ankommer utrygt til et miljø, hvor det for første gang skal sove uden for eget hjem. Gør personalet bare en minimum af indsats, vil barnet åbne op for dem. Det ser ud som en kur, men hvad når barnet står på gaden som voksen og pludselig skal leve alene og forholde sig økonomi, kammerater på hjemegnen, som er videre i deres liv og som ikke kan huske det barn som forsvandt for 5-6 år siden. Sådanne unge løber sur i ungdomsuddannelsen. De ender for let på botilbud som voksne, hvor de via dagbehandling på et psykiatrisk afsnit kunne være blevet fastholdt i deres lokalmiljø og via medicinering samt coaching kunne have fået et bedre liv.

Efterskolernes rolle

Det er en kendt sag at efterskolerne misbruges af en række kommuner. Unge, som har dyre diagnoser som kommunerne ironisk nok selv vælger at holde væk fra de børnepsykiatriske afdelinger fordi man er uenig med de diagnoser hospitalerne stiller. En enkelt anbringelse kan koste 1,000,000 kroner pr. år, hvis de anbringes på et opholdssted. I folkeskolen kan de heller ikke være fordi de kan trække karaktergennemsnittet ned for en hel årgang fordi en lærer i en folkeskoleklasse kan miste styringen hvis blot et par af eleverne viser sig at have særlige behov. I en tid hvor kommunerne bliver målt benhårdt på resultater, skal sådanne elever bare væk fra de almindelige folkeskoler uanset hvor mange fine ord, Folketinget kan sige om inklusion.

En efterskole er billigere og forældrene kan tvinges til at medfinansiere. Det er en gevinst for kommunen, men bestemt ikke for barnet og i sidste ende ikke for efterskolen. Der er tale om budgetter hvor en elev som sendes hjem, kan få indflydelse på bundlinjen. Vi har fået rapporter ind fra tidligere elever som fortæller om vold udført af elever med diagnoser. Elever som nogle efterskoler vælger at holde på selvom de burde have rettet henvendelse til kommunen første gang at volden opleves. Enkelte efterskoler opererer i en gråzone mellem en status som opholdssted og efterskole, hvor kommunerne kan spare på tilsynet blot fordi stedet kalder sig en efterskole.

Det er heller ikke en gevinst for de børn, som volden går over. Så på alle områder er tendensen til at kommunerne smugler sårbare unge ind på efterskolerne en meget dårlig ide, som kun øger risikoen for at unge får nederlag. Bedre tider?

I sin nytårstale italesatte kongen de sårbare unge. Vi kan kun håbe og bede til at talen er et tegn på at der iværksættes nogle initiativer så psykisk sygdom hos børn sidestilles med fysiske sygdomme. Erfaringerne er desværre ikke gode, men vi må håbe at 2025 bliver året, hvor området får fokus, så færre børn må nøjes med at få deres alvorlige sygdomme behandlet af ufaglærte. Man går ikke længere til tandlægen hos en smed. Man har faktisk opfundet et fag og uddanner tandlæger på tandlægehøjskoler. Børn med psykiske sygdomme må alt for ofte nøjes med en pædagog med en generel uddannelse i børnepasning eller måske endnu værre en håndværker udvalgt på grund af sin fysiske styrke, der kan fiksere de unge manuelt, hvis en psykose opstår.

Det er bestemt ikke Danmark værdigt at det står så slemt til.

Når historien bare gentager sig - fra Godhavn til Schuberts Minde

I 1975 trådte en forstander tilbage på Godhavn. Den nye tilsynsførende havde afsløret systematisk mishandling af de børn som var anbragt på Godhavn, men på trods af dette besluttede systemet at beskytte forstanderen eller rettere systemet besluttede at beskytte de medarbejdere i systemet som skulle have grebet ind - ikke 1 år før, 2 år før, 5 år før, men op til 10-20 år før, da de handlinger som personalet udsatte børnene for var ulovlige da forstanderen tiltrådte.

Det har taget sin tid at få systemet til at erkende ansvar. Først omkring år 2011 begyndte man at se viljen til at grave i fortidens synder. Først i 2019 lykkedes det at få en undskyldning fra højeste sted på vegne af det embedsapparat som i den grad havde svigtet.

Så skulle alt være fryd og gammen.

Men det var det ikke. For et er at systemet mange år efter erkender sine fejl. Noget andet er at forebygge og måske drage personalet til juridisk ansvar. Det har vist sig at være svært.

Kravene til bevisførelse er høje. Det så vi med sagen omkring Solhaven. Trods en grundig efterforskning fra politiets side lykkedes det ikke med en domfældelse. Det er ikke en kritik af vores domstole. De kan kun dømme på basis af den lovgivning som Folketinget vedtager og et eller andet sted er der en mangel.

Et andet eksempel er sagen vedrørende Gøgereden, hvor en 15 årig pige i isolation havde sex med med en pædagog. Taget i betragtning at pigen reelt var totalt afhængig af den voksne pædagog, så virker en betinget straf i underkanten for hvad skal der så til for at få en ubetinget straf? Igen her er det ikke domstolene som er problemet. Det er Folketinget som ikke i tilstrækkelig grad har lavet lovgivning som sikrer mindreårige mod voksne som kontrollerer deres dagligdag døgnet rundt. For hvem skulle hun gå til, når hun var isoleret fra omverdenen?

Det bringer os til Schuberts Minde. Få opholdssteder eller behandlingshjem har set så mange unge flygte fra stedet som under den sidste forstander. Tilsynsmyndighederne begyndte til sidst at få fokus på det efter al for lang tid med inaktivitet.

Så kommer nyheden om at forstanderen trækker sig stille og rolig tilbage. Faktisk på helt samme måde som da man skiftede forstander på Godhavn. En stille exit ud af bagdøren og så ind med ny ledelse som kan bruge tiden på at feje fortiden under gulvtæppet. Det er ikke bare usselt overfor børnene og de pårørende. Det er direkte imod alt hvad lovgivningen går ud på. Det får statsministerens undskyldning til at ligne en vittighed. Skal børnene på Schuberts Minde også leve et liv med post-traumatisk stress tilstand og depression før de som pensionister en dag får en undskyldning som Godhavnsbørnene fik næsten et halvt århundrede efter de skulle have haft den?

Ja. Det ser sådan ud.

Danmark har som land intet lært.

Kilder:

• Christian Bek (Wikipedia)
• Her er dommen: Solhaven frikendt (TV2 Nord)
• Sexdom blev gjort betinget (TV2 Nord)
• Forstander Jørn Birk Nielsen stopper øjeblikkeligt på Schuberts Minde (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)

Det nye BLM dødsfald vist på TV2 kunne lige så godt ske i Danmark

I videoen ser man 16 år gammel Cornelius Fredericks dø som følge af at personalet på døgninstitutionen prøver at fastholde ham.

Det er en meget almindelig måde at dø på, når vi taler om døgninstitutioner verdenen over. Det har intet at gøre med hans hudfarve. Det har noget at gøre med indstillingen til anbragte børn.

På Schuberts Minde fastholder man også børn. Det så Danmarks befolkning da en dokumentar om børnene som var anbragt der, blev vist.

Spørgsmålet er om vi i Danmark måske bare har været heldige? Er det et spørgsmål om tid før et dansk barn bliver kvalt under vægten af voksne?

Lakehouse Academy som stedet hedder, bliver administreret af en af de store aktører i USA - Sequel Inc. - og stedet ligner på alle måder døgninstitutioner i Danmark og resten af verdenen. Børn bliver anbragt på må og få - ikke så meget på basis af deres diagnose, men mere om hvem deres sagsbehandler er og om der er budget på det pågældende tidspunkt.

En hjemmeside som hedder "Today a child died" indeholder en liste på flere hundrede børn, som er døde under anbringelse. Mange af dem er døde som følge af at voksne forsøgte at fastholde dem.

Der kan ikke være for lidt fokus på hvordan man undgår fastholdelse og når det sjældent bliver nødvendigt - hvordan man undgår fysiske skader på børnene. Psykiske skader - hvis de ikke har dem før deres tid i det offentlige system, så får de dem undervejs.


Kilde:
Ny video viser sort teenager blive holdt fast på jorden i 10 minutter - kort efter døde han (TV2 Nyhederne)

Lukningen af døgninstitutionen "Tippen" i Ansager

Anonyme breve og diverse rapporter har været grundstenen for at lukke døgninstitutionen "Tippen" i Ansager. I stedet for at rette de små problemer op som der var, har man nu tanker om at flytte de unge til steder som Schuberts Minde i Ringkøbing, som kom under massiv kritik efter en række TV-udsendelser.

Der er tale om at flytte sårbare unge fra et lille intimt sted til hvad man mest af alt kan kalde en fabrik for langtidsanbragte unge. Bliver der plads til det individuelle behandlingsprogram og behovet for at forblive en familie, da 4 af de unge som skal flyttes er søskende?

Der er ingen som ved hvorfor beslutningen blev taget om at lukke ned i stedet for at rette op på de kritisable forhold. Der vil altid være forhold på landets opholdssteder som kan gøres bedre og øget regulering samt tilsyn er vejen frem.

At flytte de unge sammen på færre steder er derimod ikke svaret i det store steder ikke kan fordybe sig i særlige områder.

Vi kan kun håbe at der kommer en fornuftig løsning på problemerne.

Kilder:

• Anonymt brev: Politiet måtte beskytte personale mod Tippens børn (Jydske Vestkysten)
• Døgninstitution lukker efter ugers rygter om magtanvendelse og kriminalitet (TV Syd)

Skal opholdssteder være mere kommercielle?

Med købet af Søbæk Skolerne i Jyderup har en Nordisk koncern ved navnet Olivia sat sig tungt på markedet. Skal opholdssteder og sociale behandlingssteder nu drives med profit maksimering for øje?

Reelt har de vært det siden af området blev privatiseret omkring årtusinde skiftet. Før var det amterne som sad tungt på dette område. Nu er det private som står bag.

Med de store selskaber som Olivia og danske Tvind er trods alt særsyn på markedet. Deres tilstedeværelse vækker ikke desto mindre beymring.

Det menneskesyn og de normer, som koncernerne repræsenterer er ikke i overensstemmelse med de normer og de værdier vi ønsker at de unge skal ende med at have når de bliver voksne.

Unge i andre nordiske lande har ikke de samme frihedsgrader som i Danmark. Island har f.eks. decideret udgangsforbud for unge under 16 som vi så det under 2. verdenskrig, alkohol reglerne er mere strenge i både Norge og Sverige. Hvordan skal de unge kunne begå sig på lærepladser og ungdomsuddannelserne når de ikke har været i stand til at socialisere normalt som samfundets øvrige unge?

Men store kæder giver også mindre plads til at dyrke individet.

I USA er de store koncerner i 90'erne og 0'erne forsvundet. WWASP og Aspen Education Group (Kendt fra Dr. Phil) er reduceret til ingenting efter en række dødsfald og sagsanlæg. Unge går den dag i dag rundt med livslange traumer, fordi de blev tvunget ind i en ensrettet opvækst, hvor der ikke blev taget hensyn til deres individuelle behov.

Er det den fremtid, vi ønsker for anbragte børn?

Det er en fremtid vi får når opholdssteder og specialskoler ikke forbliver små intime steder hvor hver eneste barn får det tilbud og den hjælp, der matcher barnets behov.

Det er tid til at se på området nu engang, eller taber vi for alvor børn på gulvet på en måde så de aldrig kan rejse sig igen.


Kilder:

• Tvinds hemmelige netværk: Betaling for anbragte unge ender i skjult pengetank (Danmarks Radio)
• Pædagogiske opholdssteder solgt til udlandet (Arbejderen)

Voldsanmeldelse droppet imod Vildmarksprojektet

Med henvisning til forældelsesreglerne så har politiet meddelt at de har stoppet efterforskningen.

Politikerne debatterer nu hvorvidt at forældelsesfristen skal droppes, hvilket også vil gavne Godhavnsdrengene.

Men vi skatteborgere mangler at få undersøgt en anden vinkel af hele konceptet Vildmarksprojektet.

Projektet var bundhamrende ulovlig. Alligevel fandt penge betalt af skatteborgerne vej ned i lommerne på ejeren af vildmarksprojektet.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Der er nogle embedsfolk som har overskredet deres kompetancer og som ulovligt har godkendt betalinger.

Hvorfor er de ikke draget til ansvar?

Sålænge at der kan gå sagsbehandlere og team-ledere rundt, som ulovligt udbetaler penge til ulovlige anbringelser, så er der børn som ulovligt bliver anbragt i udlandet.

Problemet er ikke isoleret til vildmarksprojektet. Der er eksempler på at unge med socialforvaltningens godkendelser er sendt på "genopdragelsesrejser" til lande langt væk fra Danmark. Unge som i forvejen har skullet kæmpe med at håndtere vores kultur og normer , er blevet sendt væk måske bare for at sagsbehandleren kan få fred i nogle måneder. Den dømte morder Ferhat Kilic blev således sendt til Tyrkiet og bo med socialforvaltningens accept. Han mistede dermed omgang med normale danske unge og valgte da han kom hjem at slå sig på hash-handel.

Opholdet hos bedsteforældrene i Tyrkiet var sikkert billigere for kommunen end et social-pædagogisk opholdssted som kunne have rettet ham op.

Det er strafbart og det burde følges op med politianmeldelse og retssag, hvor det er muligt.

Hvor mange unge er sendt til udlandet? Hvor mange medarbejdere har med et pennestrøg sikret sig fred på en ulovlig måde? Vi savner svar. Vi savner politianmeldelser og at folk bliver draget til ansvar.

Men det ser ud til at der er berøringsangst, når embedsfolk skal drages til ansvar. Hvorfor skal de have lov til at være superbrugere der ansvarsfrit kan køres mindreårige rundt i manegen?

Kilder:

• Anmeldte grov vold fire måneder for sent: - Jeg har det ad helvede til med det (TV2 Nyhederne)
• Overladt til sig selv og fanden (Dagbladet Information)

Er 10. klassernes tid som dumpeskole over

Mange unge har oplevet at gå 10. klasse om mange gange. Især de nye karakterkrav på ungdomsuddannelserne har medført et øget behov for at sende de unge et sted hen hvor de kan få tiden til at gå så de kan starte en ungdomsuddannelse. Der er trods alt et øvre maksimum for hvor mange social- og sundhedsassistenter samfundet har brug for.

Folketinget har vedtaget at der skal etableres et nyt forløb på 90 skoler landet over.

Men er det ikke for simpelt?

Kan de mange forskellige problemer unge slås med håndteres af en standard-uddannelse?

Der er ingen tvivl om at det danske uddannelsessystem er blevet for kompliceret. Der er for mange døde ender. Hvorfor skal man forhindres i at få en akademisk grad fordi man en gang er på grund af økonomi har været nød til at uddanne sig som butiksassistent?

En start er at forsimple de første år. Færre fag at vælge imellem. Alt for mange unge går år på gymnasiet og opdager så at de ikke kan få en givent fag på det niveau, som en videregående uddannelse kræver. Måske udbyder den lokale skole slet ikke faget på rette niveau og så snakkes der i Folketinget om at begrænse unges valg til skoler i lokalområdet.

I forhold til denne blogs primære område - forholdene omkring anbragte børn, så er det som om at man har givet op på forhånd. Hvad sker der hvis et anbragt barn udviser ekseptionel talent og karakter udbytte på et højt niveau?

En sagsbehandler kan sagtens love alt og sige op, hvorefter en ny sagsbehandler så trækker i land lang tid efter at den unge er gået i gang. Så skal uddannelsesforløbet afbrydes og eleven skal starte forfra.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at kommunerne er under pres. Derfor ønsker man ikke de anbragte børn succes i uddannelsessystemet. For man risikerer at binde ens arbejdsgiver - kommunen - i alt for lang tid. Bør barnet så langt væk fra hjemmet at transport fra hjemmet er umulig, bør sagsbehandleren tænke på at barnet fylder 18 år på et tidspunkt og efterværn er for dyr, hvis der skal betales over 50.000 kroner om måneden til opholdsstedet. Det er desværre blevet matra for kommunerne at børnene på mirakuløs vis bliver raske lige før de er 18 år eller problemer i hjemmet forsvinder som dug for solen i rapporterne netop fordi man ikke vælge den dyre version af et efterværn.

Lige så snart samme forvaltning som skal betale også er den forvaltning som skal evaluere og konkludere, så konkluderes der ud fra økonomi.

Regeringen har måske en god vilje bag det nye initiativ med et simpel forberedende forløb, men når man tænker på at det er kommunerne som skal forvalte denne nye mulighed, så bliver anbragte børn blot sendt på dette forløb over og over igen, istedet for at blive sendt i 10. Klasse gentagne gange.

Ja, 10. Klasses tid som dumpeskole er måske ovre, men problemet flyttes kun. Det løses ikke.




Kilder:

• Alternativet er bekymret for uddannelsesreform til 'svage unge' (Danmarks Radio)
• Undervisningsminister: Tilbud til svage elever samles på samme matrikel (Danmarks Radio)
• Elevloft skal hjælpe landgymnasier (Jyllandsposten)

Er man som tidligere anbragt helbredt når man fylder 18?

Når et anbragt barn fylder 18 år, skal den unge 6 måneder forinden afgøre om vedkommende vil i efterværn.

Ofte har den unge boet udenfor hjemmet i en årrække. For nogle er det ikke en option at flytte hjem igen. Dels kan det være at de problemstillinger som kommunen hævdede var årsagen til anbringelsen ikke er klaret. Dels kan forældrene være faldet væk. Dels kan forældrene være så forarmet efter års betalinger for barnets anbringelse at de lever på randen af et eksistensminimum.

Der er ingen tvivl om at den forældrebetaling for anbringelsen som kommunerne kan opkræve jævnfør bekendtgørelsen nummer 498 af 2011 suppleret af ankestyrelsens principafgørelse 158-12 har bragt mange familier i en situation så presset at de må kravle rundt i supermarkedernes containere efter rester eller bruge deres begrænsede fritid på at samle flasker i skarp konkurrence med udenlandske hjemløse.

Med andre ord. Der er måske ikke noget at komme hjem til for den anbragte teenager og hvad så?

Efterværn er svaret, men kommunernes økonomi spænder ofte ben. Kommunerne vil helst kunne skrive at det anbringelsestilbud de har valgt, har været så succesfuldt at den unge er i stand til at stå på egne ben. Derfor er plejefamilier, opholdssteder og efterskoler, hvor disse har været brugt som nødanbringelsessted ofte under pres til at skrive at den unge er så rask at man kan sætte den unge på Efterværn uden anbringelse.

I modsætning til Efterværn med anbringelse, hvor kommunen fortsat er forpligtet til at sørge for at den unge har tag over hovedet, så skal kommunerne, når vi taler om Efterværn uden anbringelse alene støtte moralsk. Det er så let at sige "Vi er med dig - i tankerne". Reelt er der tale om at kommunerne har fundet et hul i loven på størrelse med en ladeport, så de kan kaste alle forpligtelser over på staten.

Måske er det derfor at så mange unge, der har været anbragt, ender som hjemløse. Det kræver meget af at ungt menneske som har levet sit liv et sted hvor de har været i behandling og har modtaget både lommepenge og tøjpenge til at omstille sig til at leve for sig selv og være ansvarlig for sin økonomi.

Kan man gøre noget for at gribe ind overfor politisk styring af hvorvidt at de unge vurderes til enten den ene eller den anden form for Efterværn? Alt handler om økonomi og det er klart at den ene offentlige forvaltning prøver at sende regningen til den anden offentlige forvaltning, når lovgivningen åbner derfor.

Bør vurderingen ligge i et andet regi end hos kommunernes visitationsudvalg?

Området kræver indgriben. Antallet af unge som ender på gaden er alarmerende og det vil kræve liv. Også hjemløseområdet er blevet globaliseret og sårbare unge står dårligt overfor internationale professionelle hjemløse som rejser fra land til land og skubber lokale hjemløse væk med vold og trusler.


Kilder:

• Nyt fra Ankestyrelsen nr. 7 - 2012 (Foreningen af profesionelle støttepersoner)
• Hvad kendetegner de unge hjemløse? (Socialstyrelsen)

At anbringe unge på plejehjem

Mange kommuner anbringer unge på plejehjem istedet for at etablere specialiserede botilbud eller hjælpe dem til egen bolig i nærområdet hvor de har været anbragt.

Mange unge er midt i et uddannelsesforløb, når de fylder 18 år. Ofte er de startet i det lokalområde, hvor de var anbragt. Her er det efter Brønderslev-sagen blevet rigtig vanskelig for kommunerne at etablere et mellem-kommunalt samarbejde så den anbragte unge anbringes i en ungdomsbolig på ganske almindelige vilkår hvis den unge er egnet dertil.

Rent statistisk er de fleste unge efter års anbringelse parate til det, fordi kommunerne når vi taler om efterværn foretrækker efterværnstypen "Efterværn uden anbringelse" fordi staten så træder ind med SU modsat "Efterværn med anbringelse" hvor det fortsat er kommunerne som skal betale tøj og lommepenge samt håndtere husleje og kost for de unge. Det er et debat-indlæg i sig selv, så det tager vi en anden gang.

Efter Brønderslev-sagen er det blevet sådan at den kommune hvor den unge bor når vedkommende fylder 18, kan sige nej til at overtage en potentiel dyr borger. Folketinget som har lavet disse regler kan selvfølgelig hævde at det ikke skulle være et problem, fordi den kommune som den unge bor i og som skal overtage den unge borger i 2 år kan agere Flottenheimer, fordi de kan sende alle regninger til den kommune som oprindelig har anbragt den unge. Men der kommer en dag efter de 2 år og her er kommunerne blevet forsigtige - meget forsigtige.

I en tilfældig kommune som Holbæk kan sagsbehandlere fra andre kommuner ikke få navn på en bestemt person som håndterer en bestemt sag. Selv telefonnumrene udskiftes på daglig basis så sagsbehandlerne fra de unges handlekommune kan ikke ringe tilbage dagen efter med svar på de spørgsmål som de er blevet stillet og de spørgsmål er der selvfølgelig mange af, så projektet på et tidspunkt opgives eller den unges hjemkommune giver op og vælger at anbringe den unge på et lokalt plejehjem, hvor den unge skal bruge timer - mange timer på daglig transport.

En af de kommuner som anbringer unge på plejehjem er Egedal. Der har været en del kritik af deres beslutning. Der er flere aspekter.

1. De unges udvikling. Bliver der sparret med de unge? Deres uddannelsesforløb vil jo typisk have været afbrudt fordi de er taget hjem fra f.eks. Jylland eller Fyn. De skal i gang igen og kan man det i en landsby uden særlig god dækning i form af offentlig transport?
   
2. De unges samspil. De unge har været anbragt mange forskellige steder og har forskellige diagnoser. Ofte er de erklæret raske rent politisk når de fylder 17,5 år, så de kan komme over på den statsfinansieret efterværns type. Hvordan spiller de sammen? Vil den unge med depression spille godt sammen med et ungt menneske som er anbragt på grund af vold og kriminalitet?
   
3. De unges samspil med de andre beboere. Selvom de unge har deres egen afdeling på plejecentret, så er det semi-demente naboer. Vil nogle af de unge rulle de ældre som man ser f.eks. folk fra Rumænien med snedige former for trick-tyveri?
   
4. Beskyttelse af de unge. Nogle senil-demente udsætter personalet for overgreb, hvilket beklageligvis skyldes deres sygdom. Nogle af de unge som trækkes hjem fungerer fint faglig, men er sårbare mentalt. Hvordan skærmes de sårbare unge?
   

Kommunernes praksis med at anbringe unge på plejehjem er bekymrende. Der er ingen tvivl om at kommunerne i disse år er presset på boligområdet. Staten sender mange personer til kommunerne som skal huses. Denne opgave kan ikke negligeres og her skyldes særlige tilskudsordninger, men også dispensationer fra planlovene at man pludselig kan indrette boliger i nedlagte børnehaver og andre kommunale bygninger, der ellers ikke regnes for at være velegnet til beboelse. Disse dispensationer får kommunerne ikke til tidligere anbragte unge. Det åbner for kritik og stigende fremmedhad i samfundet, når en gruppe kan få og en gruppe som ellers gør alt rigtig efter en barndom fjernet fra deres forældre ikke kan få.

Der er ingen tvivl om at det vil glæde mange kommuner at være bedre til at planlægge ud i fremtiden. Det nytter ikke at motivere de unge til at starte på en uddannelse de sted, hvor de er anbragt hvis de undervejs fylder 18 år og man ved at de skal hjem igen til et lokalt plejehjem. Så bør man motivere de unge til at starte en uddannelse i lokalområdet omkring plejehjemmet, så uddannelsen ikke afbrydes.

Vi kan ikke trylle Brønderslev-sagen væk. Det var en sag som skulle have medført øget ansvarlighed. Nu har den blot medført øget fokus på at holde dyre borgere ude og det koster mange anbragte unge deres fremtidsmuligheder.

Kilder:

• Ældre Sagen: Flyt ikke unge fra bosted på plejehjem (TV2 Lorry)
• Trods modstand fra pårørende og beboere: Kommune flytter unge på plejehjem (Lokalavisen Egedal)
• Socialt udsatte skal bo på plejehjem: 'Kommunen spiller russisk roulette med min mors liv' (Ekstra-Bladet)
• Migrants come to Denmark too and it has become a problem (The C. Eskildsen Research Center)

Hvem har ansvaret når et opholdsstd for et barn viser sig at være ulovlig

Efter TV2 dækning af de forfærdelige vilkår danske unge har mødt i Sverige og Norge under deres anbringelse i Vildmarksprojektet, så må skatteborgerne i Danmark spørge:

Hvordan kan det komme så vidt at danske unge anbringes ulovligt i Udlandet?

Faktum er at de blev anbragt ulovligt.

Nogle godkendte anbringelserne.

Nogle godkendte pengeoverførslerne.

Hvorfor er de ikke draget til ansvar?

Alle kommuner har revision. Revisionen burde have opdaget at man overførte penge til Vildmarksprojektet. Hvis revisionen ikke har gjort anmærkninger fordi der lå en kontrakt, så er spørgsmålet: Hvem har skrevet under på kommunens vegne?

Hvis revisionen har gjort anmærkninger, så er spørgsmålet? Hvorfor har man ikke fyret nogle i forvaltningen?

Man kan selvfølgelig skyde på opholdsstedet Teglgårdslund i Hillerød ved at sige at de har formidlet kontakten, men det fritager ikke de enkelte sagsbehandlere og deres team-ledere. Der skal stadig foreligge en godkendelse. Byråd og kommunalpolitikere er i sidste ende ansvarlige og det ansvar kan de kun forvalte ordentlig ved at gribe ind og kræve fyringer i forvaltningen på lederniveau, når forvaltningslovene ikke overholdes.

At anbringe et barn koster penge - rigtig mange penge. Derfor er der ikke plads til at der laves ulovlige anbringelser.

Et er at TV2 nu afdækker disse ulovligheder mange år efter, men det som er skræmmende er at man ikke gennemgår papirakterne og finder de ansatte som satte det hele i gang for at sikre at de aldrig kommer til at sidde i stillinger hvor de kan fortsætte deres manglende faglighed. For sker det ikke, kommer andre børn i klemme og intet vil være lært af de lidelser, de anbragte børn i Sverige og Norge blev udsat for.

Ryd nu op. Spar pengene og sørg for at børn der anbringes uden for hjemmet, mødes at værdige vilkår i stedet for decideret mishandling.

Kilde:
Først blev de anbragt i Helvede - så splittede kommunen søstrene op og svigtede dem igen (TV2 Nyhederne)

Handler alt for kommunerne om økonomi?

Mange familier landet over ved hvor svært det er at have kommunerne ind over. Selvom børnene bliver udredt hospitalerne hvor konklusionen er at børnene har en lidelse som forældrene ingen part har i, så pålægges forældrene at betale for børnenes behandling på opholdssteder. Efterværn har idag karakter af at kommunerne manipulerer papirerne så børnene bliver gjort så raske at de skal søge SU istedet for at få en efterværnsydelse.

Det er ikke sjovt at skulle være tvunget til et samarbejde med kommunerne og dette rammer nu også plejefamilierne.

Paradokset for plejefamilierne er at de ikke er plejefamilier før barnet kommer. Ja, en leder hos kommunen kan sidde sammen med forældrene til barnet og den kommende plejefamilie med en holdning om at vedkommende leder slet ikke vil høre et pip fra plejefamilien for plejefamilien er ikke ansat på dette tidspunkt og derfor ikke part i sagen. For lederen handler det om at sætte de kommende samarbejdspartnere på plads så plejefamilien ved at den skal tale med ærbødighed og ærefrygt fordi de har fået lov til at blive plejefamilie. Plejefamilien gør jævnfør lederen ikke nogen gavn, men de har fået lov til at have et barn blot fordi det skal være et eller andet sted.

Og alle ydelser som skal være i hjemmet for at barnets ophold i hjemmet kan blive en succes, bliver genstand for forhandling. Hvad må cyklen koste? Hvad må computeren til skolearbejde koste? Skal barnet overhovedet have hjælp til transport selvom barnets skole ligger langt væk?

Det er svært at gøre noget ved for kommunerne ansætter i disse år ledere som er trænet til at tryne af økonomiske hensyn. Akademikere som helt tilfældigt har børneområdet som arbejdsområde og slet ikke interesserer sig for at det er mennesker de har med at gøre. Ledere som gerne nyder det at have magten og gerne nyder at udøve den og sætte almindelige mennesker på plads.

Taberne bliver børnene. Vi har en forståelse for at pengene er få og flygtninge krisen går selvfølgelig også ud over anbragte børn, når alle områder kommunerne skal dække bliver ramt af disse ekstra udgifter. Men der må være en grænse. Der må ske en prioritering. Store flotte nye rådhuse er selvfølgelig flotte at se på, men de giver ikke anbragte børn en bedre start i livet.

I en artikel i Jyllandsposten anfales det at holde sig væk istedet for at blive plejefamilie. Som tingenes tilstand ser ud nu, kan vi kun bifalde det råd.



Kilde:
Plejefamilier frarådes at tage nye børn (Jyllandsposten)

Hvor længe skal myndighederne ignorere vold i plejefamilier?

Efter alt for meget tid er Odense kommune endelig kommet til fornuft. De har fjernet børn fra en plejefamilie som allerede år forinden var blevet anklaget for vold.

Ingen plejefamilie bør have børn i deres varetægt, når så alvorlige anklager anklages.

Da det endvidere er langt fra første gang at plejefamilier landet over har været genstand for anklager om vold, så burde kommunen have reageret langt tid før.

Der har været sager i Mern og Skælskør, som viser at det tager tid at afdække alle forhold. Skal børnene fortsat lide imens undersøgelserne står på? Nej. Selv hvis anklagerne viser sig at være grundløse, så er børnene bedre tjent ved at der findes et anden anbringelsessted. Man kan ikke have børn et sted hvor der hersker et mistillid mellem den anbragte og dem, der påstås at være dem der skal passe barnet.

Verdenen over ser man på hvad pengene går til. Vi skal ikke glemme at de penge som plejefamilierne får, er skatteborgernes penge. Dine penge og mine penge. Penge som skulle gå til at børn får det godt. Penge som ikke skal gå til at børn udsættes for vold.

Vi håber at sagen fra Odense er den sidste af sin art. Når pengene er få, så skal de penge der anvendes, bruges hvor de gør størst mulig gavn. Og de gør ikke gavn, når børn udsættes for vold.


Kilder:

• Børneeksperter: Odense Kommune skulle have fjernet dreng fra plejefamilie (TV2 Fyn)
• Timeline of the infamous 'caged kids' case (Noewal Reflektor)

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder:

• Advokat undrer sig over kommunens brug af Finn Westh (Netavisen Næstved Nu)
• Opholdssted i tæt alliance med udskældt psykolog (Sjællandske Nyheder)

Når der er en meget alvorlig sag, så svigter socialforvaltningen

En pige på kun 15 år er anbragt i et voksenfængsel selvom landet faktisk har sikrede institutioner der er bygget til formålet og selvom det ligger på grænsen til hvad internationale konventioner tillader.

Anklagerne er alvorlige. At udtrykke sympati for terror er en definitionssag. Terror er terror så længe handlingerne foregår for organisationer vi i fremtiden ikke kan få gavn af. Frihedskampen under 2. verdenskrig blev en frihedskamp og ikke terror fordi vi vandt. Der er ingen tvivl om at det danske styre der arbejde under den tyske besættelsesmagt og tyskerne selv så frihedskæmperne som en slags terrorister. Fremtiden vil dømme Islamisk stat og undertegnede håber at denne organisation aldrig måtte kaste terror-stemplet af sig. Dybest set så var der en statsdannelse i området før de kom til og fremtiden for området bør afklares ved forhandling i de involverede lande.

Men at opbevare våben er straks meget mere alvorlig. Selvfølgelig skal pigen befinde sig under konstant bevogtning indtil at politiet har foretaget deres undersøgelser. Dette kan vi ikke være kritisable overfor.

Men der er to fejl i den behandling som myndighederne har givet pigen:

1. Indespærringen burde finde sted på en sikret institution
2. Den lokale socialforvaltning skal besøge pigen og sikre sig at hendes ophold foregår under kontrollerede forhold

Det er som at når vi siger ordet terror, så siger vi også at myndighederne ikke skal overholde basale regler. Udleveringen af en dansk kvinde til en retssag i USA med henvisning til at det kunne lade sig gøre fordi man havde fjernet basale kontrolforanstaltninger i forhold til at sikre om kvindens eventuelle handlinger i USA også var ulovligt i Danmark, viste sig at ende med at kvinden kom til at sidde i fængsel helt uden grund i et år. Der var ingen kriminelle handlinger at retsforfølge hende for da der var tale om simple ting på parkeringsbøde niveau, der forlængst var forældet.

Det kan vi ikke være bekendt.

Det er klart at terror skal bekæmpes. Det gør man ved at lave et samfund så transparent at en pige som den fængslede der boede langt væk fra ghettoer og som ikke havde et livslangt tilhørsforhold til en religiøs organisation der kunne påvirke hende her, suppleret med de så skadende opdragelserejser, aldrig skulle være faldet igennem maskerne.

Det er selvfølgelig en sag i en anden kaliber end de sager som socialforvaltningen typisk møder. Sager hvor barnet har for mange bamser, sager hvor barnet er præget af voksenmobning i skolen fordi barnet er sårbar på grund af sygdom i familien, sager hvor den raske forælder har svigtet sit ansvar ved ikke at lade sig skille fra den syge forælder hvorved børnene påvirkes af sygdom, sager hvor der skal beregnes bødestørrelse for anbringelse af et barn der er påvirket af en forælders sygdom jvf. bekendtgørelse nr. 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse 158-12.

Men pigens radikalisering var og er en social sag. Det var en udvikling som kunne have været forhindret.

Der er med andre ord skolelærere, pædagoger, sagsbehandlere der kunne have taget en snak med hende for uger, måneder og år siden. Mennesker som kunne have set signalerne og havde trukket hende væk i god tid. Her har Holbæk kommune ikke lavet noget godt arbejde. Problemet er at de fortsætter med at lave et dårligt arbejde. De har en forpligtelse til at besøge pigen.

Man kan fortænke kommunen i at satse på at pigen får en dom på over 3 år, så hun er voksen når hun kommer ud og eventuelle fremtidige lovovertrædelser kommer til at være en omkostning for staten og deres fængselvæsen. Det er kassetænkning, når det er værst.

Kilde:
Socialforvaltning og mor har endnu ikke besøgt isoleret pige fra Kundby (Danmarks Radio)

De tidligere anbragtes hårde vej ind i voksenlivet

En ny generation af anbragte unge er de disse år på vej ind i voksenlivet til et liv hvor de må starte helt fra bunden. I år 2001 besluttede man at forældre som var skyld i at deres børn lavede kriminalitet og lignende skulle betale for deres barns anbringelse. Det lød godt for forældrene har i mange tilfælde et ansvar for at deres børn foretager forkerte valg.

Desværre er det blevet en glidebane hvor at kommunerne checker på på journaler generationer tilbage for at se om forældrene selv har været syge inden barnets fødsel eller om der er historier om handicap i slægten. Findes der det mindste, så kan kommunen kræve et 5 eller 6 cifret beløb pr. år for en anbringelse jvf. bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse nr. 158-12.

En anbringelse er derfor for mange familier ikke alene et følelsesmæssigt afsavn. Det er en glidebane hvor søskende må lide afsavn og se deres uddannelseschancer i livet glide dem af hænde på grund af de begrænsede økonomi. Nogle kommuner kan godt se at det er galt og har bøjet reglerne idet at reglerne er åbne for fortolkning.

Men andre kommuner bruger deres rygte som en "skrap" kommune til at jage familier med sygdom væk. Ja, nogle går endda så langt at betale indskud til en lejlighed i en fremmed kommune fordi de ved at den nye kommune vil blive nødsaget til at overtage regningen efter nogle år.

Men tilbage de unge der fylder 18 år. De er begrænset i forhold til deres fritidsarbejde. De er begrænset i forhold til deres opsparing. De starter ikke et voksenliv på lige fod med med deres jævnaldrene. Fundamentet ny generation i kommunernes søgelys bliver dermed lagt.

I disse tider fylder den slags informationer ikke meget. Det er andre agendaer som fylder medierne og det er synd for de anbragte unges familier er også trofaste skatteydere.


Kilder:

• Udvikling i skolen hindrer ikke kommune i at kræve betaling for anbragte børn (Bladet Folkeskolen)
• Anbragte unge diskrimineres: Ingen SU, ingen opsparing, intet fritidsjob (Ekstra Bladet)

Flere tanker omkring det nu lukkede opholdsted Solhaven i Farsø

Solhaven-sagen er slut og ingen af parterne har valgt at anke. Tilbage er at skrive stedet eftermæle. Vi har søgt på nettet og har fundet nogle reaktioner:

Sidste kapitel i Solhaven sagen?

Solhaven er lukket. Farsø mistede nogle arbejdspladser. Men det var arbejdspladser de aldrig skulle have haft i en optimal verden. Et lille lukket samfund havde besluttet sig at tjene kassen på unge landet over som døjede med en masse problemer. Metoderne var usædvanlige. Faglært arbejdskraft et særsyn.

Det er ikke underligt at det måtte komme til en retssag. Vi er kommet videre i Danmark end dengang Godhavn eksisterede og man valgte at pensionere de ansvarlige for at undgå en skandale. Der er ingen tvivl om at de unge har haft det mindst lige så slemt som de unge på Godhavn generationer tidligere eller kvinderne på Sprogø der nærmest måtte kaste sig ud i ægteskab for at komme væk fra øen.

Jura kan være noget indviklet noget. At løfte bevisbyrden er nem, hvis man ikke står overfor en professionel organisation der ved at tavsheden er vejen til frifindelse. Politiet i denne sag havde det ikke lettere end hvis de skulle efterforske forskellige rockerklubber eller bander. Det var nok også årsagen til at retten kom til den konklusion som det blev.

Positivt er det dog at sagen fik den virkning at Solhaven blev lukket. Spørgsmålet er hvad man gør næste gang et opholdssted præsterer helt usædvanlige resultater. Virker barnets reform eller bliver det et støttestativ uden sikkerhed for de anbragte?

Kilde:
Sidste kapitel i Solhaven sagen? (Rotsne's blog)

Når man vil gøre det så godt, så går det så skidt

Så er det lige kommet frem at der er cirka 4.000 tilfælde af magtanvendelse overfor anbragte børn. Så skal man endvidere tage i betragtning at de 4.000 tilfælde langt fra er dækkende for det reelle antal idet plejefamilier ikke er forpligtet til at indberette deres brug af magtanvendelse.

Noget tyder på at alt for mange børn fjernes ufrivilligt. Med det tænker jeg ikke på de tilfælde hvor forældrene er imod. Nej, jeg tænker på de tilfælde hvor børnene er imod. Der skal to parter til et samarbejde og det skal være et samarbejde som begge parter har gavn af.

I Tøndersagen var det klart at de anbragte piger havde brug for en anbringelse, men også en anbringelse som ville indebære en høj kvalitet i den behandling pigerne havde brug for efter års overgreb. Det fik de ikke. Der droppede ikke nogen psykiater forbi pigernes opholdssted for en ugentlig samtale. Pigerne fik ikke alternativt tilbud ugentlig gruppeterapi på nærmeste hospital til at overkomme deres traumer. I stedet fik de behandling af personalet på deres opholdssted. Uuddannet personale der måske kunne kalde sig psykoterapeut efter nogle ugers aftensskole.

Det virker ikke forundrende at pigerne den dag i dag slæbes med eftervirkningerne af de overgreb de blev udsat for. Det var en fattig trøst at de blev tilkendt erstatning. Dels vil den på ingen måde kunne dække de års samtaler de nu må betale for i privat regi. Dels udgør den ikke engang en brøkdel Tønder kommune har sparet ved at lade tingene gå deres forfærdelige gang i hjemmet. Bare et års anbringelse ville koste kommunen 3 gange den erstatning pigerne fik.

Tønder-pigerne har ikke haft gavn af deres samarbejde med kommunen. Det er slet ikke svært at forestille sig at det samme forholder sig for mange andre anbragte børn. Det er når begge parter ikke har gavn af anbringelsen at de mange tilfælde med magtanvendelse opstår for de anbragte børn vil bare ikke være der.

Derfor må ministeriet se på disse tal så anbragte børn en dag føler at de har fået gavn af deres anbringelse og ikke blot er blevet endnu et papir på sagsbehandlerens bord som denne har brugt i sin private pleje af sin karriere.

Kilde:
Når man vil gøre det så godt, så går det så skidt. (Trane Jørgensen)