søndag den 2. oktober 2011

Barnets eventuelle følelser ved en frivillig anbringelse

En debatør på jubii-debatten skriver i et blog indlæg om det svigt at et barn kan føle hvis det bliver sendt til et behandlingshjem, opholdssted, efterskole eller en overlevelsestur imod barnets vilje.

Er det et svigt som et barn nogensinde ville kunne komme over selvom det viser sig at have en gavnlig virkning? Næppe! Hvis barnet måtte komme tilbage og på hos familien så bliver det ikke på samme præmisser som inden forvisningen. Faktum er at vi som er forældre aldrig med 100 procents sikkerhed kan vide om barnet er sikkert udenfor hjemmet. Det som den engelske dreng kom ud for svarer i store træk til at opholdsstedet Herkules lod en underleverandør til at gøre mod danske børn i Sverige ved blot at lukke øjenene.

Ingen ved hvad der sker når opholdssteder og behandlingshjem lader unge isolere i skove og i sommerhuse "så de kan lære retningslinier". Det kan ingen tilsyn gøre noget ved uanset hvor meget at det intensiveres.

Intet taler derfor for at det at sende sit barn væk nogensinde vil sikre at man vil få et tæt forhold til sit barn igen. Herunder er debatørens indlæg:


--+--+--

Jeg læste denne artikel: How drugs snuffed out Freddy McConnel's brilliant young life - told in his own vividly moving words

Som jeg læser det så blev hans afvænningsophold i USA katalysatoren for det hårde stofmisbrug. Den overlevelsestur som han kom på var arrangeret af det selvsamme firma som blev vist på Kanal 4 og 5 med udsendelserne "Kæft, trit og retning".

Sagewalk behandlede ham ikke pænt (De blev senere lukket fordi at en dreng døde under en tilsvarende tur.)

I arrived at the SageWalk office scared out of my wits. I was stripped of my belongings and clothes and given a bright orange uniform similar to those worn in prison. I was handcuffed, blindfolded and thrust into the back of an SUV for a two-hour drive into the Oregon desert where, with a large, heavy rucksack containing a sleeping bag, rice, lentils and farina (a sort of carbo¬hydrate gloop), a small tarpaulin, orange clothes and hiking boots, I was left in the ‘care’ of two of the hillbillies who accompanied us.

I at once refused to do anything they said and to my horror received a slap to the face. I told them that that was illegal but they ignored me and, as I further protested, one of them pushed me and I fell face- first to the ground, cutting my face and starting to bleed. I recall shrieking amid tears of anguish for my dad to save me but it was to no avail.

About a week into my stay, we were backpacking and there was a small rock face, maybe 10ft high, that we had to climb with our backpacks on. We had already hiked about five miles that day and I was feeling faint.

Halfway up, I lost consciousness for a second, or just lost my footing, and fell 5ft on to a rock. I landed back first and experienced an excruciating pain.

When I put my hand to my back to inspect the damage I felt a hot, thick trickle of blood. I asked for a doctor but received instead a kick to the ribs and an order to keep on hiking. The next break wasn’t for another mile-and-a-half. I have since seen doctors and had X-rays and it seems that it is a permanent injury. This makes me feel extremely bitter and upset.

There were no phones so I couldn’t talk to my parents and the letters were checked before we sent them so I couldn’t tell them what was happening.

I delayed telling my parents even after I was let out because there is a policy that if the child misbehaves within two years, they can be sent back for free.

The brutality continued for two months until I was set free. It was like being born again but I carried a huge amount of resentment.

[A spokesman for Aspen Education, which owns SageWalk Wilderness School declined to comment on Freddy’s claims that he was slapped, shoved and kicked, resulting in bleeding wounds and a permanent back injury during his two-month stay.] I had asked my parents for an escape but they had not listened. They had sat by while I had endured untold physical and emotional pain.

I recall one week there when I was so overrun with emotion that something snapped and I didn’t speak for four or five days. I couldn’t. I felt so completely void. I lived in fear and so was relatively well-behaved as far as my parents could see for a few months after I got back, but then I discovered mephedrone

Når et barn først er blevet sendt til et behandlingshjem, på overlevelsestur, efterskole eller opholdssted med forældrenes accept men mod sin egen vilje, så er der ingen vej tilbage til at få repareret familien, så der kan genskabes et familieliv.

De prøvede at redde deres barn, men i virkeligheden speedede de processen op så stofmisbruget blev meget mere alvorligt.

Nettet er fyldt med tilsvarende historier og nogle gange er jeg i tvivl om hvorvidt at afvænningsprogrammer dræber flere end selve stofmisbruget gør.

kilde:
Jamen, det var jo slet ikke stofferne som slog ham ihjel (Jubii blog)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar