Er der nu så meget forandret?

En blogger ved navnet Anne Olsen skrev nedenstående på Avisen.dk

I går var pressen fuld af omtale af rapporten om behandlingen på et børnehjem ved navn Godhavn oppe i Nordsjælland. Det var bestemt ikke hyggelig omtale og de fleste borgere ville mene at det eneste man kunne være ville være at sige undskyld for fortidens manglende opsyn og utilstrækkelig lovgivning.

Men her mener ministeren at der er gået for mange år til at en undskyldning ville have nogen værdi. Jeg er uenig i denne betragtning. Der blev begået uret imod disse drenge. En undskyldning er gratis at give, men den vil betyde så meget for disse mennesker, der blev svigtet i deres sværeste stund.

Samtidig må vi spørge os selv om hvor meget der er ændret. Jeg har set DR’s udsendelse om et moderne børnehjem i Ringkøbing. Jeg kender fra min gang i Aalborg til nogle som har været anbragt oppe i Farsø.

Ja, man må ikke slå mere, men der skades stadig i stor stil på det psykiske plan. Hvem husker ikke første afsnit fra døgninstitutionen hvor at drengen må opgive alle personlige ting inkl. Arvesmykker, der berøvede ham den sidste stump af værdighed? Det er ikke underligt at forstå at han flygtede ved først kommende lejlighed efter optagelserne og at Aalborg kommune besluttede at hans ophold var slut. Vi så kun overfladen. Der er jf. en blog 40 grundlæggende begrænsninger. Ja, selv privat samtale med familien begrænses så personalet gives mulighed for at censurere.

Ja, egentlige medicinske besøg anvendes ikke mere, men hvad med de anvendte pædagogiske og psykologiske metoder? Er det veldokumenteret eller er de taget af en udenlandsk udgave af ”Ugeskrift for læger” blot for at blive brugt på et for løst grundlag? Jeg konstaterede at deres evalueringsmøder rummede muligheden for direkte kritik i et slags gruppeterapeutisk setup. Noget som er frarådet på landets psykiatriske afdelinger hvor at dem der er ordstyrer er lægeuddannede psykiatere med en lang uddannelse der tangerer eller direkte står over al det personale, der findes på døgninstitutionerne. Det er en kendt sag at forkert udført gruppeterapi skader mere end det gavner. Hvad bliver konsekvensen ikke over lang tid med sådanne svigt?

Når vi taler om medarbejdernes uddannelse, så tyder meget på at de ansatte stadig ansættes med fokus på deres fysik i stedet for at se på om de rummer tilstrækkelig emotionelle evner til at hjælpe de sårbare unge mennesker. Oppe i Farsø starter de unge i et indslusningshus, hvor at det er meningen at de helst skal provokeres til at blive lagt ned, så de fatter styrkeforholdet.
Så er der de seksuelle overgreb. Bortset fra nogle helt forskruede personaler har det store problem aldrig været et systematisk misbrug hvor at det var de voksne, der stod for majoriteten af overgrebene. Det var børn som voldtog børn. Det har man ikke været i stand til at gøre noget ved. Det foregår stadig i for stor stil. Et barn hver 14’ende dag.

Uddannelsesmulighederne er stadig for ringe. Der har ikke vist sig en metode, så de anbragte unge f.eks. kunne tage en studentereksamen på en lukket døgninstitution. Det kan allerhøjst blive til lidt undervisning på 7’ende klasse niveau.

Undersøgelsesperioden i rapporten går frem til 1976, men de fremskridt der har været siden har været så minimale at man godt kan undskylde. Når man nu er i gang med at undskylde, så kunne man også undskylde i de 64% af tvangsfjernelsessagerne hvor at formalia bare ikke har været i orden.

Jeg synes at socialministeren skulle undskylde. Ikke bare for de "gamle" overgreb, men fordi at arbejdet stort set gik i stå i 1976.

Kilde(r)
Anbragt børn - fysisk vold erstattet af psykisk vold (Den tungeste arv)
Børn krænker hinanden seksuelt (Nordjyske Tidende)
Praksisundersøgelse om anbringelse af børn og unge (Ankestyrelsen)