Folketinget arbejder i øjeblikket på en lov som gør det nemmere for de sociale myndigheder at fjerne børn og bortadoptere dem. Vi har søgt på nettet og bringer løbende debat-indlæg her på bloggen:
Tvangsadoption – med konsekvenser
Når man sætter 100 mennesker til at løse en opgave hvor der ikke er målbare kriterier for opgavens udførelse, så får man også 100 forskellige løsninger. Regeringens kommende lovforslag om tvangsadoptioner er derfor stærkt bekymrende.
For det bliver helt op til den enkelte sagsbehandler at starte sagen. Det kan godt være at sagen skal over nogle instanser for at nå sin afgørelse, men problemet er at man også søger at begrænse ankemulighederne i sociale sager. Hvor befolkningen har været beskyttet af at sagen kunne komme for 2 retsinstanser så pønser socialministeren på at begrænse det til 1.
Derfor skabes der stor usikkerhed for de unge som under deres opvækst har lidt og fået behandling for selv små psykiske problemer. Det er dem der som voksen ikke kan risikere at få et barn uden skal gå rundt med angst for at deres børn bliver tvangsfjernet.
Det betyder en stadig kraftigere stigmatisering af mennesker med psykiske sygdomme. F.eks. skal de betale for deres børns behandling hvis de har haft en psykisk lidelse som børnene også i en udstrækning får i modsætning til familier med f.eks. arvelig knogleskørhed eller forøget kræftrisiko som kan få ubegrænset behandling på landets sygehuse gratis.
Med andre ord: Det er stadig en skam at få en psykisk sygdom. Det er en skygge som hænger over familien og som nu kan få den konsekvens at slægten simpelthen ophører fordi staten tager børnene og giver dem nye identiteter. Det er et kraftigt signal til familierne om at holde børn psykiske lidelser hemmelige og lade dem lide i stilhed frem for at søge behandling og dermed reelt dømme sig til et liv uden børn. Det er Danmark anno 2015.
Kilde:
Tvangsadoption – med konsekvenser (Jens Sørensens blog - tanker fra et eksil)
lørdag den 28. marts 2015
lørdag den 21. marts 2015
Tanker omkring det nu lukkede opholdsted Solhaven i Farsø
Solhaven-sagen er slut og ingen af parterne har valgt at anke. Tilbage er at skrive stedet eftermæle. Vi har søgt på nettet og har fundet nogle reaktioner:
FOLKETINGET SOV I SOLHAVEN SAGEN
Hvor var Folketinget i 20 år? For mange år siden ville paragraf 71 udvalget på besøg på Solhaven. De blev nægtet adgang. Det var helt usædvanligt og ganske imod lovens bogstav. Hele ideen med paragraf 71 udvalget var at de kunne tage land og rige rundt for at sikre psykisk syge et minimum af anstændig behandling.
Men Solhaven blev de nægtet adgang til. Historien fra dengang fortæller ikke om hvad udvalget gjorde da det sad hjemme på Christiansborg igen. Dansk Folkeparti som stod i spidsen for at forlange adgang som loven ellers skulle sikre sig blev underkendt, men hvor de i andre sager har hægtet sig på som en bidsk bulldog, så tav de efterfølgende markant.
I årene derefter passerede mange unge gennem Solhaven. Som man kan erfare fra udsagn til politiet havde de ikke et godt ophold, men derimod ophold som gav dem livsvarige mærker på sjælen.
Folketinget gjorde ikke noget og de må tage de mange triste oplevelser unge har fået i Farsø på deres kappe. De kunne have stoppet dette cirkus inden at for mange unge blev skadet af de ansattes behandling.
Nogen må tage ansvar for at denne skandale ikke gentager sig og blikket kan kun hvile på Folketinget. Nu skal de være deres opgave voksen. De er det eneste som står mellem sårbare børn og de opholdssteder som vil malke de kommunale kasser frem for at yde den hjælp de ellers slår sig op på.
Kilde:
FOLKETINGET SOV I SOLHAVEN SAGEN - Bente's hjemmeblog
FOLKETINGET SOV I SOLHAVEN SAGEN
Hvor var Folketinget i 20 år? For mange år siden ville paragraf 71 udvalget på besøg på Solhaven. De blev nægtet adgang. Det var helt usædvanligt og ganske imod lovens bogstav. Hele ideen med paragraf 71 udvalget var at de kunne tage land og rige rundt for at sikre psykisk syge et minimum af anstændig behandling.
Men Solhaven blev de nægtet adgang til. Historien fra dengang fortæller ikke om hvad udvalget gjorde da det sad hjemme på Christiansborg igen. Dansk Folkeparti som stod i spidsen for at forlange adgang som loven ellers skulle sikre sig blev underkendt, men hvor de i andre sager har hægtet sig på som en bidsk bulldog, så tav de efterfølgende markant.
I årene derefter passerede mange unge gennem Solhaven. Som man kan erfare fra udsagn til politiet havde de ikke et godt ophold, men derimod ophold som gav dem livsvarige mærker på sjælen.
Folketinget gjorde ikke noget og de må tage de mange triste oplevelser unge har fået i Farsø på deres kappe. De kunne have stoppet dette cirkus inden at for mange unge blev skadet af de ansattes behandling.
Nogen må tage ansvar for at denne skandale ikke gentager sig og blikket kan kun hvile på Folketinget. Nu skal de være deres opgave voksen. De er det eneste som står mellem sårbare børn og de opholdssteder som vil malke de kommunale kasser frem for at yde den hjælp de ellers slår sig op på.
Kilde:
FOLKETINGET SOV I SOLHAVEN SAGEN - Bente's hjemmeblog
torsdag den 5. februar 2015
Er video nok til at beskytte anbragte unge?
Efter Solhaven har flere foreslået video-overvågning som en løsning, når det nu er så besværligt at løfte bevisbyrden.
Da der stadig er mulighed for få sagen anket, vil vi ikke kommentere yderligere på dommen, men nøjes med at stille spørgsmålet hvorvidt video giver en øget retssikkerhed?
Lad os se på nogle af de sager som har været i medierne i den seneste tid, hvor der var været anvendt elektroniske hjælpemidler.
Mest kendt international er videoen hvor Martin Lee Anderson bliver dræbt i en boot camp i Florida. Efter forfejlede forsøg på at forfalske de retsmedicinske rapporter kom det frem at drengen langsomt blev kvalt. Personalet blev anklaget og frikendt. Efterfølgende så vedtog delstaten Florida at overvågningsbånd ikke længere måtte være tilgængelig for offentligheden. Fremtidige overgreb blev der frit spil for. Video var ikke et middel til at sikre de unge så hvorfor have dem var bevæggrunden.
En anden sag var en plejefamilie i Odense. Sagen mod familien som havde rigtig mange børn i pleje og derfor fik en omend rundhåndet hyre blev lidt vanskeliggjort af mandens beskæftigelse med ordenmagten. En undersøgelse af en således solid støtte i lokalsamfundet og desuden at betragte som en autoritetsfigur kræver fløjlshandsker. Sagen blev frafaldet.
To sager som har medført konsekvenser viser at lydoptagelser kan være en del af bevisbyrden, men ikke hele bevisbyrden. En pige var isoleret i et sommerhus med en mandlig pædagog. Pigen og pædagogen havde en form for seksuel samkvem. Beviserne var indsamlet sperm og en lydoptagelse. Sagen førte til dom mod pædagogen, som fik 60 dages fængsel.
En anden sag var en lydoptagelse optaget på et opholdssted, hvor lederen af stedet gav udtryk for lyst til brug af vold. Sagen førte til en lukning af opholdsstedet. Der kom ingen strafferetlige konsekvenser.
Ovennævnte sagsliste viser at anbragte unge som udgangspunkt er bagud på point, hvis det måtte komme til et retsligt efterspil. Det er ikke en kritik af domstolene for de får kun forelagt resultaterne af politiets undersøgelser. Fejlen ligger hos myndighederne der som udgangspunkt næsten giver et suk fra sig når de skal ind og undersøge en sag hvor det offentlige allerede har postet tæt ved en million kroner i anbringelsen og ikke kan forstå hvorfor de unge ikke er evig taknemmelige for den gave.
Hvis forholdene skal ændres er det ikke video eller lydoptagelser der er brug for. Der er brug for en holdningsændring og en ændring af de behandlingsteknikker man bruger overfor de unge.
Kilder:
Da der stadig er mulighed for få sagen anket, vil vi ikke kommentere yderligere på dommen, men nøjes med at stille spørgsmålet hvorvidt video giver en øget retssikkerhed?
Lad os se på nogle af de sager som har været i medierne i den seneste tid, hvor der var været anvendt elektroniske hjælpemidler.
Mest kendt international er videoen hvor Martin Lee Anderson bliver dræbt i en boot camp i Florida. Efter forfejlede forsøg på at forfalske de retsmedicinske rapporter kom det frem at drengen langsomt blev kvalt. Personalet blev anklaget og frikendt. Efterfølgende så vedtog delstaten Florida at overvågningsbånd ikke længere måtte være tilgængelig for offentligheden. Fremtidige overgreb blev der frit spil for. Video var ikke et middel til at sikre de unge så hvorfor have dem var bevæggrunden.
En anden sag var en plejefamilie i Odense. Sagen mod familien som havde rigtig mange børn i pleje og derfor fik en omend rundhåndet hyre blev lidt vanskeliggjort af mandens beskæftigelse med ordenmagten. En undersøgelse af en således solid støtte i lokalsamfundet og desuden at betragte som en autoritetsfigur kræver fløjlshandsker. Sagen blev frafaldet.
To sager som har medført konsekvenser viser at lydoptagelser kan være en del af bevisbyrden, men ikke hele bevisbyrden. En pige var isoleret i et sommerhus med en mandlig pædagog. Pigen og pædagogen havde en form for seksuel samkvem. Beviserne var indsamlet sperm og en lydoptagelse. Sagen førte til dom mod pædagogen, som fik 60 dages fængsel.
En anden sag var en lydoptagelse optaget på et opholdssted, hvor lederen af stedet gav udtryk for lyst til brug af vold. Sagen førte til en lukning af opholdsstedet. Der kom ingen strafferetlige konsekvenser.
Ovennævnte sagsliste viser at anbragte unge som udgangspunkt er bagud på point, hvis det måtte komme til et retsligt efterspil. Det er ikke en kritik af domstolene for de får kun forelagt resultaterne af politiets undersøgelser. Fejlen ligger hos myndighederne der som udgangspunkt næsten giver et suk fra sig når de skal ind og undersøge en sag hvor det offentlige allerede har postet tæt ved en million kroner i anbringelsen og ikke kan forstå hvorfor de unge ikke er evig taknemmelige for den gave.
Hvis forholdene skal ændres er det ikke video eller lydoptagelser der er brug for. Der er brug for en holdningsændring og en ændring af de behandlingsteknikker man bruger overfor de unge.
Kilder:
- Plejemor på Fyn frikendt for vold (Danmarks Radio)
- Pædagog dømt for sex med omsorgssvigtet pige(Politiken)
- Ingen grund til mistanke (Nordjyske Tidende)
lørdag den 31. januar 2015
Blev en ung familie udstillet af DR?
Danmarks Radio sendte 27. januar dokumentaren "Børnene med de blå mærker".
Efter udsendelsen stod parret frem i BT med kritik af at programmet får dem til at se skyldige ud.
Sådan kan det se ud hvis man ikke er en smule inde i emnet. Eksperter undrer sig mere over at det offentlige ikke anvender video-overvågning af samværet for selvfølgelig skal det offentlige gå ind i sagen hvis spædbørn har mange blå mærker.
Noget andet som mangler er en gen-test af forældrene. Har forældrene asiatisk blod i deres gener. Vi lever i et multi-etnisk samfund med alle de udfordringer det giver. Der er sygdomme og lidelser som vi ikke tidligere har set i Danmark eller kun set i så få tilfælde at diagnosen ikke bliver stillet korrekt.
Asiatiske gener åbner for muligheden af en lidelse der på engelsk hedder ”Mongolian Spot”. Barnet får periodisk blå mærker i større eller mindre antal. I de mest ekstreme tilfælde ser det ud som om at babyen er blevet tævet med støvslugerslangen. Men de blå pletter forsvinder af sig selv når barnet er mellem 3 og 5 år gammel. Pletterne ser ikke ud til at få indflydelse på barnets livskvalitet og lidelsen behandles derfor ikke.
Det er en svær problemstilling for det offentlige at undersøge disse sager for vi lever i en tid hvor Danmark stadig ikke er kommet sig over det hysteri som opstod efter Brønderslevsagen. Kan man undersøge en sådan sag objektiv? Kan man fokusere på at få isoleret barnet imens at barnet gennemgår undersøgelse uden at undgå at skade den livsnødvendige kontakt mellem mor og barn som skal etableres på dette tidspunkt?
Det er nemt at starte med at rejse anklage imod forældrene. Først efter udsendelsen af dokumentaren kom det frem at barnet også fik blå mærker hos plejefamilien. Dvs. på tidspunkter hvor der ikke var samvær med forældrene. De blå mærker skyldes derfor med stor sikkerhed en lidelse hos barnet medmindre at kommunen har visiteret plejefamilien med lige så lav en kvalitet som man gjorde med plejefamilierne i Mern og Skælskør. Det er dog ingen grund til at antage i dette tilfælde.
Er det problem at lave en dokumentar så lægfolk står tilbage med en opfattelse af at familien er skyldig mens dem som ved bedre står tilbage med modsatte opfattelse? Ja, det er det. Men det er et kompliceret område og det rejser spørgsmålet om hvorvidt udsendelsen i det hele taget burde have været lavet.
Vi må håbe at kommunen og politiet nu bestiller de nødvendige undersøgelser for at få sagen bragt til ende. Nu hvor mærkerne opstår uden at der er kontakt mellem familien og deres barn må man hive flere lægelige eksperter indover. Familien – også forældrene – må stille op til at få taget de nødvendige prøver.
Det er på alle måder en ulykkelig sag, der ikke kan undgå at sætte sine spor, men den bør ikke få den konsekvens at barnet over tid risikerer at blive bortadopteret fra sin biologiske familie som den nye tendens i anbringelser går ud på når forvaltningen får held med at snuppe et barn tidligt med henblik på at få konverteret et dyrt plejebarn til et billigt adoptivbarn.
Kilder:
Efter udsendelsen stod parret frem i BT med kritik af at programmet får dem til at se skyldige ud.
Sådan kan det se ud hvis man ikke er en smule inde i emnet. Eksperter undrer sig mere over at det offentlige ikke anvender video-overvågning af samværet for selvfølgelig skal det offentlige gå ind i sagen hvis spædbørn har mange blå mærker.
 |
| Barn med Mongolian spot (fra U.S. National Library of Medicine) |
Asiatiske gener åbner for muligheden af en lidelse der på engelsk hedder ”Mongolian Spot”. Barnet får periodisk blå mærker i større eller mindre antal. I de mest ekstreme tilfælde ser det ud som om at babyen er blevet tævet med støvslugerslangen. Men de blå pletter forsvinder af sig selv når barnet er mellem 3 og 5 år gammel. Pletterne ser ikke ud til at få indflydelse på barnets livskvalitet og lidelsen behandles derfor ikke.
Det er en svær problemstilling for det offentlige at undersøge disse sager for vi lever i en tid hvor Danmark stadig ikke er kommet sig over det hysteri som opstod efter Brønderslevsagen. Kan man undersøge en sådan sag objektiv? Kan man fokusere på at få isoleret barnet imens at barnet gennemgår undersøgelse uden at undgå at skade den livsnødvendige kontakt mellem mor og barn som skal etableres på dette tidspunkt?
Det er nemt at starte med at rejse anklage imod forældrene. Først efter udsendelsen af dokumentaren kom det frem at barnet også fik blå mærker hos plejefamilien. Dvs. på tidspunkter hvor der ikke var samvær med forældrene. De blå mærker skyldes derfor med stor sikkerhed en lidelse hos barnet medmindre at kommunen har visiteret plejefamilien med lige så lav en kvalitet som man gjorde med plejefamilierne i Mern og Skælskør. Det er dog ingen grund til at antage i dette tilfælde.
Er det problem at lave en dokumentar så lægfolk står tilbage med en opfattelse af at familien er skyldig mens dem som ved bedre står tilbage med modsatte opfattelse? Ja, det er det. Men det er et kompliceret område og det rejser spørgsmålet om hvorvidt udsendelsen i det hele taget burde have været lavet.
Vi må håbe at kommunen og politiet nu bestiller de nødvendige undersøgelser for at få sagen bragt til ende. Nu hvor mærkerne opstår uden at der er kontakt mellem familien og deres barn må man hive flere lægelige eksperter indover. Familien – også forældrene – må stille op til at få taget de nødvendige prøver.
Det er på alle måder en ulykkelig sag, der ikke kan undgå at sætte sine spor, men den bør ikke få den konsekvens at barnet over tid risikerer at blive bortadopteret fra sin biologiske familie som den nye tendens i anbringelser går ud på når forvaltningen får held med at snuppe et barn tidligt med henblik på at få konverteret et dyrt plejebarn til et billigt adoptivbarn.
Kilder:
onsdag den 28. januar 2015
Efter Solhaven og hvad så..
I dag falder dommen i sagen om Solhaven og uanset om dommen falder ud den ene eller anden vej, så står en ting fast.
De tider hvor man tror at man kan samle belastede unge et samme sted og bearbejde dem til at klare sig bedre, er slut.
For det er ikke kun i Danmark at denne lære er taget til sig.
I USA havde man omkring i årene efter årtusindeskiftet to store aktører: World Wide Association of Special Schools and Programs (WWASP) samt Aspen Education Group (AEG).
I dag er disse to aktører stort set væk. WWASP kørte et kostskole koncept. AEG havde et blandings koncept bestående af firmaer som arrangerede overlevelsesture, suppleret med kostskoler og egentlige hospitalsafsnit lignende behandlingssteder.
WWASP har fået lukket deres skoler i lande som Tjekkiet, Costa Rica, Samoa og Mexico. Myndighederne fandt simpelthen at den behandling som de ansatte udsatte de primært Amerikanske unge for, var alt for barsk. I USA var der også skolelukninger. Nevada greb ind og lukkede en skole. Ansatte flere steder er blevet dømt for overgreb.
AEG kom i medierne med den engelske reality serie ”Brat Camp” som herhjemme blev sendt på Kanal 5. De oplevede et boom, men blev ramt af en række tragiske sager hvor unge døde på overlevelsesturene som følge af at de blev udsat for elementernes rasen kombineret med manglende træning af de ofte ufaglærte nyuddannede der blev ansat til en lav løn. Også AEG fik deres del af sager hvor ansatte indledte intime forhold til de anbragte unge. På de særlige hospitalsafsnit var der selvmordsforsøg hvoraf nogle lykkedes.
Det største problem var imidlertid ikke hvad myndighederne udsatte virksomhederne for eller at unge døde imens de var anbragte. Det største problem var at de unge en dag blev voksne og kunne udtale sig om hvad de blev udsat for.
Det blev disse aktørers død på trods af at de iværksatte en charme offensiv ved at sponsorer TV-shows som Dr. Phil.
Det samme er sket for Solhaven. De er blevet ramt af at de unge er blevet voksne og man i nutiden ikke længere ser en anbringelse som en skam. Den beskyttelse Skorpeskolen nød hvor man holdte hånden over en pædofil ansat som med stor sandsynlighed blev myrdet af anbragte unge ved sabotage af hans bil eller den beskyttelse tidligere ansatte ved Godhavn nød da de i årtier fik lov til at udøve uhæmmet vold imod anbragte børn var væk.
Det var skammens åg som beskyttede opholdsstederne i gamle dag. Den skam er væk. De unge ser ingen problemer ved at stå frem og berette hvad de mener at de er blevet udsat for længere. Hvorfor skulle de også det? Det er jo ikke deres fejl at de var blevet anbragt. Det var kommunerne som anbragte dem og når der er fejl i 2 ud af 3 sager, der rammer ankestyrelsen så ligger chancen for at anbringelsen var reel begrundet på linje med chancen for at finde i Lotto.
Uanset om der er tale om WWASP, AEG eller Solhaven så har forsvaret for at bruge ekstreme metoder været at der var tale om ekstreme unge.
Ja. Der er tale om unge med manglende grænser. Hvad skal man gøre med dem i fremtiden, hvis man ikke kan samle dem et sted i en slags Skinner boks (Opkaldt efter Burrhus Frederic Skinner som opstillede teorier om hvordan man i et miljø hvor der kun er få valgmuligheder kan ændre adfærd hos individer)?
Opholdssteder hvor unge anbringes med få rettigheder og skal generhverve dem via ændret adfærd var god teori omkring årtusindeskiftet lidt i tråd med en militær tilgang hvor man skal knække de unge ved at tage deres primære værktøjer fra dem. Unge som er vant til at slå sig ud af problemer skulle man møde med magt og således tvinge dem til at tage andre værktøjer i brug til at nå deres mål.
Det som vi ved i dag er at der er store emotionelle omkostninger for de unge når de bliver udsat for sådan et system. For de unges afvigende adfærd dækker ofte over udviklingen af en simpel overlevelsesmekanisme som de har udviklet på egen hånd for at beskytte sig imod svære omsorgssvigt som f.eks. incest eller voldtægt.
Der er brug for en hands-off tilgang. Der er brug for at holde de enkelte unge adskilt fra tilsvarende unge som kunne styrke dem i brugen af de forkerte værktøjer og omgive dem med en slags frakke af personer som giver dem nogle muligheder i livet de ellers ikke ville kunne få.
Det er ikke ensbetydende med tivoli-ture eller fridykker kurser og total ansvarsfraskrivelse i forhold til hvilke lovovertrædelser de laver.
Kriminelle unge skal holdes hjemme længst mulig, men de skal møde konsekvens lokalt. Ungepålæg og bøder bør være bandlyst. Unge tænker ubetinget. De planlægger ikke. De har ikke egen økonomi. Deres straf skal være ubetinget, men uden at de fjernes fra samfundet. Domstolene bør i langt højere grad straffe med samfundstjeneste og kommunerne skal i langt højere grad stå til rådighed med opgaver. Der kan være tale om gartnerarbejde. Der kan være tale om at sortere ned på genbrugspladsen. Meningsfyldt arbejde som samtidig giver dem ro til eftertænksomhed.
Der bør sættes ind med grundigere psykologisk testning af disse unge. Hvad dækker deres opførsel over? Kan tilstanden medicineres? Skal man finde en udslusningslejlighed hvis familien ikke har ressourcerne hvor den unge kan støttes døgnet rundt af kommunens personale?
Der bør være en række optioner som de unge kan vælge til, hvis de vil arbejde intensivt med deres problemer. Det kan være en sommer boot camp, hvor de unge trænes som elitesportsfolk i discipliner som teamwork og psykologi. Er familierne ikke ressourcestærke, hvor skal de så få den motivation fra der kan gøre dem til mønstrebrydere? Fra en Folkeskole som de ressourcestærke familier trækker deres børn fra så der ikke længere er forbilleder?
Det kan være en overlevelsestur udformet som en slags timeout, hvor fokus er meditation, terapi og øvelser, som går ud på at teste fysiske grænser af.
Men det skal være forløb som er frivillige og som de unge vælger til. Hvis de unge blot ønsker at lade slå til, så skal de være sikker på at domstolene idømmer dem samfundstjeneste, hvis de træder over stregen, så de på den måde kan regne med nogle grænser for unge ønsker grænser. Kan familien ikke sætte dem, så må samfundet sætte dem. Et ordsprog skriver ”Det tager en landsby at opfostre et ungt menneske”. Det er på sin hvis rigtig for ingen unge lever derhjemme i boble hele deres liv. De skal i skole. De skal ud og arbejde. Træder de ved siden af så må ”landsbyen” træde til og sætte et autoværn i form af love og domme op så de ikke ryger af vejen.
Adfærdsvanskelige unge er ikke anderledes end os andre. De har blot haft en opvækst hvor de på givne tidpunkter ikke har haft samme støtte i hjemmet som os andre eller de har trukket det lod i livet at de må leve med en sygdom.
Derfor skal vi holde på dem i samfundet længst muligt nu hvor vi ved at man ikke kan spærre dem inde i en boks som Skinner anbefaldede.
Der skal ikke komme en ny udgave af Solhaven. Samfundet skal tage over og guide disse unge på plads med en noget fastere hånd, men en hånd der samtidig er forstående overfor deres udfordringer.
Kilder:
De tider hvor man tror at man kan samle belastede unge et samme sted og bearbejde dem til at klare sig bedre, er slut.
For det er ikke kun i Danmark at denne lære er taget til sig.
I USA havde man omkring i årene efter årtusindeskiftet to store aktører: World Wide Association of Special Schools and Programs (WWASP) samt Aspen Education Group (AEG).
I dag er disse to aktører stort set væk. WWASP kørte et kostskole koncept. AEG havde et blandings koncept bestående af firmaer som arrangerede overlevelsesture, suppleret med kostskoler og egentlige hospitalsafsnit lignende behandlingssteder.
WWASP har fået lukket deres skoler i lande som Tjekkiet, Costa Rica, Samoa og Mexico. Myndighederne fandt simpelthen at den behandling som de ansatte udsatte de primært Amerikanske unge for, var alt for barsk. I USA var der også skolelukninger. Nevada greb ind og lukkede en skole. Ansatte flere steder er blevet dømt for overgreb.
AEG kom i medierne med den engelske reality serie ”Brat Camp” som herhjemme blev sendt på Kanal 5. De oplevede et boom, men blev ramt af en række tragiske sager hvor unge døde på overlevelsesturene som følge af at de blev udsat for elementernes rasen kombineret med manglende træning af de ofte ufaglærte nyuddannede der blev ansat til en lav løn. Også AEG fik deres del af sager hvor ansatte indledte intime forhold til de anbragte unge. På de særlige hospitalsafsnit var der selvmordsforsøg hvoraf nogle lykkedes.
Det største problem var imidlertid ikke hvad myndighederne udsatte virksomhederne for eller at unge døde imens de var anbragte. Det største problem var at de unge en dag blev voksne og kunne udtale sig om hvad de blev udsat for.
Det blev disse aktørers død på trods af at de iværksatte en charme offensiv ved at sponsorer TV-shows som Dr. Phil.
Det samme er sket for Solhaven. De er blevet ramt af at de unge er blevet voksne og man i nutiden ikke længere ser en anbringelse som en skam. Den beskyttelse Skorpeskolen nød hvor man holdte hånden over en pædofil ansat som med stor sandsynlighed blev myrdet af anbragte unge ved sabotage af hans bil eller den beskyttelse tidligere ansatte ved Godhavn nød da de i årtier fik lov til at udøve uhæmmet vold imod anbragte børn var væk.
Det var skammens åg som beskyttede opholdsstederne i gamle dag. Den skam er væk. De unge ser ingen problemer ved at stå frem og berette hvad de mener at de er blevet udsat for længere. Hvorfor skulle de også det? Det er jo ikke deres fejl at de var blevet anbragt. Det var kommunerne som anbragte dem og når der er fejl i 2 ud af 3 sager, der rammer ankestyrelsen så ligger chancen for at anbringelsen var reel begrundet på linje med chancen for at finde i Lotto.
Uanset om der er tale om WWASP, AEG eller Solhaven så har forsvaret for at bruge ekstreme metoder været at der var tale om ekstreme unge.
Ja. Der er tale om unge med manglende grænser. Hvad skal man gøre med dem i fremtiden, hvis man ikke kan samle dem et sted i en slags Skinner boks (Opkaldt efter Burrhus Frederic Skinner som opstillede teorier om hvordan man i et miljø hvor der kun er få valgmuligheder kan ændre adfærd hos individer)?
Opholdssteder hvor unge anbringes med få rettigheder og skal generhverve dem via ændret adfærd var god teori omkring årtusindeskiftet lidt i tråd med en militær tilgang hvor man skal knække de unge ved at tage deres primære værktøjer fra dem. Unge som er vant til at slå sig ud af problemer skulle man møde med magt og således tvinge dem til at tage andre værktøjer i brug til at nå deres mål.
Det som vi ved i dag er at der er store emotionelle omkostninger for de unge når de bliver udsat for sådan et system. For de unges afvigende adfærd dækker ofte over udviklingen af en simpel overlevelsesmekanisme som de har udviklet på egen hånd for at beskytte sig imod svære omsorgssvigt som f.eks. incest eller voldtægt.
Der er brug for en hands-off tilgang. Der er brug for at holde de enkelte unge adskilt fra tilsvarende unge som kunne styrke dem i brugen af de forkerte værktøjer og omgive dem med en slags frakke af personer som giver dem nogle muligheder i livet de ellers ikke ville kunne få.
Det er ikke ensbetydende med tivoli-ture eller fridykker kurser og total ansvarsfraskrivelse i forhold til hvilke lovovertrædelser de laver.
Kriminelle unge skal holdes hjemme længst mulig, men de skal møde konsekvens lokalt. Ungepålæg og bøder bør være bandlyst. Unge tænker ubetinget. De planlægger ikke. De har ikke egen økonomi. Deres straf skal være ubetinget, men uden at de fjernes fra samfundet. Domstolene bør i langt højere grad straffe med samfundstjeneste og kommunerne skal i langt højere grad stå til rådighed med opgaver. Der kan være tale om gartnerarbejde. Der kan være tale om at sortere ned på genbrugspladsen. Meningsfyldt arbejde som samtidig giver dem ro til eftertænksomhed.
Der bør sættes ind med grundigere psykologisk testning af disse unge. Hvad dækker deres opførsel over? Kan tilstanden medicineres? Skal man finde en udslusningslejlighed hvis familien ikke har ressourcerne hvor den unge kan støttes døgnet rundt af kommunens personale?
Der bør være en række optioner som de unge kan vælge til, hvis de vil arbejde intensivt med deres problemer. Det kan være en sommer boot camp, hvor de unge trænes som elitesportsfolk i discipliner som teamwork og psykologi. Er familierne ikke ressourcestærke, hvor skal de så få den motivation fra der kan gøre dem til mønstrebrydere? Fra en Folkeskole som de ressourcestærke familier trækker deres børn fra så der ikke længere er forbilleder?
Det kan være en overlevelsestur udformet som en slags timeout, hvor fokus er meditation, terapi og øvelser, som går ud på at teste fysiske grænser af.
Men det skal være forløb som er frivillige og som de unge vælger til. Hvis de unge blot ønsker at lade slå til, så skal de være sikker på at domstolene idømmer dem samfundstjeneste, hvis de træder over stregen, så de på den måde kan regne med nogle grænser for unge ønsker grænser. Kan familien ikke sætte dem, så må samfundet sætte dem. Et ordsprog skriver ”Det tager en landsby at opfostre et ungt menneske”. Det er på sin hvis rigtig for ingen unge lever derhjemme i boble hele deres liv. De skal i skole. De skal ud og arbejde. Træder de ved siden af så må ”landsbyen” træde til og sætte et autoværn i form af love og domme op så de ikke ryger af vejen.
Adfærdsvanskelige unge er ikke anderledes end os andre. De har blot haft en opvækst hvor de på givne tidpunkter ikke har haft samme støtte i hjemmet som os andre eller de har trukket det lod i livet at de må leve med en sygdom.
Derfor skal vi holde på dem i samfundet længst muligt nu hvor vi ved at man ikke kan spærre dem inde i en boks som Skinner anbefaldede.
Der skal ikke komme en ny udgave af Solhaven. Samfundet skal tage over og guide disse unge på plads med en noget fastere hånd, men en hånd der samtidig er forstående overfor deres udfordringer.
Kilder:
- Dom i dag: Sagen om Solhaven sætter skel mellem magt og vold (Danmarks Radio)
- B. F. Skinner (Wikipedia)
- World Wide Association of Specialty Programs and Schools (Wikipedia)
- THE NIGHT MY PARENTS HAD ME KIDNAPPED (narrative)
- De måske uegnede (Dagbladet Information)
Abonner på:
Opslag (Atom)