Jyllandsposten har bragt en artikel serie om anbringelser og en af artiklerne behandles en interessant problemstilling. Faktum er at det har vist sig vanskelig at sikre at en anbringelse bliver lig med at give barnet et fast adresse, som denne kunne nyde godt af i forsøget på at bygge livet op igen efter at have været fjernet fra sit nære netværk og støtte i sin egen familie.
44 pct. af de unge oplever at de må flytte igen under deres anbringelsesforløb. Der er mange årsager, men primært må man sige at der forud for anbringelsen har været lavet et større papirarbejde kulminerende med den omfangsrige paragraf 50 rapport, hvor at næsten alle aspekter af barnets liv er beskrevet.
På trods af denne indsigt i barnets liv, så vælges der forkert i hele 44 procent af anbringelserne.
Er anbringelsesgrundlaget så overhovedet i orden, når fejlmarginen er så stor? Danmark fjerner flere børn fra hjemmet end det er tilfældet i andre Nordiske lande. På trods af at man må formode at Danmark ikke har dårligere forældre generelt end hvad man ser i resten af Norden, så findes der ingen landsdækkende analyse af området, så man kan finde ud af hvad der går galt, når børn der ikke ville være fjernet i andre lande, bliver fjernet fra deres familie i Danmark.
Hvor er det politiske ansvar henne i denne sag?
Kilder:
Anbragt teenager: "Man er bare et nul", af Sarah Kott, Jyllandsposten, 23 april 2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar