lørdag den 8. juli 2017

Hvor længe skal myndighederne ignorere vold i plejefamilier?

Efter alt for meget tid er Odense kommune endelig kommet til fornuft. De har fjernet børn fra en plejefamilie som allerede år forinden var blevet anklaget for vold.

Ingen plejefamilie bør have børn i deres varetægt, når så alvorlige anklager anklages.

Da det endvidere er langt fra første gang at plejefamilier landet over har været genstand for anklager om vold, så burde kommunen have reageret langt tid før.

Der har været sager i Mern og Skælskør, som viser at det tager tid at afdække alle forhold. Skal børnene fortsat lide imens undersøgelserne står på? Nej. Selv hvis anklagerne viser sig at være grundløse, så er børnene bedre tjent ved at der findes et anden anbringelsessted. Man kan ikke have børn et sted hvor der hersker et mistillid mellem den anbragte og dem, der påstås at være dem der skal passe barnet.

Verdenen over ser man på hvad pengene går til. Vi skal ikke glemme at de penge som plejefamilierne får, er skatteborgernes penge. Dine penge og mine penge. Penge som skulle gå til at børn får det godt. Penge som ikke skal gå til at børn udsættes for vold.

Vi håber at sagen fra Odense er den sidste af sin art. Når pengene er få, så skal de penge der anvendes, bruges hvor de gør størst mulig gavn. Og de gør ikke gavn, når børn udsættes for vold.


Kilder:

søndag den 22. januar 2017

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder: