søndag den 5. februar 2012

Når ens barns sygdom stigmatiserer hele familien

På Urbanblog skriver Trane Jørgensen følgende:

Jeg var ude hos et vennepar over julen. Normalt skulle julen være glædens tid og det efterfølgende nytår forventningens tid med håb om bedre og lysere tider, men hos denne familie var der ikke meget juleglæde at spore og 2012 byder ikke på lys og varme, men tværtimod står udsigterne til social deroute, angst og opløsning.

For deres barn var blevet syg.

Det er ikke en livstruende sygdom og netop måske derfor så meget værre idet at barnets sygdom såfremt at behandlingen varer for længe kan blive årsag til at familien må gå fra hus og hjem for at leve en nomadetilværelse i tilfældige udlejningsboliger i landets yderområder.

Primo januar rejser deres barn efter et halvt år i uvished om sin fremtid til et opholdssted for at få behandling for sin sygdom. I den forbindelse fremsender kommunen hver måned en faktura på flere tusinde kroner som betaling for barnets kost og logi under behandlingen.

Det er ikke logisk.

Havde deres barn fået en fysisk sygdom eller havde barnets sygdom været af så svær en tilstand at hospitalerne havde været den eneste løsning, så havde opholdet være gratis. Nu er det kun en sygdom af den type som er så vanskelig at opdage udefra. En af de sygdomme som vi ellers går rundt og fortæller ikke er skamfulde mere.

Men at have et barn med en psykisk sygdom eller tilstand er stigmatiserende for en familie anno 2012. Det bliver derfor en kommunal opgave at finde et behandlingstilbud og al kommunal indsats koster. Der er brugerbetaling på dette område. Vi har en lov om forældrebetaling som senest er strammet her i sommer så kommunerne kan straffe de forældrepar der ikke har passet godt nok på deres barn og måske er kommet til at vise barnet at livet er andet end Disneys verden før at barnet er 18.

Familien kan forbande det faktum at de var uheldig d. 1/11 2008 at holde forrest da en spritbilist brutalt kørte op i en række holdende biler ved krydset i landsbyen Veksø og måske udløste angst m.v. hos barnet nok så meget, men det ændrer ikke ved at familien stemples som dårlige forældre og derfor skal betale.

Deres eneste chance er at behandlingen varer maksimalt 6 måneder. Ellers er deres tid som borgere i kommunen slut medmindre at de meddeler at de ikke længere vil samarbejde med kommunen og så risikerer at de mister al indflydelse på deres barns opvækst hvis kommunen vurderer at barnet skal blive i behandlingstilbuddet.

Der har været så meget omtale af hvilke områder i vores sundhedssystem der skal være brugerbetaling på. Er det retfærdigt at tandbehandling skal koste, så alle kan se på folks tænder om de er velhavende eller ej, når nok så dyre behandlinger for almindelige gener som åreknuder m.v. man kan leve med i mange år er gratis? Skal behandlinger af alle ikke-livstruende fysiske sygdomme være gratis, når udgangspunktet for behandling af psykiske sygdomme synes at være at det skal koste?

For mit vennepar betyder denne brugerbetaling som vel at mærke suppleres med inddragelse af børnechecken at de skal fortælle det syge barns søskende at den sygdom som den ældste har fået desværre ikke var ”god nok” til at blive dækket af velfærdssamfundet og de derfor skal forberede sig på at sige farvel til skole, kammerater og andet socialt netværk. For en familie som gennem livet har bidraget til samfundet via deres skatter er det et alvorligt slag at få og vi vil nok alle hvis vi kom i samme situation begynde at stille spørgsmålet hvorvidt at vi fortsat skal betale vor skat med glæde når det sociale sikkerhedsnet er væk for familier med syge børn.

På et eller andet tidspunkt skal vi som samfund beslutte hvilken gruppe af vores medborgere vi skal tabe på jorden, når politiker efter politiker stiller sig op og fortæller at vi ikke har råd til det hele. Jeg har den dybeste forståelse for den svære situation som vores samfund er i, men lad os tage debatten åbent og ikke lade borgerne falde i hullerne i vores system efterhånden som de får brug for hjælp kun for at opdage at samfundet har sine mangler.

Kilde:
Det originale indlæg på Urbanblog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar