mandag den 27. juli 2020

Når historien bare gentager sig - fra Godhavn til Schuberts Minde

I 1975 trådte en forstander tilbage på Godhavn. Den nye tilsynsførende havde afsløret systematisk mishandling af de børn som var anbragt på Godhavn, men på trods af dette besluttede systemet at beskytte forstanderen eller rettere systemet besluttede at beskytte de medarbejdere i systemet som skulle have grebet ind - ikke 1 år før, 2 år før, 5 år før, men op til 10-20 år før, da de handlinger som personalet udsatte børnene for var ulovlige da forstanderen tiltrådte.

Det har taget sin tid at få systemet til at erkende ansvar. Først omkring år 2011 begyndte man at se viljen til at grave i fortidens synder. Først i 2019 lykkedes det at få en undskyldning fra højeste sted på vegne af det embedsapparat som i den grad havde svigtet.

Så skulle alt være fryd og gammen.

Men det var det ikke. For et er at systemet mange år efter erkender sine fejl. Noget andet er at forebygge og måske drage personalet til juridisk ansvar. Det har vist sig at være svært.

Kravene til bevisførelse er høje. Det så vi med sagen omkring Solhaven. Trods en grundig efterforskning fra politiets side lykkedes det ikke med en domfældelse. Det er ikke en kritik af vores domstole. De kan kun dømme på basis af den lovgivning som Folketinget vedtager og et eller andet sted er der en mangel.

Et andet eksempel er sagen vedrørende Gøgereden, hvor en 15 årig pige i isolation havde sex med med en pædagog. Taget i betragtning at pigen reelt var totalt afhængig af den voksne pædagog, så virker en betinget straf i underkanten for hvad skal der så til for at få en ubetinget straf? Igen her er det ikke domstolene som er problemet. Det er Folketinget som ikke i tilstrækkelig grad har lavet lovgivning som sikrer mindreårige mod voksne som kontrollerer deres dagligdag døgnet rundt. For hvem skulle hun gå til, når hun var isoleret fra omverdenen?

Det bringer os til Schuberts Minde. Få opholdssteder eller behandlingshjem har set så mange unge flygte fra stedet som under den sidste forstander. Tilsynsmyndighederne begyndte til sidst at få fokus på det efter al for lang tid med inaktivitet.

Så kommer nyheden om at forstanderen trækker sig stille og rolig tilbage. Faktisk på helt samme måde som da man skiftede forstander på Godhavn. En stille exit ud af bagdøren og så ind med ny ledelse som kan bruge tiden på at feje fortiden under gulvtæppet. Det er ikke bare usselt overfor børnene og de pårørende. Det er direkte imod alt hvad lovgivningen går ud på. Det får statsministerens undskyldning til at ligne en vittighed. Skal børnene på Schuberts Minde også leve et liv med post-traumatisk stress tilstand og depression før de som pensionister en dag får en undskyldning som Godhavnsbørnene fik næsten et halvt århundrede efter de skulle have haft den?

Ja. Det ser sådan ud.

Danmark har som land intet lært.

Kilder:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar