Landet over meldes der om budgetoverskridelser på anbringelsesområdet.
En lille kommune som Egedal fortæller her i marts 2011 at udgifterne for 2010 blev 35 millioner større end beregnet.
De angiver at prisen på en anbringelse i familiepleje og på opholdssteder er stigende. Spørgsmålet er om kommunen overhovedet har anvendt værktøjer som tilbudsporten.dk eller almindelig udbud igennem licitation ganske som de ville gøre det, hvis det var andre ydelser kommunen skulle indkøbe. Det er almindelig kendt at den enkelte sagsbehandler ikke har klare præferencer baseret på centrale retningslinjer, men derimod lader sig rådgive af hvad andre kollegaer subjektiv måtte mene om et givent opholdssted.
35 millioner lyder af meget i en kommune med 40.000. 875 kroner pr. borger uanset om denne er barn, voksen eller pensionist. 35 millioner kroner er kun overskridelsen. Hvad betaler en Egedal borger for hele området?
I en kommune som Aalborg kommune som i 2009 havde 196.000 borgere var budgetoverskridelsen i 2008 100 millioner. Både før og efter har der været overskrifter om yderligere overskridelser. Vi kunne nævne flere kommuner, men vi vil blot påpege at der tale om en landsdækkende tendens.
Det må stå klart at det ikke kan fortsætte i længden, men samtidig vil det være utænkeligt at lade dårlig økonomi gå ud over udsatte børn. Hvad er så alternativet?
Først og fremmest skal der sket et holdningsskifte blandt de professionelle medarbejdere på dette område.
Arbejdet skal flyttes til familien og familiekonsulenterne skal i centrum. Det virker selvfølgelig mere interessant for og er forbundet med prestige i familiecenteret for sagsbehandlerne at finde en speciel døgninstitution til et barn der har fået en af de efterhånden mange psykiske diagnoser med grænsetilfælde af ADD, ODD, depression, Aspergers osv, men i mange tilfælde kan de normale Folkeskoler håndtere disse tilfælde, hvis de blot får at vide hvad problemet er og eventuelt sikres det antal støttepersoner, som opgaven kræver for at den kan blive løftet på en faglig forsvarlig måde.
Der skal som det foregår i adskillige Jyske kommuner etableres et tværfagligt samarbejdet hvor at fokus skal være at klare problemet i hjemmet. Kriterierne for rengøringshjælp kunne sænkes, men bør være forbundet med klare krav om at familien sørger for at der er ryddet, så denne hjælp kan leveres så effektivt som muligt. Antallet af familie-konsulenter bør øges, så besøgene i hjemmet kan afvikles med kortere interval imellem besøgene. Familie-konsulenterne bør altid arbejde i 2-mands team, så sygdom hos personalet i mindre grad går ud over service-niveauet.
Kommunikationen skal gøres mere klar. Alt for mange sager ender i tvangsfjernelser eller bliver efter massivt pres på familien frivillige anbringelser så familien ikke kan få økonomisk støtte til advokathjælp fordi at kommunen ikke gør det klar at de ikke anvender tilbud. Der findes ikke kommunale tilbud. Der findes kun kommunale henstillinger som familierne skal rette ind efter. Vil en familie ikke åbne døren når f.eks. et barn har begået kriminalitet, så skal de have en bestemt om at der ikke er tale om tilbud om hjælp, men derimod at det er et krav at de skal have vejledning.
Når der skal købes ekstern hjælp så skal det være eksperthjælp. Mange sager bunder i at børnene ikke er udredt korrekt. Familie-konsulenter, sagsbehandlere, skolepsykologer har i kombination fastsat en teori om hvad børenene fejler. Men deres diagnose bygger ikke på en langvarig observation over uger af det enkelte barn. Flere kommuner kunne med succes vælge at betale for en dyr, men grundig udredning på landets hospitaler. En sådan udredning vil give et nøjagtig overblik over om den enkelte barn måtte have særlige forstyrrelser som måtte kræve en bestemt adgangsvinkel når barnet vender tilbage til den normale folkeskole.
Ovennævnte tilgang til området vil kræve en betydelig holdningsændring og personale der før har kunnet arbejde trygt hjemme på kontoret i administrationen vil være nød til at bevæge sig ud til familien. Det vil ikke blive en nem omstilling, men for landets skyld og for vor fremtids skyld som er børnene, er der ingen vej udenom, hvis ikke at kommunerne skal opleve et økonomisk kollaps.
Kilde:
Nyt underskud på budgettet (af Michael Harsvik, Lokalavisen, 15. marts 2011)
Anbragte børn og unge koster 100 mio. ekstra (Af Anders Sønderup, Nordjyske Tidende, 24. januar 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar