Mange familier der kastes rundt i systemet kender det godt.
Børnene udredes og der fremkommer en konklusion. Forældrenes evne til at være forældre testes. Der kommer en konklusion.
Hvad skal der så ske frem over?
Hvad hvis de forskellige fagspersoner kommer til forskellige slutninger?
Hvad hvis de er uenige med den konklusion, som andre fagpersoner kommer frem til?
Der er mange eksempler på at resultatet af børnenes udredning ikke bliver hvad kommunens ansatte eller andre rådgivere mener at de burde have været kommet frem til. De mener at den pågældende konklusion måske ikke er nøjagtig nok eller også er de fagligt uenige nærmest på et religiøst plan om hvad der skal ske ved givne omstændigheder.
Faktum er at resultatet af disse mange undersøgelser kan føre til at et barn placeres på et behandlingshjem, der så behandler barnet baseret på hvad de får overdraget af konklusion fra udredninger og undersøgelser.
Men hvis konklusionen er forkert, så er forudsætningen for behandlingen forkert. Kan man så ikke risikere at et barn tilbringer hele sin opvækst i behandling for et problem, som slet ikke findes?
Skal et behandlingshjem være moralsk forpligtet til at konkludere indenfor en rimelig periode (3-6 måneder) at de ikke kan rumme et givent barn selvom de så måtte gå glip af en indtægt på 50-200.000 pr. måned? Er det overhovedet tænkeligt at man kan kræve det af en privat forretning?
I QTV på Kanal 4 bragte man på et tidspunkt et interview med et ung kvinde, der led af OCD. Hun hævder i sin blog at hun tilbragte alt for lang tid på Bøgegården uden at hun fik den rette behandling for sin sygdom. Hun har efterfølgende fået en målrettet behandling, som har forbedret hendes levevilkår.
Hendes hjemkommune har spildt en masse penge på et nyttesløs ophold, men hun har mistet en vigtig del af sit liv som hun aldrig får tilbage.
Er det sådanne tab individer og samfund må tåle eller er der grund til at se på hvorvidt at systemet kan laves om?
Kilde:
Om et liv med OCD (Personlig hjemmeside)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar