I den seneste tid har der varet en række tragiske sager hvor at faresignalerne ikke har været fanget af systemet på trods af advarsler fra skole, institutioner og private. Tragiske sager som ikke bare betød svigt af børn, men i et enkelt tilfælde ligefrem barnets død.
Aldrig har det offentlige system været under større pres. Hver eneste sagsbehandler sidder svedene og løst på stolen i håbet om at de får det opkald som gør at de kan lave et rullefald ud af vinduet for at sætte sig bag rattet med kurs ud til en familie som har svigtet deres børn hvor at disse børn så kan fjernes i samarbejde med andre myndigheder.
Det lyder smukt, men hvad når indberetningerne er baseret på strid om mellemværende mellem debitor og kreditor? Hvad når indberetningerne kommer som hævn for at et forældrepar har klaget over mobning?
Ja, der sker det samme. Som et andet SWAT team brydes døre og mure ned og børnene bliver slæbt ud for at blive placeret i det offentliges varetægt.
Først derefter startes der en undersøgelse så der kan skabes dokumentation for at det overgreb man allerede har påført børnene var berettiget.
Fejl-procenten i det materiale der ligger til grund for mange anbringelser angives af ankestyrelsen til at ligge langt over 50 procent.
Forældre ligger sag an og anbringelserne bliver omstødt, men en anke har ikke opsættende virkning, så børnene må tåle en tid uden adgang uden mor og far.
Når så sandheden kommer for en dag, så er der en fugtig undskyldning som eneste kompensation. Det er ikke værdigt for Danmark anno 2011.
Hvad værre er: Dette sker for en del familier.
Hvor er den frie presse i disse sager?
Kilder:
Ankestyrelsen: Hjemgiv børnene (Nordjyske Tidende, 6. oktober 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar