lørdag den 12. august 2017

Handler alt for kommunerne om økonomi?

Mange familier landet over ved hvor svært det er at have kommunerne ind over. Selvom børnene bliver udredt hospitalerne hvor konklusionen er at børnene har en lidelse som forældrene ingen part har i, så pålægges forældrene at betale for børnenes behandling på opholdssteder. Efterværn har idag karakter af at kommunerne manipulerer papirerne så børnene bliver gjort så raske at de skal søge SU istedet for at få en efterværnsydelse.

Det er ikke sjovt at skulle være tvunget til et samarbejde med kommunerne og dette rammer nu også plejefamilierne.

Paradokset for plejefamilierne er at de ikke er plejefamilier før barnet kommer. Ja, en leder hos kommunen kan sidde sammen med forældrene til barnet og den kommende plejefamilie med en holdning om at vedkommende leder slet ikke vil høre et pip fra plejefamilien for plejefamilien er ikke ansat på dette tidspunkt og derfor ikke part i sagen. For lederen handler det om at sætte de kommende samarbejdspartnere på plads så plejefamilien ved at den skal tale med ærbødighed og ærefrygt fordi de har fået lov til at blive plejefamilie. Plejefamilien gør jævnfør lederen ikke nogen gavn, men de har fået lov til at have et barn blot fordi det skal være et eller andet sted.

Og alle ydelser som skal være i hjemmet for at barnets ophold i hjemmet kan blive en succes, bliver genstand for forhandling. Hvad må cyklen koste? Hvad må computeren til skolearbejde koste? Skal barnet overhovedet have hjælp til transport selvom barnets skole ligger langt væk?

Det er svært at gøre noget ved for kommunerne ansætter i disse år ledere som er trænet til at tryne af økonomiske hensyn. Akademikere som helt tilfældigt har børneområdet som arbejdsområde og slet ikke interesserer sig for at det er mennesker de har med at gøre. Ledere som gerne nyder det at have magten og gerne nyder at udøve den og sætte almindelige mennesker på plads.

Taberne bliver børnene. Vi har en forståelse for at pengene er få og flygtninge krisen går selvfølgelig også ud over anbragte børn, når alle områder kommunerne skal dække bliver ramt af disse ekstra udgifter. Men der må være en grænse. Der må ske en prioritering. Store flotte nye rådhuse er selvfølgelig flotte at se på, men de giver ikke anbragte børn en bedre start i livet.

I en artikel i Jyllandsposten anfales det at holde sig væk istedet for at blive plejefamilie. Som tingenes tilstand ser ud nu, kan vi kun bifalde det råd.



Kilde:
Plejefamilier frarådes at tage nye børn (Jyllandsposten)

lørdag den 8. juli 2017

Hvor længe skal myndighederne ignorere vold i plejefamilier?

Efter alt for meget tid er Odense kommune endelig kommet til fornuft. De har fjernet børn fra en plejefamilie som allerede år forinden var blevet anklaget for vold.

Ingen plejefamilie bør have børn i deres varetægt, når så alvorlige anklager anklages.

Da det endvidere er langt fra første gang at plejefamilier landet over har været genstand for anklager om vold, så burde kommunen have reageret langt tid før.

Der har været sager i Mern og Skælskør, som viser at det tager tid at afdække alle forhold. Skal børnene fortsat lide imens undersøgelserne står på? Nej. Selv hvis anklagerne viser sig at være grundløse, så er børnene bedre tjent ved at der findes et anden anbringelsessted. Man kan ikke have børn et sted hvor der hersker et mistillid mellem den anbragte og dem, der påstås at være dem der skal passe barnet.

Verdenen over ser man på hvad pengene går til. Vi skal ikke glemme at de penge som plejefamilierne får, er skatteborgernes penge. Dine penge og mine penge. Penge som skulle gå til at børn får det godt. Penge som ikke skal gå til at børn udsættes for vold.

Vi håber at sagen fra Odense er den sidste af sin art. Når pengene er få, så skal de penge der anvendes, bruges hvor de gør størst mulig gavn. Og de gør ikke gavn, når børn udsættes for vold.


Kilder:

søndag den 22. januar 2017

Holmegaardhuset - et symptom på en større systemfejl

Den seneste tids kritik af Holmegaardshuset i Fensmark viser at pressen for en gang skyld har været i stand til at trænge dybere ned i et stort problem end det tidligere har været tilfældet.

Afsløringen af Holmegaardshuset forbindelse med den stærkt kritiserede psykolog Finn Westh har givet offentligheden indblik i at der for systemet findes en større mængde psykologer, der laver rapporter med en forhåndsbestemt konklusion.

Psykolognævnet har tidligere været ude med kritik af den praksis og specielt Finn Westh, men det har ikke været en kritik de har haft for travlt med at få ud i offentligheden idet at psykologer for en stor dels vedkommende bygger deres praksis på arbejde for socialforvaltningen. Enhver privat virksomhed arbejder ofte med den udfordring at deres forretning bygger på relationer med få større kunder. Frafald af en enkelt kunde eller to kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for psykologforretningen og i denne kamp for overlevelse kan enkelte ord i en psykologudredning nemt sikre en godt forhold til kunderne - socialforvaltningerne.

Det er godt for kundeforholdet, men temmelig skidt for de familier det går ud over. Da langt fra alle sager kommer for egentlige domstole og langt fra alle sager åbner for at familierne bruger advokatbistand, er det også langt fra alle psykologudredninger som bliver gransket af uvildige øjne. Der er med andre ord ikke alt for hvor mange børn, som kan være blevet fjernet fra deres familier på basis af bestilte rapporter med forhåndsbestemte konklusioner.

Ansvaret for brug af psykologer ligger hos byrådspolitikerne rundt omkring i landet. Det er borgernes penge som de er sat til at forvalte og derfor må det undre at de ikke for længe siden har sat revisionen ind overfor brugen af psykologer og især fokuseret på hvorvidt at bestemte psykologer synes at få betænkelig mange sager at arbejde på uden at dette arbejde har været ude i en form for udbud.

Finn Westh er langt fra det eneste brodne kår i branchen.

Vi har fornylig bedt en organisation i udlandet om at lave et register over såkaldte medløbere i branchen, som kan sendes anonymt til pressen, når navne og steder dukker op i artikler. Vi har bedt om ikke at blive holdt orienteret om hvor registeret fysisk findes idet at vi så heller ikke kan pålægges at udlevere det, men det bliver formentlig lagt i et land hvor ytringsfriheden og registerlovgivningen åbner mulighed for at huse det.

Indtil at byrådspolitikerne går ind og får orden i eget hus, er vi som interesserer os for børnenes vel nødsaget til at tage disse skridt.

Kilder: