søndag den 22. januar 2017

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder:

lørdag den 23. januar 2016

Når der er en meget alvorlig sag, så svigter socialforvaltningen

En pige på kun 15 år er anbragt i et voksenfængsel selvom landet faktisk har sikrede institutioner der er bygget til formålet og selvom det ligger på grænsen til hvad internationale konventioner tillader.

Anklagerne er alvorlige. At udtrykke sympati for terror er en definitionssag. Terror er terror så længe handlingerne foregår for organisationer vi i fremtiden ikke kan få gavn af. Frihedskampen under 2. verdenskrig blev en frihedskamp og ikke terror fordi vi vandt. Der er ingen tvivl om at det danske styre der arbejde under den tyske besættelsesmagt og tyskerne selv så frihedskæmperne som en slags terrorister. Fremtiden vil dømme Islamisk stat og undertegnede håber at denne organisation aldrig måtte kaste terror-stemplet af sig. Dybest set så var der en statsdannelse i området før de kom til og fremtiden for området bør afklares ved forhandling i de involverede lande.

Men at opbevare våben er straks meget mere alvorlig. Selvfølgelig skal pigen befinde sig under konstant bevogtning indtil at politiet har foretaget deres undersøgelser. Dette kan vi ikke være kritisable overfor.

Men der er to fejl i den behandling som myndighederne har givet pigen:

  1. Indespærringen burde finde sted på en sikret institution
  2. Den lokale socialforvaltning skal besøge pigen og sikre sig at hendes ophold foregår under kontrollerede forhold

Det er som at når vi siger ordet terror, så siger vi også at myndighederne ikke skal overholde basale regler. Udleveringen af en dansk kvinde til en retssag i USA med henvisning til at det kunne lade sig gøre fordi man havde fjernet basale kontrolforanstaltninger i forhold til at sikre om kvindens eventuelle handlinger i USA også var ulovligt i Danmark, viste sig at ende med at kvinden kom til at sidde i fængsel helt uden grund i et år. Der var ingen kriminelle handlinger at retsforfølge hende for da der var tale om simple ting på parkeringsbøde niveau, der forlængst var forældet.

Det kan vi ikke være bekendt.

Det er klart at terror skal bekæmpes. Det gør man ved at lave et samfund så transparent at en pige som den fængslede der boede langt væk fra ghettoer og som ikke havde et livslangt tilhørsforhold til en religiøs organisation der kunne påvirke hende her, suppleret med de så skadende opdragelserejser, aldrig skulle være faldet igennem maskerne.

Det er selvfølgelig en sag i en anden kaliber end de sager som socialforvaltningen typisk møder. Sager hvor barnet har for mange bamser, sager hvor barnet er præget af voksenmobning i skolen fordi barnet er sårbar på grund af sygdom i familien, sager hvor den raske forælder har svigtet sit ansvar ved ikke at lade sig skille fra den syge forælder hvorved børnene påvirkes af sygdom, sager hvor der skal beregnes bødestørrelse for anbringelse af et barn der er påvirket af en forælders sygdom jvf. bekendtgørelse nr. 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse 158-12.

Men pigens radikalisering var og er en social sag. Det var en udvikling som kunne have været forhindret.

Der er med andre ord skolelærere, pædagoger, sagsbehandlere der kunne have taget en snak med hende for uger, måneder og år siden. Mennesker som kunne have set signalerne og havde trukket hende væk i god tid. Her har Holbæk kommune ikke lavet noget godt arbejde. Problemet er at de fortsætter med at lave et dårligt arbejde. De har en forpligtelse til at besøge pigen.

Man kan fortænke kommunen i at satse på at pigen får en dom på over 3 år, så hun er voksen når hun kommer ud og eventuelle fremtidige lovovertrædelser kommer til at være en omkostning for staten og deres fængselvæsen. Det er kassetænkning, når det er værst.

Kilde:
Socialforvaltning og mor har endnu ikke besøgt isoleret pige fra Kundby (Danmarks Radio)

lørdag den 5. september 2015

De tidligere anbragtes hårde vej ind i voksenlivet

En ny generation af anbragte unge er de disse år på vej ind i voksenlivet til et liv hvor de må starte helt fra bunden. I år 2001 besluttede man at forældre som var skyld i at deres børn lavede kriminalitet og lignende skulle betale for deres barns anbringelse. Det lød godt for forældrene har i mange tilfælde et ansvar for at deres børn foretager forkerte valg.

Desværre er det blevet en glidebane hvor at kommunerne checker på på journaler generationer tilbage for at se om forældrene selv har været syge inden barnets fødsel eller om der er historier om handicap i slægten. Findes der det mindste, så kan kommunen kræve et 5 eller 6 cifret beløb pr. år for en anbringelse jvf. bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse nr. 158-12.

En anbringelse er derfor for mange familier ikke alene et følelsesmæssigt afsavn. Det er en glidebane hvor søskende må lide afsavn og se deres uddannelseschancer i livet glide dem af hænde på grund af de begrænsede økonomi. Nogle kommuner kan godt se at det er galt og har bøjet reglerne idet at reglerne er åbne for fortolkning.

Men andre kommuner bruger deres rygte som en "skrap" kommune til at jage familier med sygdom væk. Ja, nogle går endda så langt at betale indskud til en lejlighed i en fremmed kommune fordi de ved at den nye kommune vil blive nødsaget til at overtage regningen efter nogle år.

Men tilbage de unge der fylder 18 år. De er begrænset i forhold til deres fritidsarbejde. De er begrænset i forhold til deres opsparing. De starter ikke et voksenliv på lige fod med med deres jævnaldrene. Fundamentet ny generation i kommunernes søgelys bliver dermed lagt.

I disse tider fylder den slags informationer ikke meget. Det er andre agendaer som fylder medierne og det er synd for de anbragte unges familier er også trofaste skatteydere.


Kilder:

lørdag den 18. april 2015

Flere tanker omkring det nu lukkede opholdsted Solhaven i Farsø

Solhaven-sagen er slut og ingen af parterne har valgt at anke. Tilbage er at skrive stedet eftermæle. Vi har søgt på nettet og har fundet nogle reaktioner:

Sidste kapitel i Solhaven sagen?

Solhaven er lukket. Farsø mistede nogle arbejdspladser. Men det var arbejdspladser de aldrig skulle have haft i en optimal verden. Et lille lukket samfund havde besluttet sig at tjene kassen på unge landet over som døjede med en masse problemer. Metoderne var usædvanlige. Faglært arbejdskraft et særsyn.

Det er ikke underligt at det måtte komme til en retssag. Vi er kommet videre i Danmark end dengang Godhavn eksisterede og man valgte at pensionere de ansvarlige for at undgå en skandale. Der er ingen tvivl om at de unge har haft det mindst lige så slemt som de unge på Godhavn generationer tidligere eller kvinderne på Sprogø der nærmest måtte kaste sig ud i ægteskab for at komme væk fra øen.

Jura kan være noget indviklet noget. At løfte bevisbyrden er nem, hvis man ikke står overfor en professionel organisation der ved at tavsheden er vejen til frifindelse. Politiet i denne sag havde det ikke lettere end hvis de skulle efterforske forskellige rockerklubber eller bander. Det var nok også årsagen til at retten kom til den konklusion som det blev.

Positivt er det dog at sagen fik den virkning at Solhaven blev lukket. Spørgsmålet er hvad man gør næste gang et opholdssted præsterer helt usædvanlige resultater. Virker barnets reform eller bliver det et støttestativ uden sikkerhed for de anbragte?

Kilde:
Sidste kapitel i Solhaven sagen? (Rotsne's blog)

lørdag den 11. april 2015

Når man vil gøre det så godt, så går det så skidt

Så er det lige kommet frem at der er cirka 4.000 tilfælde af magtanvendelse overfor anbragte børn. Så skal man endvidere tage i betragtning at de 4.000 tilfælde langt fra er dækkende for det reelle antal idet plejefamilier ikke er forpligtet til at indberette deres brug af magtanvendelse.

Noget tyder på at alt for mange børn fjernes ufrivilligt. Med det tænker jeg ikke på de tilfælde hvor forældrene er imod. Nej, jeg tænker på de tilfælde hvor børnene er imod. Der skal to parter til et samarbejde og det skal være et samarbejde som begge parter har gavn af.

I Tøndersagen var det klart at de anbragte piger havde brug for en anbringelse, men også en anbringelse som ville indebære en høj kvalitet i den behandling pigerne havde brug for efter års overgreb. Det fik de ikke. Der droppede ikke nogen psykiater forbi pigernes opholdssted for en ugentlig samtale. Pigerne fik ikke alternativt tilbud ugentlig gruppeterapi på nærmeste hospital til at overkomme deres traumer. I stedet fik de behandling af personalet på deres opholdssted. Uuddannet personale der måske kunne kalde sig psykoterapeut efter nogle ugers aftensskole.

Det virker ikke forundrende at pigerne den dag i dag slæbes med eftervirkningerne af de overgreb de blev udsat for. Det var en fattig trøst at de blev tilkendt erstatning. Dels vil den på ingen måde kunne dække de års samtaler de nu må betale for i privat regi. Dels udgør den ikke engang en brøkdel Tønder kommune har sparet ved at lade tingene gå deres forfærdelige gang i hjemmet. Bare et års anbringelse ville koste kommunen 3 gange den erstatning pigerne fik.

Tønder-pigerne har ikke haft gavn af deres samarbejde med kommunen. Det er slet ikke svært at forestille sig at det samme forholder sig for mange andre anbragte børn. Det er når begge parter ikke har gavn af anbringelsen at de mange tilfælde med magtanvendelse opstår for de anbragte børn vil bare ikke være der.

Derfor må ministeriet se på disse tal så anbragte børn en dag føler at de har fået gavn af deres anbringelse og ikke blot er blevet endnu et papir på sagsbehandlerens bord som denne har brugt i sin private pleje af sin karriere.

Kilde:
Når man vil gøre det så godt, så går det så skidt. (Trane Jørgensen)