tirsdag den 22. juli 2014

Flere reaktioner på tvangsadoptionsbølgen

Stadig flere reagerer nu på forvaltningernes nye strategi som går ud på at plejefamilier i højere grad skal adoptere de anbragte børn fremfor at forblive plejefamilier. Argumenterne for tvangsadoptioner er:

  1. Adopterede børn er billigere for samfundet end børn i pleje
  2. Anbringelser virker ikke. Man har ikke kunnet påvise en positiv effekt trods års forskning

Men hele etikken omkring brugen af tvangsadoptioner har ikke været til debat i befolkningen og det frusterer en stadig større andel af borgerne. Her er en reaktion på forvaltningernes nye strategi:


Det er svært at debattere når argumenter tilsidesættes som en konspirationsteori.

Faktum er at området er nødlidende. Ikke engageret personale fremprovokerer enkeltsager som får det til at se ud som om at der er familier som bliver overset og ikke hjulpet. Man taler om overbebyrdet personale når de slet ikke møder de arbejdsmængder som ses i det private erhvervsliv. Der er mere end rigelige ressourcer til området og på trods af det, så eksisterer der ingen forskning som viser at der en positiv effekt for de anbragte børn ved at blive anbragt.

Kommunerne klager sig og jeg kan godt forstå at pengene føles spildte hvis der ingen effekt er af anbringelserne. Den sociale arv lader sig kun sjælden besejre og hvis vi ser med en bredere optik, så er det ikke et spørgsmål om førtidspensionister og personer i social gruppe 5. Børn af akademikere bliver oftere akademikere end børn fra ikke akademiske hjem. Børn af ufaglærte forældre bliver ofte selv ufaglærte. Hvor skal retten til at få børn gå? Ved de faglærte?

Spørgsmålet er om man skal ændre ved dette. For det ser ud til at metoderne der skal til bliver så ekstreme at knuste menneskeskæbner bliver normen mere end undtagelsen når systemet slår ned.

I min omgangskreds har vi set denne ødelæggelse. Først måtte familie betale en bøde for at have en arvelig sygdom i familien, dernæst måtte huset sælges for at kunne betale regningen og det mindste barn og konen blev syg på grund af den usikre økonomiske situation. Begge børn bor nu ude. Er der forskel på at miste huset ved at der først kommer et bank-på missil efterfulgt af et rigtigt og miste huset fordi en tilfældig embedsperson beslutter at en sygdom (depression) er arvelig når ankemulighederne tager så mange år at økonomisk ruin bliver det uundgåelige resultat? Der er ikke mange steder på denne planet at lidelserne bliver så store som at blive ufrivillig kastebold det danske sociale system.

Og det er netop økonomien som er drivkraften. Da amterne havde opgaven blev betaling for behandling af psykiske sygdomme sjældent opkrævet. Før 2001 fandtes det faktisk ikke idet at en psykisk sygdom blev betragtet på lige på fod med en fysisk sygdom. Der er derfor al mulig grund til at antage at den nye praksis med et større antal tvangsadoptioner er baseret på økonomiske motiver.

Du skriver at sagen skal forbi en retsindstans, men rent juridisk er disse familier dårligt klædt på at føre et sagsforløb der nemt kan strække sig 5-10 år igennem de forskellige retsindstanser. Især når forvaltningen som det første begrænser kontakt med den biologiske familie og barnet. Vi skal faktisk forbi Ankestyrelsen før fejlprocenten i afgørelserne kommer under 50 % og det tager nemt 2-3 år når sagen hjemsendes til kommunen et par gange fordi der er graverende fejl i materiale. (Det er allerede sket en gang i ”vores” sag. Det tog 7 måneder – 5 på grund af sygdom hos forvaltningen)

Alt handler om penge og nu ser det ud til at vi i Danmark allerede har bestemt os for at der skal visse standarder til for at få lov til at få børn, men det er standarder som ikke har været til debat i befolkningen og som teoretisk sættes omkring kaffebordet på kommunernes socialforvaltning. Det bør ændres.


Kilde:
Bør førtidspensionister få børn? (Jubii debat)

mandag den 14. juli 2014

Dårlig rådgivning af Shirley Jørgensen

BT omtaler idag en sag hvor et barn bliver tvangsanbragt for foreløbig 3 år. 3 år er lang tid. 3 år er så lang tid at en plejefamilie formentlig kan overtales til at adoptere barnet over tid så Næstved Kommune kan komme ud af et forløb som ellers vil stå dem i et millionbeløb over de næste mange år.

Det er en klassisk sag hvor et barn af systemet ikke formår at komme fri af systemet på trods af at barnet var ved at opbygge et solidt netværk. Det specielle med denne sag er at barnet i sin familie har en person som om nogen ved hvad der skal til at for slå sig fri af systemet.

Men det afgørende råd kom aldrig og det må undre.

Faktum er at anbragte børn bør flytte til udlandet lige så snart at en hjemmeprøve viser tegn på graviditet. Lad være med at få konfirmeret graviditeten hos en dansk læge. I år 2014 vil en registrering i journalen tænde store alarmsignaler hos kommunen, som har etableret CRM-systemer til at finde børn til at fodre systemet med.

Flyt til Sverige og begræns informationen om graviditeten til udenlandske læger.

Barnets skæbne var bestemt af kommunen var dag 1. Men for at sikre sig såkaldt dokumentation så tvang man barnets mor til at bo på en familieinstitution. Det er der intet mor-barn forhold som har haft gavn af. Slet ikke hvis man fjerner muligheden for kontakt med den øvrige familie, så den unge mor ikke kan få overgivet de livserfaringer ældre generationer kan byde ind med. Familieinstitutioner skader generelt mere end de gavner. Ser man på personalet er faguddannede ofte et sjældent syn.

For barnets skyld kan vi kun håbe at den pågældende institution har en højere standard end den institutioner som opererer for Næstved kommune normalt er kendt for. Personale som drikker, trusler, vold og overgreb nævnes i artikler fra medierne.

Det springende spørgsmål er: Hvorfor blev denne kvinde ikke rådet til at flytte ud af landet før graviditeten kom til det offentliges kendskab?


Kilder: