Nedenstående indlæg er at læse på Urban-blog. Alle rettigheder forbliver ved den oprindelige forfatter.
Jeg har fulgt Brønderslev sagen og vil al den stund at domstolen stadig ikke har afsagt selve dommen ikke udtale mig om hvilken straf forældrene burde have.
Men jeg læser til min store bekymring at der er overvejelser fremme om at finansieringen skulle ændres så de enkelte kommuner ikke måtte skele til egen økonomi før at de vælger at vurdere om en given familie skal miste deres børn eller ej.
Jeg må på det kraftigste advare imod at kommunerne ikke har det direkte økonomiske ansvar for anbringelserne. Sporene skræmmer.
Hvem husker ikke 70′erne og de tidlige 80′ere hvor at blot en tommelfinger der gjorde ondt sendte mange unge på førtidspension? Årsagen var at staten bar byrden for finansieringen af Førtidspensionister. Idag er det så godt som umuligt at komme på førtidspension om så både arme og ben er væk, da kommunerne skal betale. Kan folk aktiveres til et form for meningsfyldt arbejde med kun brugen af deres tunge i behold, så forsøges dette. Vi har også i de senere år set aktiveringsprogrammer blot med det formål at hente et større tilskud fra staten upåagtet at en række af disse aktiveringstiltag skadede borgerne mere end de hjalp dem.
Vi må erkende at en kommunal afgørelse på et tidspunkt altid vil blive et spørgsmål om økonomi.
Vi har set et fald i antallet af unge, der anbringes på institutionerne. Årsagen er at kommunerne nu skal med-finansiere unge varetægtsfængslede. Derfor bliver der nu gjort en tidlig indsats for at få de unge på rette vej igen inden at en dommer måtte afsige ordre om varetægtsfængsling hvilket kan koste op imod 7.000 kr. pr. døgn. Et beløb som var inderlig ligegyldig for kommunerne indtil at en lovændring beordrede dem til at være med til at betale for regningen.
At kommunerne således blev motiveret til et stykke forebyggende arbejde har vist sig at være gavnligt - ikke mindst for de unge. Men dette arbejde kan risikere at blive ned-prioriteret hvis staten overtager finansieringen af anbringelser. Det vil ikke have betydning at løsningen måtte komme til at være at der bliver lavet en samlet pulje, for den vil hurtigt blive tom, når der ikke sidder nogle og gennemgår hver eneste anbringelse ud fra kriterier, der er sat på et højere plan end hvad blot repræsentanterne fra forvaltningen finder i de lokale børne- og unge-udvalg.
Derved er vi fremme med en meget konkret problemstilling. Den lokale standard for hvad der er acceptabelt. Som borger i et retssamfund finder jeg det principielt forkert at vi kan have en form for retsinstans hvor at repræsentanter for forvaltningen får lov til at være dommer. Vi taler om magtens 3-deling. Det eneste rigtige ville være at flytte afgørelsen om tvangsfjernelse til domstolene hvor at så forvaltningen og familiens juridiske forsvar kan få lov til at krydse klinge.
Havde Lollands og Brønderslevs kommuner været tvunget til dette istedet for at sætte en lav standard for hvad der er acceptabelt, så havde sagen måske set ganske anderledes ud. De ville have været under pres for at undgå at sagen måtte prøves ved domstolene. De havde fundet deres vej ind i huset uagtet at forældrene ikke ønskede det. Grundlovens regel om boligens ukrænkelighed er så gennemhullet at det ville have taget den kreative sagsbehandler 3 minutter at ringe til vandværket eller Dong med mistanke om ledningsbrud i huset, hvorefter de kunne have fulgt i fodsporene på de teknikkere der med force majure begrundelser gerne må gå ind i private hjem.
Jeg må understrege at intet barn må lide så meget afsavn som børnene i Brønderslev har måttet udstå. Jeg taler ikke om at man skal hænge de enkelte sagsbehandlere ud for nede ved Ringkøbing er borgerne sure på sagsbehandlerne fordi at de gjorde det ganske modsatte - nemlig at hente 8 børn hjem fra Sverige, hvor forældrene var flygtet til efter mistanke om fysisk vold. De lokale aviser rummer samme nedsættende omtale af sagsbehandlerne. Vi kan ikke være sure på den måde de løser deres opgave på, men vi kan indrette systemet på en måde, så der kommer en uafhængig kontrolinstans der kan vurdere arbejdet og dermed skabe pres på at opgaverne bliver løst til børnenes bedste.
At det ikke bare er morsomt at blive “reddet” kan en 16 årig pige fra Frederikssund tale med om. Hun har overlevet leukæmi. Hendes forældre var naturligvis bekymret og hun blev tvangsfjernet fordi at hendes forældre passede for meget på hende. Forældre som i parentes bemærket fortsætter med at være aflastningsforældre for en handicappet ung mand med den samme kommunes billigelse som tog familiens pige fra dem. Forstå det hvem som kan.
Men Frederikssund og Ringkøbing har måske en anden standard for hvad børn skal kunne tåle hvilket bringer mig til den konklusion at vi have et landsdækkende system som erstatning for børne- og ungdomsudvalgene ved at lade anbringelsessager indbringe for domstolene med det samme. Alene besparelserne som opnås ved at sløje to niveauer i denne ankeproces (børne og unge-udvalgene og Ankestyrelsen) burde have bragt landets politikere til denne konklusion for længst.
Kontrol er i disse sager bedre end tillid og det er kun staten der via domstolene har ressourcerne at lave en kontrol på en betryggende måde.
Kilde:
Det oprindelige indlæg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar