Kan vi i det hele taget stole på noget som helst.
Der er lavet otte paragraf 50 rapporter - otte!
Alle peger på at støtte til familien ville kunne løse problemerne og sikre børnene en ordentlig opvækst. Hvorfor blev der ikke reageret på disse rapporter? Hvorfor blev familien ikke pakket ind, når alle ville kunne se at en undladelse ville betyde en millionregning pr. år på et eller andet tidspunkt?
Man får den tanke at kommunen måske har formuleret paragraf 50 rapporterne så skrapt at de forventede at familien flyttede og en anden kommune så ville komme til at hænge på regningen. Nu er det Lolland kommune, som har fået regningen. Man kan roligt drage afgørelsen fra ankestyrelsen i tvivl, for det gør mange familier hvert år og i byretten får de efterfølgende ret, men først efter at de og ikke mindst deres barn har betalt forfærdelige omkostninger på grund af den splittede familie.
Der er ingen af de 3 involverede kommuner som kan fraskrive sig ansvaret her. Skanderborg sendte vigtige papirer af sted uden at følge op på om de overhovedet blev modtaget. Et er at papirer bliver væk, men hvis der sidder en medarbejder derude som mener at en sag beskriver at børn er velfærdstruet, så må der ligge en forpligtelse i at skubbe på indtil at en anden medarbejder i en anden kommune melder at vedkommende går ind i sagen.
Brønderslev sendte en sagsbehandler ud som slet ikke kunne se eller lugte afføring ned af benet, muggent tøj, elendig trivsel og understimulerede børn. Det ser ud til at Brønderslev kommune var parate til at fortsætte samme kurs som de øvrige kommuner – sætte sig ned for at lade spillet køre.
Men det er kun teorier. Forskellige mails og kommentarer som vi har modtaget over de sidste måneder, imens at bloggen har været i gang fortæller en konsekvent tendens der peger i retning af at plejefamilier i mange tilfælde overdriver problemerne så de kan forsætte med at hæve et 5 cifret beløb. For deres observationer er ofte ikke udsat for en konstruktiv analyse. Ofte er der tale om tilfældige Facebook venner til socialforvaltningens medarbejdere eller måske ligefrem tidligere ansatte som har fået en form for ekstra kompensation i en tid hvor at kommunerne på grund af statens pres føler sig foranledet til at afskedige gode solide medarbejdere. Arbejdsløshedsunderstøttelsen eller voksen-SU er vanskelig at leve for og her forekommer en tjans som plejefamilie for et ”let” tilfælde for at være et taknemligt job.
Måske var tøjet ikke muggent. Måske var der ingen afføring ned at benet hos de små. Måske talte de normalt med hinanden og lavede kun sjov som søskende nu engang gør. Måske var rapporten fra plejefamilien ren drama. Vi ved det ikke.
Vi ved baseret på avis-referater at kommunen ikke var 100 % tilfreds med plejefamilien i Brønderslev sagen da senere valgte at splitte familien for alle vinde. Andre hjemmesider opstiller den teori at det var fordi at børnene skulle forhindres i at stå sammen når pressen spurgte til dem, men er det hele sandheden? Tror en kommune virkelig at børnene forbliver tavse? De bliver jo voksne på et tidspunkt og så kan de ikke længere trues til tavshed medmindre at de selv ønsker børn.
Der er vist ingen som vil bryde sig om at være dommer i den strafferetlige sag for alle udsagn til ud til at være farvet af deres egne interesse. Det er ikke svært for de professionelle at vidne falsk, for hvem skulle kontrollere dem? Som det er tilfældet med alle rapporter fra det offentlige i disse sager er der tale om subjektive observationer.
Sagen er rigtig hullet og ingen har villet tage ansvar. En tilfældig kommune blev valgt til at være synderen, men de kunne lige så godt have spillet terning om det.
Kilde:
Lolland hænger på hele millionregningen i Brønderslev-sag (Politiken, 24. maj 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar