søndag den 22. januar 2017

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder: