torsdag den 10. november 2011

Overgreb under anbringelsen

Netværksgruppen som står bag ved hjemesiden Anbragte Børns Vel skriver på deres hjemmeside:

----

Den seneste sag i en lang række hvor at unge, der enten selv har valgt at leve udenfor hjemmet eller er blevet anbragt udenfor hjemmet, er blevet udsat for seksuel krænkelse viser at der er behov for indgreb fra socialminister Karen Hækkerup.

Nordjyske Tidende skriver at en ung pige er blevet krænket på et sommerhus på Læsø hvor at hun var sent til for at kunne indordne sig på en institution. Det er normal praksis i Danmark at isolere unge der ikke kan indordne sig i øde sommerhuse eller på vandreture i Sverige, hvor at underleverandører så presser de unge indtil at de unge kapitulerer eller med andre ord er brudt ned.

Vi har tidligere hørt om unge der i Sverige blev manipuleret til at tro at de stod på en landmine eller overværede fingerede eksempler på mishandling, så de brød sammen.

Men hvad sker der når der vælges en løsning med et sommerhus? Den seneste sag fra Nordjylland viser hvor meget magt at pædagogerne har over de anbragte børn i den situation.

Forskning har efterhånden påvist ofre for seksuelle overgreb føler skam over disse. Det er selvfølgelig forkert at de føler sådan, men det er normal psykisk reaktion. Deres kropsreaktioner viser overfor en trænet psykolog at der er noget galt. Når fag-personer observerer dette skal der gribes ind. Det tragiske i disse sager er desværre at den første reaktion fra systemet er at underkaste den biologiske familie en tilbundsgående undersøgelse. Når disse er blevet renset efter måneders undersøgelse kommer så turen til barnets omgangskreds før anbringelsen. Først efter hvad der nemt kan komme til at gå over et år med, bliver det interessant at se på hvad der kunne have været sket under selve anbringelsen.

I en meget omtalt sag fra Sønderborg skrev plejemoderen til en pige at hun med sin træning kunne se at pigen var blevet misbrugt. Nu efter nogle år viser det sig så at den person som er under anklage for at have misbrugt pigen var plejemoderens biologiske barn. Fordi at systemet anser sig selv for at være ufejlbarlig, så leder man ikke hos systemet selv. Konsekvensen er at pigen må leve i årevis med den tunge byrde af skam og fornedrelse.

Det er ret sjældent at unge kan sige fra. To sager fra henholdsvis efterskolerne Baunehøj og Staby viser at ressourcestærke piger kan sige fra selv om det kunne få den konsekvens at de bliver sendt hjem på grund af manglende samarbejdsvilje, hvilket er den gængse grund til at det på nogle efterskoler er 20 procent af en årgang som må afslutte året før tid. Det kan kun tilskrives til at det skete på et tidspunkt af året hvor at kommunikationen med hjemmet og pigernes sociale omgangskreds ikke var udsat for restriktioner. Havde disse episoder fundet sted i starten af skoleåret, hvor at mange efterskoler prøver at skære børnenes tætte bånd med deres familie, var ikke sikkert at sagen var faldet så lykkeligt ud.

Anderledes forholder det sig på landets opholdssteder og behandlingshjem. Her har de unge ofte ikke så vide muligheder for at holde kontakten med hjemmet og deres gamle venner. Hvem skal de unge gå til? Det kan ikke gå til nogen! De er helt i pædagogernes vold. Det er i dette moment at den overhængende risiko for overgreb der altid eksisterer, er størst for de anbragte unge.

Sagen fra Nordjylland er ikke enestående. En lignende sag fra Marita centeret ved Næstved har mange lighedspunkter med sagen fra Nordjylland.

Socialministeren må gribe ind. De unge skal altid sikres adgang til deres netværk hjemme – også når man vælger at isolere dem fra de andre anbragte på samme institution. Man kan ikke forlade på eventuelle hotlines til politi eller en eller tilsynsmyndighed. Offentligt tilsyn som koncept har spillet fallit. Enhver troværdighed er væk. Det lyder barsk, men de anbragte børns vel påhviler alene det netværk de kan nå at bygge op inden anbringelsen.

Socialminister Karen Hækkerup – kom nu ind i spillet.

Kilder:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar