Botilbud efter paragraf 105, 107 eller 108? Ikke engang kommunerne ved hvad de skal stille op.

Landets socialtilsyn arbejder på højtryk. Som tidligere nævnt er området svært at styre for de små kommuner, som måske kun har en enkelt borger med et specifikt behov.

En af de kommuner som er blevet ramt, er Egedal kommune

Kommunen kunne have valgt at købe en bygning og lade borgerne flytte ind hvor personalet så ville tage sig af dem. Det er et såkaldt paragraf 108 tilbud. Istedet har kommunen valgt at etablere et bosted, hvor borgerne tegner en huslejekontrakt med en privat udlejer, hvortil at kommunen så sætter personale ind. Dvs. et paragraf 107 tilbud.

Hvad sker der den dag, hvor udlejeren viser sig at være en bolighaj?

Egedal botilbud som nu er blevet indstillet til lukning bestod af 3 adresser under samme parably. På et af stederne har borgerne haft problemer med:

• Massive ekstraregninger, som beboerne, der for manges vedkommende er på midlertidig ydelser, ikke kan dække. De må spise hos deres familie ude i byen eller familien må købe ind for dem. Som udlejer har sagt til nogle af beboerne, er der ingen grænser for hvad de kan få i overlevelseydelse. Det er korrekt, men for at få denne overlevelsesydelse, skal borgerne udsættes for tæt ved en måneds sagsbehandling, hvor hele deres økonomi gennemgås og det er forfra hver gang.
• Manglede vedligeholdelse af fællesarealer og sanitet. Der er efter udsagn en vedholdende kloaklugt på en af bostederne og fællesarealets køkkenfaciliteter blev sidst rørt i det tidligere årtusinde. Hæve-/sænkefunktioner virker ikke, så borgere med forringet mobilitet kan bruge køkkenfaciliteterne.
• På udendørsarealerne kæmper man med skadedyr, herunder rotter. Dører og vinduer bør holdes lukket.
• I et halvt år måtte 8 borgere dele en 60 liters vandvandsbeholder, fordi den var under renovation. Heldigvis kunne mange bade hos deres familier.

Nu vælger socialtilsynet så at varsle en lukning af tilbuddet. Et er at dem, der har brug for et specielt behov, risikerer at miste kontakten til deres familie, fordi et tilbud måske kun eksisterer et andet sted i landet. Noget andet er at der er tale om en systemfejl.

Bør man overhovedet tillade at hele bosteder drives efter paragraf 107?

Paragraf 107 tænkte man på, hvis samfundet i en kort periode skulle dække en rimelig leje hos en privat udlejer for en enkelt borger. Jeg tror ikke at lovgiverne havde regnet med at en kommune kunne sende alle borgere på et bosted i kløerne på en bolighaj.

Borgerne hvor mange kan have svært handicap, har ikke kræfterne til at trænge igennem på beboermøder, hvor at personalet ikke må deres talerør, for kontrakten med udlejeren er ikke lavet med kommunen, men med borgeren. På samme måde kan problemer med boligen godt nok rapporteres til kommunen, men forpligtelsen fra udlejeren er overfor den der har lejekontrakten og kan denne ikke råbe op grundet dårligt helbred, så er borgeren ilde stedt!

Skal det være almindeligt at borgere, som er syge og for længst er blevet myndige, skal være afhængig af familiernes mulighed for at yde dem måltider og bad?

Det er det i Egedal kommune og formentlig også i andre kommuner, som har lavet bosteder baseret på paragraf 107.

Har personalet ikke råbt vagt i gevær?

Der er cirka 12 personaletrin fra en medarbejder igennem rækken af akademikere oppe på rådhuset inden at en ansvarlig politiker kan informeres. Det gamle ordsprog om at 5 fjer bliver til 3 høns virker også her, men blot omvendt! Problemerne bliver tonet ned mens beskeden om uregelmæssighederne går op gennem systemet og i sidste ende ser den øverste ledelse og politikerne slet ikke problemerne. Der er ikke en kinamands chance for at borgerne kan trænge igennem.

Det værste er at borgerne i Egedal kommune har betalt for regninger, som måske aldrig burde været udstedt. Vi ved fra fortrolige kilder at personalets henvendelser til udlejeren ignoreres. Der er ikke lavet et varmeregnskab, som ville kunne holde, hvis en ressourcestærk almindelig borger gik til boligretten. Det er som om at administrationen hos udlejer ved at vi her taler om svage borgere, man ikke skal have respekt for. Det er et menneskesyn, som hører 1930'erne til.

Man bør forbyde brugen af paragraf 107 på den måde som Egedal kommune og sikkert også andre kommuner har brugt den på. Den behandling, som borgerne her har fået, bør ikke accepteres.

Kilde:

• Botilbud i Egedal Kommune lukkes (Egedal Kommune)

Når en kommune vil isolere et familiemedlem

Da man nedlagde de store centralinstitutioner for 40-50 år siden, havde ingen gjort sig tankerne om hvad det vil koste at give dem som ikke kan klare sig selv et ordentligt liv.

Gang på gang dumper socialtilsyn bosteder. I mange tilfælde er det bosteder drevet af private, som har gjort stort ud af at beskrive sig selv på tilbudsportalen, så de får klienter, de slet ikke er i stand til at tage sig af fordi at hele forretningen er målrettet i forhold til profitoptimering.

Resultatet er overgreb, magtanvendelse, anden misbrug, omsorgssvigt og i nogle tilfælde ender det tragisk med klientens død.

Hvor man hos Amterne kunne skabe et grundlag af klienter hvor man kunne samle specifikke målgrupper på specifikke institutioner som kunne tage sig af klienternes behov, så er kommunerne ofte for små til at genkende symptomerne hos klienterne. Særligt hos børn ser man ofte at kommunerne får stukket en diagnose i hånden af en af landets psykiatriske hospitaler, som de ikke vil forholde sig til fordi barnets sygdom er for sjælden til at man har set det i kommunen før og hvor man så vælger at tilsidesætte en udredningsrapport, så barnet reelt vokser op som et opbevaret barn, men ikke et barn som under opvæksten får den rette behandling. Alt for ofte ender det med at personaleudskiftning forhindrer at der ligges en plan for hvad der skal ske med barnet, når myndighedsalderen nås. Derfor ender mange tilbage hos deres familie eller måske på gaden, hvis relationerne til familien er gået tabt.

Men et voksent barn som slet ikke har evneren til at agere som voksen og tage de beslutninger, alle voksne skal tage i forhold til kommunikation med myndighederne og simpelthen få dagligdagen til at gå, er en sårbar voksen.

Mange har heldigvis deres familie og en fra familien bliver værge. Mange får det godt via den ordning, men det sker oftere og oftere at familien siger fra i forhold til det voksne, men ymyndige barn, de er værge for.

Det er i den situation at man oplever begrebet "Samlebåndsværger".

Hvad er en samlebåndsværge?

Et bedre ord er en nikkedukke! Kommunen har brug for at der ikke protesteres, hvis de umyndige borger anbringes det billigste sted upåagtet at det betyder at det er et sted uden de rette personalekompentencer eller måske placeret et sted i landet, hvor både lokaler og lokale ansatte ikke koster noget fordi det er et af de områder i Danmark, hvor affolkningen har stået på.

Det er blevet almindeligt at særligt udvalgte borgere med de rette kontakter, kan blive værge for 50-100 borgere uden at de har nogen speciel uddannelse i det socialfaglige område eller kender til Juraen på området, så de kan varetage de umyndige borgeres interesse på bedste måde.

Deres eneste kvalifikation synes at være at de er villige til at acceptere hvad kommmunen kommer med og vil besøge den borger, de er værge for en gang om året.

Så svag er lovgivningen i Danmark. Man tror at det er løgn, men det er den tragiske sandhed.

Vi har ikke tal på hvor mange familier, som har mistet kontakten med deres pårørende. Vi har ikke tal på hvor mange borgere, som har oplevet magtanvendelse, overgreb, misbrug og måske er død, fordi værgen slet ikke har andet for øje end de penge, som værgen får ind for at være værge for 50-100 mennesker, der bare prøver at overleve!

Der burde være mere fokus på dette område. Der burde være basale krav om juridisk faglighed i forhold til de komplicerede love som umyndige borgere må forholde sig til, men disse krav eksisterer ikke.

Ingen ved, hvordan kommunerne finder frem til værgerne. Er der tale om rene vennetjenester? Den ugennemsigtighed som præger området øger risikoen for korruption!

Vi må kræve at der gribes ind i forhold til disse værger, så de sårbare borgere sikres støtte af mennesker, som vil dem det godt og ikke bare vil tjene på at være nikkedukke!

Kilder:

• Samlebåndsværger bliver forgyldt (TV2)
• Jane må dele sin værge med 90 andre (TV2)
• Værgemål som god forretning: Vil have ministeren på banen (TV2 Østjylland)