Det sker at man mister et nært familiemedlem. Det er en oplevelse som man skal have tid til at bearbejde. Det som vi rejser spørgsmål om i dette indlæg er hvorvidt dette kan se på en efterskole inden at første fase af sorgbearbejdelsen har fundet sted.
Jævnfør psykiater og forfatter Elisabeth Kübler-Ross er der 5 stadier i en sorgbearbejdelse. De er:
- Isolation og benægtelse
- Vrede
- Forhandling
- Depression
- Accept
Nogle mennesker kommer igennem de forskellige faser uden hjælp. De finder selv ressourcerne til at iværksætte de terapeutiske processer der skal til for at komme videre. For andre er det et spørgsmål om at få hjælp til eventuelt at deltage i nogle sorggrupper eller få et terapeutisk forløb på plads med en professionel - det værende en psykolog eller psykiater.
For ganske få kan det hjælpe at flytte væk fra et sted som vækker minder om den afdøde, men det er ikke en holdbar terapeutisk metode. Det er at gemme sig for problemet og nissen flytter så at sige væk. Gem en flytning til når man er nået til Accept-fasen.
Det ser ud til at Emilie Bogut på en eller anden måde ikke fik den rette hjælp til at komme over hendes fars død. Jeg fik sagsakterne forbi på grund af at vi i ferierne overvåger en mindeblog, som er lavet omhandlende unge mennesker der har begået selvmord imens at de boede udenfor hjemmet.
Det er tragisk når et ungt menneske mister en person som står dem nær. En mentor som skulle have guidet gennem det videre liv. Når det sker, er det vigtigt at få sat noget sorgbearbejdelse igang med hjælp udefra. For det er ikke som for os der har levet næsten halvdelen af vores liv og som har lært at miste. Vi har fået noget erfaring og støtte fra vores kære, når bedsteforældre og tanter er faldet bort, ja - selv når vores forældre er faldet bort efter at vi har etableret os i vores voksne liv.
Når tabet sker for et ungt menneske der endnu er uprøvet ved det triste aspekt af selve livet, så er det vigtigt at netværket omkring det unge menneske træder sammen og får talt med den efterladte og for denne ud over første fase. Vi kan ikke vide hvilket netværk frøken Bogut havde. Vi kan ikke vide i hvor høj grad at hendes far var den primære mentor og guide i hendes liv.
I en Facebook besked fra Københavns Idrætsefterskole beskrives frøken Bogut som bærende på sorgen igennem længere tid:
Kære facebook og kies venner
Kies blev i mandags ramt af en tragedie, Emilie Bogut fra hus 19 begik selvmord hjemme på Lolland hvor hun boede. Emilie har igennem længere tid haft svært ved at glæde sig over livet og i mandags besluttede hun sig for at gøre en ende på det.
Eleverne og personalet på kies brugte tirsdag til at mindes og til at tale med hinanden om det skete. Vi havde hjælp fra en krisepsykolog, som både bistod elever såvel som personale. Eleverne lavede en mindeplads ved flagstangen i går aftes – lys, musik og billeder, som gav god mulighed for at mindes og tage afsked.
Her på facebook er der forskellige historier om, at Emilie var blevet mobbet på kies - det har intet på sig. Emilie var glad for at være elev på kies, hun elskede fodbold og hun havde gode veninder på skolen.
Vi mindes Emilie.
Kies
Det er klart at man har vidst at det var galt. Spørgsmålet er om man har kunnet bebrejde skolen noget. I den aktuelle situation op til hvor tragedien sker, så er svaret nej. En efterskole er ikke et alternativ til en psykolog eller et behandlingsforløb. En efterskole kan ikke erstatte en plejefamilie eller et opholdssted, hvor kommunerne via deres tilsyn (ihvertfald i en optimal verden) har sørget for at der er sket efteruddannelse og behandlingsstrategien er afstemt med det enkelte barns behov. Personalet har ikke haft en jordisk chance for at vurdere om frøken Bogut har været selvmordstruet eller ej. De er ganske simpelt ikke uddannet til det.
Derfor vækker det ekstra bekymring, når efterskoleforeningen går ud og byder på dette marked med argumenter som at efterskoler er billigere for kommunerne og kommunerne kan bruge opholdet til at komme i lommerne hos familierne. I forvejen er rigtig mange familier landet over på ruinens rand som følge af bekendtgørelse nr. 498 af 2011, hvor et sygt barn i familie helt kan afspore karrieredrømme hos søskende og i yderste konsekvens tvinge familierne ud af deres bolig.
Lad os slå fast. Dette er en tragedie. Et ungt menneskes liv får en ende før det er begyndt. Vi kan ikke vide om det var en sagsbehandler som havde fået den "fantastiske" ide at foreslå familien et efterskoleophold som behandling for faderens dødsfald, men faktum er at en efterskole var hvor hun kom til inden at hun var kommet til sidste fase i bearbejdelsen af sin fars død. Man kan måske hævde at det kunne være en strategi fordi livet på efterskoler ofte er meget intenst og hun måske hvis hun havde kastet sig fuldt og helt over aktiviteterne ville have sat sin sorgbearbejdelse på standby.
Men det er netop ikke på standby at en succesfuld sorgbearbejdelse kan ske. Den sker ved at imødegå sorgen og få vendt den enten i selskab af ens netværk eller ved at besøge en professionel aktør der er uddannet på dette område.
Vi håber oprigtigt at unge præget af sorg og personlig tab tilbydes en proces som er rettet i mod deres behov. Emilie Bogut kom ikke igennem alle sorgens 5 faser og det fik et tragisk resultat.
Æret være hendes minde.
Kilder:
- Svigtet da behovet var der (Mindeblog)
- Kære facebook og kies venner (Facebook besked)
- Kommuner sparer penge (Efterskoleforeningen)
- Bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år (Retsinformation)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar