Tilsyn - med plejefamilier og institutioner
Jeg har tænkt over den sidste tids skandaler eller skal man rettere sagt sige de almindeligheder der helt ekstraordinært er sluppet ud til offentligheden.
Er problemet ikke at der er ansatte i forvaltningerne, der skal erkende at de har lavet en fejl ved at visitere de unge til en given plejefamilie eller en given institution?
Kunne de risikere at nogle vil begynde at stille spørgsmålet om hvorvidt at de har fået en eller anden form for modydelse mod at se igennem med uregelmæssigheder? Det er ikke et område som er så stramt reguleret som f.eks. forholdene mellem læger og medicinalselskaber.
Nogle foreslår uanmeldte besøg. Det vil hjælpe i de tilfælde hvor at de unge ikke er blevet knækket endnu og de som man så det i sagen fra Herkules har en voksen fra institutionen i lokalet så telefonsamtalen kan afbrydes hvis der bliver sagt noget som personalet finder upassende, men hvad når de unge først er blevet knækket i det svenske vildnæs?
Jeg er mere tilhænger af en uafhængig statsindstans, som skulle forestå tilsynet, men frygter at det hurtigt kunne udarte sig til at blive noget indspist noget. Der er trods alt ikke tale om et stort marked. Alle kender hinanden.
Vi ser det fra ankestyrelsen. Jvf. deres egne tal er der fejl i 64 procent af rapporterne der fører til tvangsfjernelse. Alligevel fungerer de i dag nærmest som en stempelordning og forældre bliver rådgivet af deres advokat om at det er et nødvendigt men forsinkende element inden at slaget for alvor skal stå i retssystemet.
Hvad mener I? Uanmeldte tilsyn fra socialpædagoger der helst ikke vil finde noget da det vil rejse tvivl om deres dømmekraft. Tilsyn fra en indspist statsmyndighed.
Kan det overhovedet lade sig gøre at føre tilsyn på en måde så børnenes forhold bliver tålelig.
Husk at det er staten som påstår at de kan gøre det bedre end de biologiske forældre.
Kilde:
Det originale blogindlæg på Avisen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar