lørdag den 23. december 2017

Skal opholdssteder være mere kommercielle?

Med købet af Søbæk Skolerne i Jyderup har en Nordisk koncern ved navnet Olivia sat sig tungt på markedet. Skal opholdssteder og sociale behandlingssteder nu drives med profit maksimering for øje?

Reelt har de vært det siden af området blev privatiseret omkring årtusinde skiftet. Før var det amterne som sad tungt på dette område. Nu er det private som står bag.

Med de store selskaber som Olivia og danske Tvind er trods alt særsyn på markedet. Deres tilstedeværelse vækker ikke desto mindre beymring.

Det menneskesyn og de normer, som koncernerne repræsenterer er ikke i overensstemmelse med de normer og de værdier vi ønsker at de unge skal ende med at have når de bliver voksne.

Unge i andre nordiske lande har ikke de samme frihedsgrader som i Danmark. Island har f.eks. decideret udgangsforbud for unge under 16 som vi så det under 2. verdenskrig, alkohol reglerne er mere strenge i både Norge og Sverige. Hvordan skal de unge kunne begå sig på lærepladser og ungdomsuddannelserne når de ikke har været i stand til at socialisere normalt som samfundets øvrige unge?

Men store kæder giver også mindre plads til at dyrke individet.

I USA er de store koncerner i 90'erne og 0'erne forsvundet. WWASP og Aspen Education Group (Kendt fra Dr. Phil) er reduceret til ingenting efter en række dødsfald og sagsanlæg. Unge går den dag i dag rundt med livslange traumer, fordi de blev tvunget ind i en ensrettet opvækst, hvor der ikke blev taget hensyn til deres individuelle behov.

Er det den fremtid, vi ønsker for anbragte børn?

Det er en fremtid vi får når opholdssteder og specialskoler ikke forbliver små intime steder hvor hver eneste barn får det tilbud og den hjælp, der matcher barnets behov.

Det er tid til at se på området nu engang, eller taber vi for alvor børn på gulvet på en måde så de aldrig kan rejse sig igen.


Kilder:

lørdag den 2. december 2017

Voldsanmeldelse droppet imod Vildmarksprojektet

Med henvisning til forældelsesreglerne så har politiet meddelt at de har stoppet efterforskningen.

Politikerne debatterer nu hvorvidt at forældelsesfristen skal droppes, hvilket også vil gavne Godhavnsdrengene.

Men vi skatteborgere mangler at få undersøgt en anden vinkel af hele konceptet Vildmarksprojektet.

Projektet var bundhamrende ulovlig. Alligevel fandt penge betalt af skatteborgerne vej ned i lommerne på ejeren af vildmarksprojektet.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Der er nogle embedsfolk som har overskredet deres kompetancer og som ulovligt har godkendt betalinger.

Hvorfor er de ikke draget til ansvar?

Sålænge at der kan gå sagsbehandlere og team-ledere rundt, som ulovligt udbetaler penge til ulovlige anbringelser, så er der børn som ulovligt bliver anbragt i udlandet.

Problemet er ikke isoleret til vildmarksprojektet. Der er eksempler på at unge med socialforvaltningens godkendelser er sendt på "genopdragelsesrejser" til lande langt væk fra Danmark. Unge som i forvejen har skullet kæmpe med at håndtere vores kultur og normer , er blevet sendt væk måske bare for at sagsbehandleren kan få fred i nogle måneder. Den dømte morder Ferhat Kilic blev således sendt til Tyrkiet og bo med socialforvaltningens accept. Han mistede dermed omgang med normale danske unge og valgte da han kom hjem at slå sig på hash-handel.

Opholdet hos bedsteforældrene i Tyrkiet var sikkert billigere for kommunen end et social-pædagogisk opholdssted som kunne have rettet ham op.

Det er strafbart og det burde følges op med politianmeldelse og retssag, hvor det er muligt.

Hvor mange unge er sendt til udlandet? Hvor mange medarbejdere har med et pennestrøg sikret sig fred på en ulovlig måde? Vi savner svar. Vi savner politianmeldelser og at folk bliver draget til ansvar.

Men det ser ud til at der er berøringsangst, når embedsfolk skal drages til ansvar. Hvorfor skal de have lov til at være superbrugere der ansvarsfrit kan køres mindreårige rundt i manegen?

Kilder:

onsdag den 25. oktober 2017

Er 10. klassernes tid som dumpeskole over

Mange unge har oplevet at gå 10. klasse om mange gange. Især de nye karakterkrav på ungdomsuddannelserne har medført et øget behov for at sende de unge et sted hen hvor de kan få tiden til at gå så de kan starte en ungdomsuddannelse. Der er trods alt et øvre maksimum for hvor mange social- og sundhedsassistenter samfundet har brug for.

Folketinget har vedtaget at der skal etableres et nyt forløb på 90 skoler landet over.

Men er det ikke for simpelt?

Kan de mange forskellige problemer unge slås med håndteres af en standard-uddannelse?

Der er ingen tvivl om at det danske uddannelsessystem er blevet for kompliceret. Der er for mange døde ender. Hvorfor skal man forhindres i at få en akademisk grad fordi man en gang er på grund af økonomi har været nød til at uddanne sig som butiksassistent?

En start er at forsimple de første år. Færre fag at vælge imellem. Alt for mange unge går år på gymnasiet og opdager så at de ikke kan få en givent fag på det niveau, som en videregående uddannelse kræver. Måske udbyder den lokale skole slet ikke faget på rette niveau og så snakkes der i Folketinget om at begrænse unges valg til skoler i lokalområdet.

I forhold til denne blogs primære område - forholdene omkring anbragte børn, så er det som om at man har givet op på forhånd. Hvad sker der hvis et anbragt barn udviser ekseptionel talent og karakter udbytte på et højt niveau?

En sagsbehandler kan sagtens love alt og sige op, hvorefter en ny sagsbehandler så trækker i land lang tid efter at den unge er gået i gang. Så skal uddannelsesforløbet afbrydes og eleven skal starte forfra.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om at kommunerne er under pres. Derfor ønsker man ikke de anbragte børn succes i uddannelsessystemet. For man risikerer at binde ens arbejdsgiver - kommunen - i alt for lang tid. Bør barnet så langt væk fra hjemmet at transport fra hjemmet er umulig, bør sagsbehandleren tænke på at barnet fylder 18 år på et tidspunkt og efterværn er for dyr, hvis der skal betales over 50.000 kroner om måneden til opholdsstedet. Det er desværre blevet matra for kommunerne at børnene på mirakuløs vis bliver raske lige før de er 18 år eller problemer i hjemmet forsvinder som dug for solen i rapporterne netop fordi man ikke vælge den dyre version af et efterværn.

Lige så snart samme forvaltning som skal betale også er den forvaltning som skal evaluere og konkludere, så konkluderes der ud fra økonomi.

Regeringen har måske en god vilje bag det nye initiativ med et simpel forberedende forløb, men når man tænker på at det er kommunerne som skal forvalte denne nye mulighed, så bliver anbragte børn blot sendt på dette forløb over og over igen, istedet for at blive sendt i 10. Klasse gentagne gange.

Ja, 10. Klasses tid som dumpeskole er måske ovre, men problemet flyttes kun. Det løses ikke.




Kilder:

lørdag den 21. oktober 2017

Er man som tidligere anbragt helbredt når man fylder 18?

Når et anbragt barn fylder 18 år, skal den unge 6 måneder forinden afgøre om vedkommende vil i efterværn.

Ofte har den unge boet udenfor hjemmet i en årrække. For nogle er det ikke en option at flytte hjem igen. Dels kan det være at de problemstillinger som kommunen hævdede var årsagen til anbringelsen ikke er klaret. Dels kan forældrene være faldet væk. Dels kan forældrene være så forarmet efter års betalinger for barnets anbringelse at de lever på randen af et eksistensminimum.

Der er ingen tvivl om at den forældrebetaling for anbringelsen som kommunerne kan opkræve jævnfør bekendtgørelsen nummer 498 af 2011 suppleret af ankestyrelsens principafgørelse 158-12 har bragt mange familier i en situation så presset at de må kravle rundt i supermarkedernes containere efter rester eller bruge deres begrænsede fritid på at samle flasker i skarp konkurrence med udenlandske hjemløse.

Med andre ord. Der er måske ikke noget at komme hjem til for den anbragte teenager og hvad så?

Efterværn er svaret, men kommunernes økonomi spænder ofte ben. Kommunerne vil helst kunne skrive at det anbringelsestilbud de har valgt, har været så succesfuldt at den unge er i stand til at stå på egne ben. Derfor er plejefamilier, opholdssteder og efterskoler, hvor disse har været brugt som nødanbringelsessted ofte under pres til at skrive at den unge er så rask at man kan sætte den unge på Efterværn uden anbringelse.

I modsætning til Efterværn med anbringelse, hvor kommunen fortsat er forpligtet til at sørge for at den unge har tag over hovedet, så skal kommunerne, når vi taler om Efterværn uden anbringelse alene støtte moralsk. Det er så let at sige "Vi er med dig - i tankerne". Reelt er der tale om at kommunerne har fundet et hul i loven på størrelse med en ladeport, så de kan kaste alle forpligtelser over på staten.

Måske er det derfor at så mange unge, der har været anbragt, ender som hjemløse. Det kræver meget af at ungt menneske som har levet sit liv et sted hvor de har været i behandling og har modtaget både lommepenge og tøjpenge til at omstille sig til at leve for sig selv og være ansvarlig for sin økonomi.

Kan man gøre noget for at gribe ind overfor politisk styring af hvorvidt at de unge vurderes til enten den ene eller den anden form for Efterværn? Alt handler om økonomi og det er klart at den ene offentlige forvaltning prøver at sende regningen til den anden offentlige forvaltning, når lovgivningen åbner derfor.

Bør vurderingen ligge i et andet regi end hos kommunernes visitationsudvalg?

Området kræver indgriben. Antallet af unge som ender på gaden er alarmerende og det vil kræve liv. Også hjemløseområdet er blevet globaliseret og sårbare unge står dårligt overfor internationale professionelle hjemløse som rejser fra land til land og skubber lokale hjemløse væk med vold og trusler.


Kilder:

onsdag den 18. oktober 2017

At anbringe unge på plejehjem

Mange kommuner anbringer unge på plejehjem istedet for at etablere specialiserede botilbud eller hjælpe dem til egen bolig i nærområdet hvor de har været anbragt.

Mange unge er midt i et uddannelsesforløb, når de fylder 18 år. Ofte er de startet i det lokalområde, hvor de var anbragt. Her er det efter Brønderslev-sagen blevet rigtig vanskelig for kommunerne at etablere et mellem-kommunalt samarbejde så den anbragte unge anbringes i en ungdomsbolig på ganske almindelige vilkår hvis den unge er egnet dertil.

Rent statistisk er de fleste unge efter års anbringelse parate til det, fordi kommunerne når vi taler om efterværn foretrækker efterværnstypen "Efterværn uden anbringelse" fordi staten så træder ind med SU modsat "Efterværn med anbringelse" hvor det fortsat er kommunerne som skal betale tøj og lommepenge samt håndtere husleje og kost for de unge. Det er et debat-indlæg i sig selv, så det tager vi en anden gang.

Efter Brønderslev-sagen er det blevet sådan at den kommune hvor den unge bor når vedkommende fylder 18, kan sige nej til at overtage en potentiel dyr borger. Folketinget som har lavet disse regler kan selvfølgelig hævde at det ikke skulle være et problem, fordi den kommune som den unge bor i og som skal overtage den unge borger i 2 år kan agere Flottenheimer, fordi de kan sende alle regninger til den kommune som oprindelig har anbragt den unge. Men der kommer en dag efter de 2 år og her er kommunerne blevet forsigtige - meget forsigtige.

I en tilfældig kommune som Holbæk kan sagsbehandlere fra andre kommuner ikke få navn på en bestemt person som håndterer en bestemt sag. Selv telefonnumrene udskiftes på daglig basis så sagsbehandlerne fra de unges handlekommune kan ikke ringe tilbage dagen efter med svar på de spørgsmål som de er blevet stillet og de spørgsmål er der selvfølgelig mange af, så projektet på et tidspunkt opgives eller den unges hjemkommune giver op og vælger at anbringe den unge på et lokalt plejehjem, hvor den unge skal bruge timer - mange timer på daglig transport.

En af de kommuner som anbringer unge på plejehjem er Egedal. Der har været en del kritik af deres beslutning. Der er flere aspekter.

  1. De unges udvikling. Bliver der sparret med de unge? Deres uddannelsesforløb vil jo typisk have været afbrudt fordi de er taget hjem fra f.eks. Jylland eller Fyn. De skal i gang igen og kan man det i en landsby uden særlig god dækning i form af offentlig transport?
  2. De unges samspil. De unge har været anbragt mange forskellige steder og har forskellige diagnoser. Ofte er de erklæret raske rent politisk når de fylder 17,5 år, så de kan komme over på den statsfinansieret efterværns type. Hvordan spiller de sammen? Vil den unge med depression spille godt sammen med et ungt menneske som er anbragt på grund af vold og kriminalitet?
  3. De unges samspil med de andre beboere. Selvom de unge har deres egen afdeling på plejecentret, så er det semi-demente naboer. Vil nogle af de unge rulle de ældre som man ser f.eks. folk fra Rumænien med snedige former for trick-tyveri?
  4. Beskyttelse af de unge. Nogle senil-demente udsætter personalet for overgreb, hvilket beklageligvis skyldes deres sygdom. Nogle af de unge som trækkes hjem fungerer fint faglig, men er sårbare mentalt. Hvordan skærmes de sårbare unge?

Kommunernes praksis med at anbringe unge på plejehjem er bekymrende. Der er ingen tvivl om at kommunerne i disse år er presset på boligområdet. Staten sender mange personer til kommunerne som skal huses. Denne opgave kan ikke negligeres og her skyldes særlige tilskudsordninger, men også dispensationer fra planlovene at man pludselig kan indrette boliger i nedlagte børnehaver og andre kommunale bygninger, der ellers ikke regnes for at være velegnet til beboelse. Disse dispensationer får kommunerne ikke til tidligere anbragte unge. Det åbner for kritik og stigende fremmedhad i samfundet, når en gruppe kan få og en gruppe som ellers gør alt rigtig efter en barndom fjernet fra deres forældre ikke kan få.

Der er ingen tvivl om at det vil glæde mange kommuner at være bedre til at planlægge ud i fremtiden. Det nytter ikke at motivere de unge til at starte på en uddannelse de sted, hvor de er anbragt hvis de undervejs fylder 18 år og man ved at de skal hjem igen til et lokalt plejehjem. Så bør man motivere de unge til at starte en uddannelse i lokalområdet omkring plejehjemmet, så uddannelsen ikke afbrydes.

Vi kan ikke trylle Brønderslev-sagen væk. Det var en sag som skulle have medført øget ansvarlighed. Nu har den blot medført øget fokus på at holde dyre borgere ude og det koster mange anbragte unge deres fremtidsmuligheder.

Kilder:

lørdag den 14. oktober 2017

Hvem har ansvaret når et opholdsstd for et barn viser sig at være ulovlig

Efter TV2 dækning af de forfærdelige vilkår danske unge har mødt i Sverige og Norge under deres anbringelse i Vildmarksprojektet, så må skatteborgerne i Danmark spørge:

Hvordan kan det komme så vidt at danske unge anbringes ulovligt i Udlandet?

Faktum er at de blev anbragt ulovligt.

Nogle godkendte anbringelserne.

Nogle godkendte pengeoverførslerne.

Hvorfor er de ikke draget til ansvar?

Alle kommuner har revision. Revisionen burde have opdaget at man overførte penge til Vildmarksprojektet. Hvis revisionen ikke har gjort anmærkninger fordi der lå en kontrakt, så er spørgsmålet: Hvem har skrevet under på kommunens vegne?

Hvis revisionen har gjort anmærkninger, så er spørgsmålet? Hvorfor har man ikke fyret nogle i forvaltningen?

Man kan selvfølgelig skyde på opholdsstedet Teglgårdslund i Hillerød ved at sige at de har formidlet kontakten, men det fritager ikke de enkelte sagsbehandlere og deres team-ledere. Der skal stadig foreligge en godkendelse. Byråd og kommunalpolitikere er i sidste ende ansvarlige og det ansvar kan de kun forvalte ordentlig ved at gribe ind og kræve fyringer i forvaltningen på lederniveau, når forvaltningslovene ikke overholdes.

At anbringe et barn koster penge - rigtig mange penge. Derfor er der ikke plads til at der laves ulovlige anbringelser.

Et er at TV2 nu afdækker disse ulovligheder mange år efter, men det som er skræmmende er at man ikke gennemgår papirakterne og finder de ansatte som satte det hele i gang for at sikre at de aldrig kommer til at sidde i stillinger hvor de kan fortsætte deres manglende faglighed. For sker det ikke, kommer andre børn i klemme og intet vil være lært af de lidelser, de anbragte børn i Sverige og Norge blev udsat for.

Ryd nu op. Spar pengene og sørg for at børn der anbringes uden for hjemmet, mødes at værdige vilkår i stedet for decideret mishandling.

Kilde:
Først blev de anbragt i Helvede - så splittede kommunen søstrene op og svigtede dem igen (TV2 Nyhederne)

lørdag den 12. august 2017

Handler alt for kommunerne om økonomi?

Mange familier landet over ved hvor svært det er at have kommunerne ind over. Selvom børnene bliver udredt hospitalerne hvor konklusionen er at børnene har en lidelse som forældrene ingen part har i, så pålægges forældrene at betale for børnenes behandling på opholdssteder. Efterværn har idag karakter af at kommunerne manipulerer papirerne så børnene bliver gjort så raske at de skal søge SU istedet for at få en efterværnsydelse.

Det er ikke sjovt at skulle være tvunget til et samarbejde med kommunerne og dette rammer nu også plejefamilierne.

Paradokset for plejefamilierne er at de ikke er plejefamilier før barnet kommer. Ja, en leder hos kommunen kan sidde sammen med forældrene til barnet og den kommende plejefamilie med en holdning om at vedkommende leder slet ikke vil høre et pip fra plejefamilien for plejefamilien er ikke ansat på dette tidspunkt og derfor ikke part i sagen. For lederen handler det om at sætte de kommende samarbejdspartnere på plads så plejefamilien ved at den skal tale med ærbødighed og ærefrygt fordi de har fået lov til at blive plejefamilie. Plejefamilien gør jævnfør lederen ikke nogen gavn, men de har fået lov til at have et barn blot fordi det skal være et eller andet sted.

Og alle ydelser som skal være i hjemmet for at barnets ophold i hjemmet kan blive en succes, bliver genstand for forhandling. Hvad må cyklen koste? Hvad må computeren til skolearbejde koste? Skal barnet overhovedet have hjælp til transport selvom barnets skole ligger langt væk?

Det er svært at gøre noget ved for kommunerne ansætter i disse år ledere som er trænet til at tryne af økonomiske hensyn. Akademikere som helt tilfældigt har børneområdet som arbejdsområde og slet ikke interesserer sig for at det er mennesker de har med at gøre. Ledere som gerne nyder det at have magten og gerne nyder at udøve den og sætte almindelige mennesker på plads.

Taberne bliver børnene. Vi har en forståelse for at pengene er få og flygtninge krisen går selvfølgelig også ud over anbragte børn, når alle områder kommunerne skal dække bliver ramt af disse ekstra udgifter. Men der må være en grænse. Der må ske en prioritering. Store flotte nye rådhuse er selvfølgelig flotte at se på, men de giver ikke anbragte børn en bedre start i livet.

I en artikel i Jyllandsposten anfales det at holde sig væk istedet for at blive plejefamilie. Som tingenes tilstand ser ud nu, kan vi kun bifalde det råd.



Kilde:
Plejefamilier frarådes at tage nye børn (Jyllandsposten)

lørdag den 8. juli 2017

Hvor længe skal myndighederne ignorere vold i plejefamilier?

Efter alt for meget tid er Odense kommune endelig kommet til fornuft. De har fjernet børn fra en plejefamilie som allerede år forinden var blevet anklaget for vold.

Ingen plejefamilie bør have børn i deres varetægt, når så alvorlige anklager anklages.

Da det endvidere er langt fra første gang at plejefamilier landet over har været genstand for anklager om vold, så burde kommunen have reageret langt tid før.

Der har været sager i Mern og Skælskør, som viser at det tager tid at afdække alle forhold. Skal børnene fortsat lide imens undersøgelserne står på? Nej. Selv hvis anklagerne viser sig at være grundløse, så er børnene bedre tjent ved at der findes et anden anbringelsessted. Man kan ikke have børn et sted hvor der hersker et mistillid mellem den anbragte og dem, der påstås at være dem der skal passe barnet.

Verdenen over ser man på hvad pengene går til. Vi skal ikke glemme at de penge som plejefamilierne får, er skatteborgernes penge. Dine penge og mine penge. Penge som skulle gå til at børn får det godt. Penge som ikke skal gå til at børn udsættes for vold.

Vi håber at sagen fra Odense er den sidste af sin art. Når pengene er få, så skal de penge der anvendes, bruges hvor de gør størst mulig gavn. Og de gør ikke gavn, når børn udsættes for vold.


Kilder:

søndag den 22. januar 2017

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder: