mandag den 27. juni 2011

Fighteren om Brønderslev-effekten

Samfundsdebattøren kendt som Fighteren skrev nedenstående indlæg på sin Facebook side om de mulige effekter af Brønderslev sagen.

I lyset af de ekstreme forhold i den meget omtalte sag fra Brønderslev, er der næppe tvivl om at det (som med andre tidligere mediesager af denne type) vil medføre flere våben til socialrådgiverne.

Det er paradoksale er dog, at de har rigeligt i forvejen. Det paradoksale er også, at den ekstreme sag udstiller systemets elendighed og manglende faglige indhold:

Det virker begge veje. Ligesom man må ryste på hovedet over at børnene ikke blev hjulpet i tide, må man også overveje om der ikke er andre sager, hvor der skønnes helt forkert. Men med modsat fortegn. Sager, hvor de dårligt fungerende socialrådgivere fjerner børn fra ellers normale mennesker.

Det er tydeligt, at et system der kan fostre sådanne blundere, også må have andre problemer.

Vi kunne selvfølgelig fjerne alle børn fra alle voksne. På den måde var vi helt sikre.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at nok så mange forældre ville få påtaler, hvis de deltog i en blindtest hos det professionelle care taker korps i Danmark.

En af de mest sygelige og obskure begrundelser for at ville anbringe børn er de såkaldte "psykologiske behov". Som det antydes er der her tale om hokus pokus logik, hvor man tænker meget nøje over at det "psykologiske behov" er bestilt af psykologen (der tilfældigvis kan afdække hele spektret ved hjælp af nogle blækklatter).

Spørgsmålet er, om vores samfund ikke ville være bedre til at hjælpe reelt udsatte børn, hvis ikke ressourcerne blev ødslet væk på disse hokus pokus anbringelser. Det er dem med "armen på ryggen" og det kalder man "frivillig...ellers".

Socialrådgivere praler lystigt med at de skam har nok at lave. Det tør siges: De anbringer jo nogenlunde det antal børn, der svarer til de 37 timer de er på arbejde. Sagt på en anden måde, så arbejder de ikke særlig effekttivt med at forebygge eller forhindre anbringelser. Derimod arbejder de effektivt på at få fjernet børnene. Det med regionale forskelle. Der er nemlig forskel på at være barn i en kommune i nordjylland og en i en forstad til København.

Hvorfor ændres disse fadæser og skandaløse forhold ikke? En af grundene er den manglende videnskabelige redegørelse for området. Det meste forskning er baseret på folk, der er alt for involveret i "det beskidte arbejde".

Det duer selvfølgelig ikke.

Men som med andre områder med personidentificerbar forskning, så kan man gemme sig bag ved sagsakternes hemmelighedsstempel. Det er ikke noget, men delagtiggør andre i. Kun de ramte mennesker.

Anbringelsessagerne har dog en særlig karakter: De er typisk bygget op på socialrådgivernes præmisser. Det vil sige en godt og vel 3-årig uddannelse efterfulgt af en "save the world"-stilling i en brødfattig kommune et sted i landet.

Det er desværre ikke godt nok. Ligesom uddannelserne savner seriøs empirisk optræning. Derfor ser vi også mange semipartiske indlæg i sager om forældre og børn. En sludder for en sladder, præget af den ensidige kontalt med en part eller lige frem chefen i kommunen.

Kildekritiske principper findes ikke.

Det er afgørende for vores forståelse af sager om forældre og børn at vi betragter de såkaldt "professionellle" og deres syn på børn. Derfor bør vores viden også tage udgangspunkt i den kultur, der hersker i disse kredse.

Den er i høj grad styret af fagforeningen Dansk Psykologforening. Det er her fra de store linjer kommer, også dem der har spredt sig til pædagogiske og sociale uddannelser. Psykologi er som fag voldsomt populær, og det kan betegnes som en regulær samfundsbevægelse.

Den største effekt af Brønderslev skandalen er, at der vil komme flere magtmidler og mindre viden om, hvad der gør disse horrible sager mulige.

Populisme vil aldrig skabe et humant samfund.

En lektor, der er uddannet socialrådgiver, og som underviser håbefulde studerende til at blive socialrådgivere, vil aldrig forstå dynamikken i, at desto flere spilde kræfter der anvendes på intetsigende sager med normale mennesker, desto flere reelle problemsager mister man grebet om.

Det rigtige sted at starte en kritik af Brønderslev-sagen, er på de uddannelsesinstitutioner, der nådeslyst spytter ubrugelige og uvidenskabelige socialrådgivere ud i den rigtige verden, uden de værktøjer der skulle hjælpe og med værktøjer der gør alt værre.


Kilde:
Det originale indlæg på Facebook

fredag den 24. juni 2011

Endnu en ordinær udsendelse om dagligdagen på danske opholdssteder

På søndag sender Danmarks Radio en udsendelse om opholdsstedet Herkules med hjemsted nær Horsens. De fører sig frem med såkaldte chokerende afsløringer, men i virkeligheden taler vi om banaliteter hvis man tager pulsen på hvad der finder sted på dagens opholdssteder og døgninstitutioner.

Væk er tiden hvor at materialet i Godhavns rapporten blev til. Væk er det konstante regime af fysisk vold.

Men da de unge som udgangspunkt skal knækkes, så er virkemidlerne psykisk pres. I dette lys er metoderne som vil blive vist på Søndag normale.

Offentligheden vil i de 5 minutter en sådan udsendelse vil vare i deres hukommelse berettiget spørge om det nu kan være rigtigt at behandle unge mennesker sådan.

Det kan aldrig være i orden, men det sker fordi at der ikke er overskud til at gøre noget ved det. For den lokale sagsbehandler er en anbringelse lig med "ude af syne, ude af sind".

For den tilsynsførende kommune er det et spørgsmål om at miste arbejdspladser i lokalområdet, hvis et opholdssted lukker.

Der findes ingen mekanismer til at håndtere problemerne og den ansvarlige minister kan ikke engang sige undskyld, når det er dokumenteret at noget har været helt galt.

For unge der bliver anbragt er håbet ude!

Kilde:
Truede dreng med landmine (BT, 24. juni 2011)
Opdrager unge med torturlignende metoder (Ekstra-Bladet, 24. juni 2011)
Opholdsted bruger torturlignende metoder på udsatte unge (Danmarks Radio, 24. juni 2011)

torsdag den 23. juni 2011

Omertà - tavshedens lov hersker i Brønderslev

For nogle dage siden kunne man læse at Brønderslev kommune har ført en skræmmekampagne imod de involverede parter i Brønderslev sagen, som ikke ville medvirke til at få sagen dysset ned.

Først blev naboerne truet med forskellige paragraffer i skattelovgivningen. Senere blev den oprindelige plejefamilie truet og den ældste søn blev udsat for sanktioner da han beklagede sig.

For almindelige mennesker virker det mærkelig at forvaltningen måtte have et motiv til at angribe mennesker som egentlig bare har haft interesse i at hjælpe nogle børn. Her må vi ikke glemme at denne sag om nogen er blevet synonym med byen Brønderslev. Aldrig mere vil man nævne bynavnet uden i samme åndedrag at tænke på sagen.

Det er kommunen klar over og derfor prøver kommunen at fjerne al nævnelse af sagen som de lokalt betegner som Serritslev-sagen hvilket fortæller os andre at de ser sagen som en uretfærdighed overfor dem som forvaltning når den er sket flere kilometre fra det lune kommunekontor.

Meget indikerer at det er årsagen at den nye ejer af grunde helt enestående fik en nedrivningstilladelse og at børnene blev splittet så hurtigt op, så de med tiden mister deres fælles fortid.

Men resten af Danmark glemmer ikke Brønderslev sagen for uanset hvor uretfærdigt det er at kalde Lolland og Skanderborgs kommunes fejltrin for Brønderslev sagen, så medvirkede kommunen til at forlænge børnenes lidelser ved at ignorere indberetninger. Det er mere end noget hvad man kan kritisere Brønderslev kommune for.

Denne sag må aldrig blive tiet ihjel uanset hvor mange mennesker kommunen forsøger at true til tavshed. Denne blog vil derfor tage sagen op i den d. 21. juni 2012 medmindre at der kommer flere aspekter frem om sagen der kan skrives om.

Kilde:
Kommunens kolde hævn (BT, 21.juni 2011)
Klagende Brønderslev-naboer fik skideballe (Avisen, 19. juni 2011)

søndag den 19. juni 2011

Øget klagemulighed lig med pres for ordentlig sagsbehandling

FN har givet mindreårige mulighed for at indklage deres sag i det internationale domstolsssystem. Selvom at det er stærkt påkrævet i en tid hvor at mange unge er anbragt imod deres vilje med en opfattelse at de ikke ser deres interesser plejet, så er det på en måde også meget beklageligt at det må komme så vidt at de nationale systemer slet ikke er op omgangshøjde med behovet.

Når vi ser på Danske forhold er det utallige gange kommet frem at børns klager ikke bliver hørt. I sagen fra Skælskør hvor at 3 børn led overlast beskrev konsulenten at man generelt ikke kan stole på børns udsagn.

I sagen fra Frederikssund hvor at en tidligere kræftramt pige er anbragt på grund for meget omsorg er hendes advokat i Sjællandske Nyheder citeret for at forvaltningen ikke engang vil nedlade sig til at give ham et svar.

Selv inden at barnets lov trådte i kraft var det i lovgivningen ydet de unge ret til at blive hørt. En ret som blev udvidet til at gælde helt ned børn på 12 år.

Der kæmpes for at Danmark skal have en Børneombudsmand. Om det er en god ide kommer meget an på hvorvidt at denne ombudsmand vil være istand til at presse kommunerne til så lille skridt at overholde loven.

Danmark har et indspist lukket system, hvor at forældre skal igennem to politiserede udvalg der har karakter af være gummistempler for forvaltningernes hærgen før at de kan føre deres sag for en domstol. En ganske overflødig sagsbehandling som slet ikke lever op til en af grundpillerne i et moderne demokrati hvor at den udøvende magt skal være adskildt fra både den lovgivende og den dømmende magt.

Kilder:
FN lukker op for klager fra børn (Politiken, 17, juni 2011)
Skælskør: Tilsynet overså rædselshus (Ekstra-Bladet, 22. maj 2008)
Kommune svarer ikke i sag om tvangsfjernet pige (Sjællandske Nyheder, 17. Juni 2011)
fjern tvangsfjernelser af børn fra komunerne over til domstolene (Facebook gruppe)

tirsdag den 14. juni 2011

Statspulje for anbringelser - god ide?

I forbindelse med Brønderslev sagen er det kommet frem at kommunerne burde fratages ansvaret for finansieringen af anbringelserne. Det er blevet hævdet at udgifterne til tvangsanbringelser holdte Lollands- og Brønderslev kommune tilbage da det kom til at fjerne børnene fra hjemmet.

Er det en god ide?

Nej, det er ikke en god ide. Hvem husker ikke den totale mangel på visitering til førtidspension da staten betalte udgifterne til klienterne resten af livet? Hvem har ikke læst rædselshistorie om fuldstændig tankeløse og ydmygende aktivering af arbejdsløse alene af den grund at staten betalte et større tilskud ved idiotisk aktivering end slet ingen aktivering?

Det vil blive en gavebod. Det er kommunerne slet ikke voksne nok til at kunne håndtere. Al forebyggende arbejde vil kort sagt gå i stå og tingene vil få lov til at flyde indtil at en tvangsfjernelse er den eneste option, hvorefter at kommunen står tilbage med hænderne i lommen.

Den nuværende model er god nok. Derimod burde man se på hele ankesystemet og ligefrem lade tvangsanbringelser starte i byretten, så familien ikke skal gå i uvished i månedsvis.

Børne- og ungeudvalget samt ankestyrelsen har ikke en sammensætning, som sikrer at det er en upartisk beslutning baseret på forelagte beviser disse to instanser kommer med. Det skulle gerne gøre det billigere der ikke skal betale advokatudgifter til 4 instanser, men derimod kun to.

fredag den 10. juni 2011

Ny blog: Svigtet da behovet var der

I forbindelse med en gennemgang af track-backs (hjemmesider, der linker til denne blog), så opdagede vi at en mindeblog er etableret for de unge, der forlod deres hjem frivilligt eller imod deres vilje og blev svigtet i dette forløb. Kort sagt, de unge mistede livet imens at de boede udenfor hjemmet.

Det er en god ide, fordi der ligger en særlig forpligtelse i at huse unge, når samfundet enten ikke kan acceptere forholdene i en familie eller kan tilbyde en uddannelse der tilgodeser behovene hos de unge.

Det er ikke acceptabelt at børn mister livet når samfundet fortæller at de skal bo et bestemt sted for at sikre deres helbred.

Det første indlæg handler om den specielle efterskole for hørehæmmede, der er beliggende ved Nyborg og som for nogle år siden gennemgik en turbulent periode, der fik tragiske følger.

Kilde:
Svigtet da behovet var der (Blog)

tirsdag den 7. juni 2011

Brønderslevsagen: Hvem skal væve gulvtæppet?

Mere og mere tyder på at det politiske mandat til socialforvaltningen i Brønderslev har været at motivere socialt dårlig stillede borgere til at flytte frem for den mere indlysende fremgangsmåde som det ville have været at undersøge hvem der flytter til kommunen og om man med det samme kunne sende en faktura på vedligeholdelse af den sociale eksport til fraflytningskommunen.

Vi ved nu at en vigtig rapport blev faxet til Brønderslev kommune d. 26. juni 2009. Den rapport forsvandt i Brønderslevs administrative system.

At kommunen slap for at hænge på regningen på trods af dette forsøg på at feje en sag ind under gulvtæppet indtil at familien måtte få den ide at flytte endnu en gang slog fejl, er mere held end forstand. På denne blog har vi i et tidligere indlæg givet udtryk for om hvorvidt at ankestyrelsens afgørelse kan drages i tvivl på dette punkt. Vi kender intet til ankestyrelsens sammensætning i denne sag. For ikke så mange årtier siden blev problemfamilier sat på toget til København, så de ikke lå sognet til last. Hvad hvis ankestyrelsen har fået en overvægt af personer fra de rige kommuner, der skal afgøre sager som denne? Det er derfor en skam at Lollands kommune ikke vælger at prøve ankestyrelsens afgørelse for en reel domstolsinstans.

Vi må endnu engang understrege at vi finder at det er rent held at Brønderslev kommune ikke kom til at hænge på regningen i denne sag.

Så erfarer vi at den politiske ledelse har valgt at fyre den mand de har sat til at væve det gulvtæppe, sådanne sager skulle fejes ind under. De mener at de nu ved at have fjernet den fysisk øjebæ ved at give en nedrivningstilladelse, der ligger på kant med lovgivningen på det pågældende område og ved at fyre en central medarbejder at de kan starte på en frisk.

Men sådan bør spillet ikke køre. Hvis borgerne i Brønderslev kommune skal kunne hæve deres øjne i skam over at have valgt en politisk ledelse, så må de stemme anderledes. Vi taler trods om en ledelse der har udstukket retningslinjer for deres forvaltning som har vist sig at overhøre de nødråb, som ansvarlige borgere i kommunen har sendt til dem om nytilflyttede familier.

Vi er mange som har gjort handel med mennesker som kommer Nordenfjords fra. Vi kender dem som fornuftige besindige mennesker, der sjælden vil reagere på tom sladder. Men også mennesker som har en grundlæggende økonomisk sans. Det som må undre i denne sag er hvorfor at de har ladet politikere vælge, som har udsat deres lokalsamfund for en så massiv risiko. Hvem siger at de næste gang at de har en sag vil være i stand til at manipulere regningen over på en anden kommune?

Kilder:
Børnechef sagt op i Brønderslev (Nordjyske.dk, 6. juni 2011)
Papirer om svigt i Serritslev-sag forsvandt (TV2 Nord, 18. maj 2011)

mandag den 6. juni 2011

Høringer - alle bliver overset af kommunerne

Så melder opholdstederne sig i koret af aktører der mener at de ikke bliver hørt. Vi har tidligere set artikler i medierne om at børnene ikke bliver hørt. Børnesamtaler ignoreres.

Der foreligger en klar lovgivning på området. Hvorfor ignorerer kommunerne loven?

Hvor er ministeren henne i denne sag?

Tavsheden er total fra ministeriet alt imens at børn lider som følge af at loven ikke bliver overholdt.

Det er kommet frem at børn, der anbringes i slægtspleje får et bedre liv. Alligevel finder man mange sager landet over hvor at den nærmeste familie slet ikke er spurgt før at en af de mange tidligere ansatte der er blevet offer for fyringsrunder tilbydes barn i aflastning eller pleje som en slags kompensation for at de blev sparet væk.

Selvfølgelig har kommunen som alle arbejdsgivere et moralsk ansvar for at sende trofaste medarbejdere videre i livet på en ordentlig måde, men når det sker fordi at høringer der jvf. loven burde afholdes så helliger målet ikke midlet i dette tilfælde.

Først og fremmest skal børnene høres og de skal vejledes ordentlig i forhold til de rettigheder de har fået med "Barnets lov", hvor at de har klageadgang når de fylder 12 år.

Familien skal høres, så barnet kan få tilbudt en netværksfamilie eller slægtspleje, hvis ressourcerne findes.

Sidst og ikke mindst skal anbringelsesstederne høres. Vi er klar over at det er en lobbyist-organisation med kapitale interesser som i medierne fremfører deres politiske budskab, der for deres vedkommende skaber resultat på bundlinien, men loven er skrevet så de skal høres. Loven skal overholdes. Den lektie er det på tide at kommunerne lærer.

Kilder:
Nordjyske kommuner bryder social lov (Danmarks Radio, 11. maj 2011)
Børnesamtale forsømmes i hver tredje anbringelsessag (Information, 5. november 2009)
Familier med slægtsanbragte børn har ringere vilkår (Danmarks Radio, 25. september 2009)

torsdag den 2. juni 2011

Hvor meget omsorg for et kræftramt barn er for meget?

Læsere af Sjællandske nyheder kunne i en tid hvor at Brønderslev sagen fylder mediebilledet læse at for megen omsorg også kan medføre tvangsfjernelse. Sagen fra Frederikssund er præcis den omvendte situation af Brønderslev sagen hvor fokus i anklageskriftet er manglende omsorg.

Line på 16 år fik Leukæmi. Familien fokuserede på helbredelse. Helt som forventet fik den fokusering den effekt at Line ikke kunne fungere socialt på samme måde og hun kunne formentlig heller ikke passe sin skole alt imens at hun var indlagt til behandling.

Hun overlevede sin sygdom, men nærmest som straf for dette begyndte hendes lidelser først for udskrivelsen så hun at i døren til hendes hjem stod der nogle mennesker som ikke ville lade hendes netværk hjælpe hende igang med livet igen.

Nu er hun fjernet fra hjemmet med den begrundelse at hendes forældre har gjort det arbejde man kunne forvente af dem for godt. Når børn kan fjernes fra hjemmet både ved for meget omsorg og for lidt omsorg, hvilke børn bliver så tilbage i familierne? Skal der kun være plads til den bløde mellemvare og hvor går tolerancern?

Måske er det blevet for let at fjerne børn fra familierne på grund af den tragiske Brønderslev sag? En af kommentarerne, som addreserer denne problemstilling vil vi derfor citere.

Systemet har et problem
Det er trist at sådanne sager som Brønderslev sagen har fået den konsekvens at børnefamiliernes og ikke mindst børnenes retsikkerhed er sat over styr.

Alle andre sager, hvor at myndighederne vil tage sig friheder overfor borgerne går direkte til domstolene, hvor at en uafhængig instans tager stilling til hvad der skal ske.

Det er magtens tre-deling. En del af fundamentet i vores demokratiske samfund.

Men ikke i sager hvor at børn skal væk fra hjemmet. Her er det et udvalg, hvor at der bla. sidder repræsentanter fra den selvsamme forvaltning som er anklagemyndigheden i sagen. Det sikrer ikke en retsbehandling som giver barnet tiltro til at barnet lever i et retsamfund. Ankestyrelsen skriver da også at der er fejl i ikke mindre en 64% af sagerne de får fra kommunerne.

Faktum er at Line havde ret til at få lægebehandling for hendes leukæmi. Ja, forældrene fraskrev deres ansvar for pleje af deres barns helbred til lægerne, men det blev gjort i overensstemmelse med hvad man med rimelig kan forlange af forældre. Er barnets sundhed i risiko for at lide skade, må læger rådsspørges og deres behandlingsforslag skal følges.

Jeg ville anbefale Line til at fokusere på den klageproces, som hun har ret til. En klageproces som hun om nødvendigt må tage helt til Folketingets ombudsmand.

Ellers vil det næste barn som får leukæmi måske ikke få lægebehandling fordi at forældrene vil blive bange for kommunen og måske vil følge sagsbehandlernes råd om faste måltider og en varm kop te fremfor at lade lægerne undersøge barnet og helbrede det.

Det er en skammelig sag at have når vi skriver året 2011.

Kilde:
16-årig tvangsfjernet for "skadelig omsorg" (Sjællandske Nyheder, 1. juli 2011)