Brugerbetaling - hvad er rimeligt?

På hjemmesiden avisen.dk skrev en debattør med navn Anne Olsen følgende indlæg som nævner brugerbetaling på behandling af psykisk syge børn, hvilket vi finder er et onde:

Vi bør diskutere den snigende indførsel af brugerbetaling på behandling i Danmark.´

Der er brugerbetaling på helbredsydelser i Danmark. Alle ved at Tandlægeydelser koster for voksne. I min tid var det med glæde at vi gik fra kommunens klinik med inkompetente tandlæger der skadede tænderne mere end de gavnede uanset at det først vi som 16 årig hørte var et ”Åh. Nej – igen en patient ude fra X-skolen. Du skal have skiftet alle dine plomber”.

Men nu her flere årtier senere, så står mange af os i kø på Tandlægehøjskolen inde i København fra klokken halv otte for at få behandlet akutte smerter da vi ikke længere har råd til at få skiftet skoleplomberne og deres afløsere. Hver gang af en sølvplombe skal udskiftes bliver der boret dybere i tanden og nogle af dem flækker.

Men det er ikke det eneste sted at der er brugerbetaling. Forestil Jer at Jeres barn får en depression. I gamle dage betød psykiske sygdomme hos børn at de blev anbragt på store afdelinger hvor at behandlingen fyldte meget og plejen meget lidt. Der var aldrig nogle som tænkte på at kræve betaling, da det ville have betydet en debat om forholdene.

I 80’erne kom denne debat alligevel og i dag behandles børnene akut på små hospitalsafdelinger hvor at kapaciteten desværre er alt for lille, hvilket så giver rum for en række private aktører, der finansieres af kommunerne på linje med lokalpsykiatrien. Forholdene er langt bedre, men plejen af det enkelte barn er også meget dyrere og det har medført en lovgivning som pålægger forældrene regning for opholdet. Typisk taler vi mellem 1000 og 3000 kr. pr. måned udover at børnechecken bliver indeholdt.

Sådanne udgifter kan man ikke tegne en sundhedsforsikring imod. Det bliver typisk en bombe under familiernes økonomi og mange må gå fra hus og hjem. Jeg ville have svært ved at være forælder i den situation. Hvordan fortæller man barnets eventuelle søskende at man må flytte fordi at deres bror eller søster skal behandles? Hvordan undgår man at det syge barn får dårlig samvittighed over at de skal flytte på grund af den sygdom som barnet måtte have?

Får nogle år siden var politikere med ansvar for hospitalsdriften ude og melde ud at behandling for selvforskyldte sygdomme baseret på valg i livsstil skulle betale eller sættes bag i køen til behandling. Måske sker det allerede nu. Jeg arbejder ikke i hospitalsvæsenet så jeg ved det ikke, men da dette kom i medierne rejste der sig en folkestorm i mod disse argumenter.

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for at samfundet f.eks. ikke skal behandle mennesker gratis for følgerne af alkoholvaner eller narkotikamisbrug. Også selvom vi ved at megen af denne behandling ikke har effekt og at det om noget er et tag-selv bord for religiøse organisationer (Jf. Danmarks Radio er 60 procent af al alkohol og narkotikabehandling i Danmark styret af religiøse organisationer). Men jeg synes at vi skal tage debatten om brugerbetaling i stedet for som nu hvor at den reelt bliver indført af bagvejen på en række områder.

• Er det rimeligt at tandlægebesøg skal koste selvom vi ved at det vil give social slagside?
• Er det rimeligt at psykiatrisk behandling af børn skal koste forældrene?
• Er det rimeligt at alkohol/narkotikabehandling er gratis?

Sådan kan vi blive ved. Hvad mener I?

Kilder:

• Støtte til børn med særlige behov (Borger.dk)
• 60 procent af narkobehandling er religiøst funderet (Danmarks Radio)
• Skal rygerne bagerst i køen? (Jyllandsposten)
• Brugerbetaling - hvad er rimeligt? (Det originale indlæg på Avisen.dk)