mandag den 27. februar 2012

De uuddannede driver værket

I dagens TV avis kan man se at kun 3 medarbejdere ud af 75 har en pædagogisk uddannelse. Det er der i sig selv intet i vejen for. Unge med vanskeligheder kan have gavn af feedback fra andre faggrupper. Der er f.eks. nogle unge, der skal have bistand af psykologer eller psykiatere. Der er også unge som har gavn af at blive undervist i praktiske fag.

Men det vigtigste argument for ansættelse på Solhaven ser ud til at være fysisk betinget, så personalet via fysisk magt kan nedbryde de anbragte unge.

Det er betænkeligt. Vi taler om unge mennesker hvoraf mange allerede har lidt næsten ubeskrivelige nederlag i livet. Nogle kommer måske fra et miljø præget af vold. For at håndtere det skal de så mødes af endnu mere vold? Det giver ikke mening.

Socialministeren har tidligere på dagen forklaret at der arbejdes på nogle nye regler som skulle sikre større faglighed på opholdsstederne. Nu har Solhavens måde at arbejde på været kendt i den brede offentlighed siden 2008. En viden som ikke kan have gået sagsbehandlerne uden i kommunerne forbi medmindre at de har været total uvidende om deres eget fag.

Med en omsætning på 142 millioner kroner pr. år så må man også spørge sig selv om hvorvidt at nogle af de penge kunne have fundet deres vej tilbage til mennesker, som ikke skulle have haft dem, for det virker mistænkeligt at kommunerne bare har fortsat trafikken når der har været sager i medierne og Facebook flyder med utilfredse tidligere anbragte. I Aalborg har borgere periodisk forsøgt at hjælpe de unge når grupper af ansatte kom for at dem og det er kommet til slagsmål.

Den seneste politianmeldelse kan måske sætte gang i en oprydning og en afdækning af de forhold som eksisterer på Solhaven eller om hele sagen går i sig selv fordi at det nu engang er sådan i vores samfund at vanskelige unge det gerne må koste penge, hvis de blot bliver sendt tilstrækkelig langt væk.

Kilde:
Solhaven: Kun få pædagoger ansat (Danmarks Radio)

lørdag den 25. februar 2012

Godhavnsundersøgelsen stoppede for tidligt

Dagbladet Information bragte den 10. januar i år en opfølgning til deres artikelserie om Skorpeskolen.

Der er beviser for at de uacceptable forhold på skolen, hvor at en ansat misbrugte drengene, blev forsøgt holdt hemmelige.

Der blev ikke iværksat undersøgelser som involverede de anbragte unge.

Følgelig deraf undgik den ansatte at blive retsforfulgt inden at han døde i en trafikulykke.

De tidligere anbragte stiller nu spørgsmålet om hvem der dækkede over de forfærdelige forhold på stedet. De kan ikke få et klart svar, men er henvist til at spekulere over hvem som sørgede for at der ikke kom en undersøgelse.

Konklusionen på indholdet af artikelserien må være at den tidsperiode Godhavnsrapporten dækkede, ikke er fyldestgørende. Vi har som land brug for at afdække forholdende indtil nutiden, så ofrene kan få en undskyldning og der kan etableres nye kontrolsystemer baseret på de kilder til misbrug som er dokumenteret i artikelserien.

Det kan kun gå for langtomt.

Kilder:

mandag den 20. februar 2012

En ny Roum sag under opsejling?

Ekstra-bladet bragte d. 13. januar en artikel om at den særlige klageret ville tage en sag op hvor at en far var blevet idømt 3 års fængsel for voldtægt.

Der var ingen tekniske beviser i sagen, men kun et udsagn givet til en pædagog på et behandlingshjem. Dette er et farligt udsagn at basere en sag på når udsagnet er givet i et miljø hvor at de anbragte børn er under stor stress.

På de fleste behandlingshjem er der stramme regler. Der er en forventning til at de unge skal udsættes for et vist pres for at bryde sammen og ændre deres uheldige vaner. Der er en forventning til at de unge skal give nogle indrømmelser for at få nogle basale privilegier der helt naturlige ude i samfundet.

Udsendelsesrækken i DR som hedder ”Kæft, trit og mere knus” illustrerer med al tydelighed det stressniveau de unge går rundt med hele tiden. Er det ikke forståelig at dette miljø kan skabe grobund for løse postulater.

I eksemplet fra Ekstra-bladet er der endvidere tale om at pigen har været splittet imellem sin loyalitet mod sin mor og behandlingshjemmets ansatte. Der er eksempler på at anbragte børn har fået besked på at fortælle personalet på behandlingshjemmet om der drikkes alkohol under hjemmebesøg, hvilket er en forfærdelig opgave at pålægge et barn. På den måde pålægger man barnet ansvaret over den enkelte forælder. Det strider imod al pædagogik. Hvorom alt er, så følte pigen sig presset til at give pædagogerne en form for indrømmelse og det blev så en pædofili anklage imod faderen.

Den der er gamle nok til at huske Roum-sagen så var det en af de første eksempler på her i Danmark på at man skal være varsomme med anklager givet mod forældre i et behandlingssystem. Nordens førende ekspert indenfor begrebet insest Sine Diemar afslørede at nogle børn under hendes behandlinger var fremkommet med postulater om at de havde været udsat for overgreb. Flere beboere i landsbyen Roum blev dømt og fængslet på basis af børnenes udsagn men efterfølgende undersøgelser satte dem alle fri på nær en som havde valgt en tilståelsessag for at undgå et langvarigt forløb i retten.

Selvom den standard som Sine Diemar satte for bevisførelsen i den slags sager blev underkendt i dette tilfælde, så anvendes hendes definition af mulige ofre stadig af familiecentre landet over. Sundhedsplejen holder øje med om der er børn med risiko symptomer som ballonkinder.

Det er som om at man ikke har lært af Roum-sagen når man ser på den nye sag som er beskrevet i Ekstra-bladet. Det er bekymrende.

Kilde:

søndag den 12. februar 2012

DR's Marte Meo forsøg forskrækker Socialpædagogernes Landsforbund

Indenfor socialpædagogikken finder man anvendelse af en række forskellige terapi-former. En af disse terapi-former hedder Marte Meo terapi.

Denne terapi-form kendetegnes ved at man optager forskellige typiske situationer og derefter sætter sig ned for at analysere det som er indspillet. Den er en kontroversiel terapi form idet at der er tale om et købe koncept og kritisk materiale om terapiformen ikke findes da det kan komme på kant med det registrerede varemærke.

I USA hvor at reglerne er anderledes finder man dog at der er tale om et dyrt og ineffektiv terapiform.

DR's udsendelse er selvfølgelig ikke ægte Marte Meo terapi idet at udsendelsen selvfølgelig er klippet til. Der mangler også sekvenser af de begivenheder der leder op til nogle af de såkaldte fastholdelser. Det kunne have været rigtig interessant for personalet at analysere så de kunne se hvor basalt og aldeles de fejler i kunsten at kunne deeskalere de situationer de svigtede børn udsætter dem for på grund af børnenes mangler på områder som basale sociale spilleregler.

Deres kollegaer i det etiske råd hos Socialpædagogernes Landsforbund mener at der netop er grund til at man ser på efteruddannelse og på hvordan at der gribes ind i de forskellige situationer. Socialpædagogernes Landsforbund er i forbindelse med udtalelsen af deres kritik i en ubehagelig situation.

Faget er under politisk pres. Uanset hvor de stirrende tårefyldte blå børneøjne er så vil politikerne helst fjerne børnene fra professionelle forhold på opholdssteder og behandlingshjem for at sende dem ud til helt uregulerede forhold hos en folk plejeforældre hvor at 75 procent ikke får den lovpligtige efteruddannelse.

På trods af at faget står på grænsen til at være lukningstruet så fandt Socialpædagogernes Landforbund at de ikke kunne undgå at lave en kritisk udtalelse og den står at læse herunder.


Den 8. februar 2012 Socialpædagogernes
SLCSFA, MEG/lh Landsforbund
Sag: 2011-SLCSFA-01598
Dokument: 1177237

”Kæft, trit og flere knus”

Etisk Udvalg under Socialpædagogernes Hovedbestyrelse har drøftet de første afsnit af den udsendelsesrække, som DR1 bringer om døgninstitutionen Schuberts Minde. På baggrund af drøftelsen bringer Etisk Udvalg følgende udtalelse:

Etisk Udvalg har betænkeligheder i forhold til Schuberts Mindes pædagogiske metode, tilgang til de unge og det etiske grundlag, som dette fremstår i DR1-programmet ”Kæft, trit og flere knus”. Etisk Udvalg har endvidere stor bekymring vedrørende den måde, reglerne om magtanvendelse tolkes på stedet – samt den oplyste godkendelse fra Ringkøbing Kommune af lovligheden af de konkrete magtanvendelser. Det er Etisk Udvalgs opfattelse, at den viste praksis på Schuberts Minde ikke lever op til intentioner og regler i FN’s Børnekonvention og at grundlæggende principper i magtanvendelsesbekendtgørelsen tilsidesættes.

Herudover finder Etisk Udvalg, at Schuberts Mindes samarbejde med DR og DR’s optagelser og beskæring af scenerne i dokumentaren ”Kæft, trit og flere knus” ikke er etisk forsvarlig og ikke tilgodeser børnenes tarv og interesser.

Børn og unge på Schuberts Minde mødes tilsyneladende af den grundlæggende betragtning, at de skal brydes ned, at de skal fratages og selv fralægge sig deres egen identitet. De skal nulstilles, som det formuleres i dokumentaren. Etisk Udvalg mener, at et sådan syn på børn strider mod børnekonventionens bestemmelser om beskyttelse af børn og unge, herunder respekt og beskyttelse af deres identitet og kultur. Ikke mindst strider det mod det grundlæggende princip om, at barnet fødes til et værd og en værdighed, som kræver særlig beskyttelse.

Fratagelsen af identiteten sker systematisk ved, at børn og unge på Schuberts Minde har en lang række regler eksempelvis om beklædning, adfærd, holdninger, meninger og aktiviteter. Den høje grad af ydrestyring, som udvises på Schuberts Minde er defineret og bestemt af leder og personale på institutionen. Børnenes medbestemmelse og indflydelse på reglerne er tilsyneladende ikke til stede, hverken når det drejer sig om fastlæggelsen af reglerne som sådan, eller i den måde reglerne praktiseres på over for det enkelte barn.

Den pædagogiske tilgang, man via DR1 præsenteres for på Schuberts Minde, synes at tilsidesætte en hel række grundlæggende konventionelle rettigheder, som børn og unge har. Retten til at blive hørt, retten til at udtrykke sine synspunkter, retten til medbestemmelse, retten til privatliv og retten til fri og lige deltagelse er alle rettigheder, der tilsyneladende fratages børnene. Dette sker, når de ikke har medbestemmelse i deres hverdag, når deres kontakt og aktiviteter til omverdenen udelukkende defineres af de voksne, når de ikke kan vælge deres egne aktiviteter og når de er afskåret fra indflydelse på, hvilke personer der støtter dem i hverdagen og hvordan.

Etisk Udvalg ser tillige meget kritisk på den tolkning af magtanvendelsesreglerne, som Schuberts Minde og Ringkøbing Kommune foretager, hvis præsentationen i DR1 er korrekt.

Udvalget ser kritisk på den praksis, der er for hyppigheden af fastholdelse. Institutionen selv beskriver i DR-dokumentaren, at magtanvendelse formodentlig bruges oftere og tidligere end på lignende behandlingssteder. Der har været 20 magtanvendelser på ½ år vedrørende 10 børn – alle lovlige ifølge Ringkøbing Kommune, beskrives det i DR-dokumentaren.

Bestemmelserne og intentionerne i bekendtgørelse og vejledning om magtanvendelse er, at magtanvendelse aldrig må erstatte omsorg og støtte og så vidt muligt skal undgås.

Bestemmelserne om magtanvendelse bygger på mindsteindgrebsprincippet, det vil sige at den mindst indgribende løsning altid skal have førsteprioritet og være afprøvet. Indgrebet må kun ske undtagelsesvist og skal begrænses til det absolut nødvendige. Tillige eksisterer der et proportionalitetsprincip, hvilket betyder, at der skal være proportionalitet mellem indgreb og formål.

De fastholdelser og optakten hertil, som vises i DR-dokumentaren fra Schuberts Minde, lever efter Etisk Udvalgs opfattelse ikke op til de regler og intentioner, der er for magtanvendelse, hverken når det gælder mindste indgriben og proportionalitet.

Tværtimod fremstår det, som om Schuberts Minde bevidst vælger at bruge magt i arbejdet med børnene, som en pædagogisk metode – frem for gennem omsorg og socialpædagogisk bistand, at netop undgå at bruge magt.

Kilde:

fredag den 10. februar 2012

Reaktion på DR's "Kæft, trit og flere knus"

En skribent ved navn Albert B Hansen skriver som reaktion på en artikel i Dagbladets Ringkøbing-Skjern den 13 januar følgende:

Nu har jeg søgt på Facebook og flere steder.

Når jeg ser udsendelsen så tænker jeg: Hvem visiterer de unge til dette sted?

Jeg konstaterer at der er mange unge som er tilfredse når de ser tilbage på deres tid på Schuberts Minde, men jeg konstaterer også at der er mange som er utilfredse og efterfølgende af andre behandlere har fået tilskrevet depression og posttraumatisk stress tilstand til stedet.

Der må være en række unge som slet ikke skulle være på stedet, men måske skulle have været på et behandlingshjem der var af mere støttende karakter eller måske på en egentlig psykiatrisk afdeling.

Kort sagt: Fejlanbragte børn og unge.

Det nationale forskningscenter for velfærd skriver på deres hjemmeside i en rapport der dækker perioden 2005-8 at hele 26 procent af de unge oplever et sammenbrud i deres anbringelse.

Hvis pædagogikken viser sig at være fejlslagen på en klient, hvem samler så op i systemet?

Hvem følger op på om den korrekte visitering finder sted og drages der en konklusion på fejlanbringelserne, så man ikke begår samme fejl igen?

Der er nogle opholdssteder og behandlingshjem som har slået sig op på at tage de uanbringelige. Jeg tænker at der så kan opstå den risiko at man danner et psykiatrisk storcenter, hvor at man kritikløst anvender samme behandlingsmodel baseret på niveauer der skal opnås uden skelen til at en bestemt psykiatrisk diagnose kræver en speciel tilgang der afviger fra stedets normer. Jeg kan ikke se hvad Schuberts Minde siger nej tak til og derfor vil jeg ikke beskylde stedet for at tage hvem som helst. Jeg savner i udsendelsesrækken at der kommer eksempler på hvad der kan diskvalificere en klient.

I det hele taget er det en udsendelse som godt nok viser at der kan være en bestemt tilgang til at håndtere en række problemer, men når man ser på alle de eksempler hvor at det er gået knapt så godt med anbringelsen, så må man spørge sig selv om de omkringliggende systemer kan føde behandlingshjemmet med de egnede klienter og man magter at samle resultaterne af behandlingen op bag efter.


Kilde:
Magtanvendelse mod 16-årig Schuberts Minde-pige ok (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)

søndag den 5. februar 2012

Når ens barns sygdom stigmatiserer hele familien

På Urbanblog skriver Trane Jørgensen følgende:

Jeg var ude hos et vennepar over julen. Normalt skulle julen være glædens tid og det efterfølgende nytår forventningens tid med håb om bedre og lysere tider, men hos denne familie var der ikke meget juleglæde at spore og 2012 byder ikke på lys og varme, men tværtimod står udsigterne til social deroute, angst og opløsning.

For deres barn var blevet syg.

Det er ikke en livstruende sygdom og netop måske derfor så meget værre idet at barnets sygdom såfremt at behandlingen varer for længe kan blive årsag til at familien må gå fra hus og hjem for at leve en nomadetilværelse i tilfældige udlejningsboliger i landets yderområder.

Primo januar rejser deres barn efter et halvt år i uvished om sin fremtid til et opholdssted for at få behandling for sin sygdom. I den forbindelse fremsender kommunen hver måned en faktura på flere tusinde kroner som betaling for barnets kost og logi under behandlingen.

Det er ikke logisk.

Havde deres barn fået en fysisk sygdom eller havde barnets sygdom været af så svær en tilstand at hospitalerne havde været den eneste løsning, så havde opholdet være gratis. Nu er det kun en sygdom af den type som er så vanskelig at opdage udefra. En af de sygdomme som vi ellers går rundt og fortæller ikke er skamfulde mere.

Men at have et barn med en psykisk sygdom eller tilstand er stigmatiserende for en familie anno 2012. Det bliver derfor en kommunal opgave at finde et behandlingstilbud og al kommunal indsats koster. Der er brugerbetaling på dette område. Vi har en lov om forældrebetaling som senest er strammet her i sommer så kommunerne kan straffe de forældrepar der ikke har passet godt nok på deres barn og måske er kommet til at vise barnet at livet er andet end Disneys verden før at barnet er 18.

Familien kan forbande det faktum at de var uheldig d. 1/11 2008 at holde forrest da en spritbilist brutalt kørte op i en række holdende biler ved krydset i landsbyen Veksø og måske udløste angst m.v. hos barnet nok så meget, men det ændrer ikke ved at familien stemples som dårlige forældre og derfor skal betale.

Deres eneste chance er at behandlingen varer maksimalt 6 måneder. Ellers er deres tid som borgere i kommunen slut medmindre at de meddeler at de ikke længere vil samarbejde med kommunen og så risikerer at de mister al indflydelse på deres barns opvækst hvis kommunen vurderer at barnet skal blive i behandlingstilbuddet.

Der har været så meget omtale af hvilke områder i vores sundhedssystem der skal være brugerbetaling på. Er det retfærdigt at tandbehandling skal koste, så alle kan se på folks tænder om de er velhavende eller ej, når nok så dyre behandlinger for almindelige gener som åreknuder m.v. man kan leve med i mange år er gratis? Skal behandlinger af alle ikke-livstruende fysiske sygdomme være gratis, når udgangspunktet for behandling af psykiske sygdomme synes at være at det skal koste?

For mit vennepar betyder denne brugerbetaling som vel at mærke suppleres med inddragelse af børnechecken at de skal fortælle det syge barns søskende at den sygdom som den ældste har fået desværre ikke var ”god nok” til at blive dækket af velfærdssamfundet og de derfor skal forberede sig på at sige farvel til skole, kammerater og andet socialt netværk. For en familie som gennem livet har bidraget til samfundet via deres skatter er det et alvorligt slag at få og vi vil nok alle hvis vi kom i samme situation begynde at stille spørgsmålet hvorvidt at vi fortsat skal betale vor skat med glæde når det sociale sikkerhedsnet er væk for familier med syge børn.

På et eller andet tidspunkt skal vi som samfund beslutte hvilken gruppe af vores medborgere vi skal tabe på jorden, når politiker efter politiker stiller sig op og fortæller at vi ikke har råd til det hele. Jeg har den dybeste forståelse for den svære situation som vores samfund er i, men lad os tage debatten åbent og ikke lade borgerne falde i hullerne i vores system efterhånden som de får brug for hjælp kun for at opdage at samfundet har sine mangler.

Kilde:
Det originale indlæg på Urbanblog