mandag den 27. juni 2011

Fighteren om Brønderslev-effekten

Samfundsdebattøren kendt som Fighteren skrev nedenstående indlæg på sin Facebook side om de mulige effekter af Brønderslev sagen.

I lyset af de ekstreme forhold i den meget omtalte sag fra Brønderslev, er der næppe tvivl om at det (som med andre tidligere mediesager af denne type) vil medføre flere våben til socialrådgiverne.

Det er paradoksale er dog, at de har rigeligt i forvejen. Det paradoksale er også, at den ekstreme sag udstiller systemets elendighed og manglende faglige indhold:

Det virker begge veje. Ligesom man må ryste på hovedet over at børnene ikke blev hjulpet i tide, må man også overveje om der ikke er andre sager, hvor der skønnes helt forkert. Men med modsat fortegn. Sager, hvor de dårligt fungerende socialrådgivere fjerner børn fra ellers normale mennesker.

Det er tydeligt, at et system der kan fostre sådanne blundere, også må have andre problemer.

Vi kunne selvfølgelig fjerne alle børn fra alle voksne. På den måde var vi helt sikre.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at nok så mange forældre ville få påtaler, hvis de deltog i en blindtest hos det professionelle care taker korps i Danmark.

En af de mest sygelige og obskure begrundelser for at ville anbringe børn er de såkaldte "psykologiske behov". Som det antydes er der her tale om hokus pokus logik, hvor man tænker meget nøje over at det "psykologiske behov" er bestilt af psykologen (der tilfældigvis kan afdække hele spektret ved hjælp af nogle blækklatter).

Spørgsmålet er, om vores samfund ikke ville være bedre til at hjælpe reelt udsatte børn, hvis ikke ressourcerne blev ødslet væk på disse hokus pokus anbringelser. Det er dem med "armen på ryggen" og det kalder man "frivillig...ellers".

Socialrådgivere praler lystigt med at de skam har nok at lave. Det tør siges: De anbringer jo nogenlunde det antal børn, der svarer til de 37 timer de er på arbejde. Sagt på en anden måde, så arbejder de ikke særlig effekttivt med at forebygge eller forhindre anbringelser. Derimod arbejder de effektivt på at få fjernet børnene. Det med regionale forskelle. Der er nemlig forskel på at være barn i en kommune i nordjylland og en i en forstad til København.

Hvorfor ændres disse fadæser og skandaløse forhold ikke? En af grundene er den manglende videnskabelige redegørelse for området. Det meste forskning er baseret på folk, der er alt for involveret i "det beskidte arbejde".

Det duer selvfølgelig ikke.

Men som med andre områder med personidentificerbar forskning, så kan man gemme sig bag ved sagsakternes hemmelighedsstempel. Det er ikke noget, men delagtiggør andre i. Kun de ramte mennesker.

Anbringelsessagerne har dog en særlig karakter: De er typisk bygget op på socialrådgivernes præmisser. Det vil sige en godt og vel 3-årig uddannelse efterfulgt af en "save the world"-stilling i en brødfattig kommune et sted i landet.

Det er desværre ikke godt nok. Ligesom uddannelserne savner seriøs empirisk optræning. Derfor ser vi også mange semipartiske indlæg i sager om forældre og børn. En sludder for en sladder, præget af den ensidige kontalt med en part eller lige frem chefen i kommunen.

Kildekritiske principper findes ikke.

Det er afgørende for vores forståelse af sager om forældre og børn at vi betragter de såkaldt "professionellle" og deres syn på børn. Derfor bør vores viden også tage udgangspunkt i den kultur, der hersker i disse kredse.

Den er i høj grad styret af fagforeningen Dansk Psykologforening. Det er her fra de store linjer kommer, også dem der har spredt sig til pædagogiske og sociale uddannelser. Psykologi er som fag voldsomt populær, og det kan betegnes som en regulær samfundsbevægelse.

Den største effekt af Brønderslev skandalen er, at der vil komme flere magtmidler og mindre viden om, hvad der gør disse horrible sager mulige.

Populisme vil aldrig skabe et humant samfund.

En lektor, der er uddannet socialrådgiver, og som underviser håbefulde studerende til at blive socialrådgivere, vil aldrig forstå dynamikken i, at desto flere spilde kræfter der anvendes på intetsigende sager med normale mennesker, desto flere reelle problemsager mister man grebet om.

Det rigtige sted at starte en kritik af Brønderslev-sagen, er på de uddannelsesinstitutioner, der nådeslyst spytter ubrugelige og uvidenskabelige socialrådgivere ud i den rigtige verden, uden de værktøjer der skulle hjælpe og med værktøjer der gør alt værre.


Kilde:
Det originale indlæg på Facebook

Ingen kommentarer:

Send en kommentar