mandag den 31. oktober 2011

Forældre protest foran Christiansborg d. 3. november

Mange familier føler sig som gidsler i det offentlige system.

De udsættes for magtovergreb enhver som måtte være sigtet i en kriminel sag aldrig vil end opleve, da straffeloven sikrer dem nogle grundlæggende rettigheder.

De bliver udsat for alle mulige og umulige psykologiske fortolkninger af deres børn og dem selv uden at de får tilskud til at hyre egne eksperter ig rådgivere der kan argumentere deres sag.

Med en Nordisk rekord i anbringelser udenfor hjemmet kan det ikke undre at der Danmark nu dannes en protestbevægelse.

D. 3. november 2011 mellem klokken 12 og 15 foran Christiansborg bliver mødestedet for de ramte familier. Der vil de gøre opmærksomhed på den åbentlyse mangel på retfærdighed de har oplevet.

Har Du været anbragt så ved Du formentlig at Godhavnsrapporten ikke skal afskrives som noget der stoppede i 1976. Der er ingen grund til at flere børn skal opleve de overgreb Du måtte have set eller overlevet. Støt derfor disse forældre i deres protest.

torsdag den 27. oktober 2011

Regler og love eksisterer af en grund

Dette indlæg blev bragt på Urban-bloggen d. 30. august 2011. Alle rettigheder tilhører den oprindelige forfatter.

Ofte griner vi når vi hører om arbejdstilsynet og alle deres regler. Hvad ligner at man skal have sikkerheds-line på når man bare går rundt op på et almindelig hustag?

Men der er en årsag til galskaben. For der er arbejdere som har mistet livet ved fald. Man kan ikke altid forlade sig på afskærmninger og hvad når disse skal stilles op eller tages ned?

På samme måde har søfartsstyrelsen en masse regler om hvad der skal være i en bog, når man sender mennesker på arbejdet ude på havet. Disse regler kom til debat i forbindelse med forliset ude på Præstø Fjord, hvor at elever og lærere fra Lundby Efterskole havnede i vandet en kold dag i februar måned.

Der skal placeres et ansvar og selv om skoleledelsen har travlt med at ansvarsfraskrive, så kommer man ikke uden om at søfartsstyrelsen havde lavet regler. Var de så praktiske? Det kan debatteres ligesom arbejderen der står oppe på taget kan finde sikkerhedslinen hæmmende for udførelsen af hans arbejde.

Men reglerne er der. Det kommer man ikke uden om. Hvis de ikke havde været til at efterleve, så havde det eneste rigtige været at opgive sejlads i forbindelse med skoledriften - ikke at bryde dem.

At bryde grænser

Det er som om at skolen i jagten på hvad der er blevet god skik efter årtusindeskiftet var ligeglad med om det nu var sejlads at man brugte som værktøj til at bryde elevernes grænser. Man ville have det macho-miljø hvor at eleverne bliver presset til at yde ud over hvad de troede muligt og når nu fjorden lå lige om hjørnet så blev det sejlads.

Men hvorfor skal unge mennesker i det hele taget presses? Hvorfor må de ikke bare blive hjemme og basere deres livsvirke på deres sociale traditioner og arv? Hvem er det, som i vores samfund mener at unge mennesker ikke må støtte op om lokalområdet og vælge virke i livet efter hvad deres forældre har fundet godt?

Det er som om at der nærmest er en religiøsitet omkring det at bryde grænser. Tænk på hvilken pris der skal betales. Tænk på alle de unge som presses emotionelt når de ikke længere kan sove derhjemme. Tænk på hvordan det må være at man ikke kan få ro i 10 måneder fordi at der altid er mennesker omkring en. Tænk på det psykiske pres, når de kommer hjem til et tomt hus med udearbejdende voksne og skal vende sig til en tilværelser hvor at de skal stå alene udenfor deres gruppe.

Det må være på tide at gøre op med princippet om at unge absolut skal bryde grænser.

Var reglerne præcise?

Det ser ud som om at reglerne var åbne for tolkning idet at Efterskolen ikke mente at der var tale om erhvervssejlads. Imidlertid har der været ført retssager om det og det burde være klart for skolen hvis de havde læst dommen over Osherreds Efterskoles meritter på havet at de burde have strammet op omend det så nok måtte have ført til at sejlads skulle have været opgivet.

Men hvad værre er at det ikke skulle betyde noget om man kunne finde en smutvej i lovgivningen som måtte fritage en for kommunikations- og redningsudstyr. Forældre til landets teenagers kan ikke betro efterskolerne noget mere dyrbart end deres afkom. Faktum er at den løse håndtering af reglerne havde kostet liv. I 2007 døde en efterskole elev under en kajaktur. Det var også et pludselig ændring af vejrliget som medførte at elever kom i havsnød. Der var også i dette tilfælde tale om at man ville presse de unge til at overskride egne grænser og så stod man pludselig med et dødt menneske. Grænserne var blevet overskredet, men man var gået for langt. Efterskolen på Langeland skiftede profil og relancerede deres produkt. Konsekvenserne var til at overse.

Er det derfor at nogle virksomheder, som efterskolerne basalt set er, mener at det værd at tage chancen? Er tiden ikke kommet til at sige stop hvor at flere af eleverne fra Præstø Fjord nu ser ud til at måtte nøjes med et andet liv end det de havde forestillet sig?

Det er svært at sætte ord på hvilken konsekvens det burde få for skolen. Der er set tegn på at ledelsen vil lægge ansvaret på det udførende led og man kunne forvente at såfremt at denne strategi ikke lykkedes, så ville bestyrelsen prøve at tørre ansvaret af på direktionen. Reelt set så er ansvaret bestyrelsens. De skulle have valgt at etablere en skole hvor at eleverne ikke blev udfordret til at prøve egne grænser af hvilket har fået så tragiske følger.

Der er kun at håbe på at domstolene kommer frem til en løsning som sender et stærkt signal om at tiden er kommet til at gøre op med den måde som efterskolerne er drevet på indtil nu, så der bliver mere fokus på at acceptere at man ikke skal forsøge at udvikle mennesker potentiale hvis prisen er for høj, men at acceptere dem som de er.

Kilder:

fredag den 21. oktober 2011

Konsekvensen af dårlig sagsbehandling - traumatiserede børn

I den seneste tid har der varet en række tragiske sager hvor at faresignalerne ikke har været fanget af systemet på trods af advarsler fra skole, institutioner og private. Tragiske sager som ikke bare betød svigt af børn, men i et enkelt tilfælde ligefrem barnets død.

Aldrig har det offentlige system været under større pres. Hver eneste sagsbehandler sidder svedene og løst på stolen i håbet om at de får det opkald som gør at de kan lave et rullefald ud af vinduet for at sætte sig bag rattet med kurs ud til en familie som har svigtet deres børn hvor at disse børn så kan fjernes i samarbejde med andre myndigheder.

Det lyder smukt, men hvad når indberetningerne er baseret på strid om mellemværende mellem debitor og kreditor? Hvad når indberetningerne kommer som hævn for at et forældrepar har klaget over mobning?

Ja, der sker det samme. Som et andet SWAT team brydes døre og mure ned og børnene bliver slæbt ud for at blive placeret i det offentliges varetægt.

Først derefter startes der en undersøgelse så der kan skabes dokumentation for at det overgreb man allerede har påført børnene var berettiget.

Fejl-procenten i det materiale der ligger til grund for mange anbringelser angives af ankestyrelsen til at ligge langt over 50 procent.

Forældre ligger sag an og anbringelserne bliver omstødt, men en anke har ikke opsættende virkning, så børnene må tåle en tid uden adgang uden mor og far.

Når så sandheden kommer for en dag, så er der en fugtig undskyldning som eneste kompensation. Det er ikke værdigt for Danmark anno 2011.

Hvad værre er: Dette sker for en del familier.

Hvor er den frie presse i disse sager?

Kilder:
Ankestyrelsen: Hjemgiv børnene (Nordjyske Tidende, 6. oktober 2011)

søndag den 16. oktober 2011

Nu vil opholdssteder forbedre deres rygte

I avisen 24 timer oprettede debattøren Birthe1951 en debat-tråd som lød:

Efter en sommer hvor at Godhavn og Herkules har fyldt medierne ser det nu ud til at behandlingshjem vil forsøge at forbedre deres rygte og det skal ske med aktiv medvirken af de unge.

Se: Behandlingshjemsbloggen

Men jeg spekulerer på om vi ikke ville kunne gennemskue dette. Alle som har omgang med børn ved hvor tungt det er at få en teenager til at ændre vaner. Der kan blive tale om at der skal virkelig meget overtalelse til.

De fleste professionelle behandlingshjem bruger et point-system eller et niveau system hvor at de unge skal opføre sig på en bestemt måde for at opnå forbedringer i deres dagligdag for når de kommer ind, så oplever de standarder der er værre end at være isolationsfængslet og de skal ofte bruge år for at opnå frihedsgrader som vi andre ude på gade. Hos Schuberts Minde - kendt fra DR - ser niveau-systemet sådan ud:

Alfa mindst 28 dage
Beta mindst 42 dage
Gamma mindst 63 dage
Delta mindst 91 dage
Epsilon mindst 126 dage
Pi mindst 168 dage
Sigma mindst 217 dage

Dvs. to år med begrænsninger og de unge er ofte ikke engang dømt for kriminelle handlinger før at de må leve som fanger. Vi så på DR hvordan at helt almindelig tøj og arvestykker ikke måtte komme ind på institutionen. Den unge mand stak af efter optagelserne og kommunen fandt ud af at de havde begået en fejl.

Men der er så unge, de ikke kan knække ved brug af disse strukture og her kommer de såkaldte muskel pædagoger ind i billedet. Hvad der præcis sker i sommerhuse og skove hvor at de unge bliver isoleret med "pædagoger" ved vi ikke, men faktum er at ganske mange unge tager turen direkte fra opholdssteder og behandlingshjem til fængslerne. Når der så slipper historier ud som vi ser det fra sagen med Herkules, så er vi der med vores forargelse, men burde vi ikke med vores almene kendskab til hvor træge teenagere kan være have forstået at der skulle landminer og afbidte fingrespidser til, hvis fremmede skulle forsøge at ændre på andre folks børn? Vi tænker at vi måske har været for naive og de mange tæv børnene på Godhavn fik, bare er pakket pænere ind ved at kalde det pædagogik?

Faktum er at faget forsvarer muskelpædagogerne, hvilket man kan se i dette link: The winner takes all

Jeg håber ikke at det at vi kan læse succes-historier i bøger udgivet med opholdsstedernes billigelse og diverse succes-historier i Dame-blade kan få os til at lukke øjnene for at der tages nogle virkelige grumme metoder i brug overfor de unge og at nogle af dem kan være så strenge at det ville have medført en retssag på sekunder hvis politiet eller fængselpersonale havde brugt dem over for folk der var dømt ved en domstol imodsætning hvad der er tilfældet for rigtig mange anbragte unge.

Jeg håber, men jeg tvivler.

Hvad mener I?

Kilde:
Nu vil opholdssteder forbedre deres rygte, link til den originale debat-tråd

lørdag den 8. oktober 2011

Ikast-Brande kommune i skammekrogen?

90 % lyder af meget, men er det nok til at stille kommunen i skammekrogen?

Umiddelbart vil man mene at det er for galt, men den store fejlprocent er udtryk for det generelle kaos som mange mindre kommuner har oplevet efter kommunalreformen. I gamle dage var der ingen langsigtet strategi for en anbringelse på en institution. Driften og til dels finansieringen lå i amternes regi.

Efter kommunalreformen blev mange opgaver hjemtaget uden at tænke på at de økonomiske problemstillinger også flød med. Hvad værre er, er at kommunerne får skylden for at anbringelserne i mange tilfælde ikke virker. Amternes tilsyn var ofte ikke-eksisterende og en skandale som den vi så på institutionen Atlantis og i samme periode Aastrup Centret nær Stubbekøbing var uundgåelige konsekvenser af det lave faglige niveau der blev lagt for dagen af tilsynsmyndighederne. Skandaler som kommunerne ikke behøvede at have ansvar for.

Men nu ligger bolden hos kommunerne. Der er ingen svinkeærinder - ingen undskyldninger og det gør nas.

Forslaget om at flytte tilsynet til regionerne kan kun fortolkes som et ønske fra kommunernes side om at kunne ansvarsfraskrive.

Det skal de ikke have lov til. Vi skriver 2011. Vi skal lade folk bevare deres stolthed.

En umiddelbar løsning måtte være at kommunerne koncentrerede sig om de vigtige sager. Der er børn som ikke er sociale, men klarer sig fagligt godt. Børn som ikke har lidt omsorgssvigt, men måske af geografiske eller andre årsager ikke har haft den store snitflade med andre mennesker. De klarer sig knapt så godt i skolen med tanke om den moderne folkeskole undervisning anno 2011 som er baseret på meget gruppe undervisning med selvstyrende arbejdsmetoder. De vil måske klare sig bedre i privatskole regi hvor at der ofte satse på en mere "gammeldags" individuel undervisning.

Tanken om at udvikle folkeskolen så den kunne rumme flere undervisningsstrategier under samme hus ville måske løse 90 procent af behovet for døgninstitutioner og specialskoler, men det ser der ikke ud til at være politisk vilje til at finansiere fordi at det ville kræve investering i IT, så de elever der excellerer i forhold til individuel kunne placeres foran computere med interaktiv IT, der måtte tillade dem at læse en tekst og så lade et program stille dem spørgsmål interaktivt for at kontrollere om de har læst teksten eller blot gætter sig til svaret.

De mange fejl viser at socialforvaltningerne simpelthen ikke kan løfte opgaven når de går ud med en målsætning om at få alle unge ind som klienter. De er nød til at koncentrere sig om de alvorlige sager, så ikke sager som dem vi har set i Tønder og Brønderslev forsvinder i mængden.

Kilde:
90 % fejl i børnesager (TV Midtvest)

søndag den 2. oktober 2011

Barnets eventuelle følelser ved en frivillig anbringelse

En debatør på jubii-debatten skriver i et blog indlæg om det svigt at et barn kan føle hvis det bliver sendt til et behandlingshjem, opholdssted, efterskole eller en overlevelsestur imod barnets vilje.

Er det et svigt som et barn nogensinde ville kunne komme over selvom det viser sig at have en gavnlig virkning? Næppe! Hvis barnet måtte komme tilbage og på hos familien så bliver det ikke på samme præmisser som inden forvisningen. Faktum er at vi som er forældre aldrig med 100 procents sikkerhed kan vide om barnet er sikkert udenfor hjemmet. Det som den engelske dreng kom ud for svarer i store træk til at opholdsstedet Herkules lod en underleverandør til at gøre mod danske børn i Sverige ved blot at lukke øjenene.

Ingen ved hvad der sker når opholdssteder og behandlingshjem lader unge isolere i skove og i sommerhuse "så de kan lære retningslinier". Det kan ingen tilsyn gøre noget ved uanset hvor meget at det intensiveres.

Intet taler derfor for at det at sende sit barn væk nogensinde vil sikre at man vil få et tæt forhold til sit barn igen. Herunder er debatørens indlæg:


--+--+--

Jeg læste denne artikel: How drugs snuffed out Freddy McConnel's brilliant young life - told in his own vividly moving words

Som jeg læser det så blev hans afvænningsophold i USA katalysatoren for det hårde stofmisbrug. Den overlevelsestur som han kom på var arrangeret af det selvsamme firma som blev vist på Kanal 4 og 5 med udsendelserne "Kæft, trit og retning".

Sagewalk behandlede ham ikke pænt (De blev senere lukket fordi at en dreng døde under en tilsvarende tur.)

I arrived at the SageWalk office scared out of my wits. I was stripped of my belongings and clothes and given a bright orange uniform similar to those worn in prison. I was handcuffed, blindfolded and thrust into the back of an SUV for a two-hour drive into the Oregon desert where, with a large, heavy rucksack containing a sleeping bag, rice, lentils and farina (a sort of carbo¬hydrate gloop), a small tarpaulin, orange clothes and hiking boots, I was left in the ‘care’ of two of the hillbillies who accompanied us.

I at once refused to do anything they said and to my horror received a slap to the face. I told them that that was illegal but they ignored me and, as I further protested, one of them pushed me and I fell face- first to the ground, cutting my face and starting to bleed. I recall shrieking amid tears of anguish for my dad to save me but it was to no avail.

About a week into my stay, we were backpacking and there was a small rock face, maybe 10ft high, that we had to climb with our backpacks on. We had already hiked about five miles that day and I was feeling faint.

Halfway up, I lost consciousness for a second, or just lost my footing, and fell 5ft on to a rock. I landed back first and experienced an excruciating pain.

When I put my hand to my back to inspect the damage I felt a hot, thick trickle of blood. I asked for a doctor but received instead a kick to the ribs and an order to keep on hiking. The next break wasn’t for another mile-and-a-half. I have since seen doctors and had X-rays and it seems that it is a permanent injury. This makes me feel extremely bitter and upset.

There were no phones so I couldn’t talk to my parents and the letters were checked before we sent them so I couldn’t tell them what was happening.

I delayed telling my parents even after I was let out because there is a policy that if the child misbehaves within two years, they can be sent back for free.

The brutality continued for two months until I was set free. It was like being born again but I carried a huge amount of resentment.

[A spokesman for Aspen Education, which owns SageWalk Wilderness School declined to comment on Freddy’s claims that he was slapped, shoved and kicked, resulting in bleeding wounds and a permanent back injury during his two-month stay.] I had asked my parents for an escape but they had not listened. They had sat by while I had endured untold physical and emotional pain.

I recall one week there when I was so overrun with emotion that something snapped and I didn’t speak for four or five days. I couldn’t. I felt so completely void. I lived in fear and so was relatively well-behaved as far as my parents could see for a few months after I got back, but then I discovered mephedrone

Når et barn først er blevet sendt til et behandlingshjem, på overlevelsestur, efterskole eller opholdssted med forældrenes accept men mod sin egen vilje, så er der ingen vej tilbage til at få repareret familien, så der kan genskabes et familieliv.

De prøvede at redde deres barn, men i virkeligheden speedede de processen op så stofmisbruget blev meget mere alvorligt.

Nettet er fyldt med tilsvarende historier og nogle gange er jeg i tvivl om hvorvidt at afvænningsprogrammer dræber flere end selve stofmisbruget gør.

kilde:
Jamen, det var jo slet ikke stofferne som slog ham ihjel (Jubii blog)