Vil vi i virkeligheden redde socialt udstedte børn?

På TV2 hjemmeside har bloggeren AB1959 skrevet følgende om Brønderslev sagen d. 3. juli 2011:

Jeg har tænkt meget på ikke mindst Brønderslev-sagen, men også nogle af de mange andre sager, der har været fremme i medierne. Jeg har søgt på Internettet. Jeg har observeret folks kommentarer på nettet.

Først og fremmest er spørgsmålet om socialt udstedte børn skal fjernes fra hjemmet. Der har været en massiv kritik af to af kommunerne. Lolland og Brønderslev fik en ordentlig omgang røg i dokumentar-udsendelsen. Lolland behandlede kritikken mest professionelt og slap hurtigt væk fra mediernes søgelys, imens at Brønderslev populært sagt valgte en tilfældig som intern syndebuk og forsømte at give deres medarbejdere medietræning. Det gav dem nogle omkostninger. Lolland går dog ikke ustraffet fra sagen, idet at de kom til at hænge på regningen.

To andre kommuner har brugt sagen til at sende et signal om at familier med sociale problemer ikke skal bosætte sig i deres område, da de ellers vil slå døren ind og rende med børnene. Om det er formålet at redde børn eller sende en advarsel som vejer mest, er det ikke til at vide, men socialt udstedte familier har nu fået et vink med en vognstang om at de skal holde sig væk fra Langeland og Fredericia.

Der er andre kommuner som gør deres yderste for at hjælpe børn. Ringkøbing Kommune tog helt til Sverige for at hente nogle børn hjem. Det fik de ingen tak for. I de lokale aviser kan man se at kommunen modtog en massiv kritik af deres handlemåde. Borgerne støtter ikke så meget op om familien, som de støtter op omkring deres egen pengepung. Jeg forstår ikke denne kritik, når den almindelige stemning er at børnene i Brønderslev havde godt af at blive reddet. Er det fordi at pigen og den ældste dreng virker som sympatiske unge at vi gerne vil redde dem? Kan det faktum at familien i sagen fra Ringkøbing stammer fra Afrika være udslagsgivende for at borgerne i Ringkøbing hellere så dem sendt væk til usle vilkår end at redde dem som børnene fra Brønderslev?

Det er ikke til at vide.

Men når vi så fjerner dem, redder vi så børnene?

I sagen fra Brønderslev havnede flere af børnene forskellige steder, hvor at de har vanskeligt ved at opretholde kontakten med deres søskende. Nogle af børnene blev efter sigende offer for at psykologen der lavede en rapport om sagen havde en bibeskæftigelse som ansat for de selvsamme institutioner, hvor at børnene skal opholde sig. Især pigen på 16 år er utilfreds og der skulle have været flugtforsøg. Er hun blev informeret om at hun faktisk har lovkrav på at hun kan anke kommunes valg til hele 3 instanser?

Jeg kender ikke det opholdssted nær Brovst hvor at hun bor. Brovsts største erhverv er faktisk anbringelsessteder og jeg vil ikke stå i den tilsynsførendes sko og nedlægge arbejdspladser i et område præget af arbejdsløshed. Det vil være et ubehageligt pres at være under.

Det samme pres må tilsynsførende fra Fredericia have følt da de har ude for at se på Herkules. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre har foretaget en anmeldelse, men det ville have klædt kommunen at det var dem der om nogle skulle have styr på forholdene, der havde lavet anmeldelsen.

Men hvad mener repræsentanter så om anbragte unge?

Ja, læser man kommentarerne til udsendelsen om Herkules, så mener folk inden at de har set udsendelsen at de unge selv er ude om det og de skulle holde deres mund. Folk antager at anbragte unge er unge med en kriminel fortid. De anerkender ikke at det kunne være børn ganske som børnene fra Brønderslev-sagen, der kunne ende steder som Herkules eller for den sags skyld Schuberts Minde og Solhaven – kendt for en tilsvarende kompromisløs pædagogik (Hvis behandlingen overhovedet kvalificerer til at kunne betegnes som pædagogik).

Jeg ser det som om at vi har et anbringelsessystem, som er nedbrudt og som kun på få udvalgte punkter er kommet videre siden at den gamle forstander af Godhavn blev sendt på pension i 1976. De unge bliver ikke slået, men de får stadig generelt ingen uddannelse, den fysiske vold er erstattet af psykisk vold, de mister den sidste rest af værdighed når de ikke engang må bære arvesmykker og deres normale tøj og de må leve i stadig angst for seksuelle overgreb – måske ikke fra voksne så meget mere, men fra andre børn. Det er stadig sådan at episoder af den karakter sker cirka 1. gang hver 14. dag året rundt.

Min holdning er at vi som borgere nok ønsker at redde unge i nød, men når vi skal tage muldvarpeskindet frem for at betale, så fejer vi anbragte børns lidelse af bordet med den tanke at det nok er dybt kriminelle unge, der har fortjent så meget værre. Men der skal efter de sidste 5 års sager slet ikke så meget mere til før at børn bliver fjernet.

I ugens Ude & Hjemme kan man læse om en pige der er fjernet fordi at hun har overlevet Leukæmi som forårsagede at hendes forældre efter kommunen blev pylret. Anbringelserne koster i dag landet 13. milliarder og fordi at vi er så fordømmende, så er de penge for størstedelens vedkommende penge ud af vinduet, når det de unge får for de mange penge, ikke formidles med en menneskelighed vi måtte forvente anno 2011.

Er jeg for kynisk på dette punkt?

Kilder:
Brønderslev: Tjente på at adskille børnene mod deres vilje (BT)
Kommunen henter syv børn i Sverige og tvangsfjerner dem (Dagbladet Ringkøbing-Skjern)
Opdrager unge med torturlignende metoder (Ekstra-bladet)
Hvor meget omsorg for et kræftramt barn er for meget? (Bloggen "embedsværket")